Redaktør arkiv: Finn Arne Hansen

2022 blev ny rekordsæson for udflugtsbåden Martha

Martha sejlede i tredje sæson 380.000 kroner ind med næsten 2000 passagerer

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

MARITIMT – Efter en travl tredje sæson så Martha af Sønderho lidt slidt ud i lakken og havde fået flere skader i 2022. Bestyrelsen besluttede derfor, at det var på tide at give Martha et velfortjent hvil på værftet.
Den 18. januar hentede KS Assistance fra Ringkøbing Martha i Esbjerg og kørte den til Hvide Sande, hvor den fik midlertidig bolig i den store hal. Fire gange kom fire frivillige og brugte en hel dag der. Værftet tog sig af reparationerne og træarbejdet.
Den 20. marts var Martha klar igen, så flot som nyrestaureret. Udvendig havde den fået den store tur, nu med sort bund og nye navneskilte. Alt det smukke træværk var blevet repareret, nedslebet og fået syv gange lak.
”Det har selvfølgelig været dyrt, men det færdige resultat står fuldt ud mål med vores forventninger,” siger formand Torben Korsgaard.

Martha fik ’motorhoste’ i løbet af de tre måneder på værftet i Hvide Sande, men nu er det problem løst. Det viste sig være en kombination af utætheder og snavs i brændstofsystemet.

Martha fik ’motorhoste’ i løbet af de tre måneder på værftet i Hvide Sande, men nu er det problem løst. Det viste sig være en kombination af utætheder og snavs i brændstofsystemet.

På de første to ture i år skærtorsdag viste det sig, at motoren ikke havde haft godt af pausen i Hvide Sande. Det viste sig at være en kombination af utætheder og snavs i brændstofsystemet.
I løbet af vinteren har foreningen haft stor succes med tre foredragsaftener i samarbejde med Fanø Sejlklub, Fanø Roklub, Fanø Skibsrederforening og Foreningen Rebekka. Der kommer 50 tilhørere.

Den 20. maj indvies i øvrigt anløbsbroen i forlængelse af ‘Svenskeren’ i Nordby, så Martha kan hente og aflevere passagerer her. Se mere i avisen eller e-paper side 13.

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Torben Korsgaard

 

 

 

 

Hvid sol – et af naturens store vidundere

Sort sol kaldes det, når stærene ’danser i flok’ på himlen over Vadehavet. Hvid sol kaldes det, når det er ryler.

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

VADEHAVETS FUGLE – Vi kender alle – og de, som har været heldige nok, har også oplevet ’Sort sol’, som er er begrebet for stærenes formations- og sværmeflyvninger, hvorved der fremkommer fantastiske scenerier af sorte skyer på himlen, når stærene klumper sig sammen og som en samlet organisme bevæger sig organisk hen over himlen.
Begrebet ’Hvid sol’ er mindre kendt, men netop nu i maj har du de største muligheder for at opleve et andet af naturens storslåede vidundere, når mange tusinde ryler samles i store flokke og styret af impulser udefra danner formationer på himlen. Det er kun i Vadehavet dette fænomen kan opleves, da forholdene kun her er til stede.
Kun to rylearter optræder i Danmark i flokke med mere end 5000 individer, og det er den almindelige ryle (Calidris Alpina) og den islandske ryle (Calidris Canutus). Kun i Vadehavet har vi flokke i denne størrelsesorden, og dermed er betingelserne til et af de store dramaer i naturen til stede.
Hvid sol-fænomenet opstår, når rylerne flyver i flok og hurtigt skifter retning. Ryggen og oversiden af rylerne er mørke med brune og grålige nuancer, mens undersiden af rylerne er kridhvide. Denne kontrast mellem den mørke overside og den hvide underside skaber et ’blitzlys’ fra sort til hvid og omvendt, når en flok simultant skifter flyveretning. Derved er begrebet opstået, da flokken med undersiden mod beskueren ligner en kæmpestor hvid plade over vadefladen, for kort tid efter at blive mørk.

Almindelig ryle flyver i flok over Vadehavet. Foto: Søren Brinch

Almindelig ryle flyver i flok over Vadehavet.

