Redaktør arkiv: Kurt Henriksen

Fanø Rocker klar igen med nyt og stærkere setup

Hele artiklen i PDF-format

PORTRÆT – Han har betalt dyre lærepenge undervejs for at realisere sine drømme med både spillestedet Realen og festivalen Fanø Rocker. Og nogle på øen vil mene, at de har betalt deres del af regningen.

Men Jesper Møller Pedersen er en ildsjæl, der brænder for musikken, og 20-21. maj er han klar igen med en ny udgave af Fanø Rocker – i et nyt og mere holdbart setup.

Festivalen har nu en forening i ryggen, og det store arbejde bag kulisserne er bedre struktureret. Så det er en travl, men afslappet primus motor, Fanø Posten møder til en snak om manden og musikken.

”Det er en fornøjelse i år, at vi har fået 20 områdeansvarlige, der står for hvert sit område,” fastslår Jesper Møller Pedersen.

”Nu kører de med depechen, og så prøver jeg at blande mig udenom. Det er superfedt. På den måde løfter vi også hele niveauet – det er utopi at tro, at én mand kan stå for alt.”

DSC_4227

Musikeren har lært management på den hårde måde – og nogle gange dyre måde – men kærlighed til musikken har været den røde streng gennem det hele.

Jesper Møller stammer oprindeligt fra Hunderup ved Bramming og runder de 37 somre den 15. maj.

Han læste til lærer i Aarhus – ’jeg mangler bare lige den sidste eksamen’ – men da han kom med i Sasha Duponts band som guitarist, rykkede han basen til København.

”Jeg var faktisk fuldtidsmusiker i ti år, hvor jeg levede af det. Samtidig underviste jeg fuldtids på en skole på Amager, så der var knald på i de år. Men jeg er jo fra Vestjylland, så det der med at have en solid base har ligget dybt i mig,” fortæller Jesper Møller.

”Og jeg kan huske, at min far engang spurgte Sasha: Jamen, hvad laver du egentlig ud over det der musik – hvad er dit arbejde?”

Turplanen førte på et tidspunkt bandet til Fanø.

”Så mødte jeg sommerpigen her, som i en anden Morten Korch-film,” mindes Jesper med et smil, og derfor flyttede han i 2009 til Fanø og ind i et helt nyt liv.

”Det ville ikke fungere rent praktisk med turnéliv. Så jeg måtte droppe bandet, og det passede med, at jeg havde haft ti år med fuld blæs på. Jeg trak stikket.”

I første omgang fik han job hos Esbjerg Kommune på en døgninstitution for tvangsfjernede børn.

”Men det var hårdt. Man får jo en relation til børnene, og jeg har svært ved at gå halvt ind i tingene.”

Samme beskrivelse kan måske hæftes på hans tid med Realen, som han åbnede i starten af 2012 sammen med Jeanett Exner.

Efter et par år med solide koncertnavne og stor succes hos publikum måtte Jesper Møller og hans bank kaste håndklædet i ringen.

Der er indtil flere helte og skurke i det forløb – alt efter, hvem man spørger.

”Der er to sider af den historie. Ansvaret var jo mit, og tallene var røde. Men jeg mener jo, at man fra Fanøs side ikke rigtig så potentialet. Jeg har lært af det, at man skal vise vejen, men det ikke altid går så hurtigt, som man ønsker,” lyder det i dag, hvor Realen drives videre uden ham.

 

”Alt kunne lade sig gøre, efter jeg var stoppet. Det kan godt lyde bittert, men jeg har fuld forståelse for den kommunale proces – det skal være en fælles ting. Jeg kom jo der med ’omvendt 4-tog’ og troede, jeg skulle drive spillested og hive kendte mennesker til Fanø,” lyder den personlige erkendelse, men han mener også, man skal have bedre øje for øens potentiale.

”Vi bor på den her klump guld og udnytter kun 20 pct. – men ting tager tid, og det skal det.”

Du har sagt, at Fanø kan blive Danmarks kulturmetropol – hvordan?

