Læs bl.a. om:
– og meget, meget mere!
TURISME – Det var en smuk tanke, at folk fra Ribe og Fanø skulle samarbejde i foreningen Skøgum om at restaurere fannikken Willy Morgensterns træbåd Martha og få hende i sejlads mellem Ribe by og Sønderho. Men nu er Martha tilbage på Fanø, en bestyrelse på fem borgere fra Fanø har i fred og fordragelighed overtaget alle pladser i bestyrelsen, og Martha er nu tilbage på Fanø, hvor hun skal sejle med turister og medlemmer.
Det er imidlertid en ny Martha, konstaterer Willy Morgenstern, som vi møder ved den smukke og velrestaurerede turbåds plads i Nordby havn.
Det var en flok stolte og glade frivillige, der sejlede Martha hjem til Fanø. Han anduver hun Nordby Havn. Foto: Keld Nissen.
Ny og tungere dame
”Jeg kunne mærke, da vi sejlede hende hjem fra Ribe, at hun var lidt langsommere og tungere i styringen end før. Jeg tror, hun ligger fem centimeter dybere end før. Men det er også en helt ny båd. Da hun i 2010 lå som et vrag ude på gården, var der kun stævn og agterspejl tilbage. Den var lige klar til ophugning,” fortæller Morgenstern.
“Nu er den genopbygget, og der er brugt 24 millimeter planker i stedet for de oprindelige 16 millimeter planker, det er måske det, der får den til at føles tungere,” funderer den tidligere ejer, som overdrog Martha til foreningen Skøgum.
Det skete ret tilfældigt, fordi en af aktivisterne i Skøgum, Bjarne Kigholm, var til Sønderhodag. Her faldt han i snak med Willy Morgenstern, og det endte med, at Skøgum blev oprettet, og at resterne af Martha blev kørt til Ribe for at blive restaureret.
Det skete på Egernsund Værft, og regningen blev på ialt to millioner kroner.
”På et tidspunkt endte det med en ren Ribe-bestyrelse, og det rygtedes, at de var ved at opgive båden. De kunne ikke finde skippere og havde fået gæld. Vi tog så fem mand afsted til generalforsamling i maj og blev valgt ind. 11. juni var der så ekstraordinær generalforsamling, og vi fik hele magten – med Ribe-folkenes billigelse og med enstemmighed,” fortæller Willy Morgenstern, der blev formand.
Motoren er en ret støjsvag dieselmotor af mærket Nanni med 85 hk. Den normale turfart bliver syv knob. Foto: Finn Arne Hansen.
Skal omdøbes til Martha af Sønderho
”Vi ville jo ikke have en Ribe-forening, så vi sejlede Martha hjem og skal nu have den omdøbt til Martha af Sønderho,” tilføjer han – i dag hedder hun Martha af Ribe.
Den pænt store gæld i foreningen på 740.000 kroner og kommende gebyrer til Søfartsstyrelsen render den ny bestyrelse ikke fra.
”Gælden arbejder vi på. Vi føler god interesse fra mange lokale sponsorer og fra Fanø Sparekasse. Vi skal have snakket med alle kreditorer, men det skal nok gå,” siger han.
Martha er blevet udstyret med en Nanni-dieselmotor på 85 hestekræfter, bygget af Toyota. Den kan skyde op til 10 knob, men det normale bliver syv knob.
Foreningen har foreløbig ikke tilladelse til at sejle med turister, det kræver skippere med en jagtskippereksamen af tredje grad plus sundhedsbevis. En enkelt sommerhusejer i Sønderho, som foreningen kender til, har denne. Men de øvrige bliver forhåbentlig uddannet i løbet af vinteren på Fanø.
Sejler med medlemmer
I mellemtiden skal der sejles med medlemmer. Det må foreningen nemlig godt. Der tænkes på sejladser til Mandø, Skallingen, Ribe og måske en flot tur op ad Varde Å.
”Der er to muligheder. Man kan enten blive medlem for 200 kroner eller købe aktier á 1000 kroner, så får man ret til medlemssejlads. Vi har allerede 12 aktionærer,” fortæller han.
Mandag den 15. juli klokken 17 holdes der ekstraordinær generalforsamling i Skøgum på Bakskuld i Sønderho alias den gamle skole. Her skal foreningen blandt andet omdøbes til Foreningen Martha.