Men hvorfor gør rylerne dette, for det er vel ikke bare tilfældigt, og hvordan gør de det uden at støde sammen?
Sceneriet er som Sort sol oftest styre af impulser udefra. To gange i døgnet trækker vandet sig tilbage i Vadehavet og efterlader havbunden blottet med et veritabelt tag selv-bord af orme og insekter. Det skaber fourageringsmuligheder, og det flytter rylerne sig efter, for det er den vigtigste lokaliseringsfaktor i naturen – mad. Men hvor der er meget mad, er der altid én længere oppe i fødekæden, der profiterer på dette. Vandrefalkene i Vadehavet er den anden ydre impuls, der sætter rylerne i bevægelse, og de to ting er medskaber af Hvid sol.
Når det kan lade sig gøre, at flokke og sværme flyver så tæt og dynamisk, uden at de støder sammen så skyldes det fuglenes øje og deres perceptionsevne. Deres syn er mange gange bedre end vores, og deres reaktionshastighed tilsvarende. Derfor bevæger ryler og stære sig som en kædereaktion, for når en skifter retning, så gør de andre det indenfor samme splitsekund.
Det er sværme og bevægelser, der altid har fascineret os mennesker, og på Fanø Fuglestation vil vi på vores næste månedstur søndag den 7. maj vise vores deltagere dette vidunder. Følg med på vores åbne side, facebook.com/groups/224889424358221.

Tekst og foto: Søren Brinch
Redigering: Finn Arne Hansen

 

Fanø Posten 6. maj 2023

Læs avisen som e-paper her

Læs avisen som PDF-avis her. Godt til store skærme

Læs bl.a. om:

  • Efter en tur på værft i Hvide Sande er Martha sejlklar
  • Fanøs turisterhverv ønsker at klare sig selv
  • Fanø Brugsforening slap med en lille forskrækkelse i 2022
  • 1. maj på Fanø blev fejret i såvel have som orangeri
  • Uforglemmeligt jubilæum med Daimi i Fanø Jazzklub
  • 275 sparekassekunder mødte den ny ledelse fra Middelfart
  • Mød forfatteren Rasmus Willig i Sønderho
  • Fanø Gymnastik & Idræt trak fulde huse til opvisningen i hallen
  • 2022 blev en ny rekordsæson for Martha af Sønderho
  • Martha får sin egen svensker
  • Henning Stærk til Fanø
  • Tovbane på Skovlegepladsen forsinkes af miljøbeskyttelsesregler
  • Rebekka vækket af sin vinterdvale
  • Stor dukkeudstilling på Dragtmuseet
  • Marianne Milter Bay blev genvalgt
  • Fanø Natur: Hvad får dyndløberen tiden til at gå med på Fanø?
  • Vadehavets fugle: Hvid sol – et af naturens vidundere
  • Leder: Et flot hotelprojekt er på vej i Rindby

– og lidt mere!

Vært- eller værtinde-gaveidé fra Klub Vadehavet:

Den ny udgave af Fanø Dagbog!

Fanø Dagbog

Christel Seyfarth med genudgivelsen af Fanø Dagbog. Der er trykt 1000 styk. Den koster 349 kroner plus evt. levering.

Prisen for den flotte fotobog af Ole Joern, Christel Seyfarth og Kis Sharasuvana med skønne Fanø-kvinder i originale dragter er 349 kroner inklusive moms, uden bytteret, kontant eller MobilePay. Vi leverer selv gratis direkte til adresser på Fanø, afhentning i Nordby kan også aftales. Skriv til mail@fanoeposten.dk og bestil. En sms til 42 41 09 99 er også en mulighed. Telefonisk bestilling ønsker vi helst ikke, da vi er meget på farten.

Floraen i Marbæk af biolog Carsten Mathiasen er på tilbud til 150 kroner mod tidligere 350 kroner.

Vi sælger også Frans Buchs velskrevne erindringer med et fyldigt kapitel om Fanø i perioden 1894-1900 for 275 kroner plus levering, hvis det er udenfor Fanø. Den fås måske også i Fanø Boghandel.

Husk: Kryds og tværs-løsningen kan sendes som et foto til mail@fanoeposten.dk. Men postkassen på Hovedgaden 75 i Nordby er der stadig. Der må indsendes én løsning pr. husstand.

