Mange flere sommerhuse er til salg på Fanø end for et år siden

Fanø har den næststørste stigning i udbuddet af sommerhuse det seneste år, men der er også solgt mange

Hent den originale artikel fra avisen her

EJENDOMME – 104 sommerhuse er her i starten af august til salg i Fanø Kommune, oplyser Boligsiden. Det er 48,6 procent flere end på samme tid sidste år.
Kun Vesthimmerlands Kommune har haft en større stigning, nemlig 75,9 procent. I Ringkøbing-Skjern er der færre til salg, det samme gælder for Gribskov, Sønderborg, Tønder, Vordingborg og Holbæk kommuner. Sidstnævnte er rekordholder med et fald i udbuddet på 38,6 procent.

Godt salg på Fanø
Landsgennemsnittet er en stigning på 10 procent flere sommerhuse til salg det seneste år. Der var 5.034 sommerhuse til salg den 5. august i de 30 kommuner, der er med i statistikken. Kommuner med under 30 sommerhuse til salg i juli 2023 er ikke med.
Hvad salget angår, så er der det seneste år solgt 176 sommerhuse på Fanø. Kvadratmeterprisen gik fra 27.488 kroner i juni 2022 til 26.429 kroner i juni 2023. Det gennemsnitlige afslag faldt fra 1153 til 763 kroner per kvadratmeter. For et sommerhus på 80 kvadratmeter betyder det 31.200 kroner mindre i afslag. Liggetiden er steget fra 103 til 142 dage. Nyere tal findes ikke.

Længere liggetid
På villa- og rækkehusområdet har der været så lille aktivitet, at Boligsiden ikke oplyser antallet af solgte huse. Men den gennemsnitlige kvadratmeterpris er gået fra 17.880 kroner i juni 2022 til 16.550 kroner i juni 2023. Det gennemsnitlige afslag per kvadratmeter er steget fra 484 til 684 kroner. For et typisk hus på 140 kvadratmeter er det således 28.000 kroner i ekstra afslag. Liggetiden er steget fra 110 til 128 dage.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tags

Relaterede artikler

Top