Redaktør arkiv: Lars H. Olsen

Sortering af madrester bliver en del af den nye affaldsplan

Om få år skal alle borgere og turister på Fanø sandsynligvis sortere det organiske affald i en separat beholder.

Hele artiklen i PDF-format

Regeringens ressourceplan ’Danmark uden affald’ skal implementeres senest i 2020, og Fanø Kommune har netop nu en ny affaldsplan på vej i høring.

I fremtiden skal vi genbruge endnu mere af vores affald og særligt det organiske husholdningsaffald, som f.eks. madrester, skal genbruges til kompostering eller som biobrændsel.

I sidste ende er det ikke Fanø selv, der bestemmer over sit eget affald. For det første skal affaldsplanen opfylde EU’s strategier og direktiver for affaldsområdet sammen med regeringens resurseplan ’Danmark uden affald’.

For det andet er det byrådet i Esbjerg, der skal beslutte affaldsplanen for Fanø Kommune, da miljøområdet er et af de områder, hvor der er et forpligtende samarbejde mellem de to kommuner.

Men det hele starter her på Fanø, og i forslaget til den ny affaldsplan er der særligt et område, som vil kunne påvirke dagligdagen – både for fastboende og for turisterne.

Ifølge formanden for erhverv-, natur- og teknikudvalget Kristine Kaas Krog skal organisk husholdningsaffald indsamles og behandles separat for optimal udnyttelse af ressourcerne.

”For at opnå det er det afgørende, at borgere og turister nemt og enkelt kan sortere deres affald yderligere, så der genbruges mest muligt og deponeres mindst muligt,” påpeger Kristine Kaas Krog.

På Fanø er der henved dobbelt så mange sommerhuse som helårsboliger, hvorfor affaldsplanen også inddrager sommerhusene og dermed vores mange tusinde turister i en affaldssortering af husholdningsaffald.

Miljøstationer

Kristine Kaas Krog fortæller, at det er planen at opsætte flere miljøstationer med flere fraktioner (forskellige typer affald, red.), hvor de genanvendelige materialer kan afleveres.

”Hvis vi gør det nemt og bekvemt at sortere genbrugeligt affald, ønsker både øens borgere, sommerhusejere og gæster at bidrage til at gøre en fælles indsats for miljøet og dermed gøre Fanø endnu grønnere,” tror udvalgsformanden.

Skal vi stadig veje vores affald fremover?

”Fagfolk og andre kommuner fortæller, at det er for dyrt og besværligt at veje affaldet ved afhentningen. Der er i dag andre motivationsfaktorer end prisen, der gør, at borgerne gerne vil sortere,” påpeger Kristine Kaas Krog.

For udlejningsbureauerne er det vigtigt, at der særligt for det organiske affald kommer en ordning, der kan håndteres af gæsterne og er let at administrere for bureauerne.

Ifølge Hanne Thyssen fra Danibo vil gæsterne gerne sortere yderligere.

”Men det skal være enkelt for gæsten at komme af med husholdningsaffaldet”, understreger hun.

En ordning med miljøstationer strategisk rigtigt placeret overalt på Fanø og en enkel hygiejnisk løsning i køkkenet kunne være en løsning for det organiske køkkenaffald. Når hunden skal luftes, eller man skal ud på aftenturen, så tages ’posen’ med og placeres i miljøstationen.

Den her viste løsning er en 10 liters biologisk nedbrydelig pose placeret i en ventileret plastboks.

Modellen er privat hjembragt fra USA og benyttes ved hjemmekompostering af grønt køkkenaffald.

Når udvalgsformand Kristine Kaas Krog spørges direkte, forventer hun, at vægtbaseret afregning forsvinder, men hun er mere usikker på, hvordan sortering og afhentning af husholdningsaffaldet bliver.

ENT-udvalget skal nu diskutere detaljerne og udarbejde regulativerne, der så i april 2017 skal endeligt godkendes af byrådet i Esbjerg.

Inden da forventes affaldsplanen i høring i otte uger fra omkring jul.

Elegant affaldsløsning

Ved et nyligt besøg på øen Ameland i det hollandske vadehav så Fanø Posten en elegant løsning på miljøstationer og husholdningsaffald.

Miljøstationer der er nedgravet med få hundrede meters mellemrum blandt andet i sommerhus- og campingområderne.

På Ameland skal der benyttes en elektronisk brik for at åbne containeren til restaffald.

