Redaktør arkiv: Finn Arne Hansen

Fanø Posten 29. maj 2021

Læs avisen som e-paper her

Læs bl.a. om:

  • Grotte klar til at gnistre – på besøg på værftet i Hvide Sande
  • Fanø Strikkefestival holdes for sidste gang – nyt i vente i 2022
  • Ny brugsformand fik sin ilddåb i møde med kunde – mød Torben Tobiasen
  • Kunstmaler Tina Kolding udstiller og underviser i Sønderho
  • Fanø Natur: Rosenstær spottet på Fanø – præmie til den vakse fuglespotter
  • Pumpeindvielse på Fanø Museum
  • Sønderhodagen er planlagt – kulturministeren kommer
  • Femte R-kandidat på plads
  • Indenrigsminister på besøg på Fanø
  • Toppost til tidligere kommunaldirektør Vibeke Kinch
  • Det sker på Fanø – et udpluk af kommende begivenheder
  • Leder: Lad os få gratis billetter til gående nu!
  • Og lidt mere…

OBS!

Nu i Klub Vadehavet: Den ny udgave af Fanø Dagbog!

Fanø Dagbog

Christel Seyfarth, der nu opgiver den store strikkefestival, med genudgivelsen af Fanø Dagbog. Der er trykt 1000 styk. Den koster 349 kroner plus evt. levering.

Prisen for det flotte fotobog af Ole Joern, Christel Seyfarth og Kis Sharasuvana med skønne Fanø-kvinder i originale dragter er 349 kroner inklusive moms, uden bytteret, kontant eller MobilePay. Vi leverer selv direkte til adresser på Fanø for kun 19 kroner! Afhentning i Nordby kan også aftales. Skriv til mail@fanoeposten.dk og bestil. En sms til 42 41 09 99 er også en mulighed. Telefonisk bestilling ønsker vi helst ikke, da vi er meget på farten.

Vi sælger også Frans Buchs velskrevne erindringer med et fyldigt afsnit om Fanø i perioden 1894-1898 for 275 kroner plus levering, hvis det er udenfor Fanø.

Husk: Kryds og tværsløsningen kan sendes som et foto til mail@fanoeposten.dk. Men postkassen på Hovedgaden 75 i Nordby er der stadig.

Spænding om sommerpakken

Efter at denne avis er gået i trykken, præsenteres regeringens sommerpakke. Men da Christiansborg er utæt som en si, er det allerede sluppet ud, at der også i år sandsynligvis skal gives hjælp til turistområder som Fanø. 200 millioner kroner lader der til at være afsat til blandt andet billigere togbilletter og færgebilletter. Begge dele blev revet væk i 2020.

Går det som forventet, vil borgmestrene blive inviteret til forhandlinger, men regeringen har med stor sandsynlighed det samme mål som i 2020, nemlig at sikre, at så mange som muligt holder ferie i Danmark, til gavn for den hjemlige økonomi, coronasikkerheden og valutabalancen.

Pensionister med coronapas er imidlertid begyndt at søge sydpå. Så selv om man kan frygte en turistinvasion som i perioden juli, august og september 2020, sker det næppe.

Danskerne booker ganske vist sommerhuse i stor stil. Vi har talt med Danibo, der melder om kun 10 procent ledig kapacitet i højsæsonen. Men selv om de tyske gæster skulle få lov til at komme, får vi næppe samme voldsomme sommer som i 2020. Og da langt de fleste tyskere ikke har kunnet kommet i april og maj på grund af restriktioner, der virker mærkværdige, vil sommerhusbranchen få et dårligt første halvår. Derfor er det vigtigt, vi får mange gæster i andet halvår.

En sommerpakke, der giver gående og cyklende gæster meget billige eller gratis billetter fra medio maj og året ud, vil – set herfra – være velkommen, gerne som en start på en ’landevejsordning’.

