Niels Hvelplund indsættes i sit embede af provst Kræn Christensen, Hjerting, søndag den 5. maj 2024 klokken 11-12 i Nordby Kirke.
Niels Hvelplund er kommet på Fanø siden drengeårene. Nu bliver han præst på øen
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
KIRKELIV – For Niels Hvelplund, der indsættes som ny sognepræst ved Nordby Kirke på søndag den 5. maj, er Fanø ikke ukendt land. Øen er for ham derimod et meget kendt og elsket sted.
Hans forældre har sommerhus i Rindby, så han er kommet her siden barnsben, har cyklet øen rundt, oplevet dragefestivalen på stranden. Og han elsker det hele: Stilheden, den susende vind, de mærke vintermåneder med deres plads til eftertænksomhed, de grønne forårsmåneder og sommeren med alle dens herligheder, fortæller han i dette tiltrædelsesinterview.
”Jeg husker en dag, jeg sad på havnen. Der var helt stille, kun en måge skreg i det fjerne. Det var magisk,” smiler han i Sognehusets flotte mødesal.
Han har studeret i København, men hans savner ikke hovedstaden det mindste.
”Nu er jeg tilbage, hvor jeg hører til, endda i Ribe stift,” siger han med stor tilfredshed.
Fingeren i jorden
Foreløbig vil han lære Fanø at kende, især de kulturelle traditioner, og så vil han stille og roligt se på, hvad fremtiden bringer, og hvad der bliver tid til i fritiden. Foredrag? En rolle i øens gymnastikliv? Knække koden for at have grøntsagerne i den forhåbentlig store køkkenhave i fred?
Sikkert er det, at han ser frem til at udfylde sin rolle. Og her ser han det som en stor fordel, at øen har et så rigt og velfungerende foreningsliv.
”Det giver kirken plads til at være det, den skal være, en bærende pille i baggrunden, man kan søge til,” forklarer han.
Han kommer fra et kristent, grundtvigsk hjem. Morfaderen var præst, men han byggede også mange sommerhuse på Fanø! Og da han døde i 2014, skete der noget for Niels Hvelplund.
”Det var skelsættende for mig. Han var en stor og betydningsfuld skikkelse i vores familie. Min mor læste teologi, og min far sad i menighedsrådet. Det var et meget grundtvigsk, kristent miljø, og det må jo have ligget i baghovedet og snurret, for jeg begyndte at læse teologi,” fortæller han.
Han tror ikke, han får svært ved at løse opgaverne i sit første embede som sognepræst, Han har prøvet næsten alt i Jerne, dog ikke en voksenkonfirmation eller en kirkelig velsignelse af et brudepar.
Han vil fortsat modtage samtalegæster i præstegården, men han kommer også gerne ud i hjemmene.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen
Blå bog Niels Hvelplund
- Stammer fra en familie på en gård med økologiske malkekøer i Vittrup ved Brørup. Morfaderen var sognepræst, hans mor, der har arbejdet som gymnasielærer, studerer teologi igen, og hans far har været i menighedsrådet. Han har fem søskende
- Er 31 år, født den 6. januar 1993 og er ugift
- Cand.theol. fra Københavns Universitet i 2023. Fik guldmedalje for en prisopgave om den tyske 1900-tals teolog Rudolf Bultmann, der plæderede for afmytologisering
- Præstevikar i Jerne fra 1. september 2023 til 30. april 2024
- Har tidligere arbejdet som højskolelærer og efterskolelærer
- Ungdommens store lidenskab var gymnastik på højt plan. Har rejst jorden rundt med Verdensholdet
- Flyttede torsdag ind i præsteboligen i Nordby
- Drømmer om at få en hund og en stor køkkenhave
- Indsættes som kirkebogsførende sognepræst i Fanø sogn søndag den 5. maj klokken 11-12