Også Ribe har som Fanø mange udenlandske vielser
Fanø Kommune og turisterhvervet på øen mister stort på ændrede bryllupsregler
BRYLLUPSTURISME – Den tidligere regerings indgreb mod de udenlandske vielser i små kommuner som Ærø, Ribe og Fanø er blevet en dyr affære for Fanø Kommune. Mellem 400.000 og 500.000 kroner om året går nu Fanøs næse forbi, fordi en ny statslig enhed ved navn Familieretshuset har overtaget papirarbejdet.
I 2018 tjente Fanø Kommune 403.680 kroner på 464 borgerlige vielser af udlændinge, men i år bliver tallet et rundt nul. Kommunen har dog stadig udgifterne til giftefogederne.
Ikke kun kommunen, men også hotellerne, restauranterne og bryllupsarrangørerne har tabt på lovændringen. De første tre måneder af 2019 var særligt slemme. I januar var der 17 udenlandske par, der blev gift på Fanø. Det tal var 28 i januar 2018. I februar var tallet helt nede på seks i år mod 30 i 2018, og i marts var det 14 i år mod 30 i 2018.
”Det skyldtes, at det var svært at få pairerne igennem hos Familieretshuset. Loven var jo helt ny,” fortæller afdelingsleder Janni Mosgaard Hansen fra Borgerservice i Fanø Kommune.
April 2019 blev bedre med 25 udenlandske vielser, men maj blev dårlig med 19 i forhold til 47 året før.
Brudeparrene har i øvrigt ikke kun skullet ærgre sig over de lange ventetider, også gebyret er næsten fordoblet. Det er nu på 1.650 kroner og ryger direkte til Familieretshuset.
Antallet af borgerlige vielser på Fanø toppede i 2017, idet der da var 584. Kommunen har dog ikke statistik for, hvor mange af de par, der bestod af to udlændinge. Hvis det var fem procent som i 2018, så fik kommunen den gang 860 kroner fra 564 udenlandske par, svarende til 477.000 kroner (rettelse 14/6 kl. 19,45: Hvis der var fem procent danske par som i 2018, så fik kommunen den gang 860 kroner fra 555 udenlandske par, svarende til 477.300 kroner ).
Kommunerne og bryllupsindustrien arbejder på at få det administrative arbejde tilbage til kommunerne. Det havde den afgåede regering sendt positive signaler om, men der er nu selvsagt en ny situation.
Tekst og foto:
Finn Arne Hansen