Redaktør arkiv: Lars H. Olsen

Kommunen ser positivt på nyt forslag med taxabus

BUSTRAFIK – Offentlig transport har i mange år været en udfordring på Fanø. Dyrt og ofte ufleksibelt.

Fritz Quistorff, der driver Fanø Taxi, har derfor udarbejdet et forslag, som ifølge hans oplæg vil give en bedre betjening i form af stor fleksibilitet, taxibus ved alle færgeankomster og en tilpasset kapacitet ved større arrangementer som Fanø Sommercup og Fanø Int. Strikkefestival m.m.

Den eksisterende taxibus-ordning, som i dag fungerer i tidsrummet mellem kl. 18 og 24, har både ifølge Fritz Quistorff været en stor succes, og det nye forslag bygger på en udvidet model af ordningen.

Og selvom flextrafik-ordningen – og dens omkostninger for kommunekasser og private taxivognmænd – lige nu debatteres heftigt på landsplan, så får taxivognmandens forslag foreløbig en positiv modtagelse hos Fanø Kommune.

”Jeg tager Fritz Quistdorff forslag med som inspiration til den politiske proces i udvalg og byråd”, siger kommunaldirektør Vibeke Kinch, der er enig med Fritz Quistdorff, at flextrafik-ordningen har været en succes.

 

Gode elementer

”Der er mange gode elementer i forslaget, men også ting der kan være problematiske ved Fanø Kommunes direkte involvering”, siger kommunaldirektøren.

Forhold omkring udbud af opgaver indgår også i Fanø Kommunes overvejelser.

Konkret betyder det bl.a., at en kommende tilbudgiver ikke må være for dybt involveret i processen forud for udbuddet.

”Byrådet har i oktober sidste år besluttet, at forvaltningen skal undersøge alternative muligheder for busbetjeningen generelt, ikke kun om aftenen. Det arbejde er igangsat, og Sydtrafik er en aktiv medspiller i at finde den rigtige model for Fanø.”

Fritz Quistdorffs beregninger – der bygger på de faktiske trafiktal fra 2014 – viser ifølge forslaget, at kommunen kan spare i nærheden af en million kr. alene på bustrafikken.

Udover den mulige økonomiske besparelse vil en fleksibel ordning gøre det mere attraktivt for gæster fra fastlandet at besøge eksempelvis øens restauranter, påpeger Fritz Quistorff.

Taxivognmanden mener desuden, at en ny ordning skal organiseres som et aktieselskab ejet af ’hele Fanø’ og i et fortsat samarbejde med Sydtrafik.

Modsat andre steder i Danmark er der på Fanø ingen konflikt mellem Flextrafik løsningen og traditionel taxakørsel.

 

 

Taxibus skal afløse bustrafik lyder nyt forslag

Offentlig transport har i mange år været en udfordring på Fanø. Dyrt og ofte ufleksibelt.

Fritz Quistorff, der driver Fanø Taxi, har derfor udarbejdet et forslag, som ifølge hans oplæg vil give en bedre betjening i form af stor fleksibilitet, taxibus ved alle færgeankomster og en tilpasset kapacitet ved større arrangementer som Fanø Sommercup og Fanø Int. Strikkefestival m.m.

Taxivognmanden har netop fremsendt sit forslag til byrådsmedlemmerne og en række af Fanøs erhvervsdrivende.

Den eksisterende taxibus-ordning, som i dag fungerer i tidsrummet mellem kl. 18 og 24, har ifølge Fritz Quistorff været en stor succes, og hans nye forslag bygger på en udvidet model af denne ordning.

Hans beregninger – der bygger på de faktiske trafiktal fra 2014 – viser, at kommunen kan spare i nærheden af en million kr. alene på bustrafikken.

Udover den mulige økonomiske besparelse vil en fleksibel ordning gøre det mere attraktivt for gæster fra fastlandet at besøge eksempelvis øens restauranter, påpeger Fritz Quistorff.

