Redaktør arkiv: Finn Arne Hansen

Henning er nyt medlem af byrådet for Fanø Lokalliste

Det ny byrådsmedlem for Fanø Lokalliste vil gerne være spidskandidat

Hent hele artiklen som PDF her

Da Henning Kjærgaard (efternavnet Kjeldgaard er forkert i den trykte avis, red.) vågnede tirsdag den 20. april, var han pludselig medlem af Fanø Byråd. På byrådsmødet den 19. april fik Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste nemlig lov til at trække sig i utide fra sit borgerlige ombud som byrådsmedlem. Og Henning var listens førstesuppleant og havde sagt ja til at overtage pladsen.
Med den følger omgående stor indflydelse, da han arver hendes plads i det magtfulde økonomiudvalg og hendes plads i Erhvervs, natur- og teknikudvalget. Hans forudsætninger er dog gode, idet han har været social- og kulturchef i kommunen.
Vi møder ham ved lystbådehavnen i Nordby for at høre lidt mere om ham og hans ambitioner i politik. Men først har han noget, han gerne vil sige:
”Jeg og listen vil gerne sige Kristine en stor tak for hendes store, vigtige og årelange arbejde i byrådet. Hun har været ihærdig og flittig,” siger han med eftertryk.
Men hvorfor lokalpolitik?
”Jeg stillede op ved valget i 2017, fordi det var en tværpolitisk liste, og jeg syntes, det kunne være spændende at være med til at påvirke den og kommunen. Ja, jeg skal jeg træde i nogle store fodspor, men jeg må bare gøre det på min måde. Og der er meget, jeg interesserer mig for. For eksempel digerne. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig, at det blev gjort muligt at gå på digerne fra Nordby mod Rindby. Der er nogle smukke naturområder, man ikke kan se på grund af digerne. Man har gjort det andre steder, for eksempel i Tyskland, så det kan lade sig gøre,” påpeger han.
Han vil også gerne se mere liv ved stadion i Nordby:
”Man burde gøre noget ved stadionområdet. Vi har ikke andre grønne områder i Nordby, nu hvor Realen-grunden bebygges. Kunne man få fitness-redskaber, borde og bænke til familieudflugterne, udvikle lidt på atletik-tilbuddene?”
Han er også en stor fan af Destination Vadehavskysten, som han håber bliver en stor succes. Og han glæder sig over, at Fanø får en elfærge, som listen foreslog for år tilbage. Han vil dog ikke tage æren for, at det sker til efteråret.
Henning er villig til at stille op som spidskandidat.

Blå bog Henning Kjærgaard

Byrådsmedlem Henning Kjeldgaard, Fanø Lokalliste.

Byrådsmedlem Henning Kjærgaard, Fanø Lokalliste.

  • 68 år, gift, tre voksne børn, bor i Rindby
  • HK-uddannet på Fanø rådhus
  • Medlem af Folkeoplysningsudvalget som repræsentant for FOF Vest
  • Er medlem af FOFs hovedbestyrelse
  • Medlem af Fanø Byråd for Fanø Lokalliste
  • Medlem af økonomi- og ENT-udvalget
  • Tidligere social- og kulturchef i Fanø Kommune
  • Har arbejdet i Esbjerg, Vejle, Rødding og Skærbæk kommuner
  • Vendte tilbage til Fanø Kommune i 2006
  • I sin fritid elsker han at gå og cykle lange ture, at læse historiske bøger og biografier. Når han rejser med fruen, er det gerne til Italien

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Lasse tror på Enhedslistens chance

Lasse Harder Schousboe bor lige ved siden af rådhuset, så han får ikke langt til byrådsmøderne. Han er allerede begyndt at følge den lokalpolitiske debat i Fanø Ugeblad tæt.

10 procent af Fanøs vælgere stemte på liste Ø ved folketingsvalget, så spidskandidat Lasse Harder Schousboe tror på en plads i byrådet

Hent hele artiklen som PDF her

For tre år siden flyttede Lasse Harder Schousboe, 50, fra Brønshøj til Skolevej på Fanø. Han havde nemlig fået job som idræts- og mediefagslærer på Varde Gymnasium, og hans vejleder på gymnasiet, Peter Bøgsted, anbefalede ham Fanø. Med sig tog han sin familie, der foruden ham består af hustru og tre hjemmeboende børn. Den fjerde fra et tidligere ægteskab er flyttet hjemmefra.
”Vi søgte fællesskabet, og det kan man finde på Fanø med det rige foreningsliv og det nære lokaldemokrati, der er her. Folk tager godt imod én, især hvis man vil engagere sig,” siger Lasse, der netop er valgt til Enhedslistens spidskandidat ved kommunalvalget i november.
Han har tidligere snust til lokalpolitik i Brønshøj-Husum, og han har været aktiv i Enhedslisten, også kendt som liste Ø, i seks-syv år. Og hvorfor så lige den liste?
”Det er dem, der holder bedst på principperne i disse flagrende tider. Enhedslisten har også en stærk social profil, der fokuserer på de svageste i samfundet,” forklarer han.
Det med at blande sig har han gjort, siden han var 16 år. Han har arbejdet i idrætsforeninger, studenterbevægelsen og i en børnehavebestyrelse, hvor de gjorde meget for at skabe et fællesskab for familierne, blandt andet ved at arrangere gymnastik for børn.
”Og i kraft af det bestyrelsesarbejde blev jeg tit rodet ind i de politiske diskussioner, der var og er i København,” fortæller han.
Hans politiske tankegang er overordnet set, at det handler om at fordele midlerne bedre i samfundet.

