Redaktør arkiv: Lars Düwel

Én almindelig taxa skal nu klare al kørslen på Fanø

TAXA – Hvis du med et større selskab overvejer at tage fra færgen og f.eks. til Sønderho Kro for at nyde et dejligt sildebord med vennerne, så skal du væbne dig med en smule tålmodighed, hvis du vælger at tage en taxa derned.

I den nye aftale, der i sidste uge blev indgået mellem kommunen og Esbjerg Taxa, hedder det nemlig, at der er én enkelt almindelig firepersoners taxa fast stationeret på øen.

Og der bliver ikke sendt flere biler over med mindre kunden selv hiver pengene op af lommen.

Må køre to gange

”Aftalen med kommunen er, som den er, og den lyder på, at vi har en fast vogn stationeret på Fanø. Og hvis man skal køre til Sønderho som et større selskab, så må man køre to gange. Det gør vi også nogle gange i Esbjerg, hvis vi ikke har en stor vogn til rådighed – så sender vi to små. Her ville det så være den samme bil, der kører frem og tilbage,” lyder det fra Torben Kirketerp, formand for Esbjerg Taxa.

Kommunen har altså dermed lavet en aftale, der betyder en halvering af taxakapaciteten, da Fanø Taxa kørte med en taxabus med plads til otte kunder.

Aftalen mellem kommunen og Esbjerg Taxa blev indgået fredag den 3. august, efter at indehaveren af Fanø Taxa, Fritz Quistorff, i et åbent brev meldte ud, at han indskrænkede sine åbningstider.

Måske september med

Fritz Quistorffs åbne brev fik i den grad kommunen op ad stolen, og få dage efter var der indgået en aftale med Esbjerg Taxa, der i første omgang løber august ud. Der kan dog sagtens være en rød taxavogn at finde i september også, siger kommunaldirektør Vibeke Kinch til Fanø Posten.

”Vi skal have fundet en mere permanent løsning, og hvis den ikke er fundet inden 1. september, så kunne man forestille sig, at vi kunne lave en ny og midlertidig aftale med Esbjerg Taxa,” siger Vibeke Kinch.

Det videre forløb for taxakørslen på Fanø skal behandles politisk i august. Hos Esbjerg Taxa tager formand Torben Kirketerp den nye opgave med ophøjet ro.

”Det er en opgave for os som enhver anden opgave. Mere ser jeg ikke i det umiddelbart. Vi er blevet spurgt, om vi kan bidrage i en periode og har sagt, at det kan vi godt,” siger Torben Kirketerp og fortæller, at alle ture køres i den rækkefølge, de kommer ind.

Åbningstiderne for Esbjerg Taxa på øen er mandag-torsdag samt søndag mellem 07-23 og fredag og lørdag mellem 07-01.

Ikke til sene færger

Den opmærksomme læser vil måske bide mærke i, at det dermed ikke er muligt at få en taxa, hvis man kommer med en af de sene færger i både hverdag og weekend.

Det er dog ikke en beslutning, som Esbjerg Taxa har truffet. 

”De åbningstider, vi har, er efter aftale med kommunen. Så vi gør bare dét, kommunen gerne vil have. Og hvis åbningstiderne på et tidspunkt skal rettes ind eller udvides, så retter vi os ind efter det,” siger Torben Kirketerp.

Så I er ikke afvisende over for at udvide åbningstiderne?

”Hvis kommunen vil udvide eller indskrænke, så gør vi det. Det styrer de 100 procent.”

Hvad med fremtidsudsigterne, kunne I forestille jer at køre taxakørsel på øen i længere tid?

”Det handler om økonomi. Hvis den er med, så siger vi selvfølgelig ikke nej. Men det kræver selvfølgelig, at der er nogen, der bidrager økonomisk, hvis man ønsker et beredskab,” siger Torben Kirketerp.

For den tidligere taxachauffør på Fanø Fritz Quistorff kommer det ikke som den store overraskelse, at Esbjerg Taxa er endt med at overtage kørslen.

Fastholder retssag

”Det siger jeg ikke det store til. Det var forventeligt, at det var sådan, det endte med de valg, som kommunen har truffet at måtte købe sig til taxakørsel for dyre penge,” siger Fritz Quistorff.