Derved minimeres ‘fejlanbringelse’ af andet affald i containere beregnet til organisk husholdningsaffeld, og genbrugprocenten kan øges.

ameland-2

På containeren er placeret en elektronisk lås, der sikrer en bedre sortering.

Stor besparelse på busser med samme serviceniveau

Uanset hvilken model, byrådet beslutter for den fremtidige busbetjening for Fanø, er der på papiret mellem 600.000 og en mio. kr. at spare i forhold til 2015.

Her var regningen fra Sydtrafik var på 3,7 mio. kr., hvoraf billetindtægterne udgjorde lidt over 800.000 kr.

Med andre ord er det ifølge rapporten muligt at spare ca. 16 pct. på omkostningerne til buskørsel på Fanø – med uændret serviceniveau.

Om serviceniveauet så bliver tilfredsstillende, eller om de beregnede økonomiske gevinster kan hjemtages, er ikke besvaret endeligt i rapporten.

”Nu skal der ikke træffes forhastede beslutninger på grundlag af rapporten,” understreger borgmester Erik Nørreby.

”Vi skal en af de nærmeste dage have en drøftelse med vores lokale vognmand, og der er aftalt et temamøde om sagen i byrådet.”
Det er rådgivningsvirksomheden COWI, der har udarbejdet forslagene til den fremtidige offentlige trafik på Fanø. Ud over en besparelse på en mio. kr., ønsker byrådet at fastholde serviceniveauet, øge fleksibiliteten i planlægningen og sikre, at en lokal vognmand kan opretholde en forretning på Fanø.

Hvad angår fleksibiliteten, påpeger rapporten, at det pga. lovgivningen ikke er muligt at aftale ekstrakørsel med få dages varsel. Festivaler og faste årlige arrangementer kan dog indarbejdes i køreplanen.

Rapporten viser, at der er to modeller for at organisere buskørslen på Fanø. Enten fortsætter Sydtrafik med at have ansvaret, eller Fanø Kommune hjemtager opgaven.

Fortsætter Sydtrafik med at drive buskørslen, kan Sydtrafik erstatte den nuværende ordning med en såkaldt ’landbusordning’.

En løsning der ifølge COWI kan give en årlig besparelse på ca. 600.000 kr. med uændret service i forhold til i dag.

En anden model er, at Sydtrafik udbyder buskørslen på Fanø uden ’bus nr. 2’ og med en begrænset buskørsel i sommerperioden. Det kan give en besparelse på anslået 950.000 kr. Der er dog ikke medregnet et muligt indtægtstab som følge af den reducerede kørsel.

I en tredje model udbydes buskørslen på Fanø som et selvstændigt udbud i et administrativt samarbejde med Sydtrafik.

Her kan fleksibiliteten øges og fordelene ved et samarbejde med Sydtrafik bevares. Ulemperne vil være en større sårbarhed ved evt. nedbrud.Her beregnes besparelsen til ca. 600.000 kr. i forhold til nu.

Hvis Fanø Kommune selv vil varetage udbud og administration, er der beskrevet to modeller. Fælles for dem er, at Fanø Kommune varetager udbud, budget og regnskab og data til rejseplanen. Sydtrafik varetager rejsekort håndtering og handicapkørsel. Entreprenøren, der varetager buskørslen, klarer køreplanlægningen.

I den ene model udbydes opgaven fortsat, hvilket kan give en besparelse på anslået 725.000 kr.

I den anden model etablerer Fanø Kommune sit eget busselskab og varetager alle opgaver. Her vurderes besparelsen af COWI med en vis usikkerhed til 800.000 kr.

Planer for legeland i stedet for badeland

Plads til et spændende legeland for børn og voksne

Ingen vil investere i at få genåbnet det lukkede badeland i Fanø Bad Ferielejligheder, så nu arbejdes der på en ’Plan B’ for et nyt legeland i stedet.

En teknisk undersøgelse viser, at det vil koste otte til ti mio. kr. at etablere et almindeligt svømmebassin og få vand i de øvrige bassiner igen.

Alternativet til et badeland er – som tidligere omtalt i Fanø Posten – at ombygge det til en form for legeland for både børn og voksne.

”Jeg ville om nogen gerne have det badeland op at køre igen. Men ingen vil investere minimum de otte mio. kroner, det kræver,” fortæller viceborgmester Marius Nielsen.

Kurt Enevold Nielsen, ejer af Nyform og initiativtager til møder om Fanø Bads fremtid, er på linje med viceborgmesteren.

