Helle og Anders Bro Groth slog straks til, da det tidligere røgeri i Sønderho sidste efterår blev sat til salg. Det gule hus er senere blevet kendt, fordi det var med i Hammerslag
HAMMERSLAG – Helle og Anders Bro Groth slog straks til, da det tidligere røgeri i Sønderho sidste efterår blev sat til salg. Det gule hus er senere blevet kendt, fordi det var med i Hammerslag.
Når Helle og Anders Bro Groth sidder på terrassen ved deres nyindkøbte gule sommerhus bag diget i Sønderho, hører de jævnligt folk gå forbi på stien udenfor og kommentere huset:
”Nej, se, det var i Hammerslag. Det ser ud, som om de har gjort det lidt i stand, og de har plantet i krukker,” fortæller Helle Groth.
Parret, der til daglig bor i lejlighed i Hellerup, overtog det 39 kvadratmeter tidligere røgeri i Sønderho den 1. december sidste år. Det var med i DR-programmet Hammerslag – Det historiske Fanø, der blev sendt første gang den 13. februar og genudsendt 19. april i år.
Helle Bro Groth, 48 år, arbejder som underviser på erhvervsakademiet CPH Business og Anders Bro Groth, 46 år, som selvstændig IT-konsulent i virksomheden DBVision i København. Men Anders Bro Groth er født og opvokset i Esbjerg og kender Fanø fra sommerture til øen. Helle Bro Groth, der kommer fra Odense, har også flere gange været i sommerhus på Fanø med veninder.
Og som par har de i mange år holdt jul og nytår på Sønderho Kro. Desuden er de ofte taget på småferier i Sønderho et par gange i løbet af året.
Tæt på at købe før
På et tidspunkt begyndte de at se sig om efter et sommerhus, så den kærlighed, de efterhånden havde fået til øen, kunne dyrkes mere permanent.
Det tidligere røgeri var faktisk også til salg for tre år siden, og de var meget tæt på at købe det, men sprang fra i sidste øjeblik. Da de så sidste efterår hørte fra en god ven i Sønderho, at det var til salg igen, sprang de straks til.
”Anders er normalt ret vestjysk, så det er ikke altid, tingene går helt hurtigt. Men jeg har aldrig set ham reagere så hurtigt som her. På en uge havde vi købt huset,” fortæller Helle Bro Groth.
Selv om huset ikke er stort, har det den perfekte størrelse til parret, der kun er sig selv og så de to labrador-hunde Bob og Lou opkaldt efter rockmusikerne Bob Dylan og Lou Reed. Desuden er der højt til loftet, og det passer perfekt til den 1,99 meter høje Anders Bro Groth, der ville have vanskeligt ved at stå oprejst i et af de traditionelle, lavloftede Sønderho-huse.
Jagt på fliser
Det tidligere røgeri er fra 1925 og var oprindeligt kun på 16 kvadratmeter, men er senere blevet udbygget. Efter at Helle og Anders Bro Groth har overtaget det, har de sat nye træpaneler på væggene, fået nyt køkken og bygget en slagbænk i stuen. Og så har de planer om at sætte deres eget Sønderho-præg på indretningen med gamle hollandske fliser på væggene, som det findes i mange af byens historiske huse.
”Jeg har jagtet fliser i et halvt år på auktioner og i Den Blå Avis,” fortæller Helle Bro Groth.
Anders Bro Groth supplerer:
”Og jeg har kørt rundt i landet og hentet dem. Jeg har blandt andet været i Holstebro og Aarhus.”
De har efterhånden fået samlet omkring 250 fliser, som er klar til at blive sat op langs vinduerne i stuen og i soveværelset.
De fastboende i Sønderho har taget godt imod de nye sommerhusejere, som holder meget af den levende kultur med sønderhoning-dans og bal i forsamlingshuset.
”Folk har været meget søde og åbne, selv om vi kommer udefra,” siger Anders Bro Groth.
Naturen trækker
Ellers er det naturen omkring Sønderho, der trækker.
”Der er selvfølgelig Vesterhavet, men så er der også Vadehavet med vidderne, som der går lidt længere tid, inden man ser det dejlige i,” siger Anders Bro Groth.
Parret har stadig planer om at tilbringe julen og nytåret i Sønderho, men også længere sammenhængende ferier i løbet af året.
”Vi kan faktisk rigtig godt lide, når det river og rusker uden for sæsonen,” siger Helle Bro Groth.
Når de ikke selv bruger huset, vil de leje det ud.
Anders og Helle Bro Groth var ikke direkte involveret i hverken optagelserne til eller udsendelsen af Hammerslag. Ejendomsmægleren Erik Nørreby fra EDC Mæglerne, der havde solgt det, spurgte, om huset måtte være med i udsendelsen, og det sagde de ja til.
I programmet skal fire ejendomsmæglere gætte prisen på de huse, der bliver præsenteret.
”Vi var lidt spændt på det, for hvis nu ejendomsmæglerne havde sagt: Det dér, det er kun 700.000 værd, så kunne man godt være blevet lidt ked af det. Så det var meget fint, at de gættede prisen,” siger Helle Bro Groth.
Huset kostede 1.485.000 kroner, og de to mæglerhold var tæt på at gætte rigtigt og endte begge med et slag på 1.380.000 kroner.
Tekst og foto: Keld Nissen