”Jeg rejser rigtigt meget og har bl.a. været 26 gange i New York, hvor min søster bor der. Jeg kommer også rigtig meget i Berlin, og hver gang jeg kommer til storbyer og metropoler, så tænker jeg, at det der kunne vi gøre bedre på Fanø.”

 

Stikket ud af ryggen

“Det ærgrer mig, at vi ikke byder mere ind. Vi er en af de få øer, jeg kender til, hvor man har den korte rejsetid, men samtidig oplever, at stikket bare bliver flået ud af ryggen på en.

Det kan andre øer også tilbyde, men så er der en helt anden logistik. Og hvis produktet og oplevelsen er god nok, betyder færgeprisen ikke noget.”

_DSF8625 frittetPå det personlige plan er Jesper Møller lige blevet skilt fra hustruen Karin Haubjerg Larsen, som har en søn på ni år, og de har en fælles datter på fire.

Og det er sket i fred og fordragelighed, siger den nye single.

”Det er godt for hele familien – der er en lykkelig udgave af den slags. Måske ikke lige, mens man står i det, men vi er enige, og det kører som det skal.”

Professionelt arbejder han nu med booking af mindre orkestre og konsulentarbejde på pladeudgivelser og turnéer. Og så er han producer på en dokumentarfilm om Poul Krebs – et område, han brænder for og gerne vil gøre mere ud af. Den seneste tid er han haft travlt med forberedelsen af Fanø Rocker, hvor han er ansat på deltid som primus motor på musikken og udvikler af festivalen.

”Jeg har ikke store ambitioner om, at den skal op i størrelse. Vi har pladsen dernede, og der bliver vi, men jeg kunne godt tænke mig lidt flere og mindre scener. Drømmen er at afholde festivalen fra torsdag til lørdag og udvikle os med musikken og gastronomien. Og så skal folk bare købe billetten i tillid til, at det bliver skidegodt,” lyder det fra Jesper Møller, der nu har folk til at støtte sig – ikke mindst når det gælder økonomistyring.

Hvad er det med dig og pengesager – er det bare den klassiske historie om en kreativ kunstnersjæl, der er inkompatibel med regneark?

”Ja, fuldstændig. Jeg har folk til at tage sig af den slags i dag. Jeg skal gøre dét, jeg er god til. Og vi har en revisor på Fanø Rocker, der tager sig af al økonomi. Der er et budget, som jeg er med til at lægge, men det skal jeg holde mig indenfor 100 pct. Det giver også en tryghed for mig, hvis jeg bare holder mig indenfor rammerne.”

 

Erhvervs- og turistfusion med Esbjerg bør fortsætte

SAMARBEJDE – Det hele var lagt på skinner, bestyrelserne var enige og den politiske opbakning på plads til den nye tværkommunale organisation Business Region Esbjerg.

Men så endte det med et nej fra generalforsamlingen i ProVarde.

Dermed røg den planlagte fusion af erhvervs- og turistorganisationerne i Esbjerg, Varde og Fanø kommuner på gulvet i denne omgang.

Men ambitionen bør fastholdes, og så må Esbjerg og Fanø i første omgang gå forrest, lyder holdningen på borgmesterkontoret i Nordby.

”Det kan nærmest ikke gå for hurtigt med at komme videre. Vi har lagt det hele på skinner, og så kan vi lige så godt fusionere de to organisationer, hvis det kan lade sig gøre,” siger Fanøs borgmester Erik Nørreby (V).

”Hvis Fanø og Esbjerg går videre nu, så er tingene klar, hvis eller når de andre bestemmer sig for at gå med . Vi skal jo også huske på, at der jo faktisk var 63 pct. af de stemmeberettigede i Varde, der stemte for fusionen, og politisk er der kæmpe opbakning,” påpeger Fanøs førstemand, der selv var tæt på processen som medlem af den midlertidige sammenlægningsbestyrelse.

”Hvis Esbjerg og Fanø skynder sig at komme videre, så håber og tror jeg, at Varde kommer med inden længe, og jeg håber også, at Tønder kommer med på et tidspunkt – ikke mindst på turistsiden.”

