Naturens grønne plaster

Hent hele artiklen som PDF her

”Disse ubetydelige skrammer behøver ingen vejbred,” siges i 1. akt af Shakespeares Romeo og Julie. Nogen var kommet op at slås og havde skadet hinanden. Vejbred kunne bruges, hvis det var alvorligt. Den har nemlig sårhelende egenskaber.
I dag vil man vel ikke bruge den til sår, men det er dumt at glemme plantens mange egenskaber. Den er for eksempel god mod insektbid og ’forbrændinger’ fra brændenælder. Pluk et blad, nulr det, så det safter lidt og gnid det på det stukne eller brændte sted – og så er det jo godt, at vejbred kan findes overalt, hvor der er insekter og tit står ved siden af brændenælder.
Vejbred var i ældre tider lægmands universalmiddel mod mange sygdomme.
I V.J. Bøndergaards Folk og Flora bind 4 side 68 fortfarende er nævnt alle de mange ting, den blev brugt til – også at en klog mand påstod, at man var sikker på at vågne på rette tid, hvis man lagde et vejbredblad under hovedpuden. Han fortæller også, at vejbred er god for fordøjelsen.
De unge blade kan bruges som en grøntsag med smør til for eksempel et stykke koldt, kogt kød eller flæsk. Stuvet vejbred er også velsmagende. Bladene renses godt i flere hold vand, koges til de begynder at blive møre, tages op og hakkes. Lav en opbagt sovs og rør de hakkede blade i sovsen. Smag til med salt og peber. Spises til stegt fisk eller stegt flæsk. Bladene smager bedst her om foråret.
Hvis du vil vide, hvordan du kender vejbred, så slå det op på www.fanonatur.dk.

Tekst og foto: Søren Vinding

Relaterede artikler

Top