Nordsøbadet Fanø

Gammelt badeland ved Fanø Bad rives ned – der skal gøres plads til flere ferieboliger

I alt 3117 m2 af eksisterende bebyggelse fjernes, herunder badeland og sportshal. Blok A-F får tilføjet en ekstra etage fra i dag to til tre etager

Fanø Byråd skal 17. april diskutere, om Ejerforeningen Fanø Bad (også kendt som Fanø Vesterhavsbad med det nedlagte badeland) skal have lov til at udvide kraftigt. Det betyder blandt andet en nedrivning af badelandet, som en støtteforening i flere år forsøgte at genoplive, uden held. Det ville koste 22 millioner kroner og ville ikke løbe rundt, skønnede den sidste bestyrelse.

I forvaltningens indstilling kan man læse følgende:

“Del af bebyggelsen der støder op til Strandvejen ønskes tilføjet to ekstra etager fra 2 til 4 etager, hvor øverste etage ønskes benyttet til spisested med udsigt.

Derudover ønskes der opført en yderligere fritliggende blok i 2 etager med op til 6 ferieboliger på den sydlige del af grunden.

Det eksisterende areal for bebyggelsen er i alt 8.462 m2. Ved nedrivning af sportshal og badeland samt tilføjelse af én ekstra etage på dele af bebyggelsen og opførelse af fritliggende blok vil det fremtidige areal være i alt 8.380 m2.

Forvaltningen kan oplyse at det pågældende område ligger inden for rammeområde 3.C.3 i Kommuneplan 2021. Som det fremgår at retningslinjer for Kommuneplan 2021 må udvidelse af feriehoteller mv. foregå inden for lokalcentre bl.a. rammeområde 3.C.3 ved Fanø Bad.

Området er udlagt som til  hoteller, restaurationer, individuelle rekreative ferieboliger, butikker og liberale erhverv til betjening af turister.

I henhold til rammen 3.C.3 i Kommuneplan 2021 må der opføres bebyggelse indenfor rammeområdet i en max højde på 12,5 m og med en bebyggelsesprocent på max. 60 %. Nærværende anmodning om tilvejebringeles af en ny lokalplan for området er derfor i overensstemmelse med rammen i kommuneplanen.

Forvaltningen bemærker, at Fanø som et hele ligger inden for kystnærhedszonen og at der kun kan udlægges arealer til byggeri, anlæg mv., inden for kystnærhedszonen, hvis der foreligger en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær placering. Et eventuelt nødvendigt byggeri eller anlæg skal placeres og udformes, så det indpasses bedst muligt i kystlandskabet.

Byggeri i kystnærhedszonen og i den kystnære del af byzonen skal ske med en maksimal byggehøjde på 8,5 m. Højere bebyggelse kan kun udføres, såfremt der foreligger en særlig begrundelse herfor.

Forvaltningen vurderer, at nærværende anmodning og fremsendte projekt både i materialitet, omfang og højde kan indpasses inden for rammeområde 3.C.3 og i kystnærhedszonen da området og de nærliggende område i dag bærer præg af bebyggelses i op til 3 etager. Samtidig lægges til grund at der med nærværende projekt ikke ændres ved det samlede bruttoareal sammenlignet med eksisterende bebyggelse. Ligeledes lægges til grund, at der er tilvejebragt et materiale der både med i sin formgivning, materialer og bearbejdning af landskab forholder sig til sin kontekst og vurderes at være et væsentlig revitalisering af området.

Ligeledes vurderes den ønskede udvidelse af bebyggelsen samt opførelse af yderligere bebyggelse ikke at være til visuel gene for oplevelsen af kystlandskabet og byggeriet vurderes ligeledes ikke at bidrage til en væsentlig ændring af oplevelsen af det samlede byggeri ved Fanø Bad.”

-fina

Så har Fanø Danmarks reneste vand

I dag blev det ved et dørtrinspressemøde hos Fanø Vand A/S i Rindby markeret, at det ny PFAS-renseanlæg blev taget i brug 20. marts efter godkendelse af miljømyndigheden i Esbjerg Kommune