Hvorfor mener du, at den her fusion er så god idé for Fanø?

”Hvis vi gik sammen, som der var lagt op til, så er vi i en situation, hvor Varde og Fanø har meget til fælles på turisme, mens Fanø og Esbjerg har fælles interesser på erhverv foruden synergier med Ribe,” påpeger Erik Nørreby.

”Vores tidligere erhvervs- og turistorganisation har jo reelt kun været en turistorganisation, så hvis vores virksomheder skulle have erhvervsrådgivning, har man haft brug for en anden samarbejdspartner. På produktionssiden f.eks. har vores organisation ikke haft skyggen af chance for at hjælpe dem.”

I det store billede ser mange fusionen her som første skridt til en kommunesammenlægning af Varde og Esbjerg – hvordan ser du Fanø i det perspektiv?

”Nu havde vi jo folkeafstemning i 2005, hvor 67 pct. sagde ja til at fortsætte som selvstændig kommune, og sådan ser jeg også fremtiden for os. Men derfor kan vi godt samarbejde på en række fronter, for de tre kommuner komplementerer hinanden rigtig godt.

Er Fanø stærk nok til at stå alene på længere sigt? ”Vores økonomi gør jo, at vi ligger i top på landsplan, og vi er den kommune i Region Syddanmark, som har det højeste beskatningsgrundlag. Vest for Storebælt er det kun Skanderborg, som har et højere skattegrundlag per indbygger end Fanø.”

Borgmesteren peger også på, at en samlet erhvervsorganisation bedre ville afspejle virkelighedens verden.

 

En naturlig enhed

”Vi har jo 7-800 mennesker, der pendler til Esbjerg hver dag og omvendt ca. 250, der pendler ind til Fanø for at arbejde hver dag. Dertil komme så alle de service- og håndværkerbiler, der kommer hver eneste morgen – de er jo ikke med i den statistik. Så det er nærliggende, at de to organisationer bliver én enhed, for virksomhederne arbejder jo på kryds og tværs,” siger Erik Nørreby.

I det hele taget ser han meget lyst på fremtiden, så det er en stærk kommune, der gerne vil deltage i en offensiv fusion.

”Hvis vi opfører os fornuftigt, så er der ikke noget, der lige truer os. Og når folketal og turisme er i vækst, så er det ikke nogen mørke skyer, der specielt er på vej ind over Fanø.”

 

Cold Water Island Tourism konference til Fanø i 2017

Turismeeksperten, professor Terry Stevens fra Wales, er en af arrangørerne bag den internationale turismekonference. (Foto: Positive Pictures, Arran).

 

KONFERENCE – Fanø får sin første internationale konference næste forår, hvor øen efter planen bliver hjemsted for Cold Water Island Tourism (CWIT) 2017 den 3.-5. april.

Det er en international turistkonference, som efter starten på forberedelserne i 2014 har været afviklet de to første gange på øen Isle of Arran i det vestlige Skotland.

Som navnet antyder fokuserer konferencen på udvikling af turisme på øer og kystdestinationer i Nordeuropa, og arrangørerne forventer 80-120 deltagere fra en lang række lande.

Det overordnede tema for 2017-udgaven bliver ’Outdoor’, bl.a. oplevelser i naturen, aktiviteter i og på vandet samt oplevelser inspireret af den maritime arv. Dermed er der også en naturlig sammenhæng med turismen på Fanø, men det er ikke det eneste link til konferencen.

I 2015 var Christel Seyfarth fra Fanø Strikkefestival således hovedtaler på konferencen på Isle of Arran. Netværksarbejdet i den forbindelse førte direkte til eksport af strikkefestivalens koncept, så der i september afholdes en skotsk udgave ved Loch Ness og næste år på Arran.

Flere links til Fanø

Desuden er redaktøren af nærværende avis, Lars H. Olsen, medarrangør af konferencen via sit internationale arbejde med turisme- og strategiudvikling i virksomheden LH Olsen Destination Design, og de stærke links til Fanø har trukket konferencen til øen.

