Charlotte Junge satser nu på mersalg ved at tilbyde mere ’convenience food’ som denne sandwich. Det er populært blandt håndværkerne.
Elregning på en halv million kroner var en mavepuster, men hun knokler videre
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
ERHVERV – Charlotte Junge og hendes mand Peter Junge, der driver Min Købmand i Filskov ved Billund, overtog for tre et halvt år siden Spar-butikken på Strandvejen. Det gik godt, de hjalp deres datter i gang med en Spar-butik i Esbjerg og investerede over en million kroner i en modernisering af den noget slidte butik på Fanø.
Men hun skulle snart, som mange andre erhvervsdrivende på Fanø, lære, at her blæser det! Der kan virkelig komme modvind, hvis for eksempel turisterne udebliver. Eller prisen på el stiger helt vildt. Men så må man op på hesten igen.
Vi spoler tilbage til starten.
”Vi åbnede lige op til en efterårsferie, og det var vildt. Vi havde aldrig oplevet sådan noget i Filskov, hvor der er et jævnt salg året rundt. Vi var her begge to fra vi åbnede, til vi lukkede,” husker hun tydeligt.
Så kom januar 2020.
”Shit, tænkte jeg. Der skete ingenting. Alle lukkede ned, mange tog væk. Men så fik vi jo god tid til virkelig at sætte os ind i alle de ting, som vi skulle. Spar er jo en anden kæde end Min Købmand, så der var meget nyt at lære,” fortæller hun, der siden har været den ansvarlige for butikken på Fanø.
Coronaen betød, at købelystne danske gæster strømmede til Fanø.
”I januar, februar og marts 2021 var det helt vildt. Danskerne kunne ikke komme på skiferie, så de strømmede til Fanø,” fortæller hun.
Hun investerede i nyt køl og frys og i lamper, der skulle præsentere varerne bedre.
Kæmpestor elregning
”Men så i juli 2022 kom der lige en kæmpestor elregning. Det endte med en halv million kroner mere end normalt i 2022. Så måtte vi pille de spots ned igen, vi lige havde sat op. Det var ikke sjovt,” fortæller Charlotte, der så også er blevet ramt af galopperende priser på dagligvarer, dyrefoder og brænde. Så kunderne går nu mere efter Gul Pris.
Sponsorater til Fanøs foreningsliv er fortsat. For hun kan søge en pulje hos Købmændenes Finansierings Institut.
”Jeg vil helst rette det mod børn og unge. Jeg har for eksempel støttet rideklubben, badmintonklubben, skydebanen, Fanø Sommercup og julemærkemarchen. Men Rindby Forsamlinghus har også fået,” forklarer hun.
Rød Kors’ julehjælp var der ikke stor efterspørgsel efter i december 2022, så halvdelen af de 50 pakker til i alt 25.000 kroner blev uddelt i Esbjerg.
Hun sat mere gang i produktion og salg af ’convenience food’, hvilket håndværkerne kan lide. Hun beskæftiger 11 voksne og 19 ungarbejdere, mange af dem på deltid.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen