Bredbåndskrig på Fanø i gang: Stofa har vundet stort område

Stofa graver 60 km lyslederkabler ned og vil snart kunne levere tv og internet til 1100 husstande i og ved Fanø Bad.

Stofa har med ét slag fået 350 kunder i Fanø Bad. Fanønet opruster til konkurrencen

Hent hele artiklen som PDF her

ERHVERV – Stofa, der ejes af energiselskabet Norlys, har med ét slag fået 350 tv- og bredbåndskunder på Fanø. Der kommer måske flere inden fristen den 30. september, oplyser produktionsplanlægger Mie Borg-Kiilerich fra Norlys.
Det skyldes, at Stofa overtager Fanø Bad Antenneforenings net efter Fanønet, som har drevet det i 11 år. Desuden er Stofa ved at lægge 60 km fiberkabel, så potentialet i området er på 1100 Stofa-kunder i alt.
Alt dette sker efter en generalforsamling i antenneforeningen i juli, hvor 58 stemte på Stofa og 18 på Fanønet. Stofa kunnet have fået 650 kunder, hvis alle, der var tilsluttet det gamle net, var fulgt med over. Men Danland og Fanø Bad Ferielejligheder bliver hos Fanønet med deres henholdsvis 146 og 66 lejligheder, dertil måske andre, oplyser forretningsfører Jørgen Christian Jensen fra Fanønet.
Antenneforeningsformand Anker D. Mejnertz fra Ry fortæller, at den 10-årige aftale med Fanønet var udløbet, derfor havde bestyrelsen i 2018 besluttet at afhænde nettet. Og på generalforsamlingen i år blev det besluttet, at det skulle være til Stofa. Forinden havde begge selskaber fået lov til at levere tilbud og præsentationer
”Så når det gamle net lukker den 20. december, lukker vi antenneforeningen og giver formuen på 130.000 kroner til Fanø Vesterhavsbads Grundejerforening til forskønnelse af området herude,” fortæller han.
Fanønets bestyrelse er klar til kamp, selv om pengekassen ikke er uudtømmelig.
”Vi synes jo, det var unødvendigt at grave det gamle net op. Men vi må så grave kabler ned i sommerhusområdet, som vi har råd til. Flere steder har vi dog kabler”, siger forretningsføreren.
”Vi har de samme priser, men det bliver jo spændende at se, om Stofa holder priserne,” tilføjer næstformand Erik Slot, der også peger på, at Fanønet er en forbrugerejet forening med lokal support i form af Michaels Antenneservice. Det får ham til at tro, at mange vil vælge den lokale løsning.

 Fanønet har valgt også at bruge humor i den skærpede konkurrence og stiller reklameskilte som disse op ved nogle af Stofas udgravninger.


Fanønet har valgt også at bruge humor i den skærpede konkurrence og stiller reklameskilte som disse op ved nogle af Stofas udgravninger.

For at drille lidt, har de stillet skilte op ved udgravningerne, hvorpå de fortæller, at de også leverer tv og internet i området…

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Top