Ru stjernebold. Efterhånden som svampen ældes, bliver stjernen mørkebrun.
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
FANØ NATUR – Det sker ofte, at der findes en svamp på Fanø.
Det sker lidt sjældnere, at der findes en svamp som stjernebold på Fanø.
Det sker uhyre sjældent, at der på Fanø findes en stjernebold, som kun findes et sted i Danmark, nemlig på Fanø.
Når det drejer sig om arten ru stjernebold, sker det tilsyneladende kun hver hundrede år. Sidst ru stjernebold blev funder på Fanø var i 1927, da A. Jøker fandt svampen den 27. september, fortæller Christian Lange fra Danmarks Svampeatlas. Nu har Hanne Bjørnhart fundet den igen – lige før påske.
Ru stjernebold har altså holdt sig gemt i godt og vel 97 år. Det kan svampe godt. De består af ét stort mycelium, som ved jordsvampe er underjordisk og kan leve længe. En gang imellem skyder myceliet så et frugtlegeme – paddehat – op over jorden. Det er dem, vi finder på svampetur.
Vi kender paddehatte som champignon og rød fluesvamp, men stjerneboldenes ’paddehat’ består af en bold og en stjerne som på fotos her ved artiklen.
Ru stjernebolds frugtlegeme modner som en to-laget kugle. Den skydes så op af jorden. Det yderste lag åbner sig og danner en stjerneformet ’krave’ tæt på jorden, og det inderste lag danner bolden, der ofte sidder ofte på en lille stilk. Inde i bolden dannes svampens spore. De kan pustes ud, hvis man trykker på bolden. Det er lige som støvbolde.
Ru stjernebold er ikke stor. Stjernelagets diameter er 1 til 3,2 centimeter. Boldens diameter er 7 til 10 millimeter. Da den ofte findes, hvor der er mange vilde kaniner, så kan den være svær at finde. Bolden ligner kaninlort og stjernen kan være gemt nede i græsset.
Ru stjernebold finder man i tørre og mere eller mindre kalkholdige jorde, som bliver forstyrret af og til. Her lever den af at nedbryde organisk materiale. Vil man se mange, så må man til Centraleuropas stepper eller Middelhavet.
På Fanø opfylder den grønne klit også stjerneboldens krav til et godt sted at gro. Hanne Bjørnhart har nok fundet cirka 10 frugtlegemer. Tillykke med det fund, Hanne!
Tekst og foto: Søren Vinding