Redaktør arkiv: Finn Arne Hansen

Fanø er i front med elbil-ladestandere

Byrådsflertal sagde nej til ladestanderareal på erhvervsbyggegrunde bag Spar. Noget tyder på, det heller ikke var nødvendigt. Fanø er i front

Hent originalartiklen fra avisen som PDF her

ELBILER – Intet sted i Danmark er der så mange ladestandere per indbygger som i Fanø Kommune. Vi har 6,5 per 1000 indbyggere. Det viser nye tal fra Transportministeriet. Så det var næppe uklogt af byrådsflertallet at sige nej til at sælge en ret stor erhvervsgrund bag Spar til et ladestanderfirma den 15. maj.

Fanø er i front med ladepunkter foran Frederiksberg. Grafik: Transportministeriet / Tina Foldager.

Fanø er i front med ladepunkter foran Frederiksberg. Grafik: Transportministeriet / Tina Foldager.

Der er nemlig for alvor fart på antallet af offentligt tilgængelige ladestandere på tværs af landet. Alene i første kvartal af 2023 er der blevet etableret 1.910 nye ladepunkter i Danmark, hvilket svarer til en stigning på 21 procent i forhold til sidste kvartal af 2022.
”Ladestandere er den bedste medicin mod rækkeviddeangst, og med udviklingen i antallet af offentligt tilgængelige ladepunkter kan elbilisterne roligt tage på langfart. Der er gode flotte tal både i de store bykommuner, men også i landkommunerne, hvilket er med til at binde Danmark bedre sammen. Langt de fleste lader derhjemme, og målet er, at man som elbilejer også kan lade på farten uden at køre en omvej eller vente på opladning. Med den her udvikling er vi tæt på, at det er en realitet,” siger transportminister Thomas Danielsen, der for nylig besøgte borgmester Frank Jensen for blandt andet at tale om færger og landevejsprincippet med mere.

16 procent flere ladepunkter
De nye tal viser, at hvor der i september 2022 var knap 14 elbiler per ladepunkt, var der i marts 2023 godt 11. Dermed er danskernes tilgængelighed til offentlige ladepunkter stedet med cirka 16 procent.
”Kommunerne har meget forskellige behov, og derfor er det også godt at se, at de kaster sig over opgaven. På Frederiksberg handler det om at få offentlige ladepunkter, så dem, der bor i lejlighed har et sted at lade. Fanø skal sørge for, at turisterne ikke løber tør. Og fra statens side skal vi sørge for, at der er lynladere langs hovedvejene,” siger transportminister Thomas Danielsen.
På Fanø har SuperBrugsen netop indviet to nye OK-ladestandere med 35 kW. Om kort tid vil køb ved dem også udløse støtte til Fanø Forenede Sportsklubber, oplyser OK i Viby J til Fanø Posten. Og ved Spar er der sat gang i to. På havnens parkeringspladser er en del, de er dog mestendels ikke i brug. Det kan jo ændre sig.
Mange sommerhusejere investerer også i ladestandere. Det er da også livsfarligt at bruge en ’mormorlader’ i et stråtækt hus, for eksempel. De gamle ledninger kan blive rødglødende, advarer FDM.
-fina

 

Maleri af Dronning Margrethe på Fanø

Dronning Margrethes besøg er nu udødeliggjort af Margit

På Fanø Krogaard fortæller et Margit Enggaard-maleri om Dronningens besøg

Hent originalartiklen fra avisen som PDF her

KUNST – Dronning Margrethes vellykkede og solbeskinnede besøg på Fanø den 1. september 2021 er nu også udødeliggjort på et lærred.
Det har den lokale kunstmaler Margit Enggaard, en gruppe lokale håndværksmestre fra Fanø og Esbjerg samt Fanø Krogaard sørget for.
”Da Fanø Krogaard i slutningen af 2019 gennemgik en større renovering, der førte til at vi i sommeren 2020 genåbnede som en nyfortolkning af det traditionelle krokoncept, var det et samarbejde mellem folkene bag kroen og et hold af dygtige håndværkere, der fik det hele til at gå op i en højere enhed. I forbindelse med genåbningen forærede håndværkerne kroen et maleri, som skulle males af den lokale kunstmaler Margit Enggaard, og på en smukke forårsdag blev maleriet afsløret ved et lille arrangement i Folkestuen på Fanø Krogaard,” fortæller hoteldirektør Mette Hyttel.

