De omkring 2500-2600 sommerhuse på Fanø har en enorm betydning for Fanø Kommunes økonomi.
Skat er klar til at tilbagebetale 300-400 millioner kroner til sommerhusejerne tilsammen
Hent originalartiklen fra avisen som PDF her
PENGESAGER – Så kan håndværkerne og de ansatte i Bygma nok godt smøge ærmerne op. Skat vil nemlig snart betale ejerne af Fanøs sommerhuse i omegnen af 300-400 millioner kroner tilbage, hvis vi regner med 2500-2600 sommerhuse på øen. Det er de nye og mere retvisende ejendomsvurderinger, der har fået Nordea til at komme frem til disse estimater.
”Det er de 30 procent dyreste sommerhuse på Fanø, der har udsigt til at få de største beløb retur. Det drejer sig om dem, som Skat vurderer til at koste knap 2,4 millioner kroner eller derover. De fleste i den gruppe vil få 165.000 til 200.000 kroner retur, hvis de har ejet sommerhuset i hele perioden fra 2011 til 2020,” fortæller Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea, til Fanø Posten.
”Hvis sommerhuset er solgt i den respektive periode, vil pengene blive fordelt mellem de respektive ejere, så de hver især kompenseres for de år, de har ejet sommerhuset,” tilføjer hun.
Faremomenter
I borgmesterens sommerferiefravær har vi taget fat i viceborgmester Erik Nørreby for at høre, hvad der er af faremomenter for Fanø Kommune. Ifølge ham er Fanø den kommune i Danmark, der vil blive hårdest ramt, hvis dette er et tegn på, at vurderingerne på sommerhusgrundene skal sættes ned.
”Vi er den kommune i Danmark, der er mest afhængig af grundskylden. Vi får 28 procent eller cirka 64-65 millioner kroner af vort budget på cirka 260 millioner kroner dækket af grundskylden. Og sommerhusgrundene vejer meget tungt. Andre og større kommuner får måske kun tre procent fra grundskylden. Så hvis alle grunde på Fanø sættes 10 procent ned i snit, så mister vi 6,4 til 6,5 millioner kroner. Det svarer til 11-12 lærere eller 17-18 sosu-hjælpere.”
Han tilføjer, at vi også har et svagt faldende indbyggertal og for tiden færre plejehjemsbeboere fra andre kommuner, hvis ophold til måske 800.000-900.000 kroner om året betales af deres hjemkommuner – måske fordi færre på 50-60 år flytter hertil.
Nu gælder det om at være på stikkerne.
”Da regeringen i 2016 begyndte at snakke om nye vurderinger, fik jeg foretræde for Skatteudvalget og fik forklaret konsekvenserne for Fanø, hvis vores indtægt på grundskylden faldt. Det fik skatteminister Karsten Lauritzen til at garantere vores grundskyld til 2021. Men den garanti er jo udløbet.”
”Vi har jo også set regeringer sende støttebeløb ud til alle kommuner, når de laver noget om. Men vi skal hele tiden, i alle fora, minde andre om, at Fanø har en helt særlig situation. Vi skal være stædige og påvirke folketingspolitikerne hele tiden. Så kan man være heldig, at en af dem ved et forhandlingsbord en dag kommer i tanke om vores situation,” slutter han.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen
Her kan du se eksempler på tilbagebetalinger. Grafik: Tina Gamskjær Foldager