Han har tidligere meldt ud, at han vil retsforfølge Fanø Kommune for at tvinge ham til at holde åbent og dermed give underskud i virksomheden. Over for Fanø Posten bekræfter taxavognmanden, at han holder fast i retssagen mod kommunen.

Fanø Dagbog knokler løs med åbning af ny turistattraktion

Hele artiklen i PDF-format

FOTOUDSTILING – På en indendørs, grøn tennisbane lavet i kunststof knokler fem personer i disse dage for at være klar til åbningen af en ny, stor turistattraktion på Fanø. Det er ægteparret Christel og Jørgen Seyfarth, fotograferne Ole Joern og Robert Attermann fra Red Star og Kis Sharasuvana, som den 18. august åbner dørene for udstillingen Fanø Dagbog.

”Vi begyndte første gang at snakke om ideen for omkring et år siden. Vi var alle meget imponerede over Fanødragten og de historier, der knytter sig til den,” siger Christel Seyfarth.

Og netop Fanødragten er centrum for den nye udstilling. Med cirka 40 billeder af kvinder i Fanødragten vil de fire kreative personer omdanne tennisbanen til et stort, sort lokale med spotlys på de forskellige billeder.

”Vi har valgt nogle motiver, som måske ikke lige ville være det første, man vælger. Ideen har været at skildre kvindelivet på en mere kunstnerisk måde. Vi er vant til at se dragten i én stor masse, oftest sammen med en masse andre dragter, men her sætter vi dem ind i den rigtige kontekst. Der er mange, der ikke er klar over, at dragterne har hørt til forskellige funktioner for eksempel høstpigen. Det er det, vi gerne vil fortælle på en seværdig måde her,” siger Christel Seyfarth.

Et imponerende syn

”Sømanden kommer også til at være en del af det, men som en skygge i billedet. Og sådan var det jo også i virkeligheden, når de ofte var bortrejst i længere tid,” siger hun.

Fra venstre er det Ole Joern, ægteparret Jørgen og Christel Seyfarth samt Robert Attermann.

Og man behøver hverken at medbringe lup eller mikroskop, når man besøger den omdannede tennisbane lige bag Ferielejligheder Fanøbad. Billederne kommer nemlig til at fylde cirka to gange halvanden meter.

”Vi tror på, at det kommer til at blive et meget imponerende syn. Det der helt sorte rum og så alle billederne blæst op i stor størrelse og i farver,” siger Christel Seyfarth.

Der er dog stadig et større stykke arbejde at gøre, før udstillingen er klar.

Den praktiske del

”Vi har jo selvfølgelig brugt meget tid på den kreative del. At fotografere, få ideer til motiverne og i det hele taget være kreative. Nu er vi kommet til den praktiske del, og den er også sjov, men udfordrende på en anden måde. Men vi skal nok blive klar til den 18. august, det garanterer vi,” siger Christel Seyfarth.

Jørgen Seyfarth fortæller, at noget af det første, de begyndte på for et års tiden siden, var at søge støtte og se sig om efter en lokation. Og det var faktisk ved et rent tilfælde, at de fandt tennishallen. En hal som Ferielejlighed Fanø Bad har stillet til rådighed for dem.

I alt har de samlet knap 600.000 kroner ind i støtte til projektet. Støtten kommer blandt andet fra Region Syddanmark, Fanø Kommune og LAG Fanø Varde.

Fanø Night & Stay har lagt fra land for fulde sejl

HOSTEL – I bedste sejlerstil er Fanø Night & Stay kommet godt fra land og har dermed givet Fanø et kærkomment boost på overnatningskapaciteten. Øens nye Bed and Breakfast hostel i Søfartsskolens gamle bygninger i den nordlige ende af Nordby åbnede dørene i maj måned, og siden har de haft en fremragende sommersæson. Det er noget, der glæder den nyligt udnævnte daglige forpagter, Anette Bendixen.

”Det er virkelig gået over al forventning. Jeg havde en idé om, at der nok ikke ville komme så mange henover sommerferien, fordi folk allerede havde booket deres ferier. Men vi har haft en fantastisk belægning. Jeg vil skyde på, at vi i gennemsnit har haft mellem 50 og 70 pct. af værelserne i brug,” siger Anette Bendixen. Fanø Night & Stay ligger placeret ved Vadehavscentret, der samtidig er Søfartsskolens gamle bygninger. Det er i den grad noget, som overnatningsstedet allerede nu bruger i deres daglige markedsføring.

