Fugletegner og -maler Marco Brodde er aktuel med ny bog, og så er han idémand bag et kunst-og naturprojekt i Vadehavet
Download hele artiklen som PDF her
Marco Brodde har i 30 år haft sin gang i Vadehavets landskab med tegne- og malergrej og papir for at iagttage, registrere og opleve årstiderne, fuglene og planterne. Nu er han også begyndt at tage ud, selv om det pivstormer.
”Det er, fordi jeg vil prøve at skubbe grænsen for, hvad man kan gøre udenfor. Jeg er også begyndt at lade hånt om detaljerne og prøve at reagere på det, jeg ser, og lade vind og vejr spille med. Det er en stor lykke, for så får man fornemmelsen af stedet med over i billedet på en anden måde,” siger Marco Brodde og forklarer, hvorfor han bliver lykkelig:
”Man er en del af en storm og føler sig meget tæt på Moder Natur og får en ydmyghed over for, hvad denne klode indeholder. Det er i bred forstand nærmest en religiøs følelse.” Alle på Fanø kender den 45-årige Marco Brodde, når han høj, solbrændt og i vandrestøvler kommer susende gennem gaderne. Han har været naturvejleder på øen ad flere omgange og er nu ansat af kommunen for at udvikle naturformidling for skole-og daginstitutionsbørn og lokale projekter.
Marcus Brodde er her i gang med tegnebrættet på vaden ved ebbe på stranden ved Sønderho på Fanøs sydspids.
Internationalt kendt
Han er også via sit medlemskab af den britiske kunstnersammenslutning Society of Wildlife Artists, SWLA, en anerkendt international fugle-og landskabsmaler, der er tilknyttet SWLA’s galleri, Mall Galleries, i London.
Han har udstillet flere gange herhjemme og er denne sommer repræsenteret på udstillingen Fuglefortolkning på Fanø Kunstmuseum i Sønderho, og til september har han fire værker med på udstillingen Fugl på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.
Dertil kommer hans seneste bog Moment. Undervejs i Vadehavets natur, som kan fås i Fanø Boghandel.
”Vadehavet har fyldt meget af min tid de sidste 25 år. Det er ikke, fordi jeg ikke synes, at en mose på Sjælland eller i Midtjylland er interessant. Det synes jeg i høj grad, at den er. Men der er noget schwung over det her. Det er så stort, og der er så mange elementer i det. Det er uudtømmeligt,” siger Marco Brodde, der er født og vokset op i Esbjerg og har boet på Fanø siden 2005.
Hans engagement er ikke kun lokalt. På vegne af Dansk Ornitologisk Forening, DOF, er han medlem af bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet. Han er netop blevet udpeget som rådgiver for den danske delegation i Wadden Sea Board, WSB, der er det dansk-tysk-hollandske vadehavssamarbejde. Og så er han idémanden bag et stort, fondsstøttet kunst-og naturprojekt i samspil med Nationalpark Vadehavet og Society of Wildlife Artists.
Sølvmågekolonien, Langli, juli 2018. Fra Marco Broddes bg Moment. Undervejs i Vadehavets natur.
”Formålet er at formidle, hvad Vadehavet er for et sted gennem kunsten og med nogle udefrakommende anerkendte kunstnere, der er vant til at arbejde med naturen. Der bliver workshops for børn, kunstforedrag og fremvisninger, og man kan komme ud i terrænet og se kunstnerne arbejde,” siger Marco Brodde.
Første del af projektet finder sted en uge i oktober i Højer i Sønderjylland og anden del i en uge på den nordlige del af Vadehavet med base på Fanø i foråret 2020. Der deltager 10 kunstnere hver gang, og deres værker vil blive vist på udstillinger både herhjemme og i London. Den britiske forfatter Colin Williams, der skriver om mødet mellem kultur og natur, er tilknyttet projektet, da der også er planer om at udgive en bog.
Særlig kulturhistorie
”Når jeg også synes, at Vadehavet er interessant, er det, fordi der er en særlig kulturhistorie knyttet til samspillet mellem natur og mennesker. Det handler projektet med kunstnerne også om. Vores arbejdstitel er Kunst, kulturarv og kobbersnepper for at understrege, at det ikke kun er kunst, det handler om, men også om at knytte kulturhistorie til Vadehavet,” siger Marco Brodde.
Han bor omgivet af tegninger, malerier og grafiske tryk af fugle, især hans egne, i et hyggeligt hus fra 1820 bag diget i Nordby. I atelieret ovenpå ligger store ark med akvarel-og kultegninger fra hans nylige tegneferie i Extremadura nord for Andalusien i Spanien, der med klippegrund og stepper er et af Europas bedste steder at se rovfugle som ørne, gribbe og andre middelhavsfugle.
