Redaktør arkiv: Lars H. Olsen

Fanø klar til sundhedsturisme

Partner Myanne Olesen (t.v.), sygeplejerske Kirsten Munk og  stifter Wolfgang Förster er klar til at modtage patienter i det nye Fanø Dialysecenter.

DIALYSE – Den 3. maj blev Fanø Dialysecenter indviet i Sundhedshuset i Nordby. Centret er etableret af Wolfgang Förster, der har mere end 25 års erfaring med dialysecentre i Tyskland.

Den lægefaglige kompetence leveres af ledende overlæge Kjeld Erik Otte, Medicinsk afdeling på Fredericia Sygehus, der er knyttet til centeret.

”I første omgang har vi installeret to dialysestationer, men kan udvide med to mere. Der vil være åbent mandag-lørdag fra maj til udgangen af september, og vi kan udvide sæsonen, hvis behovet er der,” siger Wolfgang Förster.

Nyrepatienter får renset deres blod gennem dialyse, hvor dialysebehandlingen tager tre-fire timer, og typisk udføres dialysen tre gange om ugen. Når dialysepatienter er på ferie på Fanø, er behandlingen hidtil foregået på en af regionens dialyseafdelinger.

Nu ændres forholdene radikalt, og der vil kunne spares mange timers transport –udover at det også bliver muligt at booke både ferie og dialysebehandling på samme tid.

 

Samlet sundhedshus

I Sundhedshuset på Vestervejen 1 var alle kommunale, regionale og private sundhedsaktører planlagt til at kunne samles.

”Det blev de – og vi holdt samtidig fast i, at kun aktiviteter og firmaer med et sundhedsmæssigt formål, kunne leje sig ind i huset. Hellere vente på det rette, end fylde andet i huset,” indledte borgmester Erik Nørreby sin tale.

”Et dialysecenter er det rette. Et center der vil være medvirkende til, at endnu flere kan holde deres velfortjente ferie på vores ø.”

I vores tidligere omtale af Fanø Dialysecenter har både erhvervs- og turistchef Poul Therkelsen og Hanne Thyssen fra Danibo bekræftet, at det vil have et stort potentiale for turist-erhvervet.

Etableringen af dialysecenteret, har været fem år undervejs. Ældresagens lokalafdeling præsenterede Fanø Kommune for ideen tilbage i maj 2011, og senere kom Nyreforeningen med i processen.

 

‘Nej’ var ikke et svar

”Uden jeres viden og erfaring var vi ikke kommet i mål. Tak for den store opbakning,” sagde borgmester Erik Nørreby.

”Uden Kirsten Poulsen, Kjeld Kristensen og nu afdøde Poul Olsens vedblivende vedholdenhed, havde vi ikke stået her i dag. I jeres ordforråd, findes ordet ’nej’ tydeligvis ikke, og i jeres begrebsverden eksisterer begrebet – ’det kan ikke lade sig gøre’ –  tydeligvis heller ikke,” påpegede Erik Nørreby.

”Jeg er glad for, at det nu er en realitet og håber, det kommer mange af vores gæster til gode”, sagde Kirsten Poulsen, der siden 2012 har arbejdet for at få et dialysecenter på Fanø sammen med de øvrige initiativtagere.

Blandt talerne var også direktør i Ældresagen Bjarne Hastrup. I sin tale understregede han det eksemplariske i samarbejdet mellem Fanø Kommune, Ældresagens lokalafdeling, Nyreforeningen og en privat virksomhed. Et eksempel til efterlevelse andre steder.

”Vi vil meget gerne samarbejde med myndighederne, men det kræver også, at kommunerne vil,” sagde Bjarne Hastrup.

”Lokalafdelingen ved Kirsten Poulsen, borgmesteren, kommunen har været med på ideen om dialysecenteret sammen med nyreforeningen. Det synes jeg er et fornemt dansk eksempel på samarbejde mellem mange parter. Det eksempel vil jeg godt bruge i mange andre sammenhænge,” sluttede Bjarne Hastrup.

 

 

Tilbage til fortiden på Nanas Stue

GENFØDSEL – ’Tilbage til dengang jeg var ung’ kunne også være en passende overskift for Nanas Stues genfødsel.

Den 1. juni genåbner det kulturelle midtpunkt i Sønderho med Frederik Brink Jensen og Kristoffer Kampman som nye ejere.

Køkkenchef bliver også en sønderhoning, Edel Palle, og der forventes ansat seks-syv medarbejdere yderligere i sæsonen.

I den gamle ånd

Frederik og Kristoffer ønsker at genskabe Nanas stue i den ånd, der var engang. En god stemning med plads til alle.

’Rummelighed’ er et af nøgleordene sammen med musikken, hvor der bliver plads til både lokale navne, improvisationer og jam sessions.

Menukortet er ikke helt på plads bortset fra pariserbøf, der er en institution på Nanas Stue, både på frokost- og aftenmenuen.