Billige billetter til bilister udenfor højsæsonen er også en nødvendighed. Vi må se det i øjnene. Turisterne bliver ældre og ældre frem mod 2040, og de kan ikke undvære bilen. En løsning kunne være tvangsparkering som på den tyske vadehavsø Norderney. Men det vil koste natur og give oprør. Nemt er det ikke.

Måtte vente i fem år på familien

For fem år siden flygtede 62-årige Nabel Osman fra krigens rædsler i Syrien til Sønderho. I dag kunne han ikke forestille sig at bo andre steder, og nu er han endelig blevet genforenet med sin familie her på øen

Hent hele artiklen som PDF her

TILFLYTTERE – Efter fem år med mange bekymringer og et ubeskriveligt savn, er Nabels nærmeste familie, hans kone Manar og to børn Mai og Youssef endelig genforenet i Sønderho.
Her bor de i et stråtækt hus, der er forbundet med landsbyens bibliotek.

Nabel Osman, tidligere byggeleder, har grønne fingre og er gerne i haven, når han ikke passer sit job i Dagli’brugsen.

Nabel Osman, tidligere byggeleder, har grønne fingre og er gerne i haven, når han ikke passer sit job i Dagli’brugsen.

”Det er et meget hyggeligt hus, vi bor i med god plads til os alle fire,” siger Nabel, der denne dag har travlt i haven med forårsblomster, der skal i jorden.

To sønner i andre lande
Nabel har savnet sin familie, og har også to voksne sønner fra et tidligere ægteskab.
”De har det godt, det er det vigtigste, den ene bor i dag i Tyskland, og den anden bor i Canada,” siger han eftertænksomt.
Børnene, Youssef på syv år og 14-årige Mai, går i 0. og 6. klasse på skolen i Nordby og tager bussen frem og tilbage. Mai har meget hurtigt lært en del dansk og hjælper sin mor og far under interviewet, hvor også Google Translate bliver flittigt brugt.
”Jeg gik til ballet og basketball i Syrien, min mor gik også til basket, men jeg er endnu ikke kommet i gang med fritidsinteresser i Danmark,” siger Mai, og tilføjer:
”Min lillebror Youssef er vild med at spille fodbold, og det spiller han mest ude i haven. Vi har mødt andre syriske børn på skolen, men ikke så mange danske endnu,” fortæller Mai, der i momentet spiller et spil på mobilen med arabisk­talende veninder, der fysisk sidder og spiller med i Holland.
”Jeg drømmer om at få en uddannelse som ingeniør,” siger Mai, og Youssef tilføjer:
”Jeg vil gerne være doktor.”

 7-årige Youssef går i skole på Fanø. Han elsker at spille fodbold, og han drømmer om at blive læge.


7-årige Youssef går i skole på Fanø. Han elsker at spille fodbold, og han drømmer om at blive læge.

Mai glæder sig, til hun fylder 15 år, for så vil hun gerne prøve at finde sig et fritidsjob.
I køkkenet har mor Manar på 43 år travlt med at lave traditionel syrisk mad. Der spreder sig en liflig duft af eksotiske krydderiblandinger, mens Manar med finesse ruller forskellige kibbehs med fyld af oksekød og grøntsager.

Kunne lidt engelsk
”Jeg går allerede på danskforløbet nummer to,” forklarer Manar og tilføjer:
”Jeg kunne lidt engelsk i forvejen, og det hjalp mig hurtigt lidt videre,” siger hun.
Både hun og Nabel tager tre busser og en færge, når de skal til dansk på fastlandet i Esbjerg. Manar har en drøm om at læse til journalist.
Hun elsker også teater og har læst alle de store europæiske klassikere blandt andet Shakespeares Hamlet.

Mellemøstlig mad er noget af det lækreste, synes mange, og Manar er en dygtig kok. Her er hun ved at forme kibbehs til familien Osmans frokost.

Mellemøstlig mad er noget af det lækreste, synes mange, og Manar er en dygtig kok. Her er hun ved at forme kibbehs til familien Osmans frokost.