”Det giver mulighed for fordybelse sådan en uge, hvor man ikke skal foretage sig andet end at se og iagttage fra morgen til aften. Jeg har masser med hjem. Men det er min erfaring, som jeg har prøvet at praktisere de sidste fem-seks år, at det er bedst at prøve at gøre tingene næsten færdige derude. Især på sådan en rejse, for når du kommer hjem, er der andet, der inspirerer her, og så kommer de til at ligge og bliver aldrig færdige,” siger Marco Brodde.
Som dreng ledte han efter noget at interessere sig for og var forbi biler og tog, men det fængede ikke rigtigt.
”Men så var der det med truede dyr, og det kan jeg også mærke på de børn, jeg omgås i mit job i dag, at når man taler om noget, der er truet ude i naturen, synes vi, at det er spændende. Jeg var medlem af Verdensnaturfondens Pandaklub og læste om truede dyr og opdagede, at det var der også i Danmark – sløruglen for eksempel. Og så var der den helt klassiske historie om en lærer på en lejrskole, der pegede på nogle troldænder fra en færge. Så åbnede hele den verden sig for mig, at man bare kan gå ud og se nogle fugle.” Som 15-årig cyklede Marco Brodde ud til Sædding Strand nord for Esbjerg og fik øje på nogle vadefugle.
Det gav et sus
”Det husker jeg som et moment. Jeg var begyndt at kigge på fugle i krattet og i skoven i Gjesing i Esbjerg, men hold da op, man kunne cykle ud til vandet og opdage de fugle, jeg kendte fra fuglebøgerne – kobbersnepper, strandskader og så videre. Jeg var allerede interesseret i fugle og havde kikkert og notesbog. Men det var ikke gået op for mig i starten, at jeg boede så tæt på noget, der var så stort og imponerende. Jeg skulle ud og opdage det, og så blev jeg virkelig tændt af vadefugle og landskabet i Vadehavet.
Det gav et sus, og det gør det stadigvæk,” siger Marco Brodde.
Marcus Brodde arbejder videre på tegningerne i sit atelier i huset i Nordby.
Han har tegnet og malet fugle lige siden. Hans største forbillede var den danske fugletegner Jens Gregersen, der blandt andet har udgivet en bog, som Marco Brodde havde set, med tegninger og akvareller fra fuglereservatet Tipperne i Vestjylland.
”Da jeg så selv kom op til Tipperne, havde jeg det, som om jeg havde været der før på grund af hans tegninger. Det var virkelig a sense of place – en fornemmelse af stedet – som mine britiske kunstnerkolleger kalder det. Det ramte mig hårdt, og jeg tænkte, at det ville jeg også. Den bog fik fuldkommen afgørende betydning for, hvad jeg kom til at beskæftige mig med – også for formidlingen og tonen og måden at tænke på.”
Marco Brodde er ikke alene om at være tosset med fugle, men sin egen fascination beskriver han på denne måde:
”Det er blandt andet det, at de kommer langvejs fra – som den dag ved Sædding Strand, hvor jeg vidste, at de der brunrøde kobbersnepper var fløjet fra Afrika og skulle helt til Arktis. De er nogle superflyvemaskiner. Det er fascinerende, hvordan de gennemfører det lange træk, og hvordan deres fysiologi og biologi er indrettet til det. Det giver helt alvorligt en ydmyghed, når man sidder hernede ved Søjorden i havnen og skitser dem igen. Jeg har gjort det så mange gange, men at vide, at de er så godt tilpassede til både Afrika, Vadehavet og tundraen i Arktis – man bliver slået helt omkuld.”
De første viber.
”Det lyder måske lidt højtravende, men der er en form for kærlighedserklæring i at tegne dem og fastholde dem derude, mens man sidder over for dem. Det er et meget vigtigt mantra at fastholde. Man kan også tage et foto og så sidde derhjemme ved computeren, og det er fint nok. Det har jeg også gjort. Men når du er ude, føler du dig tæt på naturen, elementerne og fuglene og en samhørighed, ærefrygt og dyb respekt. Nogle gange kan man stå på bunden ude i Vadehavet og have fugle omkring sig. Det er helt magisk, mens de små rejer pibler om tæerne på en,” siger Marco Brodde, der også er optaget af fuglenes udseende, bevægelser og samspil.
”Hvis du skal have liv i dine billeder, er du nødt til at prøve at fastholde flere visuelle indtryk på én gang. Det er voldsomt frustrerende, og du er nødt til bare at blive ved og ved, så det er også en sport. Der er det interessante ved denne genre, at naturhistorikeren og ornitologen hele tiden kæmper med billedkunstneren. For jeg vil gerne have styr på, hvordan fuglene ser ud, måske kun i fem streger, og hvis folk kan genkende, hvad det er for en art, har du sat dem naturhistorisk korrekt. Men det, der skal komme ud af det, skal helst være nogle billeder, som også de, der overhovedet ikke kender fuglene, kan synes er interessante at kigge på ud fra almindelige kunstneriske værdier.”
