Optimismen bobler på Fanø med mange nye intiativer

Det er kun i tre måneder, at vi får rigtigt travlt med både Krogården og Familierestauranten, mener Kirsten og Kurt Kirkegaard

Hele artiklen i PDF-format

Nu skal der nyt liv i Fanø Krogård igen

Kirsten og Kurt Kirkegaard får mere travlt end tidligere som nye forpagtere af Fanø Krogård. Gennem de seneste år har de med succes drevet Familierestauranten i Rindby.

Det fortsætter de med ved siden af, at de vil gøre Fanø Krogård til en god forretning og holde åbent ’hele året’.

”Vi bliver ikke alene om driften. Sammen med vores søn Kasper Kirkegaard og vores svigerdatter Anja Høst vil vi udvikle begge forretninger,” fortæller Kirsten Kirkegaard, da Fanø Posten møder dem.

”Familierestauranten i Rindby er en sæsonforretning, så det er kun i tre måneder, at vi får rigtigt travlt,” ler hun.

Kirsten og Kurt Kirkegaard var ikke i tvivl om, at hvis de fik de rigtige vilkår, så ville de gerne skabe nyt liv i Fanø Krogård.

De syntes begge, det var trist at se de tomme bygninger. Og de er begge overbevist om, at kroen nok skal blive en god forretning.

”Der er mange, der ringer og er glade for, at det er os, der skal drive krogården,” smiler Kirsten Kirkegaard.

Hun fortæller, at der også er mange busselskaber, der har meldt deres ankomst, efter det er rygtedes, hvem der har overtaget driften af den gamle kro.

”Nordby og Fanø har altid brugt krogården til fester, og vi har allerede fået de først reservationer,” fortæller de, der også er glade for, at der allerede kan meldes udsolgt til strikkefestivalen i september.

At familien Kirkegaard får travlt er der ingen tvivl om. Udover at alt skal være klart til åbningen Kr. Himmelfartsdag, skal Kasper og Anna Kirkegaard sammen med deres to børn – den ene på fire år og den anden på bare ti måneder – flytte fra København til Fanø.

”Så vi får travlt,” konstaterer Kurt Kirkegaard igen.

Fanø Krogård genåbner den 25. maj. Restauranten vil servere dagligdags kromad, og der bliver plads til fester og selskaber.

Sommeren vil ifølge Kirsten Kirkegaard også byde på grillbuffet på terrassen ud til vandetw.

”Og det er med verdens bedste udsigt,” som hun udtrykker det.

Der er også planer om at åbne ’Downstairs’, det tidligere diskotek i kælderen, som spille- og dansested.

Ud over familien ansættes to kokke og medarbejdere til morgenservering og rengøring.

”Vi glæder os – og vi får travlt” gentager de begge optimistisk.

Mere konkurrence på sommerhusudlejning

Konkurrencen om sommerhus markedet på Fanø er nu skærpet med åbningen af sommerhusudlejningsbureauet Fanø Strand Feriehuse, der har kontor i Fanøbad Ferielejligheder.

Det er Henrik Lynggaard, tidligere bureauchef i Admiral Strand Fanø, der står bag det nye bureau.

”Jeg er glad for at have udlejningsbureauet i Fanøbad Ferielejligheder. Udover, at kontoret fungerer både som bureau og reception, ser jeg mange muligheder i den synergi, der over tid kan udvikles sammen med Fanøbad Ferielejligheders nuværende og kommende faciliteter,” fortæller Henrik Lynggaard om de sidegevinster, han forventer ved sin placering i Fanø Bad.

Fra sin tidligere arbejdsplads har Henrik Lynggaard også hentet Susanne Nondal, der sammen med Henrik Lynggaard vil stå for udlejning og servicering af ejere og lejere.

dsc_5572

Henrik Lynggard og Susanne Nondal i Lynggaard Sommerhusudlejning er klar

”Vi skal give en god service og sikre at lejerne får en god oplevelse,” siger Susanne Nondal, mens hun tjekker en af lejlighederne i Fanøbad Ferielejligheder.

”Bureauerne på Fanø har deres forskellige styrker,” konstaterer Henrik Lynggaard.

”Vores styrke er passionen,” understreger han.

”Passionen for vores job,  ejerne og særligt for gæsterne,” siger indehaveren, der inden højsæsonen i 2018 at have, hvad han kalder ’et overskueligt antal huse’ til udlejning.

”De nære relationer er vigtige. Ikke kun til ejerne, men også for vores servicepersonale,” påpeger Henrik Lynggaard.

”Servicemedarbejderne knyttes til det enkelte hus. Ved at det er det samme personale, der servicerer det enkelte hus hver gang, bliver det til ’deres hus’,” fortsætter Susanne Nondal.

”Ja – og det giver ejerne en tryghed og personalet et ansvar,” konstaterer Henrik Lynggaard med reference til sine tidligere erfaringer.

Afslutningsvis udtrykker Henrik Lynggaard, at der er mange aktører på Fanø, der vil en udvikling af Fanøs turisme tilbud.

”Gennem at samarbejde og støtte op om de forskellige aktiviteter, events og festivaler, så giver vi gæsterne oplevelser i særklasse, og det vil øge forretningen for os alle,” mener han.

Bygma udvidet til et ’rigtigt’ byggemarked

Med en nyindrettet malerafdeling, arbejdstøj, et fuldt Bygma sortiment på hylderne og de samme tilbud som de øvrige butikker i kæden, er Bygma Fanø blevet et byggemarked med fuldt sortiment.

”Er der noget, vi ikke har i butikken, så kan det leveres eller afhentes hos os inden for to hverdage,” påpeger Jørn Pastwa fra Bygma Fanø.

”Vi er med i Bygmas landsdækkende kampagner og skaffer naturligvis de varer, vi måske ikke normalt vil have på lager,” påpeger han.

”Nu hvor Bygma Fanø er blevet et fuldbyrdet medlem af Bygma-gruppen, er der også andre fordele for vores kunder på Fanø.

Eksempelvis kunde- og fordelskortet Bygmaster”, fortæller Jørn Pastwa.

”Det tager kun kort tid at blive oprettet via hjemmesiden. Så kan der opnås gode rabatter på langt de fleste køb hos os. Hvis ønsket, kan der også knyttes en 40 dages kredit til kundekortet,” orienterer Jørn Pastwa.

dsc_5184

Både Tage Møller, leder af Bygma Fanø og Jørn Pastwa (t.h.) er optimister på Fanøs handelslivs vegne.

”Med de reducerede godstakster på færgen er det ikke dyrere at få varerne leveret på Fanø end på fastlandet,” påpeger Tage Møller.

”Jeg forstår dog ikke, hvorfor trailere skal være gratis,” undrer han sig.

”Dét og campingvognene på de hektiske afgange er dog kun nogle små ­gener.Det er en stor fordel for Fanø, at færgetaksterne er blevet næsten halveret, og det skal vi alle glæde os over. Jo flere der kommer til Fanø, des bedre er det for os alle sammen,” understreger han.

I kontoret i byggemarkedets lade er der nu etableret kunderådgivning.

”Vi kan rådgive inden for energirenovering, udskiftning af vinduer og andre forhold ved ny- og ombygning,” fortæller Jørn Pastwa.

”I Bygma kæden har vi energirådgivere og kunderne kan få al den hjælp, der er brug for i forbindelse med et projekt,” supplerer Tage Møller.

”Og husk, det er muligt at få tilskud til energiprojekter, og vi knytter gerne kontakt til øens håndværkere, hvis kunderne ønsker det,” slutter Jørn Pastwa, der glæder sig til Påsken og det store rykind på Fanø.

Top