Tekst: Finn Arne Hansen
LYCIUM – Det naturhistoriske udstillingscenter Lycium til anslået 70 millioner kroner, som den private borger Steen Lassen er initiativtager til, og som er tegnet af det verdenskendte arkitektfirma Bjarke Ingels Group (BIG), bør ikke ligge i klitterne ved Fanø Bad, mener Danmarks Naturfredningsforening.
Området er Natura 2000-område, så det er en udfordring, erkender borgmester Sofie Valbjørn (Å).
DNs lokale repræsentanter var med til præsentationen i sundhedshuset i Nordby lørdag den 22. juni, og selv om foreningen er glad for den positive interesse for Fanø, som projektet er et udtryk for, er den imod placeringen:
”Præsentationen gav ikke noget klar svar på, hvad det vigtigste i projektet var: At kunne få en stjernearkitekt til at bygge en betonbygning i yderste klitrække eller at etablere højkvalitets naturformidling på Fanø? På mødet spurgte DN Fanø derfor til dette dilemma. Fanøs borgmester anførte, at de to ting hørte sammen. Arkitekten sagde entydigt, at man kun var interesseret i projektet, hvis det blev bygget på den foreslåede lokalitet,” lyder det fra lokalformand Britt Schak Hansen.
I klitterne eller slet ikke
”Efter mødet er Steen Lassen blevet refereret for, at placeringen er afgørende for projektets realisering. Uden bygning bliver det nok ikke til så meget med naturformidlingen, så det kunne tyde på, at placeringen i den yderste klitrække, nærmere stranden end al anden bebyggelse ved Fanø Bad og langs Fanøs vestkyst i det hele taget, er det vigtigste,” tilføjer hun.
DN Fanø vil meget gerne være med til at udvikle formidlingsdelen af projektet, men placeringen af en bygning i det nationalt og internationalt beskyttede naturområde er efter foreningens mening meget problematisk og helt unødvendig.
”I Danmark har vi takket være fremsynede lovgivere hidtil undgået at forstyrre vores kyster med byggeri, hvilket er enestående i europæisk sammenhæng. Der er desuden andre muligheder for projektets realisering. Et stenkast fra den foreslåede placering findes et udpeget centerområde, hvor der nemt kan placeres et udstillingscenter, som kan indeholde de foreslåede formidlingsaktiviteter. Placeringen af en flot bygning i centerområdet vil nemlig kunne blive det midtpunkt for Badet, som kan løfte hele områdets kvalitet og give det karakter af et egentligt center. Lad arkitektfirmaets store kompetencer blive brugt til at bygge en smuk bygning, der kan løfte den proces som Fanø Kommune og Realdania er begyndt på. Det ville virkelig være til glæde og gavn for alle på Fanø. Og samtidig slap vi for, at projektet ødelægger den klitstruktur som det er sat i verden for at formidle, slutter hun.
Byrådet er positivt
Fanø Posten har spurgt Sofie Valbjørn, om byrådet rent faktisk har tilsluttet sig placeringen i klitterne.
”Vi er blevet præsenteret for projektet, og der var en overordnet positiv stemning. Men vi har ikke stemt om det. Det er jo også på et forberedende stadium,” siger hun.
”Den helt store udfordring ligger i, at det er et beskyttet Natura 2000-område,” erkender borgmesteren. Hun tilføjer imidlertid, at alle borgere, hun har talt med om projektet, har været positive.
Byrådsmedlem Johan Brink Jensen (S) var da også den, der høstede størst bifald på borgermødet, da han sagde, at det var meget positivt, at Fanø fik en attraktion, der kunne tiltrække turister året rundt.
Tekst: Finn Arne Hansen
Illustration: BIG
INDVIELSE – Tømrer Jacob Rasmussen fra Jacobs Tømrerfirma og entreprenør Simon Martinsen fra Ønaf, der sammen stod for genopbygningen af Svenskeren på havnen i Nordby, mødte en del udfordringer under arbejdet med landgangsbroen. Men de er så tilfredse med resultatet, at de nu er klar til nye opgaver.
”Nu byder vi på Femern-broen,” siger Simon Martinsen med et grin. Sammen med Jacob Rasmussen og en betragtelig skare tilskuere var han med til indvielsen af svenskerbroen den 15. juni.