Margit Enggaard, Galleri Enggaard i Nordby på Fanø ved sit værk af Dronning Margrethe

Margit Enggaard, Galleri Enggaard i Nordby på Fanø ved sit værk af Dronning Margrethe. Foto: Fanø Krogaard.

Maleriet der har fået titlen Kongeligt porcelæn – efter frokosten på Fanø Krogaard tager nemlig udgangspunkt i Folkestuen, hvor Hendes Majestæt Dronningen netop har nydt en frokost i forbindelse med det officielle besøg på Fanø den 1. september 2021.
Kunstneren selv deltog også ved frokosten og blev her inspireret til motivet, hvor Dronningen nyder en stille stund med udsigt over Vadehavet og Halen.
”Tak til håndværkerne og til kunstmaler Margit Enggaard for den smukke gave, den er vi meget glade for,” sagde Mette Hyttel ved ferniseringen.
Vil man se flere skønne billeder fra Dronningens besøg, kan man med fordel tjekke ind på Fanø Krogaards Instagram-profil. Det kan også ske fra en computer med en stor skærm, så de flotte fotografier ydes større retfærdighed.
-fina

Fanø med i 407 km lang ø-camino

Fanø kan forvente mange flere vandrere, da Fanø nu er en del af én lang Ø-camino

Hent originalartiklen fra avisen som PDF her

VANDREFUGLE – Fanø vil se flere og flere vandrere de kommende år, spår det nyt firma oehigh5.dk.
”Søger du nye trampestier, så byder de fem øer Fanø, Læsø, Samsø, Ærø og Langeland i nu på en helt ny vandreudfordring. Nu kan du nemlig give dig i kast med øernes samlede 407 km lange vandrerute kaldet Ø-caminoen. Undervejs er du sikret storslåede naturomgivelser og ægte ø-idyl,” lyder det fra Anne Fredskild, der er Fanø-guiden. De andre er Mads Hansen, Langeland, Tom Andersson, Læsø, Mie Petri Lind, Samsø og Lea Storm, Ærø.

Øer har meget tilfælles
Fælles for øerne er unik natur, hyggelige købstæder og landsbyer, spændende kulturhistorie og masser af kystlinje. Og det er netop dét, man nu kan opleve i sin fulde form helt tæt på øernes kystlinje på den ny vandrerute, som består af i alt fem ø-ruter. Undervejs kan man opleve alt fra det brusende hav over stille bøgeskove til lyngheder, dark sky-områder og enestående kulturhistoriske seværdigheder. På øerne kan man udstyre sig med et Ø-camino-kort for hver rute trykt på vejrbestandigt stenpapir. Kortene kommer med forslag til etaper og hjælper vandrerne til steder, hvor de kan sove, spise og besøge det lille hus undervejs.

GPX-fil til hver enkelt rute
Derudover findes beskrivelser af udvalgte oplevelser. Kortene giver også direkte adgang til en GPX-fil for hver rute, som man kan downloade på sin elektriske enhed.
De fem ruter spænder i længde fra Fanøs 44 til Langelands 142 kilometer. Flere af øerne har allerede velbeskrevne og populære vandreruter, men der er noget særligt ved den udfordring og oplevelse, som ligger i at gå hele vejen rundt, mener manuskriptforfatteren og vandreren Ina Bruhn, der selv gået Læsø-ruten.
”Der er en helt særlig glæde ved at gennemføre så lang en samlet rute, også selvom det tager flere år. På Ø-caminoen kommer man virkelig igennem alt, hvad den danske natur har at byde på”, siger hun.