En kold vinterdag
”Så det er en konstant kamp, og sådan må det være. Som man kan se i min nye bog, Moment, prøver jeg at lade ornitologen være en del mere i baggrunden. Så selv om fuglene stadig fylder som for eksempel svanerne, jeg har tegnet ved Højer, og hvor ornitologen hurtigt vil spotte, at der både er en sangsvane og en pibesvane, så er det ikke et detaljeret studie. Det er med kulstreger og lavet i en rasende fart på en kold vinterdag, og selv om man kan fornemme, at der stadig er ornitologisk indsigt, handler billedet om noget andet – drama og spontanitet.”
Marco Brodde havde flere gange deltaget i workhops i England og Skotland i Society of Wildlife Artists’ regi, da han blev opfordret til at sende nogle af sine værker til sammenslutningens årlige censurerede udstilling. Fire af værkerne blev antaget og vist på udstillingen ” The Natural Eye” på Mall Galleries i London i 2015 og seks i 2016, hvor han blev inviteret til at blive medlem af SWLA.
”Det har betydet alt for min praksis og for mit drive. Jeg vil gerne have, at tingene bliver mere ekspressive. De skal tale mere end traditionelle fugletegninger. Jeg vil noget andet, jeg vil lave billeder. Det er især kontakten til det britisk-skotske, der har gjort, at jeg er blevet dygtigere til det. Og at jeg har fået nogle at tale med om det. Det har betydet helt utroligt meget de seneste fem år.”
På et fjeld i Skotland
”Når man så synes, at man har taget imod nogle af deres input, er begyndt at arbejde på det og har fundet en vej, så kan man opleve dette,” siger Marco Brodde og griner:
”Sidste sommer da jeg sad på et fjeld i Skotland og var godt i gang med en workshop, kom en af de gode tutorer hen til mig og sagde, at ”det er fint, man kan tydeligt se, at du er ved at finde din måde at arbejde på”. Jeg nåede lige at blive godt veltilfreds, men så sagde han: ”Where is the art?”. Altså, hvor er kunsten? Og sådan er de både kærlige og anerkendende, men også hele tiden, at du skal bare ud over kanten. Så det, jeg oplever i det fællesskab, er ikke et lærer-elev-forhold, men, fordi man er blevet optaget, et gensidigt kammeratskab. Men for mig er nogle af dem stadig mine stjerner.”
Det, der blandt andet driver Marco Brodde som fugle-og naturtegner, er fastholdelsen af en situation.
”Det kan være et sted, jeg kører forbi hver dag i Sønderho. Men der kan gå mange år, før den fugl, det lys, den lyd og den stemning kommer igen. I morgen er det noget andet eller om en time, når det klarer op. Det er en trang til at fastholde det moment. Det er også en eller anden egoistisk eller selvhøjtidelig idé om, at der er andre, der vil synes, at det er interessant at kigge på. Jeg vil gerne formidle det – se her! Og derimellem ligger også et ønske om at fortolke det. Det er den del, jeg er blevet mere opmærksom på.”
”Rigtig sjovt bliver det, når der kommer folk, der hverken kender fugl eller landskab og siger, at jeg har ramt en stemning. Da jeg deltog i udstillingen i London i 2016, var et af de største øjeblikke, da en af mine kunstnerhelte kom og sagde: ”Marco, I felt I had been there”. Han følte en genkendelse ved at se på mit halvabstrakte billede fra engene nede ved Sønderho,” siger Marco Brodde og tilføjer:
”Det billede, jeg havde været så meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle sende ind, fik nu de ord med på vejen. Og jeg kunne gå på vandet.”
Blå bog: Marco Rohde Brodde
Født i 1974 og vokset op i Esbjerg.
Uddannet lærer med biologi og billedkunst som linjefag på Statsseminariet i Ribe i 2001.
Ansat som naturvejleder på Fiskeri-og Søfartsmuseet i Esbjerg 2001-2003 og i Fanø Kommune fra 2004.
Medlem af den britiske kunstnersammenslutning Society of Wildlife Artists fra 2016.
Har udgivet flere bøger om fugle og landskaber i Vadehavet og har været og er repræsenteret på flere udstillinger.
Bor i Nordby på Fanø.
Artiklen blev første gang bragt i Kristeligt Dagblad den 27. juli 2019
Tekst: Dorte Remar
Foto: Keld Nissen