Mange fandt vej til indvielsen af svenskerbroen.
Broen er bygget op om 70 egestolper, der er 20 gange 20 centimeter tykke. De er blevet gravet ned i hav- og strandbunden. De yderste skulle graves to meter ned. Arbejdet var en konstant kamp mod både højvandet og grundvandet.
En kamp mod mudder
”Vi blev nødt til at grave et hul ad gangen og så skynde os at sætte stolpen ned med det samme, inden hullet blev fyldt med grundvand og mudder nedefra og begyndte at skride sammen,” fortæller Simon Martinsen, der gravede hullerne med gravko.
Samtidig skulle de i begyndelsen af anlægsprocessen tage højde for, at de ikke kunne arbejde ved højvande, fordi stranden og fundamentet blev oversvømmet.
”Jeg tror, at jeg stadig kan tidevandstabellen fra april udenad,” siger Jacob Rasmussen.
Efter at alle stolperne var gravet ned, blev de forbundet med vandrette stolper. Hele broens skelet blev boltet sammen med 24 millimeter gevindstænger.
Uden på skelettet er broen beklædt med egeplanker, der er banket på med 6.000 skibsspigre, 95 millimeter metalsøm, som Jacob Rasmussen alle sammen har slået i med håndkraft med en lægtehammer.
”Jeg sov godt om aftenen,” siger han.
Det tog i alt fem-seks uger at bygge den ny bro, som er opført uden på resterne af den gamle svenskerbro, som stadig lå og rakte fra kysten ud i vandet, og som Jacob Rasmussen og Simon Martinsen anvendte som stillads under arbejdet.
”Vi var nervøse, inden vi gik i gang,” siger Simon Martinsen.
”Men det var sjovt, fordi det lykkedes,” tilføjer Jacob Rasmussen.
Gamle byggemetoder
Viceborgmester Erik Nørreby (V) klippede snoren til den nye svenskerbro.
Broen er konstrueret på samme måde og efter de samme principper som den oprindelige svenskerbro fra 1884. Det er arkitekt Niels Brinch, der har tegnet broen ud fra tegninger af den gamle bro. Navnet ‘Svenskeren’ har broen fået, fordi der i 1800-tallet lå to svenske skibsvrag ud for den. Nogle mener også, at den blev bygget af træ fra et sunket svensk skib.
Broen blev ødelagt under stormen Bodil i december 2013. I 2016 ville kommunen så fjerne den. Men en gruppe borgere fik stoppet nedrivningen og stiftede foreningen Bevar Svenskeren. Foreningen har siden arbejdet for at få genopført den gamle bro, og det var det arbejde, der bar frugt, da viceborgmester Erik Nørreby (V) valdemarsdag den 15. juni indviede den nyopførte ‘Svensker’.
Tekst og foto: Keld Nissen
TILFLYTTERE – Da Børge Bottelet i marts sidste år flyttede folkeregisteradresse fra Ribe til Fanø, gav han sig selv et år til at finde ud af, om han ville blive boende fast i sit sommerhus i Rindby.
”Nu har jeg besluttet mig til, at jeg bliver her. Der er noget med Fanø. Man kan ikke slippe det, når man først er begyndt at komme her,” siger den 76-årige tidligere guldsmed og butiksejer på en solrig dag i sommerhuset, hvor han bor sammen med Otto, der trods navnet er en hunkat.
Børge Bottelet med katten Otto. Det er en hun.
Og der er flere og flere som ham, der slår sig fast ned i et af øens naturområder. Antallet af fastboende pensionister i sommerhus på Fanø lå i en del år nogenlunde stabilt på 70-75. Men på to år er tallet steget med 16 fastboende fra 73 i 2016 til 89 i 2018, fortæller kommunaldirektør Vibeke Kinch.
Flere vil bo her fast
”Så vi ser en stigende tendens. Og de, der ringer til kommunen for at forhøre sig om mulighederne for at flytte permanent i sommerhus, er også bevidste om den nye etårsregel,” siger hun.
Den nye regel betyder, at man som pensionist eller efterlønsmodtager blot skal have ejet sit sommerhus i et år, før man må benytte det som helårsbolig. Tidligere skulle man have ejet det i otte år.
