Ny bog om Hugo Matthiessens Fanø

Per Hofman Hansen med sin ny bog foran Toftestien nummer 21 i Nordby. Huset er på side 83 i bogen. Foto: Privat.

Det samme sted i 1928. Foto Hugo Matthiessen.

I 1928 fik Fanø besøg Hugo Matthiessen der tog fotos af kulturmiljøerne i to byer

Hent den originale artikel fra avisen her

KULTUR – I 1928 kom den berømte og meget ansete fotograf Hugo Mathiesen til Fanø for at fotografere. Han frygtede, at de enestående bymiljøer i Sønderho og Nordby skulle forsvinde i moderniseringens navn.
Hugo Matthiessen var museumsinspektør ved Nationalmuseet og dertil en fremragende forfatter til en række kulturhistoriske bøger. At han også var noget af noget af en excentriker og dertil lidt af en livskunstner gør kun hans arbejder og hans væsen yderligere interessant, mener bogens forfatter, Per Hofman Hansen, der tidligere har skrevet bøger om Fanø.

Pionerindsats
”Allerede i årene 1913-1922 havde Hugo Matthiessen ydet en pionerindsats som museumsmand ved at gennemfotografere de gamle bebyggelser i 75 danske købstæder, men i maj 1928 havde han fået lyst til at tage til Fanø, hvor han i løbet af nogle få dage optog 56 motiver fordelt ligeligt mellem de to skipperbyer, ” fortæller forfatteren.
Enkelte af Matthiessens fotografier er mellem år og dag gengivet i forskellige publikationer, men ofte i små og halvdårlige reproduktioner. Det ændres der på med bogen Hugo Matthiessens Fanø fotograferet 1928. I udgivelsen bliver de originale fotografier gengivet i nye store størrelser, så deres høje kvalitet ydes fuld ret, og hvor mange interessante detaljer nu bliver synlige. Sammen med den ledsagende tekst giver fotografierne et indtryk af de to byers udvikling i første halvdel af 1900-tallet, ligesom der tegnes et portræt af både forskeren, fotografen og originalen Hugo Matthiessen.

Støtte fra Fonden Gamle Sønderho

Per Hofman Hansen foran Sønderho Kro. Copyright: Fanø Posten

Per Hofman Hansen foran Sønderho Kro.

Siden 1987 har forlaget Hikuin sammen med lokale forfattere og forskere udgivet bogserien Hugo Matthiessens Danmark med fotografier fra de gamle købstæder. Det er med den nye bog om Fanø blevet til foreløbig 19 udgivelser i serien.
Bogen er finansieret af Inger og Jørgen Nygaard Larsens Fond og udgives af Fonden Gamle Sønderho i samarbejde med forlaget Hikuin, Fanø Museum og sognearkiverne i Sønderho og Nordby. Bogen er indbundet i stift bind og er på 104 sider i A4-tværformat. Vejledende udsalgspris er 175 kr. Bogen sælges i Lorenzens Butik, Fanø Museum, Nordby Sognearkiv, Fanø Boghandel, hikuin.dk og boghandelen i øvrigt.
Bogen vil blive præsenteret ved en reception i både Nordby og Sønderho. I Nordby finder den sted på Fanø Museum fredag den 19. juli kl. 14 og i Sønderho i forsamlingshuset lørdag den 20. juli kl. 16.30.
-fina

Relaterede artikler

Top