Club Fanø tilbyder ferieaktiviteter

TURPAS – Fra starten af juni kan Fanøs gæster, særligt børnefamilierne, købe et turpas til 180 kr., der giver adgang til fire valgfrie aktiviteter, blandt dem som det nystartede event- og aktivitetsfirma Club Fanø tilbyder.

Der tilbydes fra starten lysstøbning, dragebygning og ’kreativt værksted’ i Club Fanøs nyindrettede aktivitetscenter på Kirkevej 13 (ved Rødgårds Camping). Herudover vil Club Fanø organisere forskellige strandaktiviteter ved Fanø Bad. Beach volley og ’bubble ball’ fodbold, hvor spillerne er iklædt en ’blød plastickugle’, vil være blandt aktiviteterne.

”Vores kapacitet vil være 220 aktivitetspas om ugen,” siger Sharada Sylvia Bergés Hidalgo, der åbner Club Fanø den 1. juni, så alt vil være kørt ind og klar til dragefestival og højsæson.

”Der er i Club Fanø tre produktområder. Det er udover aktivitetspasset, oplevelsesture samt firma- og gruppe events. I samarbejde med Jesper Voss tilbyder vi østerssafari, ravsafari, sælture m.m. – både som oplevelsesture og som gruppe events,” fortæller iværksætteren.

”Vi vil meget gerne formidle andre oplevelser og indgår gerne samarbejdsaftaler med andre udbydere om markedsføring og salg af deres oplevelsesprodukter gennem Club Fanø.”

Sharada Sylvia Bergés Hidalgo forventer at ansætte to ’aktivitetsguider’. En fra 1. juni og en yderligere fra 1. juli. Planen er, at Club Fanø vil tilbyde sine aktiviteter i perioden fra 1. marts til 31. december.

Til etablering af virksomheden har virksomheden modtaget 145.000 kr. af de såkaldte LAG-midler.

 

Turpas til oplevelser

Turpas sælges for 180 kr. Enkeltaktiviteter kan købes for 25 og 100 kr. alt efter aktivitet.

Turpas købes hos Club Fanø, turistbureauet og Danibo.

Online kan passene køber via Dansk Ø-ferie. Det samme gælder oplevelsesturene, som også markedsføres gennem ’Kultunaut’, der er en webplatform for alle arrangementer i Danmark.

 

Relaterede artikler

Top