”Pariserbøf lige så store og lige så gode som dengang man tilberedte pariserbøffer på ca. 500 g stykket,” siger Frederik Brink Jensen med et stort smil.

”Kristoffer og jeg investerer i Nanas Stue for at genskabe de hyggelige omgivelser, der var engang. Vi vil gerne give Sønderho og Fanø, et hyggeligt spisested, hvor der er plads til alle hele året. I ydersæsonen forventer vi at holde åbent i weekenderne,” slutter Frederik Brink Jensen.

Det er vigtigt for Frederik at understrege, at Nanas Stue først har den helt rigtige ’ånd’, når flisesamlingen er tilbage på væggene. Og det sker inden åbningen den 1. juni garanterer han.

 

Frederik 2

Frederik Brink Jensen er tilbage i Sønderho for at drive Nannas Stue ved siden af karrieren som pokerspiller.

Professionel pokerspiller

KARRIERE – Frederik Brink Jensen er født og opvokset i Sønderho og mødte sin kompagnon Kristoffer Kampman over opvasken på Nanas Stue. Det var dengang, der skulle tjenes penge, festes igennem og drømmes om fremtiden.

For Frederik blev evnen til at læse andres kropssprog vejen til succes som professionel pokerspiller. Et job han vil fortsætte med på nettet for at holde sig skarp til de store europæiske turneringer og verdensmesterskaberne i Las Vegas. Men det bliver nu med base i Sønderho med kæresten Katrine – som han skal giftes med den 25. juni – og sønnen Karl.

 

Ro og nærhed

”Vi finder naturen, roen, nærheden i Sønderho. Jeg glæder mig til at give min søn Karl de samme herlige barneår, som jeg havde,” siger Frederik Brink Jensen.

”Lege i klitterne sammen med de andre børn, løbe hjem til farmor og farfar, være tryg og leve midt i naturen. Karl er verdensborger og har blandt andet boet i Costa Rica, Florida og New York, inden vi kom hjem den 3. maj. Karl glæder sig til at starte i børnehaven Bakskuld på mandag. Han ved, hvem de andre børn er, og han kan alle navnene,” fortæller Frederik begejstret.

”For mig og mange af dem, jeg taler med, er det et tungtvejende lod, at man kan tilbyde sine børn roen og naturen. Det tror jeg betyder rigtig meget for børnefamilierne.”

Sammenholdet i Sønderho og på Fanø gælder også i pokerverdenen.

”Der er et godt sammenhold os danske pokerspillere imellem. Der kan være lidt kappestrid om, hvem der er bedst, men det er så mig de sidste fem-seks år. Jeg er ikke blind for, at der er en bagside af medaljen for nogle ved at spille poker. Det er ganske få procent af spillerne, der kan tjene penge i branchen.”

Næste større turnering for Frederik Brink Jensen er VM i Las Vegas i begyndelsen af juli.

 

Hjem til Sønderho-dag

”Her kommer op til 7.000 spillere, der hver betaler 10.000 dollars for at være med. Det gør, at 1. præmien plejer at ligge på omkring 50 mio. kr., så der er noget at spille for. Men medmindre jeg er på vej til at vinde turneringen, så kan jeg nå hjem til Sønderhodagen,” lyder det lokalpatriotisk fra verdensmanden.

”Jeg har det godt, og det er skønt at komme hjem til Sønderho og Fanø. Jeg nyder virkelig roen her.”

 

 

Club Fanø tilbyder ferieaktiviteter

TURPAS – Fra starten af juni kan Fanøs gæster, særligt børnefamilierne, købe et turpas til 180 kr., der giver adgang til fire valgfrie aktiviteter, blandt dem som det nystartede event- og aktivitetsfirma Club Fanø tilbyder.

Der tilbydes fra starten lysstøbning, dragebygning og ’kreativt værksted’ i Club Fanøs nyindrettede aktivitetscenter på Kirkevej 13 (ved Rødgårds Camping). Herudover vil Club Fanø organisere forskellige strandaktiviteter ved Fanø Bad. Beach volley og ’bubble ball’ fodbold, hvor spillerne er iklædt en ’blød plastickugle’, vil være blandt aktiviteterne.

”Vores kapacitet vil være 220 aktivitetspas om ugen,” siger Sharada Sylvia Bergés Hidalgo, der åbner Club Fanø den 1. juni, så alt vil være kørt ind og klar til dragefestival og højsæson.

”Der er i Club Fanø tre produktområder. Det er udover aktivitetspasset, oplevelsesture samt firma- og gruppe events. I samarbejde med Jesper Voss tilbyder vi østerssafari, ravsafari, sælture m.m. – både som oplevelsesture og som gruppe events,” fortæller iværksætteren.

”Vi vil meget gerne formidle andre oplevelser og indgår gerne samarbejdsaftaler med andre udbydere om markedsføring og salg af deres oplevelsesprodukter gennem Club Fanø.”