Et tredje link til Fanø er turismeekspert og professor Terry Stevens fra Wales, som er medarrangør af CWIT og tidligere har udarbejdet en analyse af turismen på Fanø.

”Som en af stifterne bag konferencen er jeg begejstret for, at den tredje udgave finder sted på Fanø. Det var en fornøjelse at lave analysen i 2014, og jeg har siden vendt tilbage til jeres dejlige ø på familieferie,” fortæller Terry Stevens.

”Fanø står stærkt, når det gælder udvikling af bæredygtige løsninger på fremtidens turisme. Så det er perfekt at samle europæiske turistaktører her for at diskutere udvikling på koldtvandts-destinationer.”

Der var flere lokationer i spil til næste udgave af CWIT-konferencen, men Fanø trak altså det længste strå – bl.a. også med opbakning fra Isle of Arran.

God effekt i vente

”Fanø var det mest populære blandt de forslag, der var i spil. Her kan fås et nyt og anderledes perspektiv på tingene, så det er en ideel destination for næste konference,” siger erhvervsmanden Alistair Dobson, der bl.a. er managing director for fødevaresammenslutningen Taste of Arran.

Konferencen og de nye netværk, der opstår, ventes at have en god effekt på både kort og langt sigt for Fanøs turisterhverv. Meldingen fra Arran er, at man lokalt har haft stor glæde af værtsskabet.

”Eventen har styrket vores netværk og videndeling, som hjælper os med at sætte Arran på kortet som en verdensklasse destination for både forretnings- og turistrejser,” siger Karen Yeomans, executive director hos North Ayrshire Council, der svarer til en dansk kommune på størrelse med Esbjerg og bl.a. rummer Isle of Arran.

Høj omsætning i mødeturister

CWIT 2017 kan både give langsigtet effekt og en god kontant omsætning her og nu, når deltagerne kommer til Fanø til april næste år.

Ifølge VisitDenmark ligger døgnforbruget for internationale mødeturister i gennemsnit på ca. 2.000 kr. pr. døgn. Med f.eks. 100 deltagere i to døgn, vil det medføre en ekstra omsætning på rundt regnet 400.0000 kr. for øens overnatningssteder, restauranter, butikker, taxaer m.m.

CWIT2017 afholdes 3.-5. april 2017, det vil sige i ugen før Palmesøndag. Ved at lægge konferencen på det tidspunkt er det arrangørernes håb, at butikker og restauranter vil være åbne, så sæsonen starter en uge tidligere end normalt.

 

Sommerhuspriser i comeback efter krisen

HUSPRISER – Feriehuse på Fanø tog et pænt prishop i 2015, og tendensen ventes at fortsætte i år.

De gennemsnitlige salgspriser pr. kvadratmeter for et sommerhus på Fanø steg således med 7,3 pct. sidste år, viser en særkørsel, som boligsiden Boliga.dk har udført for Fanø Posten.

Ifølge statistikken blev det gennemsnitlige sommerhus på Fanø handlet til en kvadratmeterpris på 18.949 kr. sidste år mod 17.656 kr. i 2014. Dermed har priserne igen sat kursen nordpå efter et par år med flad udvikling på Fanø.

Summerhuspriser graf 02

Der er stadig et stykke til toppen i 2010, hvor kvadratmeterpriserne ifølge Boliga toppede på 19.716 kr., men spørger man Fanøs største ejendomsmægler er der er grund til fortsat optimisme – på den vestjyske måde.

”Der har været en mindre prisstigning for sommerhusene, og jeg forventer faktisk, at tendensen vil fortsætte i år,” siger ejendomsmægler og indehaver Erik Pedersen fra Nybolig Fanø Ejendomshandel.

”Vi har mærket i den senere tid, at der kommer flere og flere over og kigger, når vi har weekendvagter. Og vi ved jo også, at de ikke bruger 400 kr. på færgen først for at komme over og være useriøse.”

Dyre huse trækker op

Selvom ejendomsmæglere af natur er optimister, minder Erik Pedersen også om, at det måske er lige tidligt nok at trække champagnen op for sommerhusejerne på Fanø.