”Jeg er også på arbejde i brugsen sammen med Nabel i Sønderho. Det er dejligt,” siger hun.
Hjemme i Syrien spillede hun også basketball.
”Jeg kan også godt lide at synge,” siger hun.
”Det er så befriende at være her, I kan ikke forestille jer forholdene i min hjemby. Der er ingenting tilbage, vi havde ikke altid vand og elektricitet, og de få fødevarer, vi kunne købe, der var priserne skyhøje og helt urimelige,” siger hun.

Blevet taget godt imod
Folk i Sønderho har taget godt i mod den lille syriske familie.
”Vi har ingen problemer med at være flyttet fra en storby med cirka 200.000 indbyggere til en landsby med 350 sjæle,” siger Nabel, der ikke kan se en ende på konflikten i Syrien, hvor både kurdere, syrere, russere og amerikanere bekriger hinanden i kampen om de store mængder olie og gas i undergrunden i hans sønderskudte barndomsby Khamshli.

Tekst og foto: Tatjana Johnsson

Bonusinfo

Hvad er kibbehs?
En mellemøstlig hverdagsmad bestående af en friteret dej formet som en amerikansk fodbold eller en dråbe, om man vil. Med fyld af blandt andet oksekød, varme krydderiblandinger, bredbladet persille, løg og bulgur.
Konflikten i Syrien:
Nabel Osman var bygningsleder i sin hjemby- oliebyen Khamshli, og havde 14 ansatte.
I 2010 fandt det geologiske US Geological Survey enorme mængder naturgas i det østlige Middelhav ikke langt fra Khamshli.
Der antages at være 122 billioner kubik-fod naturgas samt 1.7 milliarder tønder olie i undergrunden, som mange interesserer strides om.
Den syriske borgerkrig startede som en fredelig protest i foråret 2011 imod menneskerettighedskrænkelser, manglende økonomiske muligheder samt fire årtiers autoritært étpartistyre under blandt andre den nuværende præsident al-Assad.
Oprøret mod regimet handler i dag i langt højere grad om realpolitisk rivalisering og mindre om det syriske folks rettigheder. Med både islamitiske oprørsgrupper involveret samt globale magters kamp om indflydelse herunder USA, Tyrkiet, Rusland, Iran og Saudi-Arabien.
Kilder: CNN, FN,
UNHCR, The Guardian og Information.

Tønder stadig velkommen i Destination Vadehavskysten

Fredelig generalforsamling i Destination Vadehavskysten. Fanøkandidat topscorer

Hent hele artiklen som PDF her

TURISME – Første ordinære generalforsamling i Destination Vadehavskysten onsdag den 28. april forløb uventet fredeligt og uden de store diskussioner. Om det skyldes den virtuelle og fremmedgørende form – den blev afviklet på YouTube med Weststream fra Fanø som teknisk arrangør – er umuligt at sige. Deltagelsen svingede mellem 56 og 102, flest var på under valget til bestyrelsen.
Freden kan jo også skyldes, at formand Claus Pedersen ikke veg uden om, når det gjaldt en forklaring på, hvorfor Ribes og Fanøs turismemedarbejdere skal sidde på et kontor i Esbjerg. Mere om det senere.
Vi tager dog en meget vigtig udmelding om Tønder Kommune, der som bekendt sprang fra midt i forløbet, først:
”Efter et møde 16. juni 2020 hørte vi desværre ikke mere fra Tønder. Men Tønder kan tilslutte sig med dags varsel, det er vore vedtægter klar til,” sagde formanden.

Fordybelse om vinteren
Tilbage til det punkt om lokale medarbejdere, som Markedsføring Fanø pegede på før generalforsamlingen.
”Vi har et destinationskontor i Esbjerg, og det ser ud til, at vi får mulighed for administrative enheder alle steder. De forbliver bemandede, og der bliver gode muligheder for at betjene turisterne. Om vinteren kan de 11 ansatte så fordybe sig i andre opgaver sammen på destinationskontoret,” sagde han.
Ingen fra Fanø tog ordet, men da der var bestyrelsesvalg, kunne man godt mærke, at Destination Fanøs indmeldelse af alle deres 80 medlemmer i høj grad slog igennem. Bestyrelseskandidat Marianne Milter Bay fra Fanø Firmaevent blev topscorer med 35 procent af de afgivne sms-stemmer.