Sharada Sylvia Bergés Hidalgo forventer at ansætte to ’aktivitetsguider’. En fra 1. juni og en yderligere fra 1. juli. Planen er, at Club Fanø vil tilbyde sine aktiviteter i perioden fra 1. marts til 31. december.

Til etablering af virksomheden har virksomheden modtaget 145.000 kr. af de såkaldte LAG-midler.

 

Turpas til oplevelser

Turpas sælges for 180 kr. Enkeltaktiviteter kan købes for 25 og 100 kr. alt efter aktivitet.

Turpas købes hos Club Fanø, turistbureauet og Danibo.

Online kan passene køber via Dansk Ø-ferie. Det samme gælder oplevelsesturene, som også markedsføres gennem ’Kultunaut’, der er en webplatform for alle arrangementer i Danmark.

 

Leder: Samtale fremmer forståelsen

LEDER – Det gælder også på Fanø, hvor en god snak mellem loppemarkedet på Museumspladsen og de forretningsdrivende i Hovedgaden sammen med Erhvervs-, Natur- og Teknikudvalget sandsynligvis vil føre til en god løsning for alle parter.

Om loppemarkedet fremmer omsætningen i Hovedgaden en lørdag formiddag eller det modsatte, kan vi kun have en fornemmelse for.

Faktum er dog, at de otte lørdage i juli og august, hvor der er loppemarked, summer Museumspladsen af liv og giver oplevelser til de (måske) op mod 1.000 besøgende på en solrig lørdag. En god oplevelse.

Vores mange gæster elsker loppemarkeder. Når vi selv er på ferie, bliver vi også tiltrukket af muligheden for at gøre et fund. At få en ’autentisk’ oplevelse. Så hvorfor ikke bruge denne sommer til at få syn for sagn?

Lav en aftale med ét af universiteterne om at analysere effekterne af lørdagenes loppemarkeder. Afvent resultatet og find derefter sammen en løsning.

En løsning, der ikke er baseret på ’tror jeg nok’ og andre postulater, men meget gerne på fakta.

Læs også artiklen: Butiksejere frygter konkurrence fra loppemarked

Børneliv og bosætning

”Solen skinner fra en skyfri himmel, og på toppen af klitten bag Sønderhos børnehave er der et flot kig ud over den sydlige del af Fanø….”

Sådan indledes en nylig artikel i Jyllands-Posten om Fanøs succes med at trække børnefamilier fra Århus og København til øen. Helt i tråd med bosætnings- politikken er byrådets beslutning om samme forældrebetaling – uanset pasningsordning.

Vuggestuen er nok landets billigste. Sammen med de mange andre gode tiltag henover de sidste år, gør det Fanø attraktiv for børnefamilierne. Men det kan skabe forvirring og give minuspoint, når man samtidig foreslår at nedlægge en pasningsordning i Sønderho.

Er det vigtigt at holde fast i målet: Flere børnefamilier på Fanø? Hvis ja, så er det også vigtigt at fastholde og udvikle et af de områder, som for børnefamilierne er en af de vigtigste grunde til at flytte hertil.

Det er fremragende pasningstilbud, hvor barnet er i centrum og kan færdes midt i vores skønne natur. Det kan man i dagplejen, i Odden, i Fanø Børnehave og i Bakskuld, når og hvis byrådet siger ja til at fortsætte ordningen og tilføre yderligere økonomiske midler.

”Vi finder naturen, roen og nærheden i Sønderho. Jeg glæder mig til at give min søn Karl de samme herlige barneår, som jeg selv havde,” siger en af vores seneste tilflyttere, Frederik Brink Jensen, her i avisen.

Fasthold visionerne og investér i fremtiden – hele øen rundt!

 

275 års jubilæum for frikøb af Fanø fejres med manér

Plakaten, der kundgjorde auktionen over Fanø på Ribe Rådhus 10. juli 1741.

Se hele artiklen i PDF-format

JUBILÆUM – Den 10. juli 1741 købte fanøboerne både øen og deres frihed af Christian VI ved en auktion i Ribe.

Og i ugen den 10.-17. juli vil 25.000 turister sammen med Fanøs fastboende få en uge fyldt med unikke oplevelser, når Fanø sætter alle sejl for at markere 275-året for øens frikøb fra Kronen.

Fanø Kommune, Fanø Skibsfart- & Dragtsamling, Fonden Gamle Sønderho, Everten Rebekka og mange flere vil markere jubilæet.

Erhvervslivet deltager med bl.a. Late Night i Nordby, hvor butikker, caféer og restauranter er åbne til kl 22.00 onsdag den 13. juli.

Det bliver en uge fyldt med fortællinger, udstillinger og masser af kulturelle oplevelser, som venter alle på Fanø.

De traditionelle ’Fannikerdage’ indleder jubilæumsugen, der afrundes med ’Sønderhodagen’ og igennem hele ugen er der masser af arrangementer, oplevelser og markeringer.