”Vi har solgt nogle enkelte af de helt dyre huse sidste år, og de kan jo trække meget op i gennemsnitsprisen,” påpeger mægleren.

Men generelt ser han positivt på både interessen og ikke mindst handlekraften hos køberne.

Køber til sig selv

”Det virker som om, at de fleste af købere har tænkt sig godt og grundigt om på forhånd. Og mange af de købere, der kommer i dag, vil primært bruge huset selv. De baserer ikke regnestykket på indtægter fra udlejning,” vurderer Erik Pedersen.

Han oplyser, at huse i prisklassen 1,3 til 1,8 mio. kr. er de mest populære. Det er primært midaldrende folk fra 40 år og opefter, der er i markedet, men mægleren ser ikke noget fast mønster i typen af huse, der efterspørges. Til gengæld deler han de interesserede ind i fire geografiske hovedgrupper:

Folk fra det gamle Ribe Amt, folk fra Trekantområdet, folk fra østkysten i Sønderjylland og endelig fynboer, der også fylder godt.

Sølvræve på rov

Når det gælder markedet for villaer og rækkehuse er udviklingen mere rolig på Fanø. Sidste år steg kvadratmeterpriserne 4,8 pct., men til gengæld banker en stærk kundegruppe stadig oftere på – de velhavende pensionister.

Ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik er Fanø hjemsted for de største frie formuer i Jylland, og tendensen forstærkes af flere tilflyttere med sølvstænk i både håret og tegnebogen.

Grafik: Tina Foldager

Leder: Udvikling og krav

LEDER – Fanø er en levende kommune, der ønsker at tiltrække nye borgere og udvikle turismen. Det betyder, at der vil være mange planer og projekter i luften på samme tid.

Der skal være projekter og planer, der rammer de ønsker til boliger, servicetilbud og omgivelser, som de boligsøgende og turisterne har. Vi skal alle forstå at tilpasse os markedet, den ændrede adfærd og de nye krav til direkte involvering af borgere og turister, for fortsat at kunne være selvstændig kommune. Så enkelt er det!

Det kræver nytænkning, risikovilje og samarbejde at udvikle Fanø. Gør vi det åbent og i dialog, vil det blive en positiv udvikling med nye borgere og mange gæster, der værdsætter dét, som Fanø har at byde på.

Nytænkning og risikovilje betyder også, at nogle virksomheder vil vokse, nogle vil lukke og nogle nye vil komme til. Det giver den nødvendige dynamik for et samfund som vores. Når markedet ændrer sig, og produktet ikke følger med, kræver det investeringer og en god likviditet. Det stiller nye krav til virksomhedsejere, leverandører og finansieringskilder.

Det stiller også krav til denne avis som lokalt medie at formidle udviklingen, og vi har ambitioner om at gøre det både konstruktivt og kritisk, men altid seriøst.

Fanø Posten vil være en aktiv spiller på Fanø. Vi vil fortælle de gode historier fra Fanø og fra den omverden, der påvirker os, og vi vil sætte fokus på de knapt så gode historier, når det er nødvendigt.

Velkommen til dette ørste nummer af Fanø Posten – hele øen rundt!

Læs også artiklen: Ambitiøse projekter skal skabe nyt liv på Fanø

Sparekasse ser lyst på fremtiden for Fanø

LOKALBANK – Fanø Sparekasse er lige blevet hulmursisoleret, men det er ikke det eneste, direktør Henning Balle kan lune sig ved.

Generelt går det godt for øens erhvervsliv og private husstande, og selvom den seneste tid har budt på et par butikslukninger lige oven i hinanden, ser han flest lyse timer i horisonten.

”Detailhandlen er jo generelt presset – også af nethandel. Men det rammer måske kraftigere herovre, fordi sæsonen er kort, og mange arbejder i Esbjerg, hvor de tager indkøb med hjem. Når det gælder håndværkere, har jeg indtryk af, at det går fornuftigt. De er jo også privilegeret af 2800 sommerhuse, og det generelle billede er mere optimisme og renovering af sommerhusene,” vurderer Henning Balle.