Lasse Harder Schousboe er glad for en stor, offentlig sektor under kriser.

”Jeg synes ikke, skatterne er for høje. Vi har et fantastisk velfærdssamfund, og både under finanskrisen og coronakrisen har det slået mig, hvor godt det er at have stor offentlig sektor,” siger han.
Han er med på, at revolutionen er skrevet ud af partiprogrammet, men det tiltaler ham, at folk som Uffe Elbæk kommer og får sat gang i debat om en radikal, grøn omstilling af samfundet.
Da Enhedslisten fik 10 procent af stemmerne på Fanø ved folketingsvalget i 2019, skulle det undre ham, om de ikke fik mindst én valgt til byrådet. Hvis det bliver ham, vil han blandt andet arbejde for gratis kollektiv trafik samt flere varme hænder på plejehjemmet og i daginstitutionerne. Og han vil gøre sit for at arbejde konstruktivt med sagerne.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

 

 

 

 

 

 

Hans har holdt sølvbryllup med brugsen

Hans Mathiasen har forladt formandsposten i Fanø Brugsforening efter et sidste rekordår. Nu gælder det børnebørn og kulturoplevelser

Hent hele artiklen som to PDF-filer her og her

BRUGSBEVÆGELSE – Fra 30 til rekordstore 156 millioner kroner i omsætning, nybyggeri, fusion med Dagli’brugsen i Sønderho, opkøb af en benzintank og en blomsterbutik. Jo, Fanø Brugsforenings nu afgåede formand Hans Mathiasen, 75, der har holdt sølvbryllup med Fanø Brugsforening, har været formand i 22 år og har kørt parløb med uddeler Bent Kruse Madsen siden 1999, har meget at se tilbage på.
Hans efterfølger kan vi desværre ikke fortælle om her, da generalforsamlingen blev holdt torsdag aften efter avisens trykning. Men vi besøger ham, banker på med spætten på døren og får en god kaffesnak om fortid og fremtid.

 Maleriet af den skonnertbrig, som hans oldefar Hans J. Mathiasen var ejer af og kaptajn på. Hansigne Marie – det sidste skib i familiens eje – blev bygget i Nordby på Fanø i 1867 og forliste i 1877 på en sejlads fra Hasle til Sankt Petersborg med 6000 ildfaste klinker. Besætningen blev reddet.


Maleriet af den skonnertbrig, som hans oldefar Hans J. Mathiasen var ejer af og kaptajn på. Hansigne Marie – det sidste skib i familiens eje – blev bygget i Nordby på Fanø i 1867 og forliste i 1877 på en sejlads fra Hasle til Sankt Petersborg med 6000 ildfaste klinker. Besætningen blev reddet.

Det viser sig, at hans familie faktisk har ’huseret’ på Fanø langt tilbage. Hans ene oldefar var ejer af og skipper på Hansigne Marie, der gik ned i 1877. Hans egen karriere har dog især udfoldet sig i Jylland – og på land.
”Efter min HHX studerede jeg andelsteori. Det med andelstanken og små bysamfund, der går sammen om en andelsvirksomhed, har altid fascineret og interesseret mig. Den der tanke med at ’det man tjener, det deler man’ kan jeg godt lide.” fortæller han.
Efter studierne i Aarhus fik han da også ansættelse i FDBs centralafdeling ved FDB-fabrikkerne i Viby J, hvor Deres udsendte selv arbejdede i sommerferierne. I 1984 flyttede han til Fanø.
”Jeg skulle være forstander på Esbjerg Højskole, og en del af min mors slægt kommer jo herfra, så jeg har tilbragt mange somre her,” forklarer han om valget af bopæl.

Begivenhedsrige år
Med sin interesse for andelsbevægelsen og brugsbevægelsen var det naturligt at gå ind i bestyrelsen. Formandsposten fulgte tre år senere. De følgende år blev begivenhedsrige.
”Den største begivenhed, jeg kan se tilbage på, var byggeriet af den ny SuperBrugsen-butik. Vi var i pladsnød og havde købt arrestbygningen i Nordby, der lå perfekt på en meget stor grund. Kommunen bakkede det op, men sikke en debat, det gav! Der var tusindvis af læserbreve. Og stakkels Niels Heinel fra byrådet blev udsat for dødstrusler fra en lokal forretningsmand, der vist fik 40 dages betinget fængsel for det,” erindrer han og viser avisudklip fra den store debatkrig og fra politisagen.
”Vi endte med at holde en ekstraordinær generalforsamling med 800 deltagere, og den viste, at 80 procent bakkede op om byggeriet. Så faldt sagen til ro, og i 2015 stod den ny SuperBrugsen der,” fortæller han.