Programmet spænder vidt fra international teaterforestilling, over koncert med nogle af Danmarks bedste folkemusikere til lokale historiefortællere.

Læs og download hele det foreløbige program

‘Frihed’ er nøgleordet

Fanø-dragterne vil blive præsenteret på bedste vis gennem en særudstilling, Fannikerdagenes og Sønderhodagenes optog og ved folkedansernes forskellige optræden.

Kirkerne vil danne rammerne for festgudstjeneste og koncerter. Der vil være guidede ture i Nordby og Sønderho, hvor virkeligheden smelter sammen med anekdoterne og skaber de gode historier.

’Frihed’ er nøgleordet for jubilæumsugen. Frihed indgår i flere programpunkter og må forventes også at præge de officielle taler.

Borgmester Erik Nørreby byder velkommen til Fannikerdagene sammen med tidligere kulturminister og udenrigsminister Per Stig Møller, og kultur- og kirkeminister Bertel Haarder er festtaler på Sønderhodagen.

Her nedenfor præsenteres for første gang det foreløbig program, der koordineres af udviklingskonsulent Helle Andersen fra Fanø Kommune og Trine Buhl fra Fannikerdagene.

Programmet går i trykken sidst i april, så nye arrangementer kan stadig nå at komme med.

Hvis de ikke når at komme med, vil de blive omtalt på nettet og være med i Fanø Postens opdaterede arrangementsliste.

Hos Fanø Kommune glæder man sig over foreningernes engagement i de mange aktiviteter.

”På Fanø ved alle, at det er i år, at der er 275 års jubilæum, og foreningerne har lagt deres arrangementer efter det. For eksempel laver Fanø Skibsfarts & Dragtsamling en særudstilling sammen med Fonden Gamle Sønderho. Begge foreningers programmer vil også være en integreret del af jubilæumsugens trykte program, der udkommer i 10.000 eksemplarer.”

Som der ser ud nu, vil Gertrud Exners teaterstykke (se beskrivelse her ved siden af) blive uropført lørdag den 9. juli og spille med én til to forestillinger frem til den 17. juli i og omkring Sønderho.

Der udgives et jubilæumsskrift, der udarbejdes af Per Hofmann Hansen og Hans Jørgen Kristensen. Bernd Hobohm, der også har lavet ’Sønderho-tapetet’, skal lave illustrationerne. Det bliver et skrift som både børn og voksne kan have glæde af, og som vil indgå som undervisningsmateriale i fremtiden, oplyser Helle Andersen.

 

Bernd_Hobohm_Rådhusuret_rykkes_frem_må_kun_bruges_med_nævnelse_af_Bernd_Hobohm_og_Sønderho_Havn.jpg.635953579470656570Jubilæumsskrift

På selve datoen for frikøbet den 10. juli, vil der om formiddagen være en reception, hvor jubilæumsskriftet præsenteres. Her vil der bl.a. være musikalsk underholdning ved ’Det yderste Hav,, med brudstykker fra den forestilling, de har mandag den 11. juli.

’Det yderste Hav’ er en interessant, lokalt forankret musikalsk gruppe, der består af Peter Uhrbrand, violinspiller, Jørgen Bjørslev, international kendt klassisk guitarrist og Jeppe Brixvold, forfatter og sanger. Gruppens navn og deres kunstneriske udtryk er stærkt inspireret af Anders Sørensens litterære værk af samme navn.

Udover sin medvirken i førnævnte står Jørgen Bjørslev bag en koncert i Sønderho Kirke den 14. juli, og Peter Uhrbrand spiller sammen med flere spillemænd fra Fanø og det øvrige Danmark ved en koncert i Sønderho.

Fanø Kunstmuseum har fra 9. juli – 23. oktober en særudstilling med billeder af maleren August Georg Christoph Wilckens (1870 – 1939). Wilckens er maleren, der gjorde Fanø kendt i Tyskland. Han var først og fremmest optaget af at skildre kvinderne og kvindernes verden på Fanø.

Der sker mange andre ting i ugen, hvor Fanøs fantastiske natur også er en del af festlighederne. Sønderho gamle Fuglekøje kan besøges og tilbud om vandring med guide langs sogneskellet midt på øen er også en mulighed.

275 års jubilæet bliver en hektisk uge fyldt med Fanøs historie og kultur, hvor alle kan deltage – hele øen rundt!

Læs også artiklen: Kæmpe donation til teaterstykke

Læs og download hele det foreløbige program

 

Udvalgte punkter af foreløbigt program

Lørdag d. 9. juli kl. 14 på Fanø Kunstmuseum

Fernisering – Wilckensudstilling på Fanø Kunstmuseum.

Udstillingen kan ses i perioden
9. juli 2016 – 23. oktober 2016

 

Lørdag d. 9/7 kl. 14.00 i og omkring Sønderho

Der er flere forestillinger i løbet af festugen

Be Free – teaterforstilling om Fanøs frikøb.