Tekst: Finn Arne Hansen
PR-foto: Flying October

Korte tæer behøver ikke at betyde at man må gå i små sko

Hent originalartiklen fra avisen som PDF her

VADEHAVETS FUFLE – Det er ikke en årlig begivenhed, at der optræder korttået lærke på Fanø. Men med en øget aktivitet også fra Fanø Fuglestations side, er arten senest i årerne 2018, 2020, 2021 og 2023 observeret.
Dermed har vi et af Danmarks rigtige gode hotspot for arten her.
At den har ynglet på Rømø i 2011 og på det nærmeste oversomret på Fanø understreger blot billedet af artens forkærlighed for marsken i Nationalpark Vadehavet.
Dette falder også godt i tråd med forudsigelser om, at traditionelle middelhavsarter som korttået lærke, stylteløber, silkehejre, hærfugl, slangeørn og spottesanger kan være på vej til at udvide deres leveområder mod nord på grund af forhøjede temperaturer.
Korttået lærke blev første gang observeret i Danmark i 1964 på Stranden ved Kongelunden, Amager. Siden er den blevet set stadig oftere og optræder nu næsten årligt.

En bleg udgave af en sanglærke

Korttået lærke på Fanø. Copyright: Søren Brinch.

Fordi man er en korttået lærke, behøver man ikke at gå i små sko. Den er på vej ud i verden.

Denne lille lærke, der ligner en bleg udgave af sanglærke, og som er cirka to centimeter mindre, er lokalt en almindelig ynglefugl i Nordvestafrika, Spanien, Portugal, Sydfrankrig, Italien og østpå til Tyrkiet samt landene omkring Sortehavet.
Den holder til i tørre, sandede og stenede områder. Den yngler ofte ved kystnære landskaber med tørre mudderflader bevokset med salturter.
Det er netop på denne type biotop, den er fundet på Fanø og resten af Danmark de seneste år, og så sker det igen for anden gang indenfor et 200 gange 50 meter stort område på den sydlige del af Fanø Vesterstrand.
Den 8. maj klokken 10 guider jeg en i Australien bosat fuglekigger – Peter Madvig – rundt i Nationalpark Vadehavet. På denne dag havde vi aftalt, at vi ville vende hver en sten på Fanø efter en succesfuld tur til den sydlige del af Vadehavet.

Går i store sko
Så knap nok ankommet på stranden ved Sønderho opdager jeg mellem hvidbrystede præstekraver, dværgryler, og klyder en lille flok bjerglærker på tre individer. Pludselig, mellem bjerglærkerne, kommer en mindre og meget diskret lærke til syne. Jeg siger øjeblikkeligt ”korttået lærke” til Peter, og efter 19 billeder i kameraet, mister vi den.
Den korttåede lærke går i store sko og er på vej ud i verden, fordi den forstår at tilpasse sig forandrede vilkår, der kan betyde en større udbredelse, og dens tilpassende adfærd er nøglen til succes for en art.
På Fanø Fuglestations facebookside kan du følge med, og se næste gang denne diskrete skønhed optræder på saltmarsken på Fanø: facebook.com/groups/224889424358221

Tekst og foto: Søren Brinch
Redigering: Finn Arne Hansen

 

Fanø Posten den 27. maj 2023

Læs avisen som e-paper her

Læs avisen som PDF-avis her. Godt til store skærme

Læs bl.a. om:

  • Martha fik sin bro i Nordby
  • Så kom der endelig tegninger på det ny Rindby-hotel – byrådsflertal ønsker ikke 12,5 meter
  • Fanø har rekord i antal ladestandere per indbygger
  • Margrethe-maleri af Margit Enggaard afsløre på Fanø Krogaard
  • Norlys giver 200.000 kroner til to Fanø-foreninger
  • Flere penge på vej fra Sol og Strands fond. Margit og Keld uddeler millioner af de kroner, de har tjent
  • Kinesiske skatte fra Nationalmuseets dyb på Fanø
  • 407 kilometer lang Ø-camino. Fanø er med
  • Legepladsen ved Realen skal renoveres
  • Fra vildmarken til speaker ved Fanø Sommercup
  • DN på Fanø føler sig misbrugt af kommunen
  • Nationalpark Vadehavet i partnerskab med TotalEnergies
  • Flemming Just er ny formand for Nationalparken
  • Novasol går sommeren i møde med udvidet team
  • Fanø Natur: Pas godt på humlerne, de er søde og ufarlige og er vigtige for bestøvningen
  • Vadehavets fugle: Bare fordi man har korte tæer behøver man ikke gå i små sko
  • Leder: Bevar det sidste grønne område i Nordby

– og en smule mere!

