Fin bog til børn og unge om besættelsen

Nordby-forfatteren Stinne Berg har lavet flere bøger om Jens. Receptionsgæsten Jens Huntemann fra Tyskland, der her står med en tysksproget udgave af sagaen om Jens, morer sig over, om han mon har stået model til Jens i Stinnes fantasi.

Hent originalartiklen fra avisen som PDF her

BOGANMELDELSE – Stinne Berg, der driver Sundhedsmissionen Paleo Power i Nordby, er også forfatter til en del bøger. Og fredag den 21. juni havde hun tredobbelt bogreception. Hun udgav, støttet af Danibo, sin ny bog Hvad besættelsen gemmer samt Hvad dragkisten gemmer og Den naturlige vej til at leve på tysk. Vi har læst den helt ny Hvad besættelsen gemmer med Jens, der rejser tilbage i tiden for at opleve den tyske besættelse af Danmark. Da ’Jens’ jo ikke kan være væk fra sit fremtidsliv i fem år, har Stinne Berg fundet på et lille fif med tidsrejsenedslag og kombinerer det med faktuelle, letforståelige afsnit om, hvad besættelsen betød for folk på Fanø.
For at skrive bogen har hun interviewet et 88-årigt familiemedlem og har ellers gravet i forskellige kilder. De bedste afsnit er naturligvis de ægte historier fra dengang, blandt andet om de forbløffende velforberedte tyske officerers forudgående spionage som feriegæster og om tyveri af tyskernes pistoler.
Det var barske tider, hvor søfolk ikke kom hjem og husmødrene måtte ty til mere plantekost, end mændene og drengene brød sig om, efterhånden som vareudbuddet skrumpede og skrumpede. Men uden de faktuelle afsnit havde bogen ikke hængt sammen.
Bogen er en fin præstation, der bør købes af alle skoler her i området. Bogen, der er på 88 sider med AI-illustrationer og forsideillustration af René Ljunggren, kan købes i Fanø Boghandel og hos hendes selv for 95 kroner. En fin gaveidé til børn over cirka 10 år er den også.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top