Fusion med Sønderho
Undervejs i de 22 år var der også en stille, fredelig og lykkelig fusion med brugsen i Sønderho.
”Merete Engsted fra Sønderho kom selv og foreslog det, og selv om vi måske var lidt skeptiske, endte det jo godt. Dagli’brugsen er i dag en velkørende forretning og er meget vigtig for Sønderho,” siger Hans Mathiasen.
Glødende diskussioner var der også, da han sad i bestyrelsen for Fanø Kunstmuseum i Sønderho. Bestyrelsen med ham i spidsen for byggeudvalget ville ombygge det gamle elværk i baghaven og bygge et udstillingslokale, og det gav på bedste Fanø-manér også høj søgang.
”Folk sagde, at det aldrig kom op at stå. Jeg blev også standset af en borger, og hun var harm over, at vi ikke byggede noget i gammel Fanø-stil med småsprossede vinduer. Men vi havde jo brug for en udstillingsbygning med mange ubrudte vægge at hænge værker på,” fortæller han med et skævt smil.

Blomster på vej mod balance
Fanø Blomster har foreløbig været en dyr investering for Fanø Brugsforening, men det har ligget bestyrelsen meget på sinde, at den gamle brugsbygning skulle summe af liv.
”Men vi arbejder på det, og butikken bevæger sig mere og mere mod balance,” påpeger han.
Investeringen i OK-benzintanken var ikke noget, der lå lige for, men:
”Den daværende borgmester Erik Nørreby sagde til os, at øen jo ikke kunne undvære et sted, hvor folk kunne få brændstof. Og så påtog vi os også det ansvar.

Kultur i København
Nu, hvor det er slut med Fanø Brugsforening, hvad så?
”Vi har lige solgt sommerhuset ved Limfjorden og købt en lejlighed i København, hvor vi skal opleve noget kultur. Jeg kan også lide at læse, går 10 km hver dag, er bolværksmatros hos Martha og sejler gerne sammen med min bror i hans Nordic Cruiser. Jeg er også med i et lystfiskerlav ved Sneum Å og kan lide at rejse i Europa. 13 børnebørn er der også. Jeg skal nok få tiden til at gå,” slutter han.

Blå bog Hans Mathiasen

  • Født den 23. februar 1946 (75 år), gift med Anne-Marie Frandsen, fem sammenbragte børn, 13 børnebørn. Bor i Nordby, har i en årrække haft sommerhus ved Limfjorden
  • merc i organisation og marketing, Handelshøjskolen i Århus
  • 1974-76: Fuldmægtig i FDB – Viby centralafdeling
  • 1976-80: Adjunkt Viborg Handelsskole
  • 1980-84: Souschef Silkeborg Handelskole
  • 1984-2008: Forstander/Direktør Esbjerg Handelskole/ Handelsgymnasium/EDB Skole/Erhvervsakademi
  • Bestyrelsesposter og formandsposter:
  • Fanø Brugsforening
  • VUC Vest
  • Esbjerg Ungdomsskole
  • Fanø Kunstmuseum
  • Nykredit Styrelsesråd/repræsentantskab

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Lonnie nyder at slappe af i himmelsengen ved vinduet ud til vejen.

I barberens hus er der rum til sudoku i karnappen

Hans Peder og Lonnie Jepsen mødte hinanden for 56 år siden på Fanø. Hans Peder, der er fannik gennem 16 generationer læste til styrmand på navigationsskolen, hvor Lonnies søster læste til telegrafist. Hun introducerede parret for hinanden

Hent hele artiklen som PDF her

Hans Peder, der går under kaldenavnet H.P. og Lonnie har boet mange steder på Fanø. De sidste tyve år på Hovedgaden 49 i Nordby med Fanø Glaspusteri som nærmeste nabo. Nu er tiden moden til at flytte i noget mindre på øen.
”Vi har været så glade for at bo her på Hovedgaden, hvor der altid sker noget bare ved at kigge ud af vinduet, og så ligger det dejligt centralt med kun et splitsekund ned til færgen,” siger H.P. Gårdhaverne bag huset, den ene overdækket, bliver også flittigt brugt, så snart vejret tillader det.

Hans Peder Jepsen kan lide at pusle om sine planter i haven.

Hans Peder Jepsen kan lide at pusle om sine planter i haven.

