Uforglemmeligt jubilæum i jazzklubben

Storslået fest med Daimi, Louisiana Jazzband og Riverside Jazzband

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

MUSIK – I 1995 besluttede Iver Petersen og andre gode mennesker på Fanø at stifte en jazzklub. Han er nu blevet 90 år, klubben har haft 25-års jubilæum, Daimi er lige fyldt 80 år den 1. januar, og Riverside Jazzband har 50-års jubilæum i år. Så ingredienserne var da også perfekte til et brag af en corona-udskudt jubilæumsfest på Strien i Nordby fredag den 28. april.

Den røde løber var rullet ud for både Daimi samt de mange glade og forventningsfulde gæster. Foto: Tatjana Schantz Johnsson

Den røde løber var rullet ud for både Daimi samt de mange glade og forventningsfulde gæster. Foto: TSJ

Den blev faktisk så forrygende, at de sidste gæster havde svært ved at forlade den ved midnatstid, så der var nogle frivillige, der en time senere stod trætte, men meget glade og tilfredse tilbage. Udsolgt var der selvfølgelig.
Da de sidste gæster havde presset sig ind i salen klokken 18.30, bød en lettere nervøs formand, Inge-Lise Berg, velkommen fra scenen.

Jazzklubbens formand, Inge-Lise Berg, bød velkommen og fortalte om aftenens program. Foto: Finn Arne Hansen

Og der var klapsalver til Iver Petersen, der var kommet for at feste og danse som altid.

90-årige Iver Petersen, stifteren af Fanø Jazzklub, blev behørigt hyldet. Foto: FAH

Stor begejstring
Louisiana Jazzband gav derefter et nummer uden Daimi Gentle, så da hun så stille og roligt derefter sivede ind på scenen, var der stor begejstring og genkendelsens glæde.

Daimi Gentle havde Louisiana Jazzband med sig til Strien på Fanø. Og både de og publikum havde en herlig aften.

Daimi Gentle havde Louisiana Jazzband med sig til Strien på Fanø. Og både de og publikum havde en herlig aften. Foto: FAH

Hendes karriere strækker sig over 60 år tilbage. Som ukendt, 17-årig Esbjerg-pige vandt hun en sangkonkurrence i Anva i Esbjerg, og da den blev vist i fjernsynet, blev hun med ét slag berømt.
Da hun senere sang Hvem har du kysset i en gadedør med Dirch Passer, så var der ingen i kongeriget, der ikke vidste, hvem hun var. Det meste af sit liv har hun dog været en feteret jazzsanger – eller jazzsangerinde, hvis man foretrækker det.
Musikken var god, men uden Daimis sjove fortællinger undervejs havde det ikke været det samme. Hun fortalte blandt andet om dengang, hun ved et totalt tilfælde blev en af Stig Lommers Lommer-piger. Da hun ikke var så høj, så hun lidt spøjs ud i geleddet, men hun lærte faktisk meget nyttigt om at optræde, huskede hun.
Hun fortalte også om sin tante i Esbjerg, der vitterlig har fordansket Sweet Georgia Brown til Søde Yrsa Bruun, et af hendes elskede numre. Tanten var ikke helt almindelig, kunne man forstå. Og vi hørte om Preben Kaas, Erik Balling og alle de andre kendisser, hun omgikkes i de glade tressere og halvfjerdsere.
I pausen var der bobler og kransekage, sponseret af Fru Sørensen og Esmark.

Så er der bobler og kransekage klar til pausen. Foto: Tatjana Schantz Johnsson

Så er der bobler og kransekage klar til pausen. Foto: TSJ

Fanø Brugsforening var også med til at sørge for, at det prominente besøg kunne lade sig gøre.
Og så var der bal.

Jazzklubbens formand, Inge-Lise Berg med Daimi. Foto: Tatjana Schantz Johnsson

Jazzklubbens formand, Inge-Lise Berg med Daimi. Foto: TSJ

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Finn Arne Hansen og Tatjana Schantz Johnsson

Relaterede artikler

Top