De to fløje, der tilsammen huser stedets 50 værelser, er navngivet Fregatten og Korvetten, mens morgenmaden bliver indtaget i Kabyssen.

Maritim stemning

”Vi prøver at holde fast i den maritime stil og stemning. Vi har blå- og hvidstribede betræk til dynerne, vi fortæller historien om Søfartsskolen til gæsterne, og vi har af den grund også et anker i vores logo,” siger Anette Bendixen, der fortæller, at stedet fremover vil forsøge at fokusere på især større arrangementer.

”Det kan være busture og den slags. Tit og ofte skal den slags gæster tilbage på fastlandet for at overnatte, fordi der er ikke så mange steder på Fanø, der kan tage en hel busfuld. Det kan vi her,” siger Anette Bendixen, der den seneste tid blandt andet har været i dialog med Ældresagen for at stille hotellet til rådighed.

En kommunal torn i øjet

Det ser dermed ud til, at Fanø Kommune langt om længe har fået liv i det, der i lang tid har været en torn i øjet for dem. Vadehavscenteret har gået i tomgang i to år, og i forrige budrunde var værelsesdelen prissat til 2,5 mio. kr.

Tilbage i maj købte investorgruppen PAHK A/S så Vadehavscenterets værelsesdel til et ukendt beløb. Investorgruppen består af de fire stiftere Gert Poulsen, John Riis Andersen, Flemming Kühl og Flemming Haahr.

Sidstnævnte er meget tilfreds med den start, som den nye investering har fået.

Ingen udvidelser i sigte

”Vi kom lidt sent i gang, men på trods af det, så har vi fået en virkelig god start. Vi har selvfølgelig været begunstiget af et dejligt vejr, så vi har også været heldige. Men vi er endt ud med nogle meget tilfredse gæster og en fornuftig bookning til resten af året, så det er glimrende,” siger Flemming Haahr.

Han fortæller desuden, at der de kommende måneder vil blive udskiftet vinduer i bygningerne, og så skal der være tv på værelserne. Men han slår fast med et rungende afslag, at der ikke er planer om at blive større i fremtiden.

”Nej. Det er der ikke. Man skal passe på med at overgøre det, og vi skal også være bevidste om, at der i yderperioderne kan være tidspunkter, hvor der ikke er så mange gæster. Så skal det ikke være sådan, at det er for stort. Det skal være sådan, at det stadig er hyggeligt for de gæster, der er der. Så vi kommer ikke til at blive større, men vi skal i stedet gøre det bedre,” siger Flemming Haahr.

Sidst værelsesdelen af Vadehavscenteret var til salg var det udbudt til 2,5 mio. kr. Hvad fik I det for?

”Det kan jeg simpelthen ikke huske, det må du spørge kommunen om,” siger Flemming Haahr.

Tilbage ved Anette Bendixen fortæller hun, at hvis man ser længere frem på året, så har Fanø Night & Stay allerede alle værelser booket til både Strikke- og Østersfestivalen i henholdsvis september og oktober. De mere langsigtede planer for hostellet har Anette Bendixen ikke styr på lige nu. Alene af den grund, at der simpelthen har været for travlt.

Ikke tid til store tanker

”Jeg har slet ikke haft tid til at tænke store tanker. Men det er klart, at vi skal have fokus på at fortsætte den succes, som vi har oplevet henover sommeren. Dét, der bliver den store opgave, er at indgå i noget samarbejde, så vi også kan få yderperioderne fyldt ud,” siger Anette Bendixen.

Som det ser ud lige nu, regner hun med at lukke stedet ned i december, januar og februar.

”Men det kan sagtens nå at ændre sig, det ved man aldrig,” siger hun.

Sønderho Havn i gang med valg af entreprenør

HAVNEUDDYBNING – Med formanden Anders Bjerrum i spidsen er Sønderho Havn Støtteforening gået i gang med at lede efter en entreprenør, der skal grave ud til genfødslen af Sønderho Havn. Støtteforeningen fik i januar sidste år en godkendelse til projektet af Kystdirektoratet og har brugt det sidste halvandet års tid på at snakke med fonde for at rejse penge til udgravningsarbejdet. Anders Bjerrum synes, at udsigterne ser lovende ud. 