Marianne Milter Bay fra Fanø Firmaevent blev topscorer ved valget.

Marianne Milter Bay fra Fanø Firmaevent blev topscorer ved valget.

Bagefter var der et godt, faktaspækket foredrag af destinationschef Hans Peter Folmann. Videoen kan ses på vadehavskysten.dk

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Destinationsbestyrelsen

Marianne Milter Bay, Fanø Firmaevent, Heidi Maimburg, Ribe Byferie og Mark Mikkelsen, Cafe Guldægget Esbjerg, blev direkte valgt på generalforsamlingen.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen, udvalgsformand Karen Sandrini, direktør Claus Pedersen Ribe Vandrerhjem og direktør Mie Hyttel, Hjerting Badehotel, alle udpeget af Esbjerg Kommune.s byråd.
Borgmester Sofie Valbjørn, udvalgsformand Christian Lorentzen, indehaver Hanne Thyssen, Danibo Feriehusudlejning og direktør Sofie Jansen, Fanø Bryghus, udpeget af Fanø Kommunes byråd.

Fanø-historie fra øjenvidne

Det er som at være der selv, når man i Frans Buchs erindringer læser om hans barndom på Fanø i perioden 1894 til 1898

Hent hele artiklen som PDF her

LOKALHISTORIE – ”Hvordan vi kom ned til den lille damper, husker jeg ikke, men vi var glædeligt overraskede over, at vore møbler var ombord. Og så gled vi ud over Grådyb, ud mod den ubekendte og frygtede ø, som vi nu var forvist til som en anden Djævleø.
På Broen blev vi modtaget af ’Gamle’ Sørensen, forstanderen på skolen, og så fulgte vi ham hjem for at få middagsmad. Det første stykke var der skam brolagt gade med væmmelige, toppede sten. Vi syntes det var et sært og fattigt syn med de lave, stråtækte huse, så drejede vi om et hjørne, og så holdt brolægningen op. Forude lå skolen, stor og mægtig i forhold til de andre huse og fornemt isoleret, men vi måtte vade gennem sand, der var lagt afhugget, væmmeligt glat marehalm over. Ind kom vi da og op på første sal, og så var vi i det flotteste og fornemste hjem, jeg nogensinde havde set. Senere opdagede jeg, at det skulle det være.”

Knudsine Margrethe Buch, f. Knudsen og Søren N. Buch.

Knudsine Margrethe Buch, f. Knudsen og Søren N. Buch.

Sådan fortæller Frans Buch, søn af navigationslærer Søren Nielsen Buch, om sin ankomst til navigationsskolen den 1. april 1894. Søren N. Buch var lærer på Fanø Navigationsskole fra 1894 til 1933, han var da 78 år og havde fået Ridderkorset.

En velskrevet dagbog
Han havde selv drevet privat navigationsskole i Fredericia, men pludselig krævedes der statsanerkendelse, og så måtte han søge job på Fanø. Og det var vel betalt, selv om han længe havde svært ved at få sin løn.
Når vi i dag kan læse om Frans og Søren Buchs liv, så skyldes det, at hans uhyre velskrevne dagbog er blevet udgivet – med støtte fra Velux Fonden. Dagbogen ejes af Frans Buch barnebarn, Birgitte Buch, Tønder. Og da det var farfaderens ønske, at de kommende generationer skulle kunne læse om hans og slægtens liv, fandt Birgitte Buch og hendes mand Jens Frørup Madsen på at udgive den. De er begge pensionerede gymnasielærere.
”Vi fik jo masser af tid til overs, da coronaen kom, og så sad vi skiftevis og læste passager op for hinanden og skrev det ned,” fortæller Jens.
”Og vi har holdt os til teksten for at bevare ægtheden,” fortæller Birgitte Buch.