Taxivognmanden mener desuden, at en ny ordning skal organiseres som et aktieselskab ejet af ’hele Fanø’ og i et fortsat samarbejde med Sydtrafik.

 

Vinderprojektet for fornyelse af Fanø Bad offentliggjort

UDVIKLING – Realdania og Fanø Kommune har haft indbudt tre arkitektvirksomheder til en konkurrence om udvikling af byrummet i Fanø Bad.

Som beskrevet i det nye nummer af Fanø Posten, ville vinderprojektet blive offentliggjort inden udgangen af februar, og det er nu sket. I dialog med grundejerne er projektforslagene blevet udarbejdet, og vinderteamet blev Team MASU PLANNING, EVERYDAY STUDIO og Jesper Kongshaug.

”Vinderprojektet er dét, der mest vidtgående ændrer noget ved Fanø Bad. Det skal være sådan, at når man kommer ud i området, så er der sket noget. Det skal være synligt,” fastslår borgmester Erik Nørreby overfor Fanø Posten.

Download vinderforslaget

Download dommerbetænkning

Vinderprojektet Fanoe Bad forside

Støtter alle grundejere i området op om vinderprojektet?

”Desværre er der én grundejer, der er i mod. I forbindelse med torvedannelsen skal grundejeren afgive et parkeringsareal, mod de til gengæld får P-pladser andre steder. Det ønsker de ikke”.

Der er allerede igangsat en dialog med de private lodsejere om udvikling af området. Processen fortsætter nu med dialog og viderebearbejdning af Team MASU PLANNING, EVERYDAY STUDIO og Jesper Kongshaugs projektforslag før det endelige projekt kan realiseres, oplyser Fanø Kommune i en pressemeddelelse.

Fra forvaltningen har udviklingskonsulent Jacob Bay været involveret gennem hele processen.

”Vi skal nu sammen med vinderteamet og grundejerne have detaljerne på plads. Når de er klar skal Realdania vurdere det endelige projektforslag i forhold til vinderkonceptet, for at vurdere om de fortsat vil yde økonomisk støtte til projektet gennemførelse,” siger Jacob Bay.

”Nu ligger der et flot projekt fra indkørslen ved Kellers til stranden og der finansiering. Hvis ikke grundejerne vil være med, så bruger Fanø Kommune ikke mere krudt på Fanø Bad,” slutter borgmester Erik Nørreby

Vinderforslaget arbejder med en struktur, der binder området sammen – ligesom før i tiden. Det sker konkret med en belægning af tegl. Teglbelægningen tænkes indarbejdet i Strandvejens fulde længde, som begynder fra man ankommer til Fanø Bad, og derefter udvider sig til en samlet teglflade ved Torvet. Vinderforslaget indeholder også forskellige forslag til at belyse området og indrette det med forskellige byrumsmøbler, der tager afsæt i stedet og dets historie som badeby.

Derudover vises det i projektforslaget tydeligt, at det er i samspillet mellem private og offentlige arealer, at konceptet for Fanø Bad kan gøre en forskel, oplyser Fanø Kommune om projektet.

Ambitiøse projekter skal skabe nyt liv på Fanø

Download hele artiklen i PDF-format

UDVIKLING – En række større og ambitiøse projekter skal de kommende år skabe udvikling og nyt liv på Fanø, hvis det ellers går som initiativtagerne ønsker.

Projekter som Bech House, Fanø Bad, Sønderho Havn, Velkomsten til Fanø, nye udstykninger ved Vangled, nye sti-projekter samt de øvrige planer og projekter på forskellige stadier, har alle til formål at formidle Fanø, kulturen og den unikke natur.

Vi bringer her en oversigt og status over de mest markante projekter, og spørger man hos Fanø Kommune, så går der en rød tråd gennem dem alle.

Ambitiøse projekter skal skabe nyt liv på Fanø

Planer hænger samen

”Kommunens aktiviteter er koblet i et stort netværk, der har til formål at fastholde og udvikle Fanø til et godt sted at bo og et fantastisk sted at besøge,” siger projektkoordinator Jacob Bay, Fanø Kommune.

