De flygtede fra krigen i Syrien

Forskellige veje fra Syrien til Fanø – men alle med baggrund i krig og tilfældigheder.

Hele artiklen i PDF-format

Vi hører så meget om flygtninge og deres ’valg’ af Danmark. Men hvem er menneskene bag overskrifterne, bag politikernes mange udmeldinger og bag de ansigter, vi møder i hverdagen her på Fanø?

Vi har mødt tre syriske flygtninge. Det er tre forskellige historier om nogle af de 73 flygtninge med asyl og permanent opholdstilladelse, som er kommet til Fanø siden januar 2014.

Dét de alle tre har til fælles, er flugten fra borgerkrigens rædsler i Syrien, og de nu alle har deres familier samlet igen på Fanø.

Skæbnen og tilfældigheder har ført dem til Fanø. Drømmen om at leve trygt, arbejde og skabe sig en ny tilværelse som ganske almindelige borgere er dét, de alle tre og deres familier arbejder hårdt for.

Det er også historien om Fanø, der har taget godt imod de fremmede. Boliger er fundet og der er skaffet praktikpladser og beskæftigelse hos øens erhvervsdrivende. Mange frivillige støtter op om familierne som kontaktpersoner, gennem arrangementer og de mange forskellige donationer. Medarbejdere på rådhuset og i jobcentret har fundet løsninger, der har bidraget til en god start på deres nye liv på Fanø.

Her kan du møde tre af dem.

”Vi havde brug for en hånd til at føre os
– den førte os til Fanø”

”Vi solgte smykker og bilen. Så rejste vi sammen. Hele familien min mand Abed (46) og vores tre døtre Layan (5), Bayan (12) og Rawan (15)”.

wafaa-udwan-3

Sådan fortæller Wafaa Udwan (37) om starten på den flugt, der førte familien fra den borgerkrigshærgede syriske hovedstad Damaskus til Nordby på Fanø.

Denne historie er om én af de mange tusinde familier, der er flygtet fra borgerkrigen i Syrien. En flugt, hvis eneste formål var at komme væk fra krigens gru og skabe en ny tryg tilværelse med skole, arbejde og drømme om fremtiden.

”Vi rejste til Libanon, fløj til Libyen og sejlede over Middelhavet mod Italien. Den italienske kystvagt samlede os op. Ved en tilfældighed fik vi et lift med en bil mod nord, og vi havnede i Danmark,” fortæller Wafaa Udwan kort om familiens rejse væk fra Syrien.

”I Danmark kom vi til Sandholmlejren og derfra til Aalborg, hvor vi boede, mens vores asylsag blev behandlet. Da vi havde fået asyl og permanent opholdstilladelse i Danmark, fik vi at vide, at vi skulle flytte til Fanø.”

’Fanø – en ø? Hvad skal I dog lave der?’, var der mange, der spurgte familien.

”Vi er rigtig glade for, at det blev Fanø,” smiler Wafaa Udwan.

Hun og familien var naturligvis lidt usikre på, hvordan livet skulle forme sig på en ø. Men í dag er de alle glade for, at det blev Fanø frem for en hektisk dansk storby.

”Her er den ro og den tryghed, vi har brug for som familie. Her kan vi skabe os en ny tilværelse,” konstaterer Wafaa Udwan.

”Alle har taget så godt i mod os, og det kan ses på deres ansigter, at vi er velkomne. På øjnene, på smilene.”

Familien kom til Fanø i juli 2014 efter flugten fra Syrien i april 2014. Ved ankomsten til Fanø blev de først anbragt i det tidligere Fanø Vadehav Center.

”Der var der mørkt og stille. Næsten alt for stille. Børnene undrede sig meget over, at der ikke boede nogen i så stort et hus,” husker Wafaa Udwan.

Abed Udwan var elektriker i Syrien, og i dag arbejder han i løntilskudsjob hos Ønaf, som en del af integrationsforløbet.

Nu bor familien Udwan til leje i et hus på Strandvejen, hvor Abed Udwan har lagt nye gulve. Wafaa Udwan læste til farmaceut i Syrien, men har valgt at skifte spor i Danmark, hvor drømmen nu er at blive laborant.

wafaa-udwan-2På to år er hendes danske blevet så godt, at Wafaa Udwan nu er i praktik i Lægehuset på Vestervejen. Herudover arbejder hun som tolk – også på fastlandet.