Efter mange år på Sjælland fik parret i 1999 fat på huset ved lidt af en tilfældighed.
”Vi ledte efter et nyt sted herovre, og dengang var der i boligen en strikke- og souvenirbutik. Da vi så, hun havde ophørsudsalg, spurgte vi, om ejeren kunne være interesseret i at sælge, og det var hun heldigvis efter lidt betænkningstid,” siger Lonnie. Huset er kendt som barberens for her har været frisør- og barbersalon i to generationer.
”Den mest kendte frisør i huset var ’Krølle’ alias Svend Åge Hornum Hansen, der også spillede op til dans på sin violin,” siger H.P. og fortsætter:
”Til Fannikkerdagene bliver der altid danset folkedans og budt på en lille en foran vores hus, fordi ’Krølle’ bliver mindet med et musikstykke dedikeret til ham.”

 Parret har været glade for at bo i huset, men søger nu noget mindre.


Parret har været glade for at bo i huset, men søger nu noget mindre.

Husets arkitektoniske historie er helt unik. Det er bygget i 1914 af den i tiden eftertragtede Esbjerg arkitekt C.H. Clausen, der blandt andet har tegnet Esbjergs vandtårn og på Torvet Danske Bank.

Hans Peder og Lonnie Jepsen med C.H. Clausens originaltegninger, hvor målene var alen.

Hans Peder og Lonnie Jepsen med C.H. Clausens originaltegninger, hvor målene var alen.

”C.H. Clausen havde meget på hjerte, og på de velbevarede, gulnede originaltegninger står hans motto sort på hvidt med sirlig håndskrift: ”At bevare er skjønnere end at nedbryde,” fortæller H.P.

Hus med hygge og sjæl

De mange karnapper og franske døre sørger for masser af lys gennem hele huset, hvor Lonnie Jepsen ofte hygger sig med at lægge puslespil i spisestuen.

De mange karnapper og franske døre sørger for masser af lys gennem hele huset, hvor Lonnie Jepsen ofte hygger sig med at lægge puslespil i spisestuen.

Murstenshuset i to plan emmer af hygge og sjæl og er indrettet med høje træpaneler på væggene og stuk under loftet. Der er mange lysindfald i karnapperne og gennem de franske døre i de hyggelige stuer, hvor Lonnie ofte lægger puslespil med tusindvis af brikker.
Skibsmalerier på stuevægge vidner om, at her bor et par, der begge er ud af en slægt af søens folk. Parret har rejst meget gennem tiden og har også et hus i Spanien. Der er mange udenlandske kuriositeter hjembragt og brugt i indretningen. Blandt andet hænger en sortgylden thailandsk dukketeaterdanser i et hjørne, og på en hylde står en elefant fra Singapore.
Lonnie og H.P. opholder sig allermest i stuen, der tidligere husede ’Krølles’ gamle barbersalon med kolde øl i kælderen efter lukketid.

Her i denne stue står et pragteksemplar af en himmelseng. Den er i karnappen med udsigt til Hovedgaden.
”Børnebørnene elsker at tage sig en lille lur her, og jeg nyder også at løse både sudoku og kryds og tværs i himmelsengen,” siger Lonnie.
”Det er lidt vemodigt at sige farvel til et skønt hjem, som vi har elsket at bo i, men vi er klar til nye eventyr sammen her på Fanø,” slutter H.P.

Hovedgaden 49 i korte træk

  • Villaen er tegnet af Esbjerg-arkitekten C.H. Clausen (1866-1941) i 1913.
    C.H. Clausen har blandt andet tegnet Esbjerg bys vartegn Vandtårnet,
    Hotel Spangsbjerg og den Danske Bank på torvet i Esbjerg.
  • Clausens arkitektoniske interesse bærer præg af tidens omskiftende smag fra historicistisk til national­romantik, nybarok, nyklassicisme og endda funkis.
  • Skomagermester H.S. Sørensen i Nordby ser i 1912 en sommerbolig i avisen Politiken og beder C.H. Clausen tegne noget i samme stil, hvor der skulle være lokale til værksted eller butik i det nordøstlige hjørne ud mod Hovedgaden.
  • Originaltegningerne af huset viser, at C.H. Clausen benyttede sig af den gammeldags måleenhed alen. Og med sin sirlige skrift har han på tegningen skrevet sit motto: ”At bevare er skjønnere end at nedbryde”
  • I 40’erne og 50’erne var der gennem to generationer Hornum-Hansen barbersalon i huset.
    Den yngste generation, kendt som ’Krølle’, var en populær violinspiller, der spillede op til dans overalt på øen og ikke mindst til Fannikerdagene, hvor han hvert år til denne event mindes med dans og en lille én foran huset i Hovedgaden 49.

Huset sælges af Nybolig Fanø i Nordby.

 Hans Peder ved den udendørs grill i baghaven.


Hans Peder ved den udendørs grill i baghaven.

Tekst og foto: Tatjana Johnsson

Sanne Jensen og Morten Halkjær.