TeaterBlik v/Gertrud Exner

Forestillingen er støttet af Fanø Kommune
og Statens Kunstfond

Gratis – billetter dog påkrævet

 

Søndag d. 10. juli kl. 10-12 i Fannikerdagens telt

Reception – Jubilæumsskriftet

 

Søndag d. 10. juli kl. 12.30-16.00 Nordby

Festgudstjeneste, optog, prolog og jubilæumstaler ved tidligere kulturminister Per Stig Møller

 

Søndag d. 10. juli kl. 17 i Nordby Kirke

Fanø Sommerkoncerter fejrer jubilæumsugen
med to koncerter. Læs mere på www.fanokoncerter.dk. Sommerkoncert nr. 1: Morten Kargaard Septet

 

Tirsdag d. 12. juli kl. 19.30 i Nordby Kirke

Sommerkoncert nr. 2: MTQ – Modern Tango Quintet

Mandag d. 11. juli kl. 21 på Sønderho Kro

Det Yderste Hav. Fri entré – billet dog påkrævet

 

Tirsdag d. 12. juli kl. 13-14.30
og torsdag den 14. juli kl. 13-14.30

En vandring tilbage i tiden i Nordby.

Mødested: Museumspladsen foran Fanø Museum

 

Tirsdag d. 12. juli kl. 20
Fanø historier i solnedgangen

Mødested: For enden af Golfvejen, følg skiltene.

Pris 150 kr. Børn u.12 50 kr.

 

Onsdag d. 13. juli kl. 10

Fra Vadehav til Vesterhavet, en vandring langs
sogneskellet med Strandskaden.

Mødested: P-pladsen Albue Fuglekøje

Pris: 150 kr. Børn under 12 år: 50 kr.

 

Onsdag d. 13. juli kl. 19-22 Hovedgaden, Nordby

Late Night. Butikker, cafeer og restauranter
er åbne til kl 22.00

 

Torsdag d. 14. juli kl. 19.30 i Sønderho Kirke

Jutlandia Baroque.

Arrangementet er støttet af
Fanø Kommune.
Entré: 100 kr. 60. kr. for pensionister og studerende

Fredag d. 15. juli kl. 20 i Nordby

Aftentur på stierne mellem de gamle huse i Nordby.

Mødested: Museumspladsen foran Fanø Museum

 

Lørdag d. 16. juli kl. 10-12 Sønderho Gl. Fuglekøje

Åbent Hus – Sønderho Gamle Fuglekøje

 

Lørdag d. 16. juli kl. 14-15 Sønderho Kirke

Koncerten er støttet af Fanø Kommune. Gratis entré

 

Lørdag d. 16. juli kl. 16.30-18 i Sønderho Fors.hus

Bogreception – ’Samles – Skilles’.

Fonden Gamle Sønderho fejrer udgivelsen af den ’nye’ Fanøsangbog

 

Søndag d. 17. juli kl. 10-16 i Sønderho

Sønderhodagen i Sønderho – markerer afslutningen på jubilæumsugen. Festtaler er Bertel Haarder

 

Hele ugen i Nordby

Fonden Gl. Sønderho præsenterer tørklæder på Skibsfarts- og Dragtsamlingen.

Særudstilling på Skibsfarts- og Dragtsamlingen

 

Vedrørende billetter og anden information henvises til det trykte program, der forventes udsendt i starten af maj. Se også Fanø Kommunes hjemmeside www.fanoe.dk og www.fanøposten.dk

Kæmpe-donation til jubilæums-teaterstykke

Det er lykkedes Gertrud Exner at hente en kæmpe donation på 465.000 kr. fra Statens Kunstfond til jubilæumsforestillingen ‘Be Free.’ (Foto: Bart Kootstra).

Se hele artiklen i PDF-format

TEATER – I forbindelse med den forestående fejring af 275 års jubilæet, tog Fanø Kommune kontakt til teaterleder Gertrud Exner for at høre om mulighederne for at få lavet en ny og mere moderne fortolkning af begivenhederne tilbage i 1741.

Gertrud Exner påtog sig opgaven – også at søge yderligere midler til projektet ud over de 80.000 kr., som Fanø Kommune havde bevilget. Og det lykkedes – i dén grad!

For nylig bevilgede Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg et tilskud på 465.000 kr. Det er ifølge udviklingskoordinator ved Fanø Kommune Helle Andersen helt exceptionelt, men er samtidig et udtryk for, at Gertrud Exner ikke er en ’fru hvem som helst’ i teaterkredse. I 2015 modtog Gertrud Exner således en ’Reumert’ for forestillingen ’Tivoli’.

 

‘Be Free’ forestilling

’Be Free’ som jubilæumsforestillingen kommer til at hedde, vil indlede festlighederne fredag den 8. juli og spille hele jubilæumsugen.