Hent evt. også Silhorkos pressemeddelelse her

Vi har nu Danmarks reneste drikkevand uden sporbar PFAS overhovedet. PFAS-stofferne fanges af bittesmå polystyrenkugler, som filtreres fra i to på hinanden følgende filtre. Mange andre stoffer som som ikke-flygtige organiske kulstoffer og svage, uskadelige farvestoffer fjernes også i det ultramoderne ionbytteranlæg fra Silhorko A/S, så vandet er også mere klart end andre vandværkers.
“Vi ikke kun renser vandet, vi polerer det også,” forklarer afdelingschef Arne Koch fra Silhorko med et smil.
Han fortæller, at selve anlægget står i fem millioner kroner.
Nu mangler kun en driftig sjæl, der vil sælge det på en flot flaske, kunne man fristes til at skrive…


Fanø Vands bestyrelsesformand Kaj Svarrer var en glad mand:
“Det er bare pragtfuldt. Det har været en træls periode, siden de 1. januar 2022 nedsatte grænseværdien for PFAS til to nanogram. Men så ringede vi til Silkhorko, og nu kan det midlertidige kulfilter, som vi lejede, sendes væk. Problemet er løst.”
Han kan endnu ikke sige, hvad vandprisen vil stige med, men han gætter på, at selve PFAS-regningen bliver 1,50 til 2 kroner kubikmeteren plus moms. Der har dog også været andre udgifter til de mange prøvetagninger, leje af kulfilter, ombygning af værket med videre.


Formanden for Erhvervs- Natur og Teknikudvalget Lasse Harder Schousboe var også meget tilfreds:
“Jeg er en glad mand. Det er blevet løst lige op til sæsonen, så det kan ikke være bedre. Og med hensyn til regningen, så virker det til, at der er politisk interesse for at støtte kommuner, der skal rense for PFAS. Det må så suppleres med et forbud mod PFAS alle steder, hvor det er muligt, nok i samarbejde med EU.”

 

Tekst og foto: Finn Arne Hansen. Grafik: Silhorko A/S

Sommerhusområde ved Sønderho. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.

Så mangler vi bare lidt solskin på Fanø

Hent lederen som PDF fra avisen her

Krigen i Ukraine fortsætter og sætter vores egne småproblemer i relief. For de er efterhånden ikke så store som tidligere. Energipriserne er kommet lidt ned, bededagsdebatten er overstået, overenskomsterne på arbejdsmarkedet falder overraskende let på plads, de private husholdningers formue vokser stadig, ledigheden er meget lav, og antallet af sommerhusbookinger fra vore tyske naboer er meget stor her i påsken. Selv den store færgekrig mellem øen og Molslinjen og politikerne imellem er slut. Nu mangler vi bare lidt solskin her på Fanø, så vore gæster kan nyde øen i fulde drag og gå fra butik til butik, besøge vore museer, finde en god restaurant og nyde livet på sommerhusterrasserne.

Selv skal vi ikke klage. Efter et 2022, der gav et økonomisk hak i tuden, har det lille bladhus haft en flot opbakning fra annoncørerne på Fanø og i Hjerting i første kvartal. Og med en tæt barbering af udgifterne er det lykkedes at rette skuden op. Og hvis ikke de statsstøttede medier snupper alle 43 millioner kroner til lokalavispuljen, kan vi måske endda også få nogle smuler fra de riges bord, selv om statsstøtte til medierne er en diskutabel størrelse. Vi håber, at virksomhederne på Fanø også vil opleve fremgang i 2023.

Sparekassen valgte at droppe garantmødet på Fanø, så vi var 27 personer, der drog til et gigantisk garantmøde i Kolding. Her hørte vi blandt andet, at familier med stigende renter på deres realkreditlån nok skulIe få hjælp, hvis de selv ville yde noget, som at droppe skiferien. Lad os håbe, det også gælder de små erhvervsdrivende. I stedet for et garantmøde vil der blive holdt en fest i Fanøhallen den 1. maj. Et garantmøde på Fanø ville nok have været bedre i den nuværende situation. Lidt skuffende er det også, at den ny fond med 58 millioner kroner vil uddele to millioner kroner om året. Dermed kan der ikke gives et stort beløb til en svømmehal, for eksempel. Men at pengene vil blive givet til Fanøs foreninger er jo godt.

God påske!

Den store færgekrig på Fanø er nu overstået med ny aftale

Artiklen her er en udvidet udgave i forhold til artiklen i avisen, idet borgmester Frank Jensen sendte en ekstra kommentar efter trykstart. Vi havde ikke fået fortalt ham om deadline for den ekstra kommentar. Det beklager vi. Vi beklager også, at vi i avisen skriver, at han ikke ønskede at svare. Det var en fejl, men det opdagede vi først, da hans ekstra kommentar dukkede op. Han svar kom bare for sent til at komme i avisen af førnævnte årsag. Men som sagt indeholder nedenstående artikel hans ekstra kommentar. Den er fremhævet med kursiv.