Ja-hatten begynder at klemme for turismenetværk

Markedsføring Fanøs 80 medlemmer er i vildrede om, hvad de kan bruge Destination Vadehavskysten til

Hent hele artiklen som PDF her

TURISME – Destination Vadehavskysten har taget fat på sit arbejde. Markedsføring Fanø, der er en sammenslutning af rundt regnet 80 virksomheder med relation til turisme, og som netop har udgivet det flotte Fanø-magasin, har haft ja-hatten på, men nu begynder den at klemme.
Den arbejdskraft, som turistchef Poul Therkelsen udgjorde, er nu forflyttet til Esbjerg, og destinationsselskabet har meldt ud, at det i fremtiden skal markedsføre Fanø. Det bekymrer bestyrelsen, her repræsenteret af restauratør Sanne Jensen, Kellers Badehotel, og købmand Morten Halkjær, Rindby Supermarked.
”Vi har deltaget i et hav af møder og har været meget fortrøstningsfulde. Vi har haft ja-hatten på hele tiden. Men vi har hele tiden troet, at den ordning med at Poul Therkelsen var vores ’generalsekretær’ og administrator, skulle løbe videre. Vi var stensikre på, at vi ville blive kompenseret for Poul. Men nu ser vi det sort på hvidt: Vi får ikke noget,” siger Morten Halkjær.
”Man skal huske, vi er et 100 procent frivilligt netværk, og de 300.000 kroner, som magasinet kostede, har vi selv skaffet, blandt andet med 30.000 kroner fra kommunen,” tilføjer Sanne Jensen, hvis medlemmer ikke ved, hvem de nu skal kontakte.
At de netop har haft besøg af den kommende Fanø-koordinator giver selvfølgelig håb, men:
”Byrådet har valgt at smide alle kommunens penge i destinationen, men vi kan ikke se, vore argumenter har gjort noget indtryk. Det er vi meget kede af. Der er brug for en samlende turistorganisation på tværs af organisationerne og erhvervet. Vi kommer godt rundt, og vi kan tage erhvervspolitiske emner op, hvilket der er stor efterspørgsel efter. Vi ser os som en destination i destinationen. Vi er en vigtig brik i spillet, vi er her, vi er stedbundne, og det kan man forholde sig til,” fortsætter hun.
”Vi underkender ikke destinationen, men vi skal passe på, at det lokale ikke drukner. Vi skal ikke have en turistchef, skjult i Ribe. Det er det, erhvervet frygter,” tilføjer hun.
”Vi skal være med i destinationen, men uden lokal forankring går det ikke,” slutter de.
Af samme grund har bestyrelsen nu besluttet at indmelde og betale kontingent for alle deres medlemmer, fortæller formand Karin Haubjerg Larsen, Danbolig.
”Efter en god dialog med formanden har vi fået lov til at indmelde alle vores medlemmer. På den måde står vi meget stærkere på generalforsamlingen den 28. april. Så selv om vi ikke er helt tilfredse, ser vi fremad,” fastslår hun.
Christian Lorenzen, formand for kommunens Erhvervs, natur og teknikudvalg har denne kommentar:
”Det er forberedelsesudvalgets og den midlertidige bestyrelses intention, at hver af de ’primære’ lokaliteter indenfor destinationens område får hver deres lokale ’erhvervs- og turisme-playmaker’. For Fanøs vedkommende er det faktisk destinationschefen selv. Dertil skal det tilføjes, at der ingen endelige beslutninger er taget om de store strukturelle beslutninger. Disse er med fuldt overlæg overladt til den nye bestyrelse, der vælges på generalforsamlingen, og hvor erhvervslivet vil have flertallet. For sådan skal det naturligvis være: Det erhvervsliv, for hvem vi gør det her, de skal også have beslutningskraften.”

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Fanø Posten 24. april 2021

Læs avisen som e-paper her

Læs bl.a. om:

  • Solgt! Steen Birger Hansen fra Djursland er den glade ejer af en faldefærdig hytte
  • Henning er nyt byrådsmedlem for Fanø Lokalliste
  • Coronasommer gav Fanø Brugsforening stort plus – rekordomsætning på 156 mio. kr.
  • Hans har holdt sølvbryllup med brugsen
  • Ja-hatten begynder at klemme for turismenetværk
  • Udsigt til en livlig generalforsamling i Destination Vadehavskysten
  • Københavnere vil ikke udleje de sommerhuse, de køber
  • Vadehavet.dk var optaget, derfor vadehavskysten.dk
  • Pengeregn over Fanøs skatteborgere
  • Bob Dylan-musik i Sønderho 22. maj
  • I barberens hus er der rum til sudoku i karnappen
  • Lasse tror på Enhedslistens chance
  • Ny chef for Sol og Strand med nye serviceidéer til udlejerne
  • Cykeludlejning fra mobilen
  • Havneindvielse i Sønderho er flyttet
  • Karin skaffede Danbolig til Fanø
  • Fanø Sparekasse fik overskud
  • Fanø Natur: Har du set en humledronning?
  • Pileurtbanden går til kamp mod invasiv japaner
  • Det sker på Fanø
  • Annonce: Spritny Cargo Kid elcykel sælges i Nordby. Spar 5700 kroner
  • Leder: Samarbejde om turismen

– og ikke mere undtagen dette:

OBS!