”Jeg arbejder med objekt-teatret som udtryk, der tager udgangspunkt i tingene, i kostumerne, i musikken, i omgivelserne og ikke i en given rolle. Nu bliver Fanøs natur, kultur og historie mit grundlag, og det tager jeg alvorligt, helt ned til farvenuancer, madopskrifter, stoffet i kjolerne, folderne og musikken,” fortæller Gertrud Exner om den kommende forestilling.

”Udgangspunktet for denne forestilling bliver Fanøs historie. Det at være fri, dengang og nu. Jeg skriver ikke et manuskript. Dragten er spændende, og den vil jeg gå ind i.

Jeg skal jo ikke gengive en dragt fra 1741. Hvem ved i hele taget, hvordan en dragt så ud i 1741? Men jeg kan tage udgangspunktet i dragten, i folderne, farverne og i dansen, som hænger sammen med dragtens udformning.”

 

Intim oplevelse

Gertrud fortæller, at forestillingen vil være nøjagtigt tilrettelagt.

Alle forløb vil være koreograferet ned til mindste detalje.

”Musikken kan dog være improviseret afhængig af sted, vind og vejr,” siger hun.

Der vil være et maksimum på 60 tilskuere pr. forestilling, der forventes at ville bevæge sig rundt i og omkring Sønderho.

”60 tilskuere og mulighed for bevægelse, det er det format, vi arbejder bedst i. Ingen stor scene. Publikum er hele tiden tæt på og med rundt.”

Gertrud Exner forventer at ’Be Free’ spiller seks-syv gange, eventuelt to gange om dagen.

”Det bliver ikke en teknisk forestilling. Vi skal kunne spille uanset vejret,” understreger Gertrud, som udover den traditionelle forestilling, har en drøm om at lade forestillingen udvikle sig efter det normale ’tæppefald’. Jeg elsker, når man bliver lidt sammen efter en forestilling. Får måske en kop kaffe, måske en dans. Sætter sig med sin frokostkurv. Jeg inviterer jo folk ind i mit univers, ind i min stue, men jeg kan ikke lave festen for dem. Det er hér, samarbejdet opstår. Vi skal lave en fest sammen!”

’Be Free’ vil i de kommende måneder blive skabt i et nyt tæt samarbejde mellem Gertrud Exner, Catherine Sombstny fra Compagnie Médiane i Frankrig og musiker Claus Carlsen.

 

Gertrud Exner 02 fritlagtFanø blæste hende omkuld

PORTRÆT – ”Jeg elsker Fanø! Sammenholdet på øen, roen. Her møder man et sammenhold og liv, som gør, at man både kan bo på landet og være inde i byen på samme tid.

Jeg pendler hele tiden – og jeg elsker at komme hjem til Sønderho. Det er hér, jeg lever, får min inspiration fra naturen og oplever engagement og opbakning fra alle.”

Sådan indleder Gertrud Exner samtalen i sit hus på Søndertoft i Sønderho.

Gertruds søster Marie Louise Exner var flyttet til Fanø i halvfemserne og Gertrud besøgte hende ofte i Sønderho.

”Fantastiske fester, jeg oplevede som 21 årig – folkemusikken. Jeg blev blæst helt omkuld. Man står bare og glor. Det var mind blowing. Jeg lærte at danse samme nat.”

For 10 år siden besluttede Gertrud Exner at slå sig ned, hvor hun ville kunne lide at være, også selvom alt skulle ramle.

”Sønderho er et sted, hvor tingene kan vokse fra. Så behøver jeg ikke løbe efter berømthederne i København eller bevæge mig på de bonede gulve. Her kan jeg selv styre det og lave noget, der holder i mange år. Jeg ville bygge noget nyt op og det blev så mit teater. I de første år var der mange, der ikke forstod, hvad jeg lavede,” fortæller hun.

”Laver du børneteater? Det må vel nok være hyggeligt”, sagde mange til mig.

Det har taget mange år, at vende det billede. Men det hjælper at sige, at man har fået en Reumert, at man har været i Kina, at man spiller i København.

Ærgerligt, at det skal den vej – at man ikke bare kan vise produktet indefra.”

Gertrud Exner har lige så stor en succesoplevelse ved at spille i børnehaven her på Fanø, i Slagelse, i Brønderslev eller…

Det er ikke de bonede gulve, der giver Gertrud følelsen af succes. Det er en helt almindelig formiddag, hvor hun spiller for børnene, har kontakten og forestillingen glider.

 

Nu bliver P-vagterne snart sluppet løs på Fanø

PARKERING – Tilbage i august 2014 besluttede byrådet, at der skulle etableres parkeringskontrol på Fanø, og nu er det snart regnskabets time for bilisterne.

Ifølge forvaltningschef Anette Simmelsgaard forventes det at ske med virkning fra den 1. juni, efter at kommunen har indgået en aftale med Parkering Nord.

”De kommende p-vagter skal dække hele kommunen. Det har været nødvendigt, at etablere en p-vagt ordning, da politiet ikke længere tager sig af den slags opgaver,” siger Kristine Kaas Krog, formand for Fanø Kommunes erhvervs-, natur- og teknikudvalg.