Vært- eller værtinde-gaveidé fra Klub Vadehavet:

Den ny udgave af Fanø Dagbog!

Fanø Dagbog

Christel Seyfarth med genudgivelsen af Fanø Dagbog. Der er trykt 1000 styk. Den koster 349 kroner plus evt. levering.

Prisen for den flotte fotobog af Ole Joern, Christel Seyfarth og Kis Sharasuvana med skønne Fanø-kvinder i originale dragter er 349 kroner inklusive moms, uden bytteret, kontant eller MobilePay. Vi leverer selv gratis direkte til adresser på Fanø, afhentning i Nordby kan også aftales. Skriv til mail@fanoeposten.dk og bestil. En sms til 42 41 09 99 er også en mulighed. Telefonisk bestilling ønsker vi helst ikke, da vi er meget på farten.

Floraen i Marbæk af biolog Carsten Mathiasen er på tilbud til 150 kroner mod tidligere 350 kroner.

Vi sælger også Frans Buchs velskrevne erindringer med et fyldigt kapitel om Fanø i perioden 1894-1900 for 275 kroner plus levering, hvis det er udenfor Fanø. Den fås måske også i Fanø Boghandel.

Husk: Kryds og tværs-løsningen kan sendes som et foto til mail@fanoeposten.dk. Men postkassen på Hovedgaden 75 i Nordby er der stadig. Der må indsendes én løsning pr. husstand.

Et flot hotelprojekt

Dette er ikke hotelbyggeriet, men det er et eksempel på et miljøvenligt sommerhus, som Planet Huse, der skal opføre hotellet, har bygget. Foto: Planet Huse.

LEDER – Fanø Kommune har fået travlt. Oven på arbejdet med Ankomsten til Fanø, der selvfølgelig skal lede til opførelse af et badehotel ved Rindby Strand, er der dukket en mulighed for her i midten af maj at søge en bunke penge hos Dansk Erhvervsfremmebestyrelse (DEB) op.

Ifølge de kommunale dagsordener ser det ud til, at kommunen klogeligt vil prøve at få del i midlerne. 30 millioner kroner fra DEB skal suppleres med 13,5 millioner kroner fra en privat investor, ser det ud til. Og så vil hele planen med Ankomsten til Fanø formentlig kunne udføres.

Fanø Posten har smugkikket arkitekttegningerne til det ny hotel, der skal opføres i træ, være noget lavere end først foreslået og får underjordisk garage. Det er et imponerende flot arbejde og vil uden tvivl ændre mange borgeres holdning til hotelprojektet. Vi glæder os til at kunne deltage i et borgermøde om det. Det gør du sikkert også.

Byrådet har i det hele taget travlt. Kommunen har svært ved at holde på topchefer, så nu indføres en ny struktur med kun tre: En kommunaldirektør, en velfærdsdirektør og en teknisk direktør. Vi krydser fingre for, at det kan give ro på.

Ro på får vi måske også på de to aviser på Fanø. Kulturministeriet afsluttede 1. maj en høring om støtte til de lokale medier i Danmark. Hvis udkastet ender med at blive lov, vil begge aviser kunne få støtte. Det vil give et sikkerhedsnet i disse tider, hvor Gud og hver mand bruger amerikanske Facebook som nyhedskanal. Folk glemmer nok, at der kommer brugerbetaling på Facebook, så snart de sidste lokale medier er slået ihjel. Så støt dog de lokale medier. Kom først til os og brug de sociale medier bagefter.

Året er startet tøvende med en lidt halvsløj vinterferie, men påsken var forrygende. Optimismen er tilbage, så mon ikke 2023 bliver et forrygende år?