”Vi behøver ikke et besøgscenter for at formidle vores unikke og fantastiske natur. Man bor midt i den, og vores gæster oplever den i samme sekund, som færgen forlader Esbjerg.”

Ifølge Jacob Bay skal vi gennem borgerinddragelse vende tingene på hovedet, se mulighederne og skabe en debat om projekterne.

I øjeblikket arbejdes der med formidling af naturen. I et tæt samarbejde mellem kommunen og Naturstyrelsen identificeres unikke nedslagsteder. Det kan være smukke steder eller unikke habitater, der formidles. Eksempelvis er bænke er ikke placeret tilfældigt langs stier og i naturen, men er orienteret for at formidle det, som gæsten bør opleve.

Sønderho Strandsø er et godt eksempel på, hvordan kommunen gennem procesforløbet får skabt accept og forståelse af formidlingspotentialet hos Naturstyrelsen. Hvordan kan man få lov til at bygge et fugleskjul i en klit?

Ifølge Jacob Bay skete det gennem et langt procesforløb, hvor udgangspunktet fra Naturstyrelsen var et nej.

Men gennem velbearbejdede oplæg, baggrundsdata og et velorganiseret besøg af Naturstyrelsen i området kom tilladelsen i hus.

Øget bosætning

Sønderho Havn er et andet godt eksempel på samarbejde. Her har ihærdige lokale kræfter styret projektudviklingen og løbende skaffet økonomiske midler med støtte fra byråd og forvaltning.

De markante projekter hænger selvfølgelig også sammen med kommunens øvrige ageren, ikke mindst i arbejdet med øget bosætning. Det har f.eks. mange direkte og indirekte effekter, når forældrebetalingen i daginstitutionen sænkes.

”Dermed bliver det selvfølgelig billigere for forældrene, og det kan f.eks. også kompensere for transportomkostningerne ved at bo på Fanø. Det giver genlyd i medierne, og potentielle tilflyttere kan se, at det faktisk ikke er dyrt at være øbo,” påpeger Jacob Bay.

 

Konkurrenceprogram_Fanø_Bad

Nye forslag for Fanø Bad på trapperne

Alle er enige om, at Fanø Bad er nedslidt og trænger til udvikling. Hele området har brug for en kærlig hånd og et fælles udtryk.

Men engang var Fanø Bad et af Europas mest attraktive feriedestinationer.

Realdania og Fanø Kommune har derfor udskrevet en arkitektkonkurrence, hvor tre teams har udarbejdet forslag til et samlet koncept for en fornyelse og udvikling af det centrale byrum ved Fanø Bad.

Vinderprojektet forventes offentliggjort i slutningen af februar, og så er det op til ejerne i området, om noget skal ske.

 

Op til lodsejerne nu

”Udviklingen af Fanø Bad er afhængig af lodsejernes involvering og villighed til at indgå i det projekt, der vinder. Det er altafgørende, at lodsejerne vil det her,” fastslår Kristine Kaas Krog, formand for kommunens Erhvervs- natur og teknikudvalg.

Det nye koncept for Fanø Bad skal skabe sammenhæng og give området en klar identitet.

Samtidig skal det også fremhæve stedets særlige karakter ved kysten og Fanø Bads historie som én af de ældste, danske ferie- og badedestinationer.

Projektets overordnede formål er at skabe gode rammer for nyt liv og samvær ved Fanø Bad.

Fanø Beach House satser på ny runde

Fanø Beach House satser på ny runde

Fanø Kommune har med projekt ’BeachHouse – Carrie by Wind’ givet sit bud på, hvordan et oplevelses- og formidlingscenter kan opføres midt i naturen og integreres med klit og strand.

BeachHouse er fortsat kun en idé, og projektet kom ikke med blandt regeringens ti udpegede forsøgsprojekter.