På landsplan er der ifølge tal fra april i år en markant tendens til, at et stærkt stigende antal pensionister køber sommerhus med henblik på at flytte permanent ind i det.
Mange af de pensionister, der flytter permanent ind i deres sommerhus, bliver typisk boende i en række år.
”Men når det så bliver for besværligt, fordi de for eksempel skal have hjemmehjælp, eller de ikke længere bryder sig om at cykle i mørket, sælger de huset og flytter enten ind til Nordby eller Sønderho eller væk fra øen,” siger Vibeke Kinch.
Kan bo i sommerhuset
Samtidig er der så et tilsvarende antal og de seneste år altså også flere, der ligesom Børge Bottelet flytter ind i deres sommerhus.
Da han flyttede til Rindby, behøvede han dog ikke at bekymre sig om reglerne for at tage fast bopæl i sommerhuset, da han sammen med sin nu afdøde hustru Ingrid havde ejet deres i knap 30 år.
De gik på pension i 2007 og solgte den guldsmedeforretning i Ribe, hvor Børge Bottelet var tredje generation. Det var hans farfar, der havde etableret den.
Allerede da foreslog Børge Bottelet, at de skulle flytte permanent til Fanø, men det ville hans hustru ikke være med til. Hun syntes, at der var for mørkt og trist i det forholdsvis øde område i Rindby i vinterhalvåret. I stedet begyndte de at bruge sommerhuset som halvårsbolig og boede i det i omkring fem måneder i sommerhalvåret.
Omgivelserne trak
”Da Ingrid så døde i februar sidste år, sagde jeg til mig selv, at nu giver du det en chance at flytte til Fanø permanent, og det er jo så faldet heldigt ud,” siger Børge Bottelet.
Økonomien spillede dog også en rolle for hans beslutning om at flytte.
”Det er jo dyrt at have to ejendomme,” siger han.
Det var dog først og fremmest omgivelserne, der trak.
”Jeg kan godt lide stilheden herovre. Det har givet mig en indre ro, og det har selvfølgelig også noget at gøre med min hustrus død. Jeg har siddet mange gange på en klittop og ladet tankerne flyve.”
Desuden holder han meget af naturen på øen, hvor han som regel cykler rundt.
”Jeg cykler tit til Sønderho. Jeg kan godt lide de lange ture. Der er jo en udmærket cykelsti mellem Nordby og Sønderho, hvor naturen også er meget varieret. Det blå lyngtæppe i august er noget af det smukkeste. Og når man så kommer op på diget bagved kroen i Sønderho og kan se Ribe Domkirke, så er alt godt.” siger Børge Bottelet, der nu både betragter fødebyen Ribe og Fanø som sine hjem.
Han kender endnu ikke så mange andre af de fastboende på Fanø, men han har planer om at blive en del af øens liv. Han har således forhørt sig om muligheden for at deltage i frivilligt arbejde.
Synger i kor
Og han har meldt sig til Fanøkoret, hvor han skal begynde at synge til efteråret. Han sang i flere blandede kor, da han boede i Ribe.
Han håber også på at kunne deltage i noget fællesspisning, som nogle andre sommerhustilflyttere er begyndt at arrangere.
Men Børge Bottelet har da også stadig kontakt til sin omgangskreds og sine mange venner i domkirkebyen. Hver torsdag tager han således bilen og kører ned og spiller golf i sin gamle klub. Og han har en søster i byen, hvor han kan overnatte, hvis det skal være.
Alle tingene fra hans og hustruens tidligere hjem i Ribe er opmagasineret i et møbelhotel.
Vil til at male igen
En ven har malet Fanø-pigen, der hænger i gårdhaven.
”Jeg skal også til at taqe stilling til, hvad jeg vil med det. Men jeg var jo lidt usikker på, om jeg kunne forlige mig med livet på Fanø.”
Endelig fletter Ribe- og Fanø-tilværelserne sig også sammen på vadehavsøen, idet Børge Bottelet ses med nogle af de mange ripensere, der har sommerhus herovre.
Efter at han er begyndt at falde til i sit nye hjem, overvejer han at genoptage nogle af sine tidligere interesser. De sidste fire-fem år i Ribe begyndte han at male.