God store bededag og tillykke til alle konfirmanderne!

 

 

Fanøs turisterhverv ønsker at klare sig selv

Købmand Morten Halkjær, Visit Fanø, her flankeret af restauratør Sanne Jensen, er ikke i tvivl om, at Visit Fanø er bedst til det lokale turismearbejde og vil ikke nedlægge Visit Fanø.

I Skanderborg Kommune har kommunen trukket penge tilbage fra deres destination. Det lyder interessant, mener Visit Fanø og Venstre

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

TURISME – Blandt de erhvervsdrivende på Fanø er tiltroen til Destination Vadehavskysten stærkt svækket. Mens der i 2021 var 83 medlemmer fra Fanø, er der nu kun 48, et fald på 43 procent. Det er det største fald i de tre områder Fanø, Ribe og Esbjerg. Det kom frem på Destinationens generalforsamling mandag den 24. april.
Nu har en model fra Skanderborg, hvor kommunen beholder 0,7 millioner kroner til det lokale arbejde, vakt interesse på Fanø. Der er dog undren over, at det er muligt.
Hanne Nissen Toksvig, chef for Udvikling, Kultur og Erhverv i Skanderborg kommune forklarer:
”Det er korrekt, at vi har holdt nogle af pengene tilbage for at bruge dem lokalt. Og ja, det er korrekt, at vi som kommune kun må ’være i ét forhold’, så at sige. Vi må ikke støtte andre destinationer eller stifte eget turistkontor. Destinationen står for markedsføring, og det må vi ikke arbejde med. Men det vi laver, er ikke markedsføring.”
”I den hurtige proces, der var under dannelsen af vores destination, gav vi alle vore penge til destinationen. Men så opdagede vi, at der var mange ting, der faldt ned mellem stolene. Banale ting som foldere, der viste gæsterne vej, vedligeholdelse af turistfaciliteter og så videre, faldt bort. Så nu vil vi selv sørge for, at turistproduktet er i orden. Vi laver ikke et nyt selskab, men vi understøtter erhvervslivet i det arbejde,” fortæller hun og tilføjer, at Destinationen ikke er begejstret.

Formand Claus Pedersen er ked at, at Fanøs turistvirksomheder i stor stil undlader at støtte op om Destination Vadehavskysten. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.

Formand Claus Pedersen er ked at, at Fanøs turistvirksomheder i stor stil undlader at støtte op om Destination Vadehavskysten.

På generalforsamlingen i Ribe sagde formand Claus Pedersen blandt andet:
”Vi skal stille os selv det spørgsmål, hvordan vi får flere med ombord og får vendt udviklingen – især på Fanø, hvor der ikke er lukket 35 virksomheder (83 minus 48, red.). Svaret skal nok nærmere ses i, at de, der tidligere bakkede op om destinationen, valgte anderledes i 2022. Det er ikke være tilfredsstillende, når Fanø Kommune bidrager, som den gør, og vi søger svar herpå.”
Fanø Kommune giver alle sine 1,4 millioner turismekroner til Destinationen.
Bestyrelsesmedlem i Visit Fanø, Morten Halkjær, bekræfter, at det kun var det første år, man betalte kontingentet på de 500 kroner for deres små virksomheder.
”Vi gjorde det, fordi vi var kede af, at de skulle betale to kontingenter. Og for at Fanø Kommune ikke skulle tabe ansigt i processen. Men nu mener vi, at det er op til Destinationen selv at gøre sig attraktiv for erhvervslivet. Hvis det lokale medlem ikke føler sig dækket ind, har det jo ingen tilskyndelse til at være medlem.”
Han tilføjer, at Visit Fanø efterfølgende har opfrisket hjemmesiden, lavet ny brochure og hyret en person til at stå for de sociale medier. At drive et lokalt turistbureau har Visit Fanø dog ikke kræfter til.