Skulkede for at se forlis
Erindringsbogen handler meget om Frans Buchs liv i DSB, men han vender hele tiden tilbage til at skrive om Fanø, da han som voksen blev ved med at besøge sine forældre. Men lad os tage et fortidsdyk mere:
”Vi løb. Ret langt kom vi ikke, så fandt vi det første lig. Det lå næsegrus med knust pandeskal. Det var skipperen på Claus.”
En kammerat fra briggen Claus fandt de også.

Den rigt illustrerede bog på 356 sider kan bestilles på mail@fanoeposten.dk. Pris: 275 kr. plus fragt.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tag på visuel vandring med Margit ad Fanøs sandede stier

Kunstneren Margit Enggaard Poulsen, der har galleri i Nordby, fik travlt, da hun på tre måneder skulle lave en hel udstilling til Fanø Kunstmuseum

Hent hele artiklen som PDF her

Kunstmuseum – Fans af nutidig malekunst kan med stor fordel besøg Fanø Kunstmuseum i Sønderho frem til den 20. juni.
Nordby-kunstmaleren Margit Engaard Poulsen udstiller med helt friske billeder i den ’ny’ udstillingsbygning i haven. Ad Sandede Stier har hun kaldt udstillingen, som vi har besøgt.
”Jeg besøgte Margit i december og spurgte hende, om hun havde lyst til at lave en udstilling på bestilling,” fortæller museumsformand Birgit Knudsen, Sønderho, mens Deres udsendte går rundt og nyder de dejlige malerier med masser af den sol, vi savner.
”Det skulle jeg lige tænke over. Jeg skulle nå at male det hele til åbningen den 27. marts,” fortæller Margit, som dog accepterede.
”Jeg arbejdede ’from dusk till dawn’ og fik en arbejdsskade, som jeg måtte til ’fys’ med. Men det var sjovt, selv om det var hårdt,” tilføjer hun.

To skønne værker, der hurtigt bliver solgt, hvis den gamle redaktør vinder i lotto.

To skønne værker, der hurtigt bliver solgt, hvis den gamle redaktør vinder i lotto.

Og selv om hun måtte skynde sig uden at slække på kvaliteten, var det en god idé at sige ja. Siden åbningen er der allerede solgt fire malerier.
”Og de store ville da passe godt i et af de store sommerhuse. Hvis man køber et sommerhus til fem millioner kroner, må et maleri vel godt koste lidt,” smiler Birgit.
Da udstillingen åbnede, var coronarestriktionerne så stramme, at en fernisering ikke gav mening. Men pinselørdag den 22. maj kl. 17.30-18.30 tages der revanche. Hvis man ønsker at være med, skal der bestilles billet hos formanden. Det er først til mølle.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Kunstmuseets 2021-udstillinger

Heinrich Dohm
Frem til 13. juni
Heinrich Dohm kom til Fanø i begyndelsen af 1900-tallet. Han var en betydelig portrætmaler og blev for alvor kendt for sit billede af Kong Christian X, der rider over grænsen ved Genforeningen i 1920.

Ad Sandede Stier
Frem til 20 juni
Margit E. Poulsen tager i den ny udstillingsbygning beskueren med ud på vandring på sin fødeø Fanø.