”At åbne badelandet igen kræver, at kommunen bliver storsponsor, og det har vist ingen gang på jord. Tiden er måske også løbet fra badelande. Jeg vil ikke bruge mere tid på det,” konstaterer Kurt Enevold Nielsen.

Jonna Bacher, der er formand for ejerforeningen Fanø Bad Ferielejligheder bekræfter, at det ikke bliver muligt at finde investorer til en genåbning af badelandet.

”Vi havde givet det et år for at finde en løsning på at videreføre badelandet, og det ser ikke ud til at lykkes,” lyder erkendelsen fra Jonna Bacher.

”Plan B er at få liv i bygningen med en form for legeland. Det vil vi begynde at kigge på i det nye år,” fortæller hun.

At et legeland med spændende og ’farlige’ aktiviteter for børn og voksne måske er vejen frem, bekræftes af rådgiver Kent Nymark fra FanøHus Feriehusudlejning.

”Aktiviteter er dét, der efterspørges. Det vil være et stort plus for hele Fanø, hvis der blev etableret et spændende aktivitetshus i det nu lukkede badeland,” vurderer udlejeren.

“Gæsterne søger et sted at kunne udfordre sig selv. Klatrevægge, tovbaner og andet i højden, der kan give et kick – uden at være farligt,” lyder ønskesedlen.

”En forudsætning er dog, at det skal være for både børn og voksne,” understreger Kent Nymark.

Hanne Thyssen fra Danibo er helt enig med Kent Nymark.

”Et legeland for alle aldre vil kunne blive et aktiv for Fanø.”

Succes for Vadehavsfestival

‘Oysters in the Dark’ – midnatsoplevelse på vaden (foto: Sven Sindt).

Vadehavsfestivalens mange aktiviteter gav både lokale og efterårsferiens mange gæster en oplevelse af, hvad Fanø kan byde på.

Mandag var der op mod 800 besøgende i ’Strien til østerssmagning og kokkekonkurrence.

Færgen stod bag arrangementet, hvor Fanø Bryghus og Rudbecks Ost & Deli også deltog sammen med de fire kokketeams fra fire af Danmarks førende restauranter.

”Mandagens østersfestival gentager vi gerne til næste år. Med den succes der var i år, skal vi dog overveje, hvordan logistikken omkring arrangementet kan håndteres i 2017,” siger færgens salgs- og marketingschef Lindy Kjøller.

juior-kokkeskole

Juniorkokkene fik ekspertundervisning af Mads Lindquist fra Restaurant Ambassaden.

Lopperne fyldte også ’Strien, og Halloween blev fejret ved SuperBrugsen, hvor børnenes mere end 100 udskårne græskar blev udstillet.

Fanøs fantastiske natur blev blandt andet brugt til en succesfuld jagtfrokost med ’Strandskaden’, og Fanø Oyster King havde en velbesøgt nattevandring på Vaden med Oysters in the Dark.

Ugen blev afsluttet med fest fredag og lørdag aften i ’Strien, hvor arrangørerne godt kunne tænke sig, at flere lokale havde lyst til at være med.

”Det var en fin uge med mange gode oplevelser. Men der er selvfølgelig ting, vi kan gøre bedre,” påpeger direktør Henning Balle fra Fanø Sparekasse.

Satser på hurtigt salg af Vadehavscentret

Den tidligere søfartsskole fra 1978, senere efterskole og Vadehav Center får måske snart nye ejere.

Salgsprocessen er i gang for den tidligere søfartsskole fra 1978, der senere blev til Fanø efterskole og nu senest har huset Fanø Vadehav Center på Vangled 32.

Ifølge kommunaldirektør Vibeke Kinch har der allerede været vist interesse fra flere sider, også lokalt. Hun kan dog ikke oplyse nærmere på nuværende tidspunkt.

Det er EDC Erhverv Poul Erik Bech i Esbjerg, der varetager salgsprocessen for Fanø Kommune, hvor tilbud skal være ejendomsmægleren i hænde senest den 10. januar kl. 12.

Det primære mål for salget er værelsesfløjene, køkkenet og undervisningslokalerne. Køb af disse dele er en forudsætning for at købe andre dele af ejendomskomplekset, der blandt andet huser beredskabets værksted og mødefaciliteter.

Beredskabets lejemål forudsættes videreført i en 10-årig lejekontrakt ved et eventuelt salg af bygningerne.