Prisstigninger og ændringer i sejlplanen i oktober 2022 udenom kommunen gav ballade. Også mellem politikerne. Borgmester Frank Jensen opfordrer til at have fokus på bolden nu

Hent den originale artikel fra avisen her

FÆRGEN – Den store færgekrig fra oktober 2022, da Molslinjen A/S pludselig ændrede priser og sejlplan på grund af de enorme prisstigninger på el og dieselolie – og fik borgmester Frank Jensen (R) i landsmedierne med et forslag om en kommunal færgerute trods aftalen med Molslinjen, der løber til 2036 – er slut.
På et møde den 7. marts fik fire politikere fra Økonomi- og Planudvalget efter deres egen mening en politisk sejr, da de ved at inddrage advokat Bo Ascanius fik Molslinjen til at bøje sig for ordlyden i kontrakten. Frank Jensen ville i stedet rådføre sig med Kommunernes Landsforening først. Magten over færgepriserne blev dermed taget fra Molslinjen. De må kun ændres én gang om året i samarbejde med kommunen, påpeger de fire politikere Erik Nørreby (V), Christian Lorenzen (C), Mille Renée Larsen (løsgænger) og Johan Brink Jensen (A).
Efterfølgende har Molslinjen meddelt, at priserne og sejlplanerne snart forbedres.

De fire forklarer i en fællesudtalelse, der her er redigeret og forkortet:
“Advokatens pointe er, at parterne reelt har givet hinanden vetoret. Forhandlingsvejen er eneste mulighed. Konklusionen på mødet blev da også, at alle ændringer af sejlplan og prisfastsættelser skal godkendes af Fanø Byråd. Tillægskontrakten med ikrafttrædelse 01.01.2022 er gældende i 15 år og sikrer Molslinjens finansiering af den nye el-færge Grotte, samt at de to ældre færger kan sejle på HVO-diesel, der er er næsten CO2-neutralt. Omkostningsstigningen i forbindelse med den miljøvenlige satsning af det tidligere byråd betales via en højere overfartspris for alle. Efterfølgende friholdes dog lokale og pendlere via de statslige midler til trafikal ligestilling. Den grundlæggende struktur for billetpriserne på tidspunktet for kontraktens indgåelse er gældende i hele aftaleperioden. Dog kan enkelte forhold som stigende eller faldende brændstofpriser og pris- og lønfremskrivninger, begrunde prisændringer op og ned, men kun én gang årligt.”
Det havarerede samarbejde i ØPU resulterede i, mener de fire, at Molslinjen, uden om byrådet på Fanø, hævede priserne og ændrede sejlplanen til halvtimesdrift noget af dagen. Og borgmesteren greb efter deres mening ikke ind, søgte ikke juridisk bistand og rådgav sig ikke med resten af ØPU. En række ændringer og priser for resten af året kan næppe rulles tilbage, men de er meget tilfredse med, at byrådet nu igen er med ved bordet.

Borgmester Frank Jensen er skuffet over deres angreb:
“Jeg er uforstående over for den hårde tone, da der på seneste byrådsmøde var enighed om at se fremad og samarbejde for Fanøs bedste. Jeg mener, det er det bedste for Fanø. Og jeg er uenig i beskrivelsen af hændelsesforløbet og konsekvenserne. Jeg udsendte en pressemeddelelse, fordi Molslinjen hævede priserne – uden om byrådet. Forinden havde jeg bedt om ØPUs opbakning og fået den. Det er korrekt, at ØPU ikke havde læst den, men de var orienteret om hensigten bag. Jeg efterspurgte jeg blandt andet dialog, åbenhed, dokumentation og klare retningslinjer. Det blev fulgt op af en mail til Molslinjen, hvori jeg skrev, at byrådet mener, Molslinjen bryder aftalen ved at hæve priserne uden videre. Sidenhen har de heldigvis vist interesse for en konstruktiv dialog. Det gavner alle parter, hvis vi nu kan have fokus på bolden og bruge vores kræfter på at skabe de bedst mulige betingelser for vores borgere og gæster. Ligesom vi er afhængige af færgen, er færgen afhængige af tilfredse kunder.”