Det skete primært på grund af sin beliggenhed, som efter Naturstyrelsen opfattelse er uden direkte tilknytning til et eksisterende turistcenter.

Dialogen med Naturstyrelsen fortsætter, og det er borgmester Erik Nørrebys forhåbning, at en ny ansøgningsrunde eller de kommende ændringer i Planloven kan skabe mulighed for den optimale placering af BeachHouse ved Badesti 20.

Ideen med BeachHouse er at etablere en bæredygtig multifunktionel bygning, der er unik i form og funktion.

Et hus, der vil fortælle historien om de drager, som hvert år fylder stranden, og samtidig være et sted, der kan danne udgangspunkt for et rigt udbud af aktiviteter.

BeachHouse er også tænkt som samlingsstedet for den uorganiserede sport (surfere, kitesurfere, landboard mv.), der anvender Fanø, fordi forholdene indbyder til det. Eller for de foreninger og virksomheder, der vil mødes i helt unikke naturomgivelser.

Velkomst til Fanø projekt

’Ankomsten til Fanø’-projekt skal indgå i større helhed

Projektet ’Ankomsten til Fanø’ skal foreløbig afvente de andre ønsker for havneområdet, som skal indgå i en større helhed.

Ved byrådets vedtagelse af budgettet for 2016 blev det nemlig aftalt, at projektet for udvikling af arealerne ved færgelejet og lystbådehavnen udskydes til budgetforhandlingerne for 2017.

”Vi kunne have valgt at starte omkring broen ved Posthusbanken, hvor der var flere gode forslag. Men vi har så valgt at starte i den anden ende med analysen og med at igangsætte arbejdet med at etablere festivalpladsen som et sted, der kan benyttes til Fanø Rocker og andre events,” siger Kristine Kaas Krog, formand for kommunens Erhvervs-, natur og teknikudvalg.

Der er igangsat en analyse af strømforholdene ved lystbådehavnen for at afdække, hvor ofte der skal uddybes, og om der er andre forhold, der måske skal ændres for at sikre den økonomisk rigtige løsning på forholdene.

 

Fast festivalplads

”Når analysen foreligger, vil vi reagere på den. Og når festivalpladsen kommer op at køre, og vi får set, om der er andre end Fanø Rocker, der vil benytte den, så kan konceptet udvikles”, uddyber Kristine Kaas Krog.

I Fanø kommunes budget for 2016 er der afsat 260.000 kr. til etablering af faste el- og vandinstallationer på Festivalpladsen ved lystbådehavnen, så der med kort varsel kan afholdes events.
Projektet skal ifølge udvalgsformanden ses bredt og består af flere store og små delprojekter. Mange nævner genopførelsen af ’Svenskeren”’ – der var en læmole ud for Svenskervejen – som et ønsket delprojekt, og senest er ønsket om en sauna fra en gruppe vinterbadere kommet til som en mulig del af ’Velkomsten til Fanø.’

Temakort_3.ai

Ny udstykning på vej ved Fanø Vadehav Center

Fanø Kommune arbejder med en helt ny boligudstykning ved navn Nørre Nytoft, nord for Fanø Vadehav Center og af golfbanens udslagsbane øst for vadehavscenteret.

Udstykningen sker tidligst om to år, men kommunen har store forventninger til de nye byggegrunde.

”Planerne hænger sammen med kommunens strategi om at tiltrække børnefamilier, og processen kører rigtig godt i forvaltningen,” siger udvalgsformand Kristine Kaas Krog.

Hun tror, at den politiske proces vil lande på lidt større og mere attraktive grunde mod nord, der også vil kunne rumme nogle af tankerne fra den netop afholdte workshop   (læs side 4-5).

Plads til alle

Mod øst på den nuværende udslagsbane forventer hun lidt mindre og lidt billigere grunde. Det er ikke afgjort, men hendes holdning er, at der skal være plads til flere forskellige segmenter.

Nørre Nytoft skal sandsynligvis udføres i flere etaper med udslagsbanen – som kommunen har købt tilbage fra golfklubben – som etape 1.

