Fanø er hip – hurra for det

Der har været livligt i Nordbys gader denne sommer, og turismen har givet øget tilflytning af arbejdskraft udefra i år i forhold til i 2018. Men det reelle indbyggertal er også stigende.

Ugens ubetinget bedste nyhed er set fra redaktør­stolen den, at Fanø klarer de økonomiske skær på den mest fantastiske måde, nemlig ved indvandring – indvandring af gode skatteborgere.
Fanø er hip, vore værdier, roen, nærheden, nær­demokratiet og naturen er oppe i tiden. Der laves tv-programmer om unge københavnere, der flytter til Sønderho for at give deres børn en opvækst, de ­overhovedet ikke kan drømme i den larmende storby.
På Fanø kan man cykle nogenlunde trygt, man er ude i naturen på nul komma fem, luften er frisk, og vores skole er så populær, at elever fra Esbjerg vælger at gå i den.
Turisterne strømmer også til, og det er en til tider en hård belastning for byerne. Skal vi have bilerne ud? I hvilken udstrækning? Skal vi have en flåde af el-biler, man kan leje, så man kan stille bilen på fastlandet?
Der er meget at gå i gang med for det bære­dygtighedsudvalg, der nu skal nedsættes.
God efterårsferie til alle læsere. Øen bugner af  aktiviteter i efterårsferien, så tag et kik i begivenhedskalenderen og deltag i det, I har lyst til. Fanø er jo andet end softice, selv om det jo også er godt.

Tags

Relaterede artikler

Top