Til et spørgsmål om, hvorfor kan foreslog en kommunal færgerute og ikke var stemt for at hyre Bo Ascanius uden videre, svarer han:
“Først og fremmest gik jeg ikke ud med en trussel i oktober. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi får præciseret, hvad der er faktuelt korrekt – både i forhold til pressemeddelelsen og i forhold til, hvad der står i kontrakten med Molslinjen.Jeg sagde dengang, at vi måtte kigge på mulighederne og overveje alternativerne i den situation, vi stod i, hvor vi på daværende tidspunkt adskillige gange – uden held – havde rakt ud til rederiet for at søge dialogen og efterspørge større åbenhed om regnskaber og prissætning. Samtidig understregede jeg også, at det stadig var vores helt klare tilgang, at vi fortsat ville understøtte et åbent og transparent samarbejde med Molslinjen.Heldigvis har vi efterfølgende netop oplevet en positiv interesse fra Molslinjens side i forhold til at genskabe en god og konstruktiv dialog, hvilket jo er i alles interesse. Så det er glædeligt, at vi igen kan sætte os om bordet og samarbejde. I bund og grund er den jo egentlig ikke længere end, at vi blot ønsker at de, der benytter færgen – gæster såvel som erhvervsdrivende og fastboende – kan se, hvad der foregår. At der er fuld åbenhed, og det er helt gennemskueligt. I forhold til valg af advokat, var jeg dengang som nu enig i, at det var rigtigt, at få en advokat til at gennemgå kontrakterne. Jeg mente bare, at det ville være klogt med en second opinion.”
Om han blev rådgivet godt nok af forvaltningen, har han ingen kommentar til.

Da læserne jo nok ikke kan huske, hvad der stod i pressemeddelelsen, så bringer vi citatet fra 7. oktober 2022 her:
”Vi kigger også på muligheden for, om vi på sigt selv kan lave en alternativ overfart eller måske endda vores eget færgeselskab, hvor det i stedet for en kapitalfond er vores egen kommune – og dermed borgere – der kan nyde godt af overskuddet fra færgedriften, ligesom vi selv vil være i stand til at fastsætte priserne og vilkårene. Det er stadig vores helt klare tilgang, at vi fortsat vil understøtte et åbent og transparent samarbejde med Molslinjen, men hvis dette ikke er muligt, hvilket det jo desværre ikke tyder på lige nu, må vi jo overveje alternativerne. Det er vores livsnerve, vores eneste mulighed,” lyder det fra borgmester Frank Jensen.

Molslinjen A/S har denne kommentar til hele sagen:
“Vi har jo aftalt dette med Fanø Kommune. Man kan vel sige, at vi har sat et ellers velkørende tog tilbage på skinner efter en afsporing forårsaget af voldsomme begivenheder ude i verden. Vi har haft en god dialog, også om den fremtidige proces, og vi er enige om, hvordan vi ønsker samarbejdet. Vi har en lang og god relation med Fanø – en relation, som skal vare i mange år frem. Derfor er vi også forpligtede til at gå samarbejdets vej,” siger Jesper Maack, PR- og kommunikationschef.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

Edith M. Holz-udstilling på Fanø Kunstmuseum

100-års-udstillingen forvaltes af datteren Ricarda Kiwit,  født Holz. Her ses hun blandt en række af sin mors sirlige værker fra Fanø.

Den tyske billedkunstner Edith M. Holz, der ville være fyldt 100 år i år, skabte mange værker i Sønderho og får egen udstilling

Hent den originale artikel fra avisen her

MUSEALT – Den anerkendte kunstmaler Edith M. Holz fra Oberhausen i Nordtyskland gik bort som 87-årig, men havde hun levet i dag, ville hun være 100 år. I den anledning og for at vise noget særligt har Fanø Kunstmuseum i samarbejde med datteren Ricarda Kiwit, fdt Holz, valgt at vie hele udstillingslokalet på 1. sal til en udstilling med hendes værker fra Sønderho. Og udstillingen, forvaltet af datteren, er udsøgt, skal vi hilse og sige.
Ricarda Kiwit fortæller, mens hun er med til ophængningen af de udvalgte værker, at hendes mor besøgte Sønderho hvert år i 40 år, og med årene blev hun en skikkelse, som folk hurtigt genkendte, når hun var ude med pen, pensel, farver og staffeli.