Interessant model
Han synes, at ’Skanderborg-modellen’ lyder ”højest interessant”.
”Vi har da også forsøgt at få en ordning med en person, der kunne være bindeled mellem os og kommunen, men uden held,” tilføjer han.
Visit Fanø har et svagt stigende medlemstal og nu ligger på cirka 70. Et kickoff-møde i Rindby Forsamlingshus for nylig havde 37 deltagere, og Visit Fanø, der har en solid økonomi, har ingen planer om at nedlægge sig selv, fastslår han.
”Vi synes, vi er bedst til at løfte det lokale, og så længe, vi er det, er vi her.”
Venstres ordfører Erik Nørreby er lutter øren:
”Såfremt den nævnte ’Skanderborg-model’ er gangbar, lyder det som en god idé. Vi har indtil nu fået oplyst, at vi ikke måtte støtte på den nævnte måde. Med den interesse, der var for deltagelse på generalforsamlingen i Destinationen og det stærkt faldende medlemstal, tyder det ikke på, at områdets lokale turismevirksomheder mener destinationssamarbejdet er fremtiden. Så en anden model er nødvendig for at der kan skabes lokal opbakning. Uden lokal opbakning giver et samarbejde ingen mening. Destinationen skal være til for de lokale virksomheder og ikke for Destinationens skyld,”
siger han.
Borgmester Frank Jensen (R) siger:
”Jeg har et ønske om, at vi på Fanø har både et stærkt Visit Fanø og en stærk Destination Vadehavskysten, og at de to selskaber samarbejder bedst muligt. Dybest set er det overordnede mål at udvikle turismen på Fanø, herunder at tiltrække flere gæster uden for højsæsonen og sørge for, de har det godt, så de kommer igen. At flere samarbejder om dette, ser jeg som en styrke. Jeg kender ikke til nogen aktuelle planer om at ændre på den model for turisme, vi har i dag, og personligt mener jeg, at vi som minimum skal fastholde vores nuværende investering i turismen.”
Christian Lorenzen (C) er bekymret:
”Det er netop lokalt turismearbejde, der foregår i Destination Vadehavskysten. Men det er klart, at faldet i medlemstal på Fanø er noget, jeg ser med stor alvor på. For det er jo for de erhvervsdrivende på Fanø, at vi gør det her – så de skal jo helst opleve det som noget positivt. I første omgang tror jeg dog, at det handler om en lidt for passiv indsats fra vores kommunale repræsentanter, der gerne skulle agere bindeled. Så der tror jeg helt sikkert, der er en opgave, der skal løftes.”

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

 

Fanø Brugsforening slap med en lille forskrækkelse i 2022

225 medlemmer deltog i generalforsamlingen i Fanø Brugsforening. De fik godt smørrebrød fra SuperBrugsen bagefter.

Rettidig omhu gav Fanø Brugsforening et lille overskud som en af de få i landet

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

HANDELSLIV – Fanø Brugsforening, der i 2022 fik 57 nye medlemmer og nu er oppe på 2600 i Nordby og 357 i Sønderho, kom ud af 2022 med et overskud på 0,32 mod 1,92 millioner kroner i 2021. Omsætningen faldt endda fra 136,3 til 135,1 millioner kroner. Og det fornuftige resultat skyldtes hurtig indgriben i starten af året, sagde formand Torben Tobiasen i sin beretning på generalforsamlingen torsdag den 27. april i Fanøhallen. Den tiltrak 225 medlemmer.

Brugsforeningens formand Torben Tobiasen var godt tilfreds med, at der blev skredet ind tidligt, da budgettet begyndte at se ud til ikke at kunne holde. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten

Brugsforeningens formand Torben Tobiasen var godt tilfreds med, at der blev skredet ind tidligt, da budgettet begyndte at se ud til ikke at kunne holde.