De kommende naboer på Nørre Nytoft forventes ikke at ville genere Fanø Vadehav Centers aktiviteter eller omvendt. Da lejekontrakten med Fanø Vadehav Center blev indgået, var planerne om at udvikle områderne til boligformål kendte, og naturområderne mod vest bliver ikke berørt.

50-60 byggegrunde

Kristine Kaas Krog ser ingen konflikt og forventer, at grundenes placering og beplantningen i området, vil sikre de bedste forhold for både Fanø Vadehavs Center og de kommende beboerne på Nørre Nytoft.

Den samlede udstykning ventes at rumme 50-60 byggegrunde. De første huse opføres i efteråret 2017, hvis udarbejdelse af lokalplanen, den politiske beslutningsproces, høringsperiode og byggemodning forløber uden væsentlige forhindringer.

De kommende beboere vil få udsigt til det nordlige Fanøs klitlandskab og Vadehavet med Esbjerg som baggrund.

Sønderho Havn uddybning

Uddybning af sejlrenden til Sønderho Havn er et gammelt ønske, som ser udtil at kunne gå i opfyldelse måske allerede i foråret 2017.

Sønderho Havn måske klar til sejlads i 2017

Gode kræfter har gennem mange år arbejdet for en oprensning af den gamle sejlrende til Sønderho Havn, så den historiske havn kan besejles igen.

Og når formanden for Sønderho Havn, Anders Bjerrum, er optimistisk, så kan oprensningen af Slagters Lo og dermed sejlads til og fra Sønderho, være klar til Påsken 2017.

”Med den seneste VVM redegørelse kan det konkluderes, at projektet på ingen måde vil skade miljøet, heller ikke på Kjelds Sand, hvor det opgravede materiale kan placeres uden at forstyrre plantevæksten”, siger Anders Bjerrum.

Godkendelse i foråret

Han forventer, at Kystdirektoratet kan udstede en myndighedsgodkendelse i løbet af foråret 2016. Når den foreligger, skal der gennemføres en tre måneders høringsperiode inden arbejdet med at søge finansiering gennem fonde kan påbegyndes.

I bedste fald forventer Anders Bjerrum, at gravearbejdet kan udføres i vinteren 2016/2017. Hvis ikke er konsekvensen, at projektet må udskydes et år.

”Men jeg er optimistisk. Både hvad angår fondsfinansiering og gennemførelse af udgravningen”, siger Anders Bjerrum.

 

 

Workshop om bosætning gav input til ny udstykning

Hele artiklen i PDF-format

BOSÆTNING – Lørdag den 30. januar havde Fanø Kommune inviteret til en tre timer workshop for fraflyttede og andre interesserede vedrørende den kommende udstykning Nørre Nytoft nord og øst for Fanø Vadehav Center (se også side 6).

Forud for workshoppen havde kommunen inviteret folk til at møde op og give input til den nye udstykning:

“Vi er ved at planlægge et nyt boligområde i den nordlige del af Nordby med udsigt til nordøens klitlandskab og Vadehavet med Esbjerg som baggrund. Inden vi tegner på området vil gerne have dig og dine drømme med.

Hvad er din drøm, hvordan kunne du tænke dig at bo, hvis du skulle bo her? Bofællesskab, dobbelthus, rækkehus, villa med stor have, villa lille have men stort fælles drivhus eller noget helt andet,” stod der bl.a. i invitationen.

12 personer, heraf fire udenøs deltog, og planlægger Anne Bjerggaard fra Fanø Kommune, der stod for workshoppen, var tilfreds med fremmødet.

Workshop om bosætning gav kreative input DSC_0956 kopi

Planlægger Anne Bjerggaard (forrest) havde arrangeret workshoppen, som også havde deltagelse af bl.a. kommunaldirektør Vibeke Kinch (bagest t.v.)

