Fanø kan tjene mere på turisterne

Fanø kan tjene mere på sommerhusturister, hvis flere begynder at leje ud

SOMMERHUSE – Fanø går glip af millioner, fordi mange sommerhusejere ikke udlejer deres sommerhuse. Det oplyser sommerhussøgeportalen Campaya.dk.
”Ud af ’vores’ 495 sommerhuse på Fanø, trukket fra vores søgemaskine, som rummer størstedelen af udlejningssommerhusene fra både bureauer og private, har ingen været ledige i højsæsonen, og der er dermed fuldstændig udsolgt. Den store efterspørgsel er selvfølgelig enormt positiv, men der er også en bagside af medaljen,” siger Jesper Kamp Kruse fra den ny portal.
”Det er ikke noget nyt, at sommerhusene er populære i højsæsonen. Det nye er, at sommerhusene i år er lejet ud langt tidligere end sædvanligvis, og det understreger behovet for at få gjort flere sommerhuse tilgængelig for udlejning i højsæsonen. Hvis det ikke sker, kommer Fanø til at gå glip af millioner i turismeindtægter hvert eneste år,” fortsætter han.
Ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening giver ét udlejningssommerhus samlet en turismeindtægt på årsbasis på 300.000 kroner, når lejernes øvrige forbrug på ferien regnes med. Et gennemsnitssommerhus genererer 130.000-160.000 kroner i ren lejeindtægt årligt.

40.900 kr. er skattefri
Men hvad kan der så gøres, for at få flere sommerhuse til udlejning?
”Den forhenværende regering hævede det skattefri bundfradrag for udlejning gennem bureau fra 21.900 til 40.900 kroner om året, uden at det endnu har gjort noget nævneværdigt for kapaciteten. En analyse fra Dansk Kyst- & Naturturisme viser dog, at øget indtjening ved udlejning er det, flest sommerhusejere, der ikke udlejer lige nu, ønsker, hvis de skulle begynde at leje ud. Så måske mangler vi bare endnu at se effekterne af det forhøjede fradrag. Men ellers er mit bud, at vi mest af alt mangler at få fortalt, hvor meget et af de tomme sommerhuse faktisk kan gøre for lokalområdet, hvis det sættes til udlejning,” tilføjer Jesper Kamp Kruse.
”Sommerhusudlejningen bidrager enormt til indtjeningen i butikker, restauranter, attraktioner med videre. Mange sommerhusejere er stærkt lokalt forankret og har stor interesse i at støtte lokalmiljøet. Det er der i høj grad mulighed for at gøre ved at sætte ikke særligt brugte sommerhuse til udlejning bare lidt.

 

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top