Taxibus skal afløse bustrafik lyder nyt forslag

Offentlig transport har i mange år været en udfordring på Fanø. Dyrt og ofte ufleksibelt.

Fritz Quistorff, der driver Fanø Taxi, har derfor udarbejdet et forslag, som ifølge hans oplæg vil give en bedre betjening i form af stor fleksibilitet, taxibus ved alle færgeankomster og en tilpasset kapacitet ved større arrangementer som Fanø Sommercup og Fanø Int. Strikkefestival m.m.

Taxivognmanden har netop fremsendt sit forslag til byrådsmedlemmerne og en række af Fanøs erhvervsdrivende.

Den eksisterende taxibus-ordning, som i dag fungerer i tidsrummet mellem kl. 18 og 24, har ifølge Fritz Quistorff været en stor succes, og hans nye forslag bygger på en udvidet model af denne ordning.

Hans beregninger – der bygger på de faktiske trafiktal fra 2014 – viser, at kommunen kan spare i nærheden af en million kr. alene på bustrafikken.

Udover den mulige økonomiske besparelse vil en fleksibel ordning gøre det mere attraktivt for gæster fra fastlandet at besøge eksempelvis øens restauranter, påpeger Fritz Quistorff.

Taxivognmanden mener desuden, at en ny ordning skal organiseres som et aktieselskab ejet af ’hele Fanø’ og i et fortsat samarbejde med Sydtrafik.

 

Relaterede artikler

Top