Cold Water Island Tourism konference til Fanø i 2017

Turismeeksperten, professor Terry Stevens fra Wales, er en af arrangørerne bag den internationale turismekonference. (Foto: Positive Pictures, Arran).

 

KONFERENCE – Fanø får sin første internationale konference næste forår, hvor øen efter planen bliver hjemsted for Cold Water Island Tourism (CWIT) 2017 den 3.-5. april.

Det er en international turistkonference, som efter starten på forberedelserne i 2014 har været afviklet de to første gange på øen Isle of Arran i det vestlige Skotland.

Som navnet antyder fokuserer konferencen på udvikling af turisme på øer og kystdestinationer i Nordeuropa, og arrangørerne forventer 80-120 deltagere fra en lang række lande.

Det overordnede tema for 2017-udgaven bliver ’Outdoor’, bl.a. oplevelser i naturen, aktiviteter i og på vandet samt oplevelser inspireret af den maritime arv. Dermed er der også en naturlig sammenhæng med turismen på Fanø, men det er ikke det eneste link til konferencen.

I 2015 var Christel Seyfarth fra Fanø Strikkefestival således hovedtaler på konferencen på Isle of Arran. Netværksarbejdet i den forbindelse førte direkte til eksport af strikkefestivalens koncept, så der i september afholdes en skotsk udgave ved Loch Ness og næste år på Arran.

Flere links til Fanø

Desuden er redaktøren af nærværende avis, Lars H. Olsen, medarrangør af konferencen via sit internationale arbejde med turisme- og strategiudvikling i virksomheden LH Olsen Destination Design, og de stærke links til Fanø har trukket konferencen til øen.

Et tredje link til Fanø er turismeekspert og professor Terry Stevens fra Wales, som er medarrangør af CWIT og tidligere har udarbejdet en analyse af turismen på Fanø.

”Som en af stifterne bag konferencen er jeg begejstret for, at den tredje udgave finder sted på Fanø. Det var en fornøjelse at lave analysen i 2014, og jeg har siden vendt tilbage til jeres dejlige ø på familieferie,” fortæller Terry Stevens.

”Fanø står stærkt, når det gælder udvikling af bæredygtige løsninger på fremtidens turisme. Så det er perfekt at samle europæiske turistaktører her for at diskutere udvikling på koldtvandts-destinationer.”

Der var flere lokationer i spil til næste udgave af CWIT-konferencen, men Fanø trak altså det længste strå – bl.a. også med opbakning fra Isle of Arran.

God effekt i vente

”Fanø var det mest populære blandt de forslag, der var i spil. Her kan fås et nyt og anderledes perspektiv på tingene, så det er en ideel destination for næste konference,” siger erhvervsmanden Alistair Dobson, der bl.a. er managing director for fødevaresammenslutningen Taste of Arran.

Konferencen og de nye netværk, der opstår, ventes at have en god effekt på både kort og langt sigt for Fanøs turisterhverv. Meldingen fra Arran er, at man lokalt har haft stor glæde af værtsskabet.

”Eventen har styrket vores netværk og videndeling, som hjælper os med at sætte Arran på kortet som en verdensklasse destination for både forretnings- og turistrejser,” siger Karen Yeomans, executive director hos North Ayrshire Council, der svarer til en dansk kommune på størrelse med Esbjerg og bl.a. rummer Isle of Arran.

Høj omsætning i mødeturister

CWIT 2017 kan både give langsigtet effekt og en god kontant omsætning her og nu, når deltagerne kommer til Fanø til april næste år.

Ifølge VisitDenmark ligger døgnforbruget for internationale mødeturister i gennemsnit på ca. 2.000 kr. pr. døgn. Med f.eks. 100 deltagere i to døgn, vil det medføre en ekstra omsætning på rundt regnet 400.0000 kr. for øens overnatningssteder, restauranter, butikker, taxaer m.m.

CWIT2017 afholdes 3.-5. april 2017, det vil sige i ugen før Palmesøndag. Ved at lægge konferencen på det tidspunkt er det arrangørernes håb, at butikker og restauranter vil være åbne, så sæsonen starter en uge tidligere end normalt.

 

Tags ,

Relaterede artikler

Top