Nu i Klub Vadehavet: Den ny genudgivelse af Fanø Dagbog!

Fanø Dagbog

Christel Seyfarth med genudgivelsen af Fanø Dagbog. Der er trykt 1000 styk. Den koster 349 kroner plus evt. levering.

Prisen for det flotte fotobog af Ole Joern, Christel Seyfarth og Kis Sharasuvana med skønne Fanø-kvinder i originale dragter er 349 kroner inklusive moms, uden bytteret, kontant eller MobilePay. Vi leverer selv direkte til adresser på Fanø for kun 19 kroner! Afhentning i Nordby kan også aftales. Skriv til mail@fanoeposten.dk og bestil. En sms til 42 41 09 99 er også en mulighed. Telefonisk bestilling ønsker vi helst ikke, da vi er meget på farten.

Husk: Kryds og tværsløsningen kan sendes som et foto til mail@fanoeposten.dk. Men postkassen på Hovedgaden 75 i Nordby er der stadig.

Lone Pierri Enevoldsen med en af de mange ruller stof, hun har bestilt.

Lone formidler små kopier af Fanøs DNA

Lone Pierri Enevoldsen blev væltet af succes, da hun begyndte at lave Fanø-mundbind. Nu har hun investeret i stof og satser stort på andre designidéer

Hent hele artiklen som PDF her

IVÆRKSÆTTERI – Pædagog, familieplejer og iværksætter Lone Pierri Enevoldsen i Nordby flyttede til Fanø i 1978, fordi hun fra barnsben elskede at komme i sin mosters simple sommerhus. Med i bagagen havde hun en toårig uddannelse fra Kerteminde Husflidshøjskole, og det kom hende til stor gavn, da coronaen kom i 2020. Da fandt hun på at sy mundbind af Fanø-klude. Og det gjorde hende landskendt.
Nu, tusindvis af mundbind senere, møder vi hende i systuen i haven bag hendes hus på Krogvej for at høre om hendes fremtidsplaner. Men først lidt om starten:
”Jeg kunne ikke sove og lå og tænkte, at jeg havde nogle klude liggende, der kunne sys til mundbind. Næste dag syede jeg en femten stykker og gik op til Rudbecks med dem. De blev solgt på syv minutter. Så vidste jeg, det var en god idé. Og det greb om sig. Jeg søgte, købte og fik klude, også gamle klude, fra mange søde mennesker,” fortæller hun.
”Når jeg kom ind hos Rudbecks, sad folk og ventede på mig og ribbede straks mundbindene. Jeg gik i fast rutefart,” smiler hun.
Bestillingerne begyndte at vælte ind, og hun kunne ikke både sy, skrive sms’er, svare på mails og Messenger-beskeder. Så hendes svigersøn i Esbjerg fik hurtigt lavet en webshop til hende for at tage presset. Og det hjalp. Hun hyrede også en deltidsmedarbejder, så der frem til jul kunne produceres mundbind i hundredvis. De solgtes især til danskere, nordmænd, svenskere og tyskere, men hun ved, at nogle mundbind er endt på den anden side af jordkloden.
”De køber en smule af Fanøs DNA. Man bliver genkendt på den klud, og snakken den går. Folk fortæller for eksempel, at de havde en far med en gård i Rindby,” fortæller hun.

Nye produkter

Lone Pierri Enevoldsen ved en lille udstilling med de nye varer. Mange er udstyret med små rav-detaljer. Hun har store forventninger til butterflyen og flagstangen.

Lone Pierri Enevoldsen ved en lille udstilling med de nye varer. Mange er udstyret med små rav-detaljer. Hun har store forventninger til butterflyen og flagstangen.

Men hvad nu? Coronaepidemien slutter vel?
”Ja, derfor bruger jeg navnet Fanøkluden,” svarer Lone og peger på de nye produkter: En Fanø-flagstang, designet af Nordby-designeren Alexander Seyfarth, en mobilholder, der gør det muligt at se opskrifter på mobilen i køkkenet eller en film i sengen, en krave, ørevarmere, en smart butterfly til mænd, hårelastikker og sågar teposer til løs te samt kaffefiltre til genbrug!”Jeg er ved at have svært ved at skaffe klude, så nu satser jeg børnenes arv på det her,” griner hun og viser en af de mange ruller stof frem, hun har bestilt i samarbejde med Lorenzens i Sønderho.

Lone Pierri Enevoldsen med en af de mange ruller stof, hun har bestilt.

Lone Pierri Enevoldsen med en af de mange ruller stof, hun har bestilt.

Møbeldesigner Alexander Seyfarth fra Nordby har designet denne flagstang.