 

”Det har været spændende at se, hvor mange der ville dukke op. Jeg er meget tilfreds, men desværre var der et par sene afbud,” sagde Anne Bjerggaard.

Fire af deltagerne på workshoppen kom fra fastlandet, henholdsvis fra Gredstedbro, Esbjerg og Varde Efter velkomst og præsentationsrunde blev Nørre Nytoft-området nærmere beskrevet for deltagerne.

Senere blev der i grupper arbejdet med forskellige ejerforhold, hustyper og boformer. Engagementet var stort, og der var en livlig debat.

En af deltagerne beskrev ideen om den modulopbyggede bolig. En basisbolig, hvor man kunne føje moduler til og trække moduler fra alt efter livsfasens behov. Evt. at kunne tage modulerne med, når man flyttede. På mødet blev der også spurgt til den såkaldte ’sokkeludstykning’ som ejerform.

En model hvor den enkelte familie kun ejer det område huset ligger på, mens resten af arealet ejes af ejerforeningen, som så står for græsslåning og vedligeholdelse af fællesarealerne.

Fanø Kommune har ikke tidligere overvejet den ejerform og tog forslaget til efterretning.

I forhold til det arkitektoniske udtryk i området og materialevalg ønskede deltagerne, at der var mulighed for at lave et område med stor diversitet.

 

Mange overvejelser

Interessen for at bygge hus og bosætte sig på Fanø var stor, men der var naturligvis også en række overvejelser hos nogle. ”Mine overvejelser er færgen. At man er afhængig af færgen, hvis man er til noget inde på fastlandet. Hvornår er det lige den sidste færge sejler,” spurgte Katharina Petersen, Esbjerg.

Fanø Kommune har nu fået input til det videre forløb for udstykningen.

”Ingen tvivl om, at bæredygtighed og forskellighed er noget af det, jeg tager med til politikerne fra workshoppen”, sagde Anne Bjerggaard.

”Det var en spændende dag og de mange ideer vil indgå i den videre proces.”

Anne Bjerggaard forventer, at der vil gå ca. to år, før der kan bygges på Nørre Nytoft.

Fanø Kommune var udover Anne Bjerggaard repræsenteret på workshoppen med kommunaldirektør Vibeke Kinch og forvaltningschef Anette Simmelsgaard.

 

 

Workshop om bosætning gav kreative input Workshop om bosætning gav kreative input DSC_0933 kopi

Søs Josefsen, snart Fanø

”Jeg har været væk i 10-12 år fra Fanø. Så sagde min mand for fire måneder, at det kunne være hyggeligt at bo på Fanø. Da han så sagde det for fjerde gang, kiggede jeg ham dybt i øjnene og sagde, at næste gang du siger det, tager jeg dig på ordet, og så gør vi det,” griner Søs Josefsen.

”Dét der trækker er naturen, sammenholdet, roen og det aktive foreningsliv.

Vi har solgt huset i Gredstedbro, reserveret en grund på Vangled og flytter i lejebolig på Fanø den 1. marts!”

 

Workshop om bosætning gav kreative input DSC_0967 kopi

Janus Valsted og Tine Hørup, Varde

”Plusserne ved Fanø er hygge og forestillingen om at bo på en ø. Det er så romantisk. Jeg vil gerne væk fra trafikken, men ikke på samme tid væk fra så mange mennesker”, siger Janus Valsted.

Tine Hørup tilføjer:

”Om sommeren kommer turisterne. Der sker så meget mere, og de giver en anden dynamik.

Det at være i et lille samfund og stadigvæk have det hele.

Jeg lever jo af andre. Jeg laver taskedesign, så der er også kunsthåndværkmiljøet på Fanø.”

 

Ny udstilling af Helle Kongevang på Sønderho Kunstmuseum

FOTOKUNST – Helle Kongevang fra Sønderho, der har fotograferet i mere end 40 år, udstiller en række af sine fotografier på Sønderho Kunstmuseum fem lørdage fra den 13. februar.