 

Store formuer

”Og så har vi servicebranchen, der har det godt – også via rekordudlejning af feriehuse.”

For de private husstande ser det generelt også rigtig fornuftigt ud. Det blev bekræftet fornylig af friske tal fra Danmarks Statistisk, der viser, at folk på Fanø i gennemsnit råder over de største formuer i hele Jylland. En udvikling som forstærkes af stadig flere pensionister, der flytter til Fanø med svulmende bankbøger og pensionsopsparinger.

Sparekasse ser lyst på fremtiden for Fanø 02

”Der er selvfølgelig ikke det store udlån i det for os, men der bliver sat nogle penge i omløb, og rigtig mange kommer også ind og får rådgivning om placering af investeringer. Så jeg er i den grad optimist for fremtiden, og jeg ser egentlig, at der ligger mange muligheder for os,” påpeger Henning Balle.

 

Saml nu perlerne op

”Det nye færgeforlig giver flere muligheder for vores detailhandel, og vores gader herovre er jo utroligt hyggelige at handle i. De handlende på Fanø skal ikke være konkurrenter med hinanden, men med forretningerne i Esbjerg, og de skal fokusere på, at vi har 90.000 mennesker kun 12 minutter herfra. Der er masser af muligheder – vi skal bare samle perlerne op.”

 

Kritik efter lukninger

Trods mulighederne har den seneste tid budt på et par butikslukninger, fulgt af beskyldninger på bl.a. de sociale medier om, at sparekassen har strammet op. Og strammet for meget op, lyder kritikken.

Henning Balle kan dog ikke kommentere på konkrete kundeforhold og vil derfor kun udtale sig om generelle forhold.

Har I også en særlig forpligtelse som øens lokale pengeinstitut?

 

Klogt at stoppe i tide

”Så længe der er et lys, så er vi også interesserede i at holde så meget kørende som muligt. Vi lever af at låne penge ud, og det vil vi rigtigt gerne gøre til sunde projekter. Men nogle gange er det også klogt nok at stoppe i tide.”

I har vel også en fælles interesse med hele øen i, at det hele kører og udvikler sig?

”Jo, og det gør vi også rigtigt meget for. Vi støtter jo med mange penge til forskellige aktiviteter, der fremmer øen bedst muligt. F.eks. Vadehavsfestival, bogudgivelser om øen, idrætsforeninger m.m.”

Men det er omvendt heller ikke nogen blanco check?

”Nej, jeg har jo et ansvar for, at vi forvalter folks indlånsmidler på en ordentlig måde. Ellers er der jo nogen, der kommer og lukker sparekassen,” lyder det nøgternt fra Henning Balle med henvisning til Finanstilsynets skrappe regnedrenge.

Hvordan ser du sparekassens rolle i fremtidens udvikling af Fanø?

”Først og fremmest så prøver jeg jo på at tilpasse sparekassen til at være et endnu mere konkurrencedygtigt pengeinstiitut. Det involverer også et kompetenceprogram, så vi kan klare det hele f.eks. i bolighandel, og vi har meget skarpe rentesatser på boliglån. Men det er jo også for at matche kommunens bestræbelser for øget bosætning,” påpeger Henning Balle.

 

Nye lån giver energi

Han peger også på sparekassens nye lån til energiforbedring som et tiltag, der kan sætte mere gang i tingene. Her tilbyder man op til 100.000 kr. til energirenovering til en ret lun rente på bare 2,25 pct., og det nye lån forventer man sig meget af.

”Det er da bare at komme i gang,” lyder det med direktørens lune fynske accent, mens han mærker på sin egen ydermur i kontoret, hvor håndværkerne udenfor lige er kravlet ned af stigen.

”Jeg kan allerede mærke, hvor meget det har hjulpet – også på indeklima og støjniveau – og det har såmænd ikke kostet mere end 22.000 kr.”

 

Direktør Henning Balle, Fanø Sparekasse, ser gode muligheder for Fanøs udvikling i fremtiden, hvis man ellers kan samarbejde om at ’samle perlerne op’.

 

Top