(redigeres løbende, red.)
Det har de de fire parter oplyst til til Fanø Posten mandag den 30. september klokken 21.28. Vi følger udviklingen og har bedt borgmester Frank Jensen (R) om en kommentar.
Med denne overraskende slutning på budgetforhandlingerne, er de to nyeste partier i byrådet, Radikale Venstre med tre mandater og Enhedslisten med ét mandat, sat udenfor indflydelse.
“Vi var overordnet enige om tallene i forhold til besparelserne, men vi er uenige om metoden. For Radikale handler det om det principielle i, om kommunen skal ledes ved hjælp af tillid eller kontrol. Vi tror fuldt og fast på tillid i forhold til, at vores direktion kan løse de opgaver, vi giver dem, og vi vil ikke være med til at politikerne skal blande sig i direktionens eller medarbejdernes arbejde eller ansvar. I sidste ende blev det denne principielle tilgang til at lede Fanø Kommune, der skilte os fra de 6, der står bag budgettet,” udtaler Frank Jensen til Fanø Posten.
Umiddelbart betyder det ikke noget for Frank Jensens position. Kun udvalgsformænd kan væltes i en byrådsperiode.
Socialdemokratiet (A) har ét medlem, Det Konservative Folkeparti (C) har tre, Venstre har ét medlem, og Johan Brink Jensen er den sjette i flertalsgruppen. Budgetforliget kan nu læses herunder. Man kan blandt andet læse, at skatteprocenten bliver 26,1, at kommunikationsstillingen nedlægges, at der skal gennemføres ret store besparelser på ældreområdet, at Bakskuld bevares, at dagpasningstaksterne holdes i ro og meget mere.
Enhedslisten: Et sort budgetforlig
Budgetforligspartierne: Det ansvarlige valg
Vi har dagen derpå bedt alle partier og lister om at kommentere budgetforliget, som man kan læse herunder. Den første reaktion kommer fra Lasse Harder Schousboe fra Enhedslisten (Ø), og han er helt klar i mælet i sin udmelding:
“Det er et sort budget, hvor man ikke går i dialog med borgerne, men tromler hen over dem. Kæmpebesparelse på rådhuset. Man går specifikt efter én medarbejdertype. De siger de vil skabe mere bosætning, men viser ikke vejen til det. Nedlæggelse af bibliotekerne er en stor velfærdsforringelse. Den offentlige transport er de facto død på Fanø,” udtaler han.
Mille Renée Larsen, Socialdemokratiet (A) er med i aftalen og udtaler:
“Jeg er overordnet set rigtig glad for budgetaftalen, som har hovedfokus på bosætning – især børnefamilier – og på at sikre en mere stabil økonomi. Derudover er der øremærket finansiering til klimatilpasning og sat puljer af til borgerdrevne løsninger på både bosætning og kollektiv trafik.”
Løsgænger og deltager i budgetforligskredsen Johan Brink Jensen udtaler:
“Jeg har ikke speciel andel i, at der nu skal ses på fordeling af Beredskabsfinansieringen. Men noget tyder på, at mine synspunkter møder en hvis forståelse. Ellers vægter jeg at budgetforhandlingerne tog tid. Hele Byrådet var tæt på enighed om fordeling af besparelser, inden vi til sidst måtte konstatere, at enkelte prioriteringer skilte os. Det er ærgerligt at vi ikke nåede i mål sammen, men at forlade forhandlingerne er et valg man kan træffe. Politikerne bestemmer i kommunerne, det er de valgt til. Man bærer så også ansvaret, og derfor har vi valgt som første prioritet at arbejde for tilflytning og meget gerne af børnefamilier. Økonomisk har det været dyrt med den fraflytning, vi har set de senere år, og det kan kun politikerne tage ansvar for. Det gør vi med en ændret indsat og med at investere i tilflytning.
Forvaltningen har stået med svære udfordringer. Opgaven har de løst på rosværdig vis. Tak for det og tak til borgerne, der engagerede sig blandt andet med høringssvar. I budgettet er der besparelser, der rammer hårdt, og med budgetforliget har politikerne lyttet, prioriteret og taget ansvar for fordelingen.”
Christian Lorenzen, gruppeformand for det største parti i forligskredsen, Det Konservative Folkeparti, har denne kommentar:
“Jeg er glad for, at der nu er indgået et budgetforlig, der tager ansvar og skaber muligheder for udvikling på Fanø. Vi burde jo allerede for længst være i gang med både diger og plejehjem. Derudover er vi i denne byrådsperiode Danmarksmestre i fraflytning – og den kurve skal vi have vendt! Derfor er bosætning et helt centralt omdrejningspunkt i denne budgetaftale.
Borgerne og de ansatte i Fanø Kommune har leveret ekstremt konstruktive input i høringsperioden, der har gjort det muligt for os at skabe det nødvendige økonomiske råderum – tak for det! Forligspartierne tror på, at borgerinvolvering er nøglen til at lykkes f.eks. med den grønne omstilling, bosætningen og den kollektive trafik.”
Tekst: Finn Arne Hansen. Foto: Arkiv.
Budgetforliget kan læses i sin helhed her