 

Ønske fra borgerne

“Mange borgere har rettet henvendelser til forvaltningen og politikerne særligt om problemer med parkeringen ved færgen, i Hovedgaden i Nordby og Sønderho, både i og uden for sæsonen.

Og vagterne kommer til at se på det hele.

 

”P-vagterne vil kigge efter alle forhold i færdselsloven samt i Fanø Kommunes parkeringsregulativ,” påpeger forvaltningschef Anette Simmelsgaard.

”Eksempelvis er det ikke tilladt at parkere i en gågade zone uden for de afmærkede felter, ingen parkering tættere end 10 m fra vejkryds og ingen parkering længere end den anførte tidsbegrænsning m.v.”

 

Ikke i kommunekassen

Adspurgt omkring de økonomiske forhold oplyser Anette Simmelsgaard, at 50 pct. af bødeopkrævningen går til staten, og 50 pct. dækker omkostningerne til at varetage parkeringskontrollen.

Der er derfor ingen penge, der går i kommunekassen, hvis nogen skulle have mistanke om det.

Byrådet har også vedtaget et nyt parkeringsregulativ for Fanø. Regulativet skal sikre, at parkeringspladser ikke er optaget af trailere, campingvogne og lignende.

Lastbiler og busser skal fremover parkere på pladser og områder anvist af Fanø Kommune.

Parkering af autocampere er forsøgt reguleret ved at forbyde parkering med særligt indrettede køretøjer med henblik på reklame eller overnatning.

Køretøjer med totalvægt under 3500 kg må standse og holde delvist parkeret på fortov og rabatter, hvis det ikke er til gene for andre.

 

 

Leder: Frihed og samarbejde

LEDER – Den 10. juli 1741 sejlede de to sognefogeder Niels Sørensen fra Nordby og Sonnich Jensen Møller fra Sønderho i deres evert til Ribe.

Ifølge historien fik de stillet rådhusuret en time frem, så de som de eneste kunne byde på Fanø. I et godt samarbejde og med lidt snilde havde de på vegne af alle på Fanø frikøbt øen fra Kronen.

Til sommer markeres 275 året for frikøbet. Det sker ved, at Fanø kommune, ’Fannikerdagene’, ’Sønderho-dagen’, foreninger og erhvervslivet sammen arbejder for at skabe en uge fyldt med kultur, oplevelser og festligheder i anledning af jubilæet.

Dengang i 1741 blev rådhusuret stillet en time frem. Det var rettidig omhu!

Men på Fanø kan man sommetider godt få en mistanke om, at tiden kan være gået helt i stå.

Sognefogederne var kreative dengang i Ribe. Lad det være eksemplet på, at når Fanø arbejder sammen, kan vi nå meget langt.

Vi skal tilpasse os den foranderlige verden, der er omkring os. Vi skal forstå de nye trends og se de nye muligheder.

Gennem samarbejder – også med partnere uden for Fanø – kan vi skabe den nødvendige udvikling. Og gennem samarbejde kan vi fortsat være et attraktivt bosted for tilflyttere og en destination, der er værd at besøge for vores mange tusinde gæster.

Sammenlægningen af både Esbjerg, Fanø og Varde erhvervs- og turistforeninger blev desværre ikke til noget i denne omgang. Fanø havde sagt ja, Esbjerg var parat, men Varde sagde nej til en sammenslutning.

Nu må nutidens sognefogeder så finde kreative løsninger, for uden samarbejder på alle niveauer, kan det blive svært for Fanø at bevare den stærke økonomi og selvstændighed.

’Plejer er død’, og samarbejdet omkring jubilæums-ugen viser det! Hele Fanø rykker sammen for at skabe oplevelser for os selv, vores naboer på fastlandet og turisterne på Fanø.

Og det bliver et brag af en festuge til sommer!

Små fortællinger, lokale og internationalt anerkendte musikalske topnavne, moderne teater, traditioner og fornyelse vil gå hånd i hånd den 9.-17. juli.

De mere end 25.000 turister, der vil være på Fanø i den uge, vil med oplevelserne i rygsækken kunne blive gode ambassadører for Fanø.

Deltag selv i de mange forskellige arrangementer.

Invitér venner og familie til at være med til at fejre Fanø – hele øen rundt!

 

Læs også artiklen: 275 års jubilæum for frikøbet af Fanø fejres med manér

 

Hundeejere foreslår ny hundeskov ved Nordby

Niels Christian Krog (t.v.) med Basse og Harry, Jesper Haurum med Cleo på armen og hans kusine Helle Haurum med Karla.

 

HUNDESKOV – Er der interesse for en hundeskov ved Nordby?

Det er Jesper Haurum, formand for Fanø Jagtforening, i gang med at finde ud af, og han har taget initiativ til at få etableret en hundeskov på arealer ved Nordby.

