Fanø Jazzklub åbner efteråret med PS Swingband på Strien

Fanø Jazzklub åbner efterårs­sæsonen med PS Swingband, hvis musik har sin fornemmelse dybt begravet i 30ernes måde at spille på

Hent artiklen som PDF her

MUSIK – Corona er væk, og fredag den 17. september klokken 20 spiller PS Swingband i Fanø Jazzklub i Strien i Nordby. Orkesteret, der har spillet over hele Danmark og i Norge, Tyskland og Holland, har en smittende spilleglæde, spontane indfald og en indbyrdes dynamik, der kan mærkes udover scenekanten og med det humør, som hørte 1930erne til, fortæller klubben.
Musikken tager udgangspunkt i manouche, en slags gypsyjazz kendetegnet ved Django Rheinhardt og Stéphane Grappellis orkester Quintette de Hot Club de France, men bevæger sig over Svend Asmussens repertoire og bruger lystigt løs af musikken fra 30erne og 40erne.
Orkesteret lægger vægt på det tætte sammenspil – loyalitet overfor de gode melodier og legende soloer fremført af Kim Mouritzen på guitar og Esben Kjær på violin.
Mange af numrene har sang i en eller flerstemmig versioner, der er med til at give en varieret koncert-oplevelse.
Når musikken starter, kan man med det samme mærke den rytmiske dynamik der præger musikken, uanset hvor hurtigt eller langsomt der spilles. Den erfarne bassist Torben Nickelsen og den rutinerede guitarist Per Sørensen har igennem mange år udviklet deres sammenspil, så det danner en musikalsk platform for solisterne Esben Kjær (violin) og Kim Mouritzens (guitar), drillende, overraskende og dynamiske i soloer og sammenspil.
-fina

Top