”Reaktionerne på vores forarbejde har været rigtig positive. Folk har sagt, at undersøgelserne og hele det forberedende arbejde ser gennemarbejdet og seriøst ud, så vi er meget håbefulde over for, at vi får rejst de nødvendige penge,” siger Anders Bjerrum.

Støtteforeningen skal i alt bruge seks mio. kroner til udgravningsarbejdet. De har derfor søgt om støtte ved Nordea-fondens Kystpulje, Friluftsrådet og ved en stor privatfond, som Anders Bjerrum ikke kan sætte navn på endnu.

Hvis foreningens ansøgninger får positiv tilbagemelding, skal udgravningsarbejdet begynde den 1. oktober. Henover vinteren er det håbet, at tidevandet gør en del af gravningsarbejdet, så man kan spare nogle penge til næste år, hvor arbejdet med havne­ud­dybningen fortsætter.

Fanø Kommune er bygherrer på projektet og har sat en licitationsrunde i gang for at indsamle bud fra interesserede entreprenører. Runden slutter 16. august. 

Sikker buskørsel prioriteres frem for at nå færgen i tide

BUSKØRSEL – Køreplanen for bussen på Fanø har henover sommeren været for stram for chaufførerne at overholde, og det har mundet ud i en del klager over forsinkelser, hasarderet kørsel, dårlig tone i bussen og meldinger om, at bussen slet ikke kom.

”Vi har drøftet situationen med busselskabet og aftalt, at Fanø Kommune prioriterer sikker kørsel og god oplevelse for passagererne frem for at ’nå færgen’. Det er aftalt, at køreplanens rute ikke fraviges, således at man ved, at bussen kommer, og at den sandsynligvis er forsinket,” lyder det blandt andet i en pressemeddelelse fra Fanø Kommune.

De oplyser desuden, at der i forbindelse med større arrangementer og lignende vil blive vurderet, om der er behov for ekstrabusser. Til Strikkefestivalen er der eksempelvis arrangeret to ekstrabusser.

Færre cykler med

Fanø Kommune skriver også, at de bevidst har valgt en bus i midi-størrelse på 9 meter frem for 12 meter. Det er gjort, da man ønsker at kunne tilbyde buskørsel til Sundhedscenteret. Den mindre plads har dog ført til, at passagerer er fortørnet over, at der ikke til enhver tid kan tages barnecykler med i bussen, hvilket der til tider ikke kan på grund af sikkerhedsmæssige grunde. Den vurdering er overladt til chaufføren, hvilket har ført til dårlig stemning og forsinkelser.

Kommunen skriver til sidst, at køreplanen fra den 13. august vil blive ændret, så den passer bedre til elevernes mødetider.

Den nye køreplan kan ses på kommunens hjemmeside.

Esbjerg Taxa overtager al kørsel på Fanø

Esbjerg Taxa er allerede på plads ved færgen efter at have overtaget kørslen fra Fanø Taxi.

Den tumultariske taxasag mellem Fanø Kommune og Fanø Taxi tager nu en hurtig og drastisk drejning. Fra og med i dag, fredag d. 3. august, overtager Esbjerg Taxa al taxakørsel på Fanø.

Det slår Fanø Kommunes kommunaldirektør Vibeke Kinch fast overfor Fanø Posten.

”Jeg kan bekræfte, at Esbjerg Taxa fra dags dato overtager taxakørslen på Fanø. De kommer til at køre frem til den 1. september og hjælper os derfor i den her overgangsperiode, som vi oplever,” siger Vibeke Kinch.

Hvad der skal ske efter den 1. september er stadig uvist. Det skal derfor politisk behandles på et møde senere i august.

”Vi skal have fundet en mere permanent løsning, og hvis den ikke er fundet inden 1. september, så kunne man forestille sig, at vi kunne lave en ny og midlertidig aftale med Esbjerg Taxa,” siger Vibeke Kinch.

Mens sommervarmen uden for vinduet brager løs og får termometerne til at gå i rødt, så er luften mellem Fanø Kommune og Fanø Taxi isnende kold. Som Fanø Posten tidligere har beskrevet i flere omgange, har forholdet mellem de to aktører været nedadgående og senest kulminerede det, da kommunen valgte at politianmelde Fanø Taxa.

Fanø Kommune fortæller, at åbningstiderne for Esbjerg Taxa er mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og søndag kl. 07-23 samt fredag og lørdag kl. 07-01.

 

Top