Kunstmaleren Edith M. Holz. Foto: Familie.

Den nordtyske kunstmaler Edith M. Holz ses her i et familiealbum. Hun ville være blevet 100 år i år. Hun blev 87 år.

Hun og familien boede altid i Fru Hansens Hus, også kendt som Ottos Hus. De boede hos postmester Jensen og familie og omgikkes andre kunstnere som Reinhardt Heinemann, Elsa Nöbbe og Franz Lizt, blandt andre.
”Jeg kom med første gang i 1962, da jeg var seks år, og jeg husker så tydeligt, at vi var på Sønderho Kro. I årene løb blev byen som ’Heimat’. Så denne udstilling er min tak til Sønderho,” fortæller datteren, der i dag er 66 år og landskabsarkitekt.

Smuglede porcelæn
Hun blev ved med at komme, også da hun og hendes mand fik børn, men det var ikke hvert år.
”Når vi var her, tog vi ofte til Esbjerg og købte Kongeligt Porcelæn og smuglede det til Tyskland,” fortæller hun med et stort smil. Man måtte faktisk ikke bare tage det med hjem!
I dag har familien med tilladelse fra de danske myndigheder fået mulighed for at købe et sommerhus i Sønderho, Lodsens Hus eller Lottes Hus også kaldet.
Edith M. Holz, der blev uddannet på kunstakademiet i Krefeld på det første hold efter 2. Verdenskrig, havde, som man kan se på udstillingen, en stor forkærlighed for naturen og blomsterne på Fanø. Hendes speciale var akvarelmaleriet.
”Men hun arbejdede også med glas og kirkeglas,” fortæller datteren i samtalen på museets første sal.
Alle motiver, der vises på udstillingen, er fra Fanø. Og da det er en salgsudstilling, er der gode chancer for at få noget med hjem til huset eller sommerhuset. Overskuddet går via en stiftelse til forskellige institutioner, museet får en tredjedel.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

Par fra Flensborg er de nye ejere af Fanø Cykler i Rindby

Lars og Diana Asmussen (til venstre) har overtaget Fanø Cykler i Rindby efter Kai Holm Jensen. De kan tilbyde i alt 270 cykler til udlejning, så de løber ikke tør for cykler lige med det samme. De udlejer også anhængere, ‘christianiacykler’ med mere. Kai Holm Jensen vil nu hjælpe iværksættere og være censor.

Diana og Lars Asmussen fra Flensborg er flyttet til Fanø og er nu cykeludlejere

Hent den originale artikel fra avisen her

ERHVERV – Da Lars Asmussen gik i 5. klasse i Tyskland, kunne han i skolen vælge, om han ville lære fransk eller dansk. Det blev dansk. Om det var Skæbnen, der allerede da havde valgt, at han skulle flytte til Fanø og blive øens største udlejer af cykler sammen med fru Diana, det ved ingen. Men i dag er parret Asmussen ejere af Fanø Cykler på Kirkevejen i Rindby og er i fuld gang med at forberede den altid travle påskesæson.
Med 270 udlejningscykler, heriblandt 22 elcykler, har de øens største cykeludlejningsforretning. Og de behøver ikke at ansætte en cykelsmed, for Lars Asmussen er allerede Fachmeister i det fag. Diana Asmussens baggrund er også helt perfekt, da hun er uddannet købmand.

Har købt hus i Nordby
De kom til Fanø i 2022 og har købt hus i Nordby, en god bungalow, som de skulle have givet noget mere for i Flensborg. Lars fik job i en cykelforretning i Esbjerg, og Diana blev ansat hos Kai Holm Jensen, Fanø Cykler. Det var derfor, de fik tilbuddet om at købe forretningen.
De to sønner på henholdsvis otte og 10 år trives i skolen.
”Den danske skole er helt anderledes end den tyske. Eleverne opfordres til at dyrke musik, være sociale og være meget ude. I Tyskland handler det mere om resultater,” fortæller Diana, som tilføjer, at drengene allerede taler dansk efter otte måneder.