Den yngste datter går i børnehave, og de to ældre døtre går på Fanø Skole, hvor de trives og har fået nye venner.

”Kulturforskellen mellem Syrien og Danmark er stor, men vi har fundet vores nye liv he
r på Fanø og vi arbejder hårdt for at nå vores mål om uddannelse og arbejde,” understreger Wafaa Udwan.

”Vi er meget glade for Fanø og vi vil meget gerne blive boende, så vi kan give noget igen af alt det Fanø har givet os.

”Vi havde brug for en hånd til at føre os – den førte os til Fanø,” udtrykker Wafaa Udwan taknemmeligt.

 

En god makker

Suhell Kahlil (35) er blevet assistent for SuperBrugsens altmuligmand Kristian Hansen.

Hans flugt til Fanø i september 2014 gik fra Hasaka i det nordøstlige Syrien via Tyrkiet, Grækenland, Sandholmlejren og Sønderborg.

I dag har kurdiske Suhell Kahlil fået sin familie til Fanø og bor nu i et mindre hus i Hovedgaden.

Suhell Khalil er uddannet skrædder og havde en mindre forretning i Hasaka. Hasaka er en by med 188.000 indbyggere og delt mellem kurdiske og syriske styrker.

suhell-kahil-og-kristian-hansen

Nu glæder Suhell Kahlil sig over at leve trygt med familien på Fanø, over samarbejdet med Kristian Hansen og hans ekstrajob hos Sylvesters. Som de øvrige, vi har talt med, ønsker Suhell Khalil at uddanne sig, skabe en ny tilværelse og forsørge sin egen familie.

”Og blive på Fanø,” understreger han.

”Sproget er da en udfordring, men vi finder ud af det,” smiler Kristian Hansen.

”Og jeg kunne ønske for Suhell og hans familie, at huslejeniveauet på Fanø var lidt lavere.”

 

Småkager fortæller den gode historie

Oskar Hababeh (24) kom til Fanø for fire måneder siden, hvor hun og deres to drenge på fem og et år blev familiesammenført med hendes mand Aemann Hababeh.

oskar-og-tilde-3

Den første november startede Oscar i toårigt uddannelsesforløb, den såkaldte integrationsgrunduddannelse (IGU) hos Rudbecks på Hovedgaden i Nordby.

”Vi boede i Damaskus, hvor jeg passede huset, og min mand var chauffør. Nu er det en lille smule omvendt,” smiler Oskar Hababeh.

”Om lørdagen, hvor vi har rigtig travlt, skal Oskar være her i butikken. Så må hendes mand Aemann tage sig af børnene,” uddyber Tilde Rudbeck.

”Det er nyt for ham, men ikke noget problem.”

Oskar Hababeh er glad for muligheden for at kunne uddanne sig hos Rudbecks, hvor hun de første måneder har været i praktik, og det gælder også den anden vej.

”Vi er rigtig glade for Oskar. Hun er dygtig og vil så gerne uddanne sig,” fortæller Tilde Rudbeck.

”Nu har vi fået muligheden for at ansætte Oskar i et IGU-forløb. Udover at hjælpe Oskar og hendes familie i gang på Fanø, betyder det også, at vi kan have en engageret medarbejder ansat hele året,” forklarer Tilde Rudbeck, der håber, at de 20 ugers sprogundervisning kan tilrettelægges gennemført til vinter, hvor der er mindre travlt i butikken.

dsc_4548Oskar Hababeh arbejder både i køkkenet, bag disken og med serveringen.

En dag havde Oskar bagt småkager. Hendes opskrift er naturligvis anderledes end de traditionelle danske småkager – og så smager de rigtig godt. De bages nu jævnligt hos Rudbecks og går ifølge Tilde Rudbeck bogstaveligt talt som ’varmt brød’.

”Når vi serverer dem til kaffen, fortæller vi også historien bag,” smiler Tilde Rudbeck og peger på kagedåsen, hvor de sælges for 5 kr. stykket.

Spørges der til Oskar Hababehs drømme om fremtiden, så er der ingen tvivl.

”Jeg vil uddanne mig og arbejde hos Rudbecks,” understreger hun.

Relaterede artikler

Top