”Vi kunne hurtigt se, at det gik den forkerte vej og greb hurtigt ind med optimering af personalet. I oktober var vi så på budgettet,” sagde han, der er revisor til daglig. Han tilføjede, at SuperBrugsen i Nordby er blandt kun seks SuperBrugser, der fik overskud. På kundetilfredshed ligger Nordby på en ottendeplads.
Med til at undergrave økonomien var, foruden forbrugernes hurtige skifte til billige varer, et meget stort kædebidrag til Coop Danmark på 7,6 millioner kroner, over seks procent af omsætningen, fortalte han.
Coop landede alligevel sit største underskud nogensinde på 628 millioner kroner. Til sammenligning fik Salling Group over 972 millioner kroner i overskud, han man kunnet læse i landsmedierne.
”Det er slet ikke tilfredsstillende. Det er et underskud på to millioner kroner per butik. Det er nødvendigt med nogle fundamentale ændringer. Vi går nu til færre kæder. Det er den rigtige medicin. Nu ser vi frem til de rette varer til den rette pris og mere frihed til den enkelte butik. Vi vil ikke påtvinges varer, vi ikke kan sælge,” sagde formanden, der er revisor til daglig.
Coops formand Lasse Bolander har da også siden generalforsamlingen bebudet sin afgang.

Der blev lyttet nøje til brugsformanden og bestyrelsens beretning. Og debatlysten fejlede ikke noget.

Vor lokale formand tilføjede, at Fanø Brugsforening er selvstændig og kan gøre, hvad den vil, men:
”Vi er en fri butik og kan søge andre steder hen. Men de, der har prøvet det, fik ikke noget ud af det, så vi vil nok ikke lukke vor brugsbutik. Men når det ny Coop-skilt skal sættes op, bliver det nok ikke alt for stort,” sagde Torben Tobiasen.

Gerne samarbejde
Han sagde derimod, at da Fanø Brugsforening har en solid egenkapital, så afviser den ikke samarbejde med andre på Fanø.
Torben Tobiasen var tilfreds med, at gamle, blandede it-systemer i Coop nu er erstattet af ét system, nemlig SAP. Nu så han bare frem til, at leveringsvanskelighederne, især inden for frugt og grønt, ophører.
En gennemgang af det ny fordelssystem, der lægger op til, at man skal binde penge til sit kort for at få bestemte rabatter, vakte ikke den store begejstring i salen:
”Vi er helt afhængige af turisterne. Vi lokale står kun for 37 procent af omsætningen her i butikken. Er det ny system lavet for at få os bundet til at købe mere,” lød et skarpt spørgsmål fra Kirsten Poulsen, tidligere formand for Ældresagen.
Formanden erkendte, at turisterne er meget vigtige for butikken, og at slaget for en god omsætning skal slås i sommerperioden.

Nyheder frem til 2025

  • Kun i juli vil der være forlænget åbningstid. Det bliver til klokken 20.45, da det er mest økonomisk på grund af overenskomsten
  • Kvickly, fakta, coop.dk mad, coop.dk shopping, Dagli’brugsen, hedengangne Irma, Coop 365 Discount og SuperBrugsen bliver til Coop – Danmarks førende og bæredygtige super­marked, Coop 365 Discount – Danmarks grønne discountkæde og Brugsen – Danmarks mest lokale nærbutik
  • SuperBrugsen skal skifte navn i løbet af 2024. Coop-skiltet bliver ikke alt for stort, sagde formand Torben Tobiasen
  • Coop Primekonto bliver til Coop Fordelskonto
  • Hver dag vil der være et ekstraskarpt tilbud i appen
  • 15. september er der frist for foreninger på Fanø for at søge støtte til deres projekter

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Uforglemmeligt jubilæum i jazzklubben

Storslået fest med Daimi, Louisiana Jazzband og Riverside Jazzband

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

MUSIK – I 1995 besluttede Iver Petersen og andre gode mennesker på Fanø at stifte en jazzklub. Han er nu blevet 90 år, klubben har haft 25-års jubilæum, Daimi er lige fyldt 80 år den 1. januar, og Riverside Jazzband har 50-års jubilæum i år. Så ingredienserne var da også perfekte til et brag af en corona-udskudt jubilæumsfest på Strien i Nordby fredag den 28. april.

