De tyske sommerhusgæster passer på pengene i år

Et skønt sommerhus som dette ved Fanø Bad vil uden tvivl også få mange gæster i år. Men de tyske gæster er forsigtige med pengene i år.

Et skønt sommerhus som dette ved Fanø Bad vil uden tvivl også få mange gæster i år. Men de tyske gæster er forsigtige med pengene i år og efterspørger lidt billigere huse end normalt.

Første kvartal er startet godt for bureauerne, der udlejer feriehuse. Men de tyske stamgæster efterspørger billigere huse, end de plejer

Hent originalartiklen fra avisen som PDF her

TURISME – Hvordan bliver den kommende sæson på Fanø? Vi har spurgt udlejerne.
Det går ganske fornuftigt, fortæller direktør Hanne Thyssen fra den største aktør, Danibo.
”Vi er foran i omsætning betinget i prisstigninger sammenlignet med samme tidsrum sidste år og ganske lidt bagefter i antal bookede husuger. Noget vi hele tiden forventer at komme efter. For eksempel er vi foran i antal bookede uger i første kvartal,” tilføjer hun.
”Det har været en forventning i markedet til sæson 2023, at krisen ville skabe en vis tilbageholdenhed og afmatning og tendens til, at gæsternes bookinger ville komme senere. Vi ser denne tendens, om end i et mindre omfang og igen, det er forventeligt. Vores store skare af faste stamgæster skaber utrolig stor stabilitet. Der er en klar tendens til, at vores over 70 procent stamgæster booker tidligt. De ved, hvor de vil hen, til Fanø og Danibo, og de ved, hvilke tidsrum på året og priskategorier indenfor husene, de går efter.”
”Vi ser her hos nogle stamgæster, at de går efter billigere huse end tidligere, men samtidig også mange gæster, der søger efter uforandret priskategori,” tilføjer hun.
Fanø Sommerliv bliver ikke til noget i 2023, det finder hun trist.
”Det er vanvittig god sommeraften-underholdning, noget som vore mange sommerhusejere og danske lejere elsker at deltage i. Men man kan ikke sige, at det går decideret ud over antal bookede huse i højsæsonen. Det er dog klart med til at skabe den fantastiske ø-stemning som Fanø står for. Der skabes liv og glæde, og det er jo det, som ferie på Fanø handler om. Derfor er det Danibos klare håb, at Fanø Sommerliv kommer i gang igen fra 2024. En aktivitet vi kan være stolte af på Fanø,” siger Hanne Thyssen.
Hotelprojektet i Rindby håber hun også vil blive til noget.
”Er det ikke er en nødvendig udvikling for at Fanø overlever i fremtiden, at der via hotelprojektet skabes det nødvendige grundlag for det høje døgnforbrug, som for fremtiden skal være med til at skabe den stabile helårsturisme til glæde for Fanøs sårbare erhvervsliv og dermed skabe grobund for tiltrængt helårsbeskæftigelse i butikker, caféer og restauranter,” spørger hun.

Fornyelse i Rindby
”En tiltrængt fornyelse af Rindby Strands ’centrum’ udelukker ikke, at man fortsat lejer et af de mange feriehuse, der er til udlejning på Fanø. Og dertil får man som feriehusgæst mulighed for at nyde det nye moderne og lækre Rindby Strand i modsætning til 1960ernes barakbygninger, som præger det nuværende område,” mener hun.
”Lad os nu tage ja-hatten på i stedet for at være bange for en tiltrængt udvikling. Investor og alle ønsker, der skal skabes et flot byggeri, som passer til Fanø og fremtiden,” slutter hun.

Gæsterne booker lidt senere
Set med Sol og Strands briller er forventningen den samme:
”Trods situationen i verden lige nu, forventer jeg, at 2023 kommer til at ligge tæt op ad 2021 og 2022 som har været to rigtigt gode år for branchen. Adfærdsmønstret har dog ændret sig og vi ser en tendens til, at man afventer lidt og booker sin ferie senere end tidligere, men den bliver booket,” siger bureauchef Morten Schøler, Fanø.
Hos Esmark Fanø, der i sit første år på Fanø er gået fra 0 til 70 udlejningshuse, ser bureauchef Nikolaj Gramstrup også med optimisme på 2023 trods inflation og krig i Europa. Der er jo trygt og godt i Danmark.
”Starten af 2023 har været ganske god. Lysten til at leje sommerhuse er der stadig hos tyskerne. Vi får jævnt med bookinger til højsæsonen, og antallet af afbestillinger er ikke højere end normalt,” siger han.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top