”Naturstyrelsen har for år tilbage anlagt en rigtig fin hundeskov i Plantagen syd for vejen indtil Skovlegepladsen. Det er et skønt område at gå i, hundene kan boltre sig og hundeejere mødes under gode forhold,” siger Jesper Haurum.

 

”Det eneste problem ved hundeskoven i Plantagen er afstanden – det kræver bil at komme dertil. I Nordby er der mange glade hunde og hundeejere, som har begrænsede transportmuligheder, og der luftes hunde på stranden, i klitterne, rundt på marker og enge.”

Han anfører, at hunde som udgangspunkt altid skal være i snor i naturen, jf. Bekendtgørelse af lov om hunde.

I perioden 1. april til 30. september skal hunde være i snor på stranden, i klitterne og i skoven ifølge Naturbeskyttelsesloven.

”Det skyldes, at hunden – uanset om det er en Pekingeser eller Broholmer, en jagthund eller sofahund – kan være en stressfaktor for naturens vilde dyr og fugle samt til gene for andre friluftsgæster,” advarer Jesper Haurum.

 

Indhegnet areal

”Vi ser mange hunde løbe frit under lufteture og det er – specielt i april til september – til stor forstyrrelse for ynglefugle og de vilde dyr generelt. En hundeskov ved Nordby, hvor hundene kan løbe frit hele året, vil være en god ting,” lyder hans forslag derfor.

Hundeskove etableres rundt omkring i Danmark i lokale samarbejder mellem eksempelvis Naturstyrelsen, kommunerne og interesseforeninger. Og ifølge Jesper Haurum kræver det et indhegnet areal af en vis størrelse for at etablere en hundeskov.

På Fanø er der foreløbig rettet henvendelse til Naturstyrelsen, der som følge af Kikkebjerg plantagens drift ikke umiddelbart kan frigive et passende areal, fortæller Jesper Haurum.

Han håber, at hundeejerne på Fanø viser interesse, og der kan drøftes en løsning med Fanø Kommune, Naturstyrelsen og måske private lodsejere.

Interesserede i etablering af en hundeskov ved Nordby kan skrive til Jesper Haurum på hundeskov.nordby@gmail.com.

 

Hundeskov DSC_3270 fritlagt

Fri leg i hundeskov

En hundeskov er et indhegnet område, hvor hunde kan løbe frit året rundt, under forudsætning af, at de er under fuld kontrol.

Der findes i Danmark mere end 390 hundeskove eller lignende områder, hvor hunde kan løbe frit, heraf en på Fanø i Plantagen.

Naturbeskyttelseslovens §22 (uddrag):

I perioden 1. april-30. september skal hunde føres i snor på stranden. Hunde skal altid føres i snor i skoven.

Bødetaksterne for overtrædelse af Naturbeskyttelsesloven følger normalt de vejledende takster for hundeloven dvs. 2000 kr. for ikke at have hunden i snor, hvor det er påbudt.

Kilde: politi.dk

 

 

Flere børn men usikker fremtid for børnehuset ’Bakskuld’

BØRNEPASNING – Den lukningstruede pasningsordning ’Bakskuld’ i Sønderho har fået flere børn, men fremtiden er stadig usikker. Byrådet besluttede i efteråret 2015, at Bakskuld lukker med udgangen af juni i år, hvis ikke der er grundlag for driften med flere ’kunder i butikken’.

Foreningen for bosætning af børnefamilier i Sønderho, har tilbage i december henvendt sig til Fanø Kommune, for at få udvidet åbningstiden om eftermiddagen. Samtidig har foreningen oplyst, at henover de kommende måneder forventes antallet af børn i Bakskuld at stige fra de nuværende syv børn.

Bakskuld er en pasningsordning for børn fra seks måneder til seks år og er en satellit under daginstitutionen ’Odden’ i Nordby.

I sagsfremstillingen til børne- og kulturudvalget har forvaltningen redegjort for en række økonomiske og personalemæssige forhold i forbindelse med en eventuel udvidelse af åbningstiden, men har ikke set på, hvad Bakskuld betyder for nye børnefamilier.

”Jeg savner, at forvaltningen også belyser konsekvenserne for bosætningen i Sønderho, hvis ikke Bakskuld længere er et reelt tilbud,” påpeger Bakskulds talskvinde Gertrud Exner.

”Hvis man vil holde liv i Sønderho, vil det være rart med en flerårig aftale for ordningen. Så skal vi ikke hvert eneste år forsvare behovet, kvaliteten og nødvendigheden af Bakskuld”.

Børne- og kulturudvalget har behandlet henvendelsen i udvalgets møder i februar og marts.

Udvalget ønsker dog yderligere oplysninger og har inviteret foreningen til udvalgets næste møde den 27. april for at drøfte behov og muligheder for børnefamilierne i Sønderho.

Fremtiden for Bakskuld afgøres på Byrådets møde i juni.

 

Top