”Det regner jeg med en dag at tage op igen, og måske også ler, som jeg tidligere har lavet.”
Nogle af Børge Bottelets egne keramikrelieffer hænger i den lille gård mellem huset og annekset.
Nogle af Børge Bottelets keramikrelieffer hænger i den lille gårdhave mellem huset og annekset ude bagved. Annekset fik han og hustruen bygget, så der også er plads til de to børn og fire børnebørn, når de kommer på besøg i huset i Rindby.
Ukendt etårsregel
Erik Nørreby, der er Venstre-viceborgmester og EDC-ejendomsmægler på Fanø møder en del, der endnu ikke har hørt om den nye etårsregel.
”Men når jeg så fortæller om den, bliver de meget interesserede,” siger han.
Fanø Kommune giver i øvrigt også dispensation til, at man kan bo fast i sit sommerhus i op til tre år, fra den dag man køber det, hvis man er boligsøgende. Og det gælder for alle, ikke blot seniorer.
Tekst og foto: Keld Nissen
Læs bl.a. om:
– og meget, meget mere!
NØDHJÆLP – Af og til fører det mere med sig at være frivillig, end man lige tror. Tag nu for eksempel Grethe Laulund fra Nordby, der ikke kun er aktiv indenfor folkemusik, men også Røde Kors.
Takket været lidt hurtighed på aftrækkeren og måske den rigtige profil har hun sammen med 10 andre frivillige fra hele Danmark været i Malawi i Afrika, verdens femte-fattigste land med 18 millioner fortrinsvis kristne indbyggere, for at se, hvordan Røde Kors griber nødhjælp an. Med var også to rejseledere.
Hjælp til selvhjælp
”Vi forpligtede os kun til at fortælle om det bagefter, og jeg kommer gerne ud i foreninger og fortæller,” fortæller Grethe Laulund, der fik en kæmpeoplevelse ud af rejsen.
Røde Kors fokuserer i Malawi på katastrofehjælp, for eksempel efter store orkaner, hjælp til selvhjælp, at skabe socialt liv i landsbyerne, at lære borgerne om hygiejne og at sikre pigerne skolegang.
”Grundskolen er gratis indtil 8. klasse, så det er ikke problemet. Men når pigerne begynder at menstruere, bliver de drillet og hånet og holder sig så hjemme fra skole” fortæller hun.
Af den grund er der iværksat en produktion af bind, der kan vaskes og genbruges. De sælges billigt for cirka 10 kroner til familierne.
”Det har haft en kæmpestor betydning. Nu svarer pigerne bare igen, hvis drengene driller, har mindre fravær og får bedre karakterer,” fortæller Grethe Laulund, der som sin mand er tilflytter fra Funder ved Silkeborg.
Bedre hygiejne
I Malawi så hun også, hvordan man i en landsby havde fået indrettet udendørs toiletter og havde lært indbyggerne at vaske hænder i stedet for bare at gå ud i bushen for at forrette deres nødtørft.
”De var meget stolte, for efter kort tid var det slut med kolera og diarré,” fortæller hun.
Et andet projekt, de så på, var en landsby, der var smadret af en orkan og de oversvømmelser, den forårsagede. Her valgte landsbyens leder at flytte landsbyen op på et bjergplateau.
”Sådan er det dernede. Høvdingen bestemmer, og det indretter man sig efter. Man ønsker ikke at stå udenfor fællesskabet,” forklarer hun.
Flytningen skete på den måde, at folk selv måtte hente byggematerialer fra deres sammenstyrtede hus derop og så bygge ud fra det. Enlige mødre med børn fik dog halvfærdige huse.
Nyt vandsystem
Et andet sted besluttede man at hente vand ned fra et bjerg i et sindrigt system over en vandtank, der stod på et andet, lavereliggende bjerg. På den måde slipper landsbyboerne for lange vandringer efter vand.
Og hvad har turen så lært hende?
”At hjælp til selvhjælp dur. Så det arbejde, der laves i Røde Kors-butikker, hjælper virkelig!”
Tekst og foto:
Finn Arne Hansen
Det blev et tilløbsstykke, da advokaten Steen Lassen, hvis familie har haft tilknytning til Fanø i over 100 år, præsenterede udstillingscentret Lycium med placering i klitterne ved Fanø Bad den 22. juni i sundhedshusets store sal i Nordby. Og vi, der var til stede, blev ikke skuffede. Bjarke Ingels Group har igen vist, at de er et arkitektfirma i verdensklasse.