170 års Vadehavskunst på Fanø
Frem til 24. oktober
Museet faste tema-samling

Naturens grønne plaster

Hent hele artiklen som PDF her

”Disse ubetydelige skrammer behøver ingen vejbred,” siges i 1. akt af Shakespeares Romeo og Julie. Nogen var kommet op at slås og havde skadet hinanden. Vejbred kunne bruges, hvis det var alvorligt. Den har nemlig sårhelende egenskaber.
I dag vil man vel ikke bruge den til sår, men det er dumt at glemme plantens mange egenskaber. Den er for eksempel god mod insektbid og ’forbrændinger’ fra brændenælder. Pluk et blad, nulr det, så det safter lidt og gnid det på det stukne eller brændte sted – og så er det jo godt, at vejbred kan findes overalt, hvor der er insekter og tit står ved siden af brændenælder.
Vejbred var i ældre tider lægmands universalmiddel mod mange sygdomme.
I V.J. Bøndergaards Folk og Flora bind 4 side 68 fortfarende er nævnt alle de mange ting, den blev brugt til – også at en klog mand påstod, at man var sikker på at vågne på rette tid, hvis man lagde et vejbredblad under hovedpuden. Han fortæller også, at vejbred er god for fordøjelsen.
De unge blade kan bruges som en grøntsag med smør til for eksempel et stykke koldt, kogt kød eller flæsk. Stuvet vejbred er også velsmagende. Bladene renses godt i flere hold vand, koges til de begynder at blive møre, tages op og hakkes. Lav en opbagt sovs og rør de hakkede blade i sovsen. Smag til med salt og peber. Spises til stegt fisk eller stegt flæsk. Bladene smager bedst her om foråret.
Hvis du vil vide, hvordan du kender vejbred, så slå det op på www.fanonatur.dk.

Tekst og foto: Søren Vinding

Fakkeloptog fejrede befrielsen

4. maj-fakkeloptog samlede 50 borgere, der gik fra kirken til kirkegården i Nordby

HØJTIDELIGHED – Kirkerne på Fanø arrangerede for første gang i nyere tid 4. maj-gudstjeneste. Det foregik om aftenen i Nordby Kirke med efterfølgende fakkeloptog til Vestre Kirkegård, der rummer to krigsmindesmærker.
Det var en mindegudstjeneste for blandt andre de 24 søfolk fra sognet, vi mistede under Anden Verdenskrig. Stemningen var sat med blafrende stearinlys i kirken, og henved 50 mennesker havde fundet vej til højtideligheden.
”På grund af coronarestriktionerne kunne vi ikke markere jubilæet for Danmarks befrielse, som ønsket sidste år. Vi lagde i stedet en mindegudstjeneste online,” siger sognepræst Nanna Dusgård Coln, der håber at aftengudstjenesten den 4. maj og fakkeloptoget kan blive en ny tradition.

Stearinlys i vinduerne
Udover spejderne fra Fenja-gruppen deltog medlemmer af Marineforeningen i uniform og medlemmer fra Bunkerforeningen.
Rundt om i byen var der stearinlys i vinduerne, en tradition, der især holdes i hævd i Danmark for at markere at danskerne igen kunne ånde frit og rulle mørklægningsgardinerne op.

Tekst og foto: Tatjana Johnsson

Fanø Posten 8. maj 2021

Læs avisen som e-paper her

Læs bl.a. om:

  • Genforenet – Nabel har endelig efter fem år fået familien til Fanø
  • Tønder stadig velkommen i Destination Vadehavskysten – Fanø-kandidat blev topscorer ved bestyrelsesvalg
  • Tag på visuel vandring med Margit ad Fanøs sandede stier
  • Martha hjælper med askespredning
  • Fanø-historie fra øjenvidne i 1894 – Tønder-par udgiver erindringsdagbog af Frans Buch, søn af navigationslærer Søren Buch
  • Heinemann-malerier er online
  • Dronning Margrethe besøger Fanø 1. september
  • Fanø Natur: Vejbred er naturens grønne plaster
  • Det sker på Fanø – et udpluk af kommende begivenheder
  • Fakkeloptog fejrede befrielsen 4. maj
  • Premiere: De ultrakorte Fanø-nyheder!
  • Annonce: Få tilsendt Fanø Posten for 525 kroner om året. Desværre prisforhøjelse på grund af portoforhøjelse.
  • Leder: Spænding om sommerpakken

– og ikke mere undtagen dette:

OBS!