Ny udstilling af Helle Kongevang 160126 008

Overskuddet går ubeskåret til hospitalsklovnene på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

”Når det ikke længere er muligt at støtte naturvejlederne på Fanø, så er mit valg faldet på hospitalsklovnene. Så kan også børn fra Fanø stadig få glæde af min støtte,” siger Helle Kongevang.

Ny udstilling af Helle Kongevang 160126 006

”At det blev hospitalsklovnene skyldes også, at jeg for mange år siden så filmen: Patch Adams, der er manden, der opfandt begrebet hospitalsklovn.”

Helle Kongevang vil være til stede på Sønderho Kunstmuseum alle dage, dog ikke den 20. februar.

 

Fanø Vadehav Center på ny kurs

HOTELDRIFT – Hotel- og kursusvirksomheden Fanø Vadehav Center, der i juni 2015 overtog den tidligere Fanø Efterskole på Vangled, har økonomiske udfordringer. Men centret er hverken konkurs eller i betalingsstandsning ifølge direktør Ann Kopp.

Inden udgangen af februar forventer Ann Kopp, at der er indgået samarbejdsaftale med en ny partner, der kan styrke hoteldriften.

”Jeg er den kreative, der udvikler vores kursustilbud og må nok erkende, at der skal et helt andet fokus på hoteldriften,”, siger Ann Kopp.

 

Ny partner på vej

”Vi er i dialog med en kommende partner og forventer inden udgangen af februar at være på plads med en samarbejdsaftale. Så kan jeg fokusere mere på kursustilbuddene til virksomheder og offentlige institutioner sammen med Per Møller-Pedersen, der er forretningsudvikler og økonomiansvarlig.”

Vadehavscenteret, der er en relativ nystartet virksomhed, har som mange hotel- og kursusvirksomheder sine økonomiske udfordringer ifølge Ann Kopp.

”Det er ingen hemmelighed, at vi har svært ved at få det hele til at hænge sammen. Men vi er hverken gået konkurs eller i betalingsstandsning, og vi får også løn”, udtaler direktør Ann Kopp som kommentar til de mange rygter, der for et par uger siden cirkulerede om Fanø Vadehav Center.

 

Erfarne kræfter ind

”Og vi giver ikke bare op. Vi arbejder med strategien og får god hjælp fra vores rådgivere, dels fhv. direktør i Fanø Sparekasse, Freddy Christensen, og dels tidligere partner i Deloitte, Ole Pallesen. Begge indtræder også i den kommende bestyrelse for Vadehavscenteret.”, siger Ann Kopp.

Freddy Christensen har som daværende direktør for Fanø Sparekasse været med hele vejen, fra etablering af Fanø Efterskole frem til Ann Kopp og Per Møller-Pedersens køb i sommeren 2015. Det må formodes, at Freddy Christensens kendskab til turist- og overnatningsvirksomheders forhold på Fanø vil bidrage positivt til udviklingen af Fanø Vadehav Center. Det samme må også antages at gælde Ole Pallesen, der i 32 år var partner og statsautoriseret revisor i Deloitte.

 

Ser fremad nu

Ann Kopp og Per Møller-Pedersen vil få yderst kompetent rådgivning gennem etablering af en bestyrelse med deltagelse af de to førnævnte.

Fanø Sparekasse og Vækstfonden støtter op omkring Vadehavscenteret, og Ann Kopp er glad for den support, Fanø Vadehav Center får fra begge parter.

”Jeg ser frem til at komme videre og fokusere på udvikling af kursuskonceptet”, slutter Ann Kopp.

 

Billigere færge og frie pensionistboliger i vækstplan

UDVIKLING – I regeringens vækstplan, der skal skabe vækst i hele Danmark – også på øerne – er der særligt to områder, der kan få en positiv effekt på Fanø.

Det ene er indførelse af det såkaldte landevejsprincip for færgepriser, hvor målsætningen er, at det ikke må være dyrere at sejle end at køre en tilsvarende afstand på landevejen. Der afsættes 42,5 mio. kr. i 2016 og 85 mio. kr. fra 2017 og frem til dette formål.

