Kunstneren Margit Enggaard Poulsen, der har galleri i Nordby, fik travlt, da hun på tre måneder skulle lave en hel udstilling til Fanø Kunstmuseum
Hent hele artiklen som PDF her
Kunstmuseum – Fans af nutidig malekunst kan med stor fordel besøg Fanø Kunstmuseum i Sønderho frem til den 20. juni.
Nordby-kunstmaleren Margit Engaard Poulsen udstiller med helt friske billeder i den ’ny’ udstillingsbygning i haven. Ad Sandede Stier har hun kaldt udstillingen, som vi har besøgt.
”Jeg besøgte Margit i december og spurgte hende, om hun havde lyst til at lave en udstilling på bestilling,” fortæller museumsformand Birgit Knudsen, Sønderho, mens Deres udsendte går rundt og nyder de dejlige malerier med masser af den sol, vi savner.
”Det skulle jeg lige tænke over. Jeg skulle nå at male det hele til åbningen den 27. marts,” fortæller Margit, som dog accepterede.
”Jeg arbejdede ’from dusk till dawn’ og fik en arbejdsskade, som jeg måtte til ’fys’ med. Men det var sjovt, selv om det var hårdt,” tilføjer hun.
Og selv om hun måtte skynde sig uden at slække på kvaliteten, var det en god idé at sige ja. Siden åbningen er der allerede solgt fire malerier.
”Og de store ville da passe godt i et af de store sommerhuse. Hvis man køber et sommerhus til fem millioner kroner, må et maleri vel godt koste lidt,” smiler Birgit.
Da udstillingen åbnede, var coronarestriktionerne så stramme, at en fernisering ikke gav mening. Men pinselørdag den 22. maj kl. 17.30-18.30 tages der revanche. Hvis man ønsker at være med, skal der bestilles billet hos formanden. Det er først til mølle.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen
Kunstmuseets 2021-udstillinger
Heinrich Dohm
Frem til 13. juni
Heinrich Dohm kom til Fanø i begyndelsen af 1900-tallet. Han var en betydelig portrætmaler og blev for alvor kendt for sit billede af Kong Christian X, der rider over grænsen ved Genforeningen i 1920.
Ad Sandede Stier
Frem til 20 juni
Margit E. Poulsen tager i den ny udstillingsbygning beskueren med ud på vandring på sin fødeø Fanø.
170 års Vadehavskunst på Fanø
Frem til 24. oktober
Museet faste tema-samling