Nordby-forfatteren Christian Poulsen og hans hustru, grafiker Inge Poulsen, rejser Danmark tyndt for at opspore de gode historier
Hent artiklen som PDF-fil
PROFILEN – Nordby-forfatteren Christian Poulsen, 80 år, havde publikum i sin hule hånd, da han i marts fortalte om Rav Sine fra Fanø i forbindelse med åbningen af udstillingen om hende på Fanø Skibsfarts- og Dragtmuseum i Nordby.
Christian Poulsen på Fanø Skibsfarts- og Dragtmuseum i Nordby, hvor han fortalte levende og engageret om Rav Sine.
Rav Sine, som han og hustruen Inge Poulsen, 84 år, brugte næsten et helt år på at lave research på, var en flamboyant personlighed, der gik i herretøj, havde en abekat som eneboer ved Vesterhavet og flygtede fra sit besynderlige ægteskab ved at springe ud af et vindue, og det fortalte han med liv og glød, så tilskuerne var totalt fængslede.
Vi har derfor sat parret stævne i deres hyggelige hus midt på Hovedgaden, lige ud til diget, for at høre mere om baggrunden for hans sene forfattergerning og hendes store rolle i deres fælles arbejde med at gøre historisk materiale levende. Huset tilhørte hendes forældre, og ældre fannikker kan måske huske, her lå et glarmesterværksted. Men der blev også holdt grise og høns bagtil.
Inge og Christian Poulsen i haven, der er beskyttet af diget i Nordby.
Murer og akitekt
Christian Poulsen er fra Vejle, blev først murer, dernæst arkitekt. Inge Poulsen startede som vinduesdekoratør, skilteskriver og boligkonsulent, men blev senere grafiker. Hun har været grafiker på alle hans bøger.
Parret mødte hinanden som unge til et bal på Hotel Ritz i Vejle, og efter en periode i Kolding rejste de til København for at han kunne læse til arkitekt og hun til boligkonsulent. Hun drømte om at blive indretningsarkitekt.
Da han var færdig som arkitekt, fik han chancen for at arbejde med byplanlægning i London. Den chance lod han ikke sin næse gå forbi:
”England var langt fremme med byplanlægning i tresserne. De planlagde og anlagde 10-20 ’new towns’ i køreafstand af London for at aflaste byen. Det hjalp dog ikke så meget, for folk pendlede ind til London. Kun enkelte steder lykkedes at få de nye byer til at fungere som egentlige byer,” fortæller han.
Boede hos værtsfamilie
Bolignøden var stor, men da Inge Poulsen havde været au pair i London, og da Christians løn var ussel, fik de lov at bo billigt hos hendes tidligere værtspar. Her fik de parrets sidste barn.
Efter deres ophold i London gik turen til Reykjavik i Island. Christian havde fået et spændende job med at lave en samlet plan for en bydel med 5000 indbyggere, og Inge fik job som tegner i samme firma.
Men Danmark trak, og de kom tilbage til København, hvor Christian efter et job på en privat tegnestue kom til Københavns Rådhus med byplanborgmester Villo Sigurdsson (VS) som øverste politiske chef.
”Det var nogle spændende år, og jeg endte i en ledende stilling. Men til sidst blev vi rygende uenige om Ørestaden, og jeg tænkte: Pokker tage det! Og begyndte at skrive kronikker om det og forlod jobbet.”
Så begyndte han at skrive bøger.
”Jeg startede med at skrive om Vejle, som byen så ud i min barndom i årene 1938 til 1959, da jeg flyttede fra byen. Det var trist at se, at de dejlige åndehuller, som de grønne arealer omkring boligblokkene havde været, var blevet erstattet af parkeringspladser. Jeg kunne beskrive det så godt, fordi jeg allerede som barn havde øje for huse, rum og natur, og det kunne folk åbenbart godt lide. De kunne huske deres by igen. Så bogen gik godt, første oplag blev hurtigt solgt,” fortæller han.
Kanonkuglehuset
Opildnet af succesen ville han så skrive om sin egen families historie, om oldefaderen, der havde været med i treårskrigen i 1848-1851 og blev skudt i lårbenet og om krigen i 1864:
”Da den danske hær var på retræte, ville man prøve at bremse tyskerne med en kanonstilling oppe på Vejle-bakken. Men da man ville skyde ind over byen for at ramme fjenden, røg en kanonkugle lige ind i et hus, snittede en vugge med en baby i uden at skade barnet og ramte bagvæggen.
Fra da af hed det hus Kanonkuglehuset. Men bogen gik ikke så godt, så der lærte vi, at historiske bøger helst skal handle om en tid, som læserne selv kan huske og relatere sig til,” siger Christian Poulsen.
I de mange år, parret var erhvervsaktive, kom de ofte på besøg hos Inges forældre på Fanø, og efterhånden endte det med, at de overtog huset og slog sig ned herovre. Det gav ny inspiration.
”Inges onkel Jørgen Christian Beck, der døde i 1928, var styrmand og sejlede fra Marseilles til Mexico og retur til Calais. Han havde skrevet dagbog om det barske liv, de havde ombord, de elendige sanitære forhold, den hundeæde, de fik, om gigt og om det fiskeri, han bedrev ombord for at få frisk fisk på bordet.”
Altid ærter mandag
”Han skrev for eksempel, at man altid vidste, hvilken ugedag det var, for de fik det samme at spise hele tiden. ’I dag har vi fået ærter – så det er mandag’, skrev han for eksempel. Han var en speciel mand med interesse for politik og samfund. Det var der ikke mange søfolk, der var. Bogen om ham var meget populær på Fanø, næsten alle 600 bøger blev solgt,” erindrer han.
En anden populær bog var om politikeren Alfred Andersen i Odense, som blev udleveret til tyskerne under 2. Verdenskrig. Hans lillebror Svend Aage Andersen flygtede og undslap derimod koncentrationslejren og var modstandsmand i Odense i alle besættelsesårene.
Flygtende kommunist
”Jeg skrev den, fordi jeg som fireårig så min far kikke ud bag et mørklægningsgardin. Jeg spurgte ham hvorfor, og han svarede ’de skød efter en kommunist’. Jeg ville så gerne finde ud af noget om ham, der flygtede, men det var umuligt, indtil jeg fik et tip om at kikke i Horserød-lejrens arkiver. Og allerede på hjemmesiden så jeg, at der var fire kommunistiske Vejle-brødre, der havde siddet der, nemlig Alfred Andersen og hans tre brødre. Derefter fik jeg som den første muligheden for at interviewe Alfred Andersen, der nu var politiker i Odense, om det. Og han kunne fortælle, at manden, der flygtede hed Martin Rossen, en hård sabotør, der aldrig blev fanget. Han døde i 1949 af blyforgiftning.
Nyeste bog fra parret er Da de alle skulle til fotografen.
Tekst og foto:
Finn Arne Hansen