Møbeldesigner Alexander Seyfarth fra Nordby har designet denne flagstang.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Ikke til diskussion at turismen er Fanøs vigtigste indtægtskilde

Sommeren 2020 står som et skrækbillede for mange på Fanø, men uden turisme ville Fanø ikke eksistere som et levende lokalsamfund, minder borgmester Sofie Valbjørn om

Hent hele artiklen som PDF her

TURISME – Vi ved det godt. Turismen er vigtig. Alligevel var der i 2020 en udbredt misfornøjelse fra borgernes side. Det fik Destination Vadehavskysten til at bestille en undersøgelse blandt de fastboende og grundejerne. Vi taler derfor med borgmester Sofie Valbjørn om det svære emne.
”Evalueringen viser, at det, der fylder, var trængsel ved færgen – køproblematikken for gæster og fastboende, det at man ikke kunne komme hjem. Det var det, folk oplevede. Trængsel i supermarkederne fyldte også for folk, og det oplevedes som besværligt og utrygt at handle i den coronasituation, vi havde. Og mange syntes, det var for svært at få bord på restauranterne.”
Var de fastboendes svar anderledes end grundejernes?
”Ja. Når ens hverdag skal fungere, så fylder det noget, at man ikke kan komme hjem fra arbejde. Oplever man det bare to gange, så skaber det stor frustration. Og det med at man skulle undskylde, at man brugte ø-bizz-banen, som man egentlig havde ret til at bruge. Man fik skældud. Det med trængslen oplevedes også massivt af mange fastboende. Og det har gjort, at vi i byrådet har hæftet os ved, at der var en for stor del af borgere, der ikke fandt det tåleligt – som ikke længere syntes, at det var en god ting, at der er turister på Fanø. Og det tager vi alvorligt! Det er vigtigt, at det i første omgang er godt at bo på Fanø. Folk må ikke miste lysten til at bo herovre. Vi skal finde en balance, hvor vores borgere føler sig trygge og glade, også i højsæsonen.”

Pres og slid på naturen
”Desuden var der bekymringer for presset og sliddet på naturen, dels på diget, hvor nogen havde oplevet, at gæsterne satte sig og spiste, og så var der sliddet på naturen. Efterfølgende har vi tjekket, og der er ingen diger, der har taget skade. Men det er et opmærksomhedspunkt.”
”Og hvor lang tid skal vi tåle, at der er ekstra pres på? Hvor går ens grænser? Tre uger med tryk på i skolernes sommerferie har været det traditionelle. Og så er det okay. Men er det pludselig også hele august, så er det måske anderledes. Så der er forskellige greb, vi skal have fokus på.”
Betyder det et nej tak fra dig til et nyt, ekstraordinært billettilskud?
”Vi ser allerhelst en fleksibel sommerpakke, som de enkelte øer kan udmønte lokalt. Der er stor forskel på øerne. Så kunne vi for eksempel lave noget i skuldersæsonerne, måske i september og maj-juni. Og gerne gratis for gående og cykler, så kunne vi flytte nogle gæster fra bilerne. Det viser erfaringerne, at det gør. Biler har vi ikke noget ønske om at få flere af.”

Måtte afvise gæster
”Erhvervslivet var generelt glade for de mange gæster, men de havde også den utilfredsstillende oplevelse, at de ikke kunne leve op til den service, de gerne ville give gæsterne, fordi de måtte afvise flere gæster, end de plejer.”
”Vi har nu diskuteret evalueringen i byrådet, og nu tager forvaltningen fat på de ting, der bør tages fat på i sommeren 2021. Hvor skal vi justere, hvordan får vi en bedre oplevelse? Kommer der for eksempel et ønske fra erhvervet, kan det da godt ske, vi kan se på det med foodtrucks igen – i højsæsonen.”
Hvad sker der med turistkontoret og Markedsføring Fanø nu?
”Indtil videre fortsætter det uændret, men måske skal turistkontoret ud at møde gæsterne, der hvor de er, for eksempel ved færgen. Markedsføring Fanø har fået sekretariatsbistand, men efter den ny destinationslov må kommunerne ikke længere selv foretage markedsføring, og derfor går pengene nu til destinationen.”
Om bemærkningen ”vi behøver heller ikke alle de turister”, som hun hørte i 2020, siger hun til slut:
”Jo, det gør vi. Det er ikke til diskussion, at turismen er Fanøs største og vigtigste indtægtskilde. Og det må vi som borgere anerkende. Og, det som gør det attraktivt at bo på Fanø, er jo, at der er caféer, restauranter, butikker et apotek og en færge, der sejler i pendulfart.”