Private er velkomne med deres cykler

Cykelsmed Lars Asmussem, Fanø Cykler. Foto: Finn Arne Hansen

Lars Asmussen er uddannet i faget, så han kan selv servicere og reparere alle udlejningscyklerne. Private cykler er også velkomne.

De har ikke planer om at lave de store ændringer, for forretningen fungerer godt med udlejning af cykler, cykelanhængere, specialcykler og reparation af cykler.
”Jeg er ikke bange for at det bliver for stille om vinteren. Folk skal altid have lavet deres cykler,” siger Lars, der allerede har gang i værkstedet.
Men hvorfor lige Fanø?
”Jeg har en veninde, der viste mig et stykke rav fra Fanø. Så vi tog til Fanø på ferie og er kommet her siden 2017,” fortæller Diana med et smil.

Kai vil skifte spor
Sælgeren er Kai Holm Jensen, der har haft Fanø Cykler i fem år. Han fortæller, han trænger til at prøve noget nyt. Han, der er levnedsmiddelingeniør og har hjulpet Aroma i Nordby med at få gang i deres egen ølbrygning, vil hjælpe iværksættere og bruge mere tid på at være censor ved fødevareuddannelserne.
Han fortæller i øvrigt også, at stedet tidligere har været iskiosk – og rutebilstation!

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

Købmand Charlotte kom på rutsjebanetur

Charlotte Junge satser nu på mersalg ved at tilbyde mere ’convenience food’ som denne sandwich. Det er populært blandt håndværkerne.

Elregning på en halv million kroner var en mavepuster, men hun knokler videre

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

ERHVERV – Charlotte Junge og hendes mand Peter Junge, der driver Min Købmand i Filskov ved Billund, overtog for tre et halvt år siden Spar-butikken på Strandvejen. Det gik godt, de hjalp deres datter i gang med en Spar-butik i Esbjerg og investerede over en million kroner i en modernisering af den noget slidte butik på Fanø.
Men hun skulle snart, som mange andre erhvervsdrivende på Fanø, lære, at her blæser det! Der kan virkelig komme modvind, hvis for eksempel turisterne udebliver. Eller prisen på el stiger helt vildt. Men så må man op på hesten igen.
Vi spoler tilbage til starten.
”Vi åbnede lige op til en efterårsferie, og det var vildt. Vi havde aldrig oplevet sådan noget i Filskov, hvor der er et jævnt salg året rundt. Vi var her begge to fra vi åbnede, til vi lukkede,” husker hun tydeligt.
Så kom januar 2020.
”Shit, tænkte jeg. Der skete ingenting. Alle lukkede ned, mange tog væk. Men så fik vi jo god tid til virkelig at sætte os ind i alle de ting, som vi skulle. Spar er jo en anden kæde end Min Købmand, så der var meget nyt at lære,” fortæller hun, der siden har været den ansvarlige for butikken på Fanø.
Coronaen betød, at købelystne danske gæster strømmede til Fanø.
”I januar, februar og marts 2021 var det helt vildt. Danskerne kunne ikke komme på skiferie, så de strømmede til Fanø,” fortæller hun.
Hun investerede i nyt køl og frys og i lamper, der skulle præsentere varerne bedre.

Kæmpestor elregning
”Men så i juli 2022 kom der lige en kæmpestor elregning. Det endte med en halv million kroner mere end normalt i 2022. Så måtte vi pille de spots ned igen, vi lige havde sat op. Det var ikke sjovt,” fortæller Charlotte, der så også er blevet ramt af galopperende priser på dagligvarer, dyrefoder og brænde. Så kunderne går nu mere efter Gul Pris.
Sponsorater til Fanøs foreningsliv er fortsat. For hun kan søge en pulje hos Købmændenes Finansierings Institut.
”Jeg vil helst rette det mod børn og unge. Jeg har for eksempel støttet rideklubben, badmintonklubben, skydebanen, Fanø Sommercup og julemærkemarchen. Men Rindby Forsamlinghus har også fået,” forklarer hun.
Rød Kors’ julehjælp var der ikke stor efterspørgsel efter i december 2022, så halvdelen af de 50 pakker til i alt 25.000 kroner blev uddelt i Esbjerg.
Hun sat mere gang i produktion og salg af ’convenience food’, hvilket håndværkerne kan lide. Hun beskæftiger 11 voksne og 19 ungarbejdere, mange af dem på deltid.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

Top