Et kuriosum i salgsprospektet er ’portnerboligen’, der kun kan indgå i en handel, hvis hele bygningskomplekset erhverves.

Som det er sædvane i den slags udbud, er Fanø Kommune ikke forpligtet til at sælge ejendommen til den udbudte pris, ligesom kommunen frit kan vælge mellem alle indkomne købstilbud eller forkaste dem alle.

Vil du prioritere købstilbud fra lokale?

”Fra min stol betyder det mest, hvilke aktiviteter en kommende ejer vil bruge bygningerne til,” siger borgmester Erik Nørreby.

”Det skal være attraktivt for Fanø, der skal skabes arbejdspladser, og jeg prioriterer helt klart, at der fortsat kan tilbydes attraktive overnatningsfaciliteter. Dem savner vi på øen,” understreger borgmesteren.

Går alt efter planen, vil hele eller dele af den tidligere søfartsskole kunne overdrages til de nye ejere den 1. marts 2017.

Bliver det nødvendigt med et ekstraordinært møde i byrådet, for at fremme salgsprocessen, så er borgmesteren parat til at indkalde byrådet.

At der er behov for ’en hurtig handel’, understreges blandt andet af, at Cold Water Island konferencen, der var planlagt til den 2.-4. april 2017, ifølge arrangørerne har måttet udskydes til efteråret 2017 og nu afventer en afklaring om den fremtidige drift af faciliteterne.

Samlet er bygningerne på Vangled udbudt til 12,7 mio. kr.

Kunstner fik flyvende start i London

Marco Brodde i The Mall Galerie, London

Marco Brodde har netop haft seks af sine værker i fjorten dage på den censurerede udstilling ’The Natural Eye’ i The Mall Galleries i London.

Det var en imponerende udstilling, der mødte Fanø Posten, da vi lagde vejen forbi. Mange udtryksformer var repræsenteret, alle med naturen til fælles. Marco Broddes værker har en særlig streg og blev hurtigt fundet blandt de 350 andre flotte kunstværker.

Og Fanø-kunstneren fik en flyvende start i London. Dels blev der på førstedagen solgt to værker, og dels opnåede han yderligere anerkendelse ved at blive optaget som associeret medlem af Society of WildLife Artists (SWLA).

Fremtidens kunstnere var også repræsenteret gennem en konkurrence for børn. De indsendte værker var også her af fantastisk høj kvalitet.

En mulig ide til næste års Vadehavsfestival, hvor en landsdækkende konkurrence for børn med naturen som tema kunne være et spændende indslag.

Fanø Skole er en af landets bedste

Jakob fra 10. klasse modtager ‘erhvervsprisen’ af Mathilde Valbjørn ved sidste års ‘Skolelev’ på Nordby Skole (foto: Torben Larsen).

Med et karaktergennemsnit på 7,7 i sidste skoleår, scorer afgangseleverne fra Fanø Skole regionens højeste karakterer.

Det blev på landsplan kun overgået af syv skoler i Nordsjælland.

”Bag det flotte resultat er der mange faktorer,” siger skoleleder Torben Larsen.

”Der er blandt andet et godt arbejdsmiljø på skolen, og de fysiske rammer understøtter folkeskolereformen på alle måder,” påpeger han.

Resultaterne vakte opsigt i hele landet, så flere TV-hold var forbi Fanø Skole. Flere elever fortalte f.eks. til TV Avisen, at Fanø er et lille og trygt samfund, og det smitter af på skolen.

Torben Larsen understreger også det forhold som en af faktorerne bag de gode resultater på skolen.

”Ingen tvivl om, at der er mange ressourcestærke forældre på Fanø. Men vi er også gode til at fange de elever, der har udfordringer. Der er en kort vej til læreren, og eleverne møder også mange af lærerne uden for skolen,” fortæller skolelederen.

At Fanø kan noget særligt ses ved rekrutteringen af nye lærere, hvor Torben Larsen fortæller, at det er et aktivt tilvalg at blive lærer på Fanø Skole.

”Vi har en god aldersspredning i lærerstaben, og vi har ikke problemer med at tiltrække nye lærerkræfter,” understreger skolelederen.

Færgetrafikken eksploderer på historisk niveau

Grafen viser antal overførte personbiler de sidste 12 måneder. 340.783 biler for september 2016 er samlet for perioden oktober 2015 – september 2016.

