Werner ’Skrald’ nyder sit job i førerhuset. Men han føler, det er nu, han skal stoppe.

Nu er det slut. Det har været hårdt, men det har også været et frit og godt liv at være skraldemand, mener Werner ’Skrald’ Iversen

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

PENSION – En af Nordby Renovations mest erfarne og trofaste skraldemænd, 64-årige Werner Iversen fra Præstevænget i Nordby, af de fleste kendt som Werner ’Skrald’ stiller nu lastbilen i garagen for sidste gang. Det markeres med åbent hus, bajere og pølsevogn i firmaets hal torsdag den 28. marts klokken 13-17. Sådan ville han have det, og sådan bliver det.
Det fortæller han, da Deres udsendte er kravlet op i den store Volvo for at lave et kørende interview på hans 64-års fødselsdag. Vi skal ud på hans faste rute, som kun samler skrald hos supermarkeder, kroer og andre virksomheder.
Vi kører sydpå mod Sønderho, og han fortæller om dengang, han gik i skole, blev kaldt Tykke og var dårlig til det med bøger. Om befrielsen ved at forlade skolen og finde et arbejde, hvor han blev herre i eget førerhus, kunne køre Europa rundt og om kammeratskabet i branchen. Der er anekdoter til mange mørke vinteraftener.

En pligt at hjælpe
”Hvis man så en kollega, der var punkteret på en motorvej, så stoppede man og hjalp med at skifte hjul. Det er jo umuligt at gøre selv. Sådan et hjul kan veje 200 kilo. Stoppede man ikke, skulle man ikke regne med nogensinde at få hjælp af andre,” fortæller han.
”Det var jo også på de tider, da mobilen ikke var opfundet. Man havde mere frihed. Og hvis man strandede med en flok andre kolleger ved en grænseovergang på grund af et eller andet dokument, der manglede, så havde man måske ’en lille fest’ der i nogle dage,” smiler han.
Da han var ung skraldemand på Fanø var det lidt det samme med stor frihed. Og man hjalp hinanden. Det gør man stadig. Hvis man er færdig på sin egen rute klokken 13, giver man lige en kollega, der har travlt, en hjælpende hånd.

Det skvulpede nod over ryggen
Han idylliserer dog ikke den tid.
”Vi skulle gå med store zinkspande på ryggen. Vi havde læder til beskyttelse af ryggen, men det var ikke lækkert, når de skvulpede over. Senere fik vi plastikposer. Her var risikoen, at knust glas eller kanyler kunne skade dig,” fortæller han.

I dag er det ikke nær så hårdt at være skraldemand som før i tiden.

I dag går det lettere. Vi triller ind til Dagli’brugsen i Sønderho, og inden kameraet har sagt klik fem gange, er affaldsbeholderen tømt op i komprimatoren, og vi kan køre videre til for eksempel

Undervejs besøger vo tækkemand Poul ’Tæk’ Sonnichsen, der står klar til en lille snak.

”I dag er det let, men i turistsæsonen er der meget mere arbejde. Og mange mennesker i gaderne. Så tager vi tidligt afsted,” fortæller han.
Nu, hvor lønchecken erstattes af en Arne-pension, er det tid til at spille golf igen.
”Jeg har allerede taget mit golfsæt ned fra loftet. Jeg måtte lidt bruge lidt cola for at få rusten pudset af,” smågriner han.
Fodbold holdt han meget af tidligere, men nu er kroppen vist for slidt. Men at tage til stranden ved midnatstide på hans Suzuki FZ 50, det vil han ikke undvære.
”Det er en fantastisk oplevelse, når der er fuldmåne og klar himmel,” slutter han.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Blå bog Werner Iversen

• Er født i Esbjerg, har boet i Nordby i 33 år
• 64 år, går nu på Arne-pension
• Har arbejdet som eksportchauffør og skraldemand
• Er gift med Pia, de har en voksen søn og en voksen datter i henholdsvis København og Brørup
• Fritidsinteresserne er golf og fotografering