Vi så et særdeles smukt bygningsværk, der som en sandbunke smyger sig ind i landskabet, reflekterer lyset ved Vadehavet på smukkeste vis og på ingen måde generer øjet, tværtimod.
Centret eller museet bliver uden tvivl et plus for Fanøs turisme og økonomi. Arbejdspladser er der jo i det hele året rundt, og der er nok en god chance for at få nogle af de ansatte til at bosætte sig på den ø, de skal formidle – hvis de da ikke bor her i forvejen. Vi har jo mange højtuddannede, som sikkert gerne vil bytte en pendlertilværelse ud med et job på øen.
Finansieringen af Lycium, hvis nutidspris blev nævnt som 70 millioner kroner, lader heller ikke til at være et problem. Flere store fonde har allerede vist deres interesse.
Området ved Fanø Bad er imidlertid som Natura 2000-område et af de mest beskyttede, man overhovedet kan forestille sig. Der er næppe den regel i Danmark og EU, der ikke skal bøjes, for at nå målet: At vise naturen i naturen. Betyder det, at vi skal give op på forhånd?
Svaret herfra er nej. At få et bygningsværk, der bliver et af verdens smukkeste i et af verdens mest spektakulære scenerier, er så fantastisk en mulighed,
at man for en gang skyld må se naturen ved Fanø Bad som det, den er: Et kulturlandskab, der ændrer sig.
Man kan endda håbe på, at Lycium vil være en så stor kontrast til de kedelige byggerier, der ligger ved Fanø Bad, at de med tiden bliver udskiftet med noget smukkere. Måske får Lycium en afsmittende effekt, vi kun kan drømme om.
Lycium, ja tak!
PS. Tak til Bjarke Ingels Group (BIG) for lån af illustration.
NATURPLEJE – Michael Baun og Bente Villadsen i Rindby fik på Naturmøde i Hirtshals i maj 15. Juni Fondens store pris på 100.000 kroner for deres enestående naturpleje med anguskvæg og deres blanding af merino- og texelfår på Fanø. Vi er taget på besøg hos parret, der også har en gårdbutik på Postvejen ved Rindby med kød og uldstrik for at høre, hvad der ligger bag den bedrift og høre, hvad der driver dem.
Faktisk, viser det sig, blev Michael Baun naturvogter ved en tilfældighed.
”Jeg er født på Grønland og var der de første syv-otte år af mit liv. Min far var tømrermester her fra Fanø, og da vi kom hjem, købte han ejendom på Kapelvej og på Rindbyvejen og begyndte at drive maskinstation. Jeg blev uddannet som maskinstationsarbejder i 1999, så det endte med, at jeg overtog efter min far i 2013,” fortæller han.
Da Bente, der er uddannet butiksslagter, kom ind i billedet, var der ikke dyr på ejendommen, de bor på.
”Jeg var fra landet, og jeg havde sagt: nu sniger der sig vel ikke en ko ind? Men da Michaels far blev syg, overtog vi 43 af hans køer, hvoraf nogle var med kalve,” griner hun, vel vidende, hun havde tabt slaget.
Har også merinofår
Parret fik også merinofår, hvis uld forarbejdes på Hjelholts Uldspinderi i Hesselager på Sydfyn. De har siden krydset dem med texel, så de også får godt kød. Gårdbutikken, som Bente står for, åbnede i 2017. I samme år lagde de om til økologi. Og selv om de naturarealer, dyrene går på, aldrig er blevet sprøjtet, kan de alligevel først her i 2019 kalde sig økologer, da loven kræver to års ventetid.
”Vi troede, at natur og økologi hørte sammen, men det tog altså to år og en masse papirarbejde,” konstaterer Michael med et skuldertræk.
I dag har de selv 42 hektar jord, men de forpagter dertil 450 hektar rundt om på øen. På de jorder har de 150 køer med kalve samt 150 får.
Men hvordan Michael blev bidt af naturpleje?