”Det er en start, men langt fra de 333 mio. kr., øerne under ét var stillet i udsigt”, siger borgmester Erik Nørreby.

”Jeg er skuffet, for vi får ikke den trafikale ligestilling, vi var lovet, og jeg vil sammen med andre øer arbejde for, at det bliver resultatet.”

De kommende færgetakster for Fanø er endnu ikke afklaret, oplyser borgmesteren.

Fordelingen af tilskuddet mellem de forskellige færgeruter landet over vil blive fastsat inden sommer og træde i kraft til efteråret, og de nedsatte takster vil i øvrigt kun være gældende udenfor højsæsonen.

Borgmesteren kan endnu ikke vurdere den mulige økonomiske effekt for Fanø som følge af de ændrede færgetakster og forventede flere gæster.

 

Pensionistboliger

Fra Isle of Arran i Skotland, der er turistmæssigt er sammenlignelig med Fanø, erfarer Fanø Posten, at de nedsatte færgetakster har medført en vækst i antal overførte biler på 33 pct. og en vækst i øens samlede omsætning på anslået 15-20 pct.

Et andet tiltag i vækstplanen er pensionisters ret til at bo i deres sommerhus, uanset hvor længe, de har ejet det.

Hidtil har der været et krav om minimum otte års ejerskab, på Fanø reelt minimum fem år pga. muligheden for at søge dispensation.

”Mange pensionister er blevet skuffet, når de ikke bare kan flytte ind i deres nyerhvervede sommerhus. Det ændrer sig nu, og jeg forventer en vækst i folketallet på Fanø”, siger Erik Nørreby.

”Det er ressourcestærke pensionister, der flytter ind i deres sommerhus og de bidrager på alle måder positivt til livet på Fanø”.

Oyster King lancerer ravsnaps

 

FØDEVARER – Jesper Voss fra Fanø Oyster King har startet en mindre produktion af ravsnaps.

Han laver sin ravessens på ret store klumper rav og ren vodka, der trækker et par uger, inden den blandes op med vodka, så smagen er den helt rigtige.

Oyster King laver ravsnaps 2

Andre før Jesper Voss har lavet ravsnaps, og det siges at ravsnaps har effekt på gigtsmerter, at det heler sår hurtigere og kan løsne musklerne op.

Om Jespers ravsnaps virker mod sygdomme vides ikke, men den smager ganske udmærket.

 

”Jeg har planer om at lave en standard ravsnaps på vodka samt en eller flere specialvarianter, det kan være lagret på egefade eller med eksempelvis gin som basis,” oplyser Jesper Voss.

De første flasker forventes klar til Påske og planlægges solgt i specialbutikker på Fanø og i forbindelse med Oyster Kings østersture.

 

Fakkeltog mod byggeri tæt på kysterne

Faklerne blæste næsten ud, men bålet lunede de ca. 120 deltagere i Danmarks Naturfredningsforenings arrangement på Fanø søndag aften.

DSC_1403

Fakkeloptoget startede ved havnen og fulgte kystlinjen frem til Pakhusbanken, hvor DN Fanøs lokalformand Britt Schak Hansen bød velkommen og sagde blandt andet:

Vi gør det her for at vise, at vi er mange, der holder af de frie danske kyster og vi ønsker at bevare dem”.

DSC_1409

I den efterfølgende tale blev det lokale projektforslag ‘Beach House’ i klitterne ved Badesti 20 fremhævet som et uønsket byggeri. DN Fanø mener, at man i stedet bør udvikle Fanø Vesterhavs Bad og Rindby Strand.

Hen ved 200 steder i landet, blev der søndag aften ligeledes protesteret mod regeringens planer om at lempe planloven for byggeri tættere på kysterne.

Hvad synes du:
Skal vi løsne grebet eller fortsat have en restriktiv beskyttelse af kyst, strand og klit?

 

Top