Nu i Klub Vadehavet: Den ny udgave af Fanø Dagbog!

Fanø Dagbog

Christel Seyfarth med genudgivelsen af Fanø Dagbog. Der er trykt 1000 styk. Den koster 349 kroner plus evt. levering.

Prisen for det flotte fotobog af Ole Joern, Christel Seyfarth og Kis Sharasuvana med skønne Fanø-kvinder i originale dragter er 349 kroner inklusive moms, uden bytteret, kontant eller MobilePay. Vi leverer selv direkte til adresser på Fanø for kun 19 kroner! Afhentning i Nordby kan også aftales. Skriv til mail@fanoeposten.dk og bestil. En sms til 42 41 09 99 er også en mulighed. Telefonisk bestilling ønsker vi helst ikke, da vi er meget på farten.

Husk: Kryds og tværsløsningen kan sendes som et foto til mail@fanoeposten.dk. Men postkassen på Hovedgaden 75 i Nordby er der stadig.

Steen fandt sit kongerige nord for Sønderho

Fanøs billigste sommerhus, en gammel, faldefærdig hytte på en fredet grund ved Sønderho, har fundet en glad ny ejer

Hent hele artiklen som PDF her

HÅNDVÆRKERTILBUD – Det virkede som en umulig opgave, da Nybolig som omtalt i Fanø Posten i august skulle sælge en forfalden hytte fra 1930 uden vand, el og kloakering på en fredet, 2,75 hektar stor grund beliggende på Landevejen 99 nord for Sønderho for 845.000 kroner. Men det var det ikke.
Steen Birger Hansen fra Bønnerup Strand på Norddjursland har købt den – ubeset.
”Ja, jeg havde da set hytten, da vi cyklede forbi og blev nysgerrig. Men jeg fik ikke set på stedet, mens vi var på Fanø, det fik jeg et familiemedlem til at gøre. Han frarådede mig at købe ’det gamle l….’. Men jeg gjorde det alligevel,” griner Steen Birger, som vi i påskedagene fanger sammen med fru Magda og datteren Lea. De er på stedet i en autocamper for at indtage kørestolsbrugeren Steen Birgers nye ’kongerige’.

Steen Birger og Magda Hansen er kommet på Fanø i mange år, og i 2020 opdagede de Til salg-skiltet ved Landevejen 99. Og købte stedet.

Steen Birger og Magda Hansen er kommet på Fanø i mange år, og i 2020 opdagede de Til salg-skiltet ved Landevejen 99. Og købte stedet.

”Det her skal være vores lille lyspunkt,” smiler han og ser glad og stolt ud over den vilde natur, der er fredet.
Derfor må hytten heller ikke erstattes af andet byggeri.
”Måske kunne her gå nogle rensdyr,” funderer han og prøver at lodde Deres udsendtes reaktion. Datoen var 1. april.
Årsagen til købet er som et menneskes sind lidt kringlet. Men det skyldes, at han tidligere har været skovejer ved Skovgårde på Djursland, at de ofte kommer på Fanø og en række begivenheder, der ændrede hans liv drastisk.
I 2013 døde hans 20-årige søn i en ulykke, og i 2017 blev hans selv offer for en alvorlig trafikulykke:
”En ung mand uden kørekort kom drønende med 150 kilometer i timen i et sving, skred ud og ramte min bil med 130 kilometer i timen. Jeg fik smadret mine fødder, brækkede ryggen, lå på hospitalet i fire måneder og har stadig mange smerter i fødderne,” fortæller han.
Alligevel vil han med sin baggrund som tømrer kaste sig ud i projektet, vel vidende, at der er strenge begrænsninger for, hvad han må gøre ved huset.
”Og så vil vi prøve at tage en snak med kommunen og Fredningsnævnet for at finde ud af, hvilke muligheder, der er,” siger han.
Et lille træhus, der kan løftes ind på grunden, er en drøm. Tilslutning til vand, elektricitet og kloak er ude ved vejen.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Top