”I 2003 blev jeg hyret af Naturstyrelsen til at rydde store arealer rundt om skovlegepladsen og lave 52 tudseskrab (vandhuller, red.) til strandtudser. Det var lidt mærkeligt. Jeg havde som barn selv været med til at plante mange af de fyrretræer, der var derude! Men der blev ryddet og sat hegn op og køer ud. Min far rystede på hovedet, han mente ikke, der var næring nok. Men de unge kvier kunne godt klare sig. Derimod skal køer med kalve ud på de mere frodige strandenge for at have mælk nok til kalven. Tyrekalvene får lov at være for sig selv, til de bliver slagtet. Så kan de rende rundt og vælte lidt træer og grave nogle huller i jorden, som unge knægte jo gør,” fortæller han med et grin.
Køerne får dog også lidt økologisk kraftfoder.
Stabil produktion
Nu har parret en stabil produktion af kød og uld. I 2018 kunne de sende 32 dyr til slagtning, og kødet kan de uden problemer selv sælge.
Parret blev indstillet til prisen af forskellige organisationer, og Fanø Kommune skal have en særlig tak for opbakningen, siger de.
Og hvad skal de 100.000 kroner så bruges til?
”Til at lappe huller med! Og til at udarbejde en vogn, der gør det lettere at opstille hegn, når vi skal indfange dyrene”, forklarer Michael Baun.
En drøm, som ikke har noget med naturpleje at gøre, er i øvrigt et slagtehus på Fanø, enten privat eller som et andelsselskab.
Tekst og foto:
Finn Arne Hansen
FESTIVALANMELDELSE – Vi ville gerne her have bragt en historie om, hvordan Fanø Vesterland nummer syv i slutningen af maj gik, og om den kommer igen næste år.
Men det er festivalboss Jesper Møller Pedersen ikke klar til. Han takker dog af et varmt hjerte de 472 frivillige for deres indsats på festivalen.
Så vi har valgt at anmelde Fanø Vesterland i stedet. Normalt anmelder journalister de enkelte navne på en festival, men vi vælger her at anmelde den som et hele.
Pressen og andre VIPs havde deres eget område.
Hulens kold festival
Og som overskriften på artiklen fortæller, så blinker alarmlygterne. Det var en hulens kold festival, hvilket arrangørerne ikke kan gøre noget ved, hvis de insisterer på at lægge den så tidligt på sommeren. Uden en tyk og vindtæt vinterjakke havde Fanø Postens redaktør ikke kunnet klare så mange timer på den åbne festivalplads. Det er ikke befordrende for næste års billetsalg.
En flytning til den uge, der er Smukfest i Skanderborg kunne være en overvejelse værd. Smukfest bliver udsolgt lynhurtigt, og alle de skuffede billetkøbere kunne så få et godt alternativ på Fanø, hvis Fanø Vesterland åbnede sit billetsalg dagen efter Smukfest.
Fish and chips et hit
Sikkert er det i hvert fald, at salget af øl ikke kan have været stort på Fanø Vesterland. Derimod blev der solgt enorme mængder af fish and chips i Kellers Badehotels hjørne. Tillykke til dem for det smarte valg af menu. Men det er ølsalget, der bærer en festival.
En anden idé vil være at opsætte opslagstavler eller -søjler med programmet og med en kort over pladsen. Det var savnet. Jeg opdagede for eksempel først alt for sent, at der var noget, der hed Drømmescenen, og at tv-journalist Anders Agger optrådte der.
Signe Svendsen og band gav et brag af en koncert i teltet.
I det store telt var der en udfordring for musikerne og dem, der ville nyde musikken.
De, der holdt fest ved bordene, snakkede meget højt, mens musikken spillede. En opsplitning mellem de to festformer kunne være værd at overveje.
Toiletfaciliteterne fungerede fint, selv om spritten af og til slap op. I boderne kæmpede de frivillige for at holde varmen og betjene kunderne hurtigt nok.
Musikalsk set var festivalen en succes. Publikum kunne lide bredden og kvaliteten. Selv blev jeg mest blæst bagover af Signe Svendsen med band. Kors, hun var god og veloplagt.
Tak til arrangørerne, tak til de frivillige. Lad os håbe på en Fanø Vesterland 2020!
Tina Dickow havde publikum i sin hule hånd.
Tekst og foto:
Finn Arne Hansen