Sønderho-maleri vil gerne hjem igen

Finn Godsk fra Viborg vil forære Agersnap-maleri til Sønderho

KUNST – Ejer du det hus i Sønderho, der er på maleriet her? Så kan du blive den heldige ejer af netop dette Jakob Agersnap-maleri, ganske gratis.
Det bortgives af Finn Godsk i Viborg.
”Maleriet skulle være min forhenværende onkels barndomshjem i Sønderho. Jeg kender ikke adressen på huset, men min onkel hed ifølge min syv år ældre søster Hans Mandø Mikkelsen,” fortæller han.
”Jeg har ingen interesse i maleriet, så maleriet kan fås kvit og frit af dem, der bor i huset nu,” tilføjer Finn Godsk.
Fanø Posten står gerne for kontakten og vil gerne være med til overrækkelsen.
Maleriet er forinden blevet tilbudt Fanø Malerimuseum, men forretningsudvalget sagde forleden pænt nej tak, oplyser næstformand Birgit Knudsen.
Maleriet gør ikke den ny ejer rig ved et salg. Agersnap, der levede fra 1888 til cirka 1950, var en del af Fanøs malermiljø, men hans billeder går for cirka 400 kroner.

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Finn Godsk

 

Relaterede artikler

Top