Den røde løber var rullet ud for både Daimi samt de mange glade og forventningsfulde gæster. Foto: Tatjana Schantz Johnsson

Den røde løber var rullet ud for både Daimi samt de mange glade og forventningsfulde gæster. Foto: TSJ

Den blev faktisk så forrygende, at de sidste gæster havde svært ved at forlade den ved midnatstid, så der var nogle frivillige, der en time senere stod trætte, men meget glade og tilfredse tilbage. Udsolgt var der selvfølgelig.
Da de sidste gæster havde presset sig ind i salen klokken 18.30, bød en lettere nervøs formand, Inge-Lise Berg, velkommen fra scenen.

Jazzklubbens formand, Inge-Lise Berg, bød velkommen og fortalte om aftenens program. Foto: Finn Arne Hansen

Og der var klapsalver til Iver Petersen, der var kommet for at feste og danse som altid.

90-årige Iver Petersen, stifteren af Fanø Jazzklub, blev behørigt hyldet. Foto: FAH

Stor begejstring
Louisiana Jazzband gav derefter et nummer uden Daimi Gentle, så da hun så stille og roligt derefter sivede ind på scenen, var der stor begejstring og genkendelsens glæde.

Daimi Gentle havde Louisiana Jazzband med sig til Strien på Fanø. Og både de og publikum havde en herlig aften.

Daimi Gentle havde Louisiana Jazzband med sig til Strien på Fanø. Og både de og publikum havde en herlig aften. Foto: FAH

Hendes karriere strækker sig over 60 år tilbage. Som ukendt, 17-årig Esbjerg-pige vandt hun en sangkonkurrence i Anva i Esbjerg, og da den blev vist i fjernsynet, blev hun med ét slag berømt.
Da hun senere sang Hvem har du kysset i en gadedør med Dirch Passer, så var der ingen i kongeriget, der ikke vidste, hvem hun var. Det meste af sit liv har hun dog været en feteret jazzsanger – eller jazzsangerinde, hvis man foretrækker det.
Musikken var god, men uden Daimis sjove fortællinger undervejs havde det ikke været det samme. Hun fortalte blandt andet om dengang, hun ved et totalt tilfælde blev en af Stig Lommers Lommer-piger. Da hun ikke var så høj, så hun lidt spøjs ud i geleddet, men hun lærte faktisk meget nyttigt om at optræde, huskede hun.
Hun fortalte også om sin tante i Esbjerg, der vitterlig har fordansket Sweet Georgia Brown til Søde Yrsa Bruun, et af hendes elskede numre. Tanten var ikke helt almindelig, kunne man forstå. Og vi hørte om Preben Kaas, Erik Balling og alle de andre kendisser, hun omgikkes i de glade tressere og halvfjerdsere.
I pausen var der bobler og kransekage, sponseret af Fru Sørensen og Esmark.

Så er der bobler og kransekage klar til pausen. Foto: Tatjana Schantz Johnsson

Så er der bobler og kransekage klar til pausen. Foto: TSJ

Fanø Brugsforening var også med til at sørge for, at det prominente besøg kunne lade sig gøre.
Og så var der bal.

Jazzklubbens formand, Inge-Lise Berg med Daimi. Foto: Tatjana Schantz Johnsson

Jazzklubbens formand, Inge-Lise Berg med Daimi. Foto: TSJ

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Finn Arne Hansen og Tatjana Schantz Johnsson

Gymnastikopvisning trak fulde huse

Fanø Gymnastik & Idræt kunne ikke klage over tilskuertallet ved den årlige gymnastikopvisning lørdag den 29. april

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

GYMNASTIK – Lørdag den 29. april var Fanøhallen fyldt af tilskuere, og det var på grund af Fanø Gymnastik & Idræts store gymnastikopvisning.


Formand gennem de seneste to år, Nanna S. Jancyardóttir, ledede slagets gang. Hun startede med at uddele præmier til Clara Nedergaard Drikkjær, der har været hjælpetræner og træner i fem år samt Vibeke Olsen for 10 år i bestyrelsen og sit virke som kasserer. Og så var der ellers gymnastik og judo for fuld udblæsning.

50 frivillige ud af 320 medlemmer stod for det store arrangement.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Top