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Trolden kan blive siddende efter kovending i Venstre

Troldens nabo Jens Madsen er ikke til sinds at give op. Trolden er et forkert sted

Hent hele artiklen som PDF her

Hent Miljøstyrelsens dispensation her

TROLDERIER – En af de mest bizarre sager på Fanø, den om Thomas Damsbo-trolden Anker Drømmefangers placering på en bakketop på den nordlige del af Fanø, ser nu ud til at få en ende. Et flertal på seks mod fem i byrådet – V, S, Å og Miljølisten – har 15. marts besluttet at ændre lokalplanforholdene, så trolden kan blive. K, SF og Fanø Lokalliste var imod.
Naboen, gårdejer Jens Madsen, har dog ikke opgivet.
”Der er jo ikke så meget at gøre nu, vi afventer høringen. Og så har vi søgt aktindsigt i, om Miljøstyrelsen har givet dispensation efter paragraf 8 til at opstille noget på en forurenet grund. Det har vi ikke kunnet finde noget på,” siger han.
”Og nu er det jo ikke sådan, at vi bare er sure for at være sure. Der er en grund til det. Vi blev ikke hørt i første omgang, da man ville opstille den i et fredet område. Folk går på vores marker, og de private fællesveje, der slides, hvem skal vedligeholde dem? Området er bare ikke beregnet til det,” fastslår han.
Forhistorien kort: Trolden blev i sin tid opstillet med dispensation fra Miljøstyrelsen og grønt lys fra forvaltningen og borgmesteren, men Jens Madsen klagede.

Trolden Anker Drømmefanger af Thomas Damsbo kan – måske – blive siddende, hvis et nyt plangrundlag kommer på plads efter en offentlig høring.

Trolden Anker Drømmefanger af Thomas Damsbo kan – måske – blive siddende, hvis et nyt plangrundlag kommer på plads efter en offentlig høring.

15. december 2020 besluttede et enigt Erhvervs-, Natur- og Teknikudvalg, at trolden skulle flyttes senest 15. marts 2021. Så besluttede borgmester Sofie Valbørn, at hun ikke ville genopstille. En flytteregning på 124.300 kroner dukkede op, hvorefter Venstre foretog en kovending ved at sende sagen i byrådet.
”Det var nødvendigt at få stoppet den sag. Nu får vi plangrundlaget på plads, og så kan vi forhåbentlig diskutere vigtigere sager,” siger Erik Nørreby (V).

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Radikal frontfigur vil samarbejdet

Frank Jensen er en hjemvendt fannik, småbørnsfar, karrieremenneskeog nu radikal spidskandidat. Han drømmer om samarbejde og en god tilflytningsstrategi

Hent hele artiklen som PDF

VALGKAMP ’21 – Hans navn er Jensen – Frank Jensen. Han er søn af en mangeårig brugsuddeler i Nordby, har haft Johnny Madsen som – dygtig – billedkunstlærer, og nu er han vendt tilbage til sin fødeø sammen med sin hustru og to børn på henholdsvis tre og seks år. Familien bor i et nybygget hus på Æ Hjøwervej i udkanten af Nordby.
Han er uddannet lærer og cand. merc i finansiering og strategi, er specialkonsulent i Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg efter en flot karriere i erhvervslivet i København og er nyvalgt spidskandidat for Det Radikale Venstre på Fanø.
Men hvorfor dog bøvle med kommunalpolitik?
”Det er personlig interesse. Jeg ønsker, det skal gå godt for Fanø. Vi har virkelig så mange gode ting på Fanø, men da jeg sad i København og fulgte med i medierne, så var jeg ked af det og tænkte: Det kan da ikke passe, at der sker så meget negativt,” fortæller han.
”Jeg vil gerne have positive historier om Fanø. Vi skal have en god bosætningsstrategi, en plan for de næste 10-15 år, flere byggegrunde og have styrket skolen. I dag er der kun én 0. klasse, og det er bekymrende. Der skulle gerne være to spor hele vejen op til og med 9. klasse,” siger han.
Fanø har da en bosætningsstrategi?
”Det skulle man ikke tro, når man det ene øjeblik sætter daginstitutionstaksterne voldsomt op for så kort efter at sænke dem igen. Det tyder på dårlig økonomistyring,” svarer Frank Jensen, der gerne vil i økonomiudvalget.

Frank Jensen er hjemvendt fannik og en af de veluddannede småbørnsforældre, politikerne gerne vil have til øen. Nu vil han selv være politiker.

Frank Jensen er hjemvendt fannik og en af de veluddannede småbørnsforældre, politikerne gerne vil have til øen. Nu vil han selv være politiker.

Noget af det vigtigste, der skal ske lige efter valget, er dog at få skabt et bedre samarbejde i byrådet. Og de radikale vil gerne være brobyggere. For efter hans mening er tætte afgørelser farlige og uholdbare.
”Vi vil tale med alle, og vi kommer med unge kandidater, der ønsker at gøre det anderledes. Vi er faktisk allerede begyndt på det ved at holde to virtuelle borgermøder som alle kunne deltage i, og de gik rigtig godt” siger han og efterlyser mere borgerinddragelse i det politiske liv.
Som socialliberal er han ked af dagplejens forestående lukning. Han mener, det er godt med forskellige tilbud, da børn og forældre er forskellige.De ældre på øen skal der også tænkes på:
”Måske skal vi tænke i seniorbofællesskaber, så de unge kan få mulighed for at flytte ind i deres huse. Vi skal være generationernes ø,” siger han.
Og ambitionen ved valget?
”Vi skal ind med mere end én!”

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Top