Hele artiklen i PDF-format

 

REKORD – Aldrig nogensinde før har der været overført så mange biler til Fanø som det seneste år. Trafikken boomer på et historisk højt niveau, og set i et større perspektiv åbner det helt nye muligheder – og udfordringer – for hele Fanøs erhvervsliv og for bosætning og udviklingsmuligheder på længere sigt.

En kombination af en lang række store og små faktorer har bidraget til rekorden for en 12 måneders periode. Interessen for at holde ferie i Danmark og langs Vestkysten er stor blandt både danske og tyske gæster. Uroen i Sydeuropa og terrortrusler har ændret feriemønstret.

Øget markedsføring, presseomtale og bryllupsturisme samt fire restauranter i White Guide bidrager alle til en større opmærksomhed om Fanø – også til gavn for de fastboende og dermed bosætningen.

Tallene fra september måned bidrager stærkt til at løfte tallene op i nye højder, godt hjulpet af rigtig mange turister i højsæsonen.

”Det er en imponerende vækst, der er sket,” konstaterer salgs- og marketingchef hos færgen Lindy Kjøller.

Det er i højsæsonen fra midt i juni til sidst i august samt ved de store festivaler i for- og eftersæson, at pengene tjenes på Fanø. Overfartstallene viser, at det vælter ind med gæster på Fanø og løfter troen på en god indtjening.

Siden årtusindskiftet har antallet overførte personbiler generelt været stigende. Der har dog været to større fald i perioden. Dels efter finanskrisen i 2008 og dels ved at særligt tyske turister valgte andre rejsemål i perioden 2010 til 2013.

Der er ingen tvivl om, at Fanø igen er en attraktiv feriedestination for både danske og tyske turister. Den seneste halvering af færgeprisen i ydersæsonen har med al tydelighed haft sin store effekt sammen med gratis campingvogne og gratis cykler. Hertil kommer naturligvis også det usædvanligt gode sensommervejr i september

Hele øen rundt meldes der om øget omsætning hos langt de fleste forretningsdrivende. Og med Fanø Vadehavsfestivals mange tilbud i efterårsferien er der basis for at sætte rekord igen, når oktober måned er omme, forventer Lindy Kjøller.

Campingvogne overalt

FÆRGEKØ – Næsten med hver eneste overfart har der været campingvogne ombord.
”Jeg har haft en noget blandet 2016 sæson,” konstaterer Christian Lorentzen, Camping Klitten i Sønderho.

”En rødglødende højsæson har rettet meget op på en yderst dårlig start på året.

Jeg har haft mange flere campingvogne på pladsen i september end tidligere, og jeg tror den tendens vil holde for både for- og eftersæson i de kommende år,” siger en glad campingpladsejer.

Samme tendens ses på andre af øens seks campingpladser, og Fanø Posten mødte et eksempel på effekten ved færgen.

”Vi er pensionister og har tiden til at køre rundt i landet med vores campingvogn. Nu hvor det er gratis at få campingvognen med, så skulle vi til Fanø og samle østers. Det var nemt at beslutte,” fortæller Erik Day fra Greve.

Han holder i færgekøen en mandag eftermiddag. Et tidspunkt på ugen, hvor der tidligere sjældent har været kø.

DSC_3990Alle baner er optaget af ventende biler, og Jan Kolind fra Færgen har lige så travlt, som var det en højsommersøndag.

Hos andre erhvervsdrivende er tilfredsheden dog ikke helt den samme.

Fanø Træ har konstateret en mindre nedgang i omsætningen. Nu hvor trailere også er blevet gratis, er opfattelsen, at der handles byggematerialer på fastlandet i større omfang end tidligere.

”Personligt er jeg glad for de lavere færgepriser, men jeg så da gerne, at det kun var campingvogne, der var gratis,” siger Sebastian Kock fra Fanø Træ med et smil.

 

Billige færger også i 2017, 2018, 2019…

Færgen har oplyst, at taksterne for 2017 vil være uændret i forhold til 2016 – altså ingen prisstigninger!

Statens tilskud fortsætter også de kommende år. I 2017 vil færgetaksterne blive reduceret i perioden 16. marts – 24. juni og igen fra den 6. august til den 30. november, som er de perioder, hvor loven tillader en nedsættelse af billetpriserne.

Tilskuddet til nedsættelse af færgetaksterne har været en succes. Det viser trafiktallene og ikke kun for Fanø.

”De nye priser har givet kø både i Esbjerg og på Fanø. Vi er dog meget opmærksomme på udviklingen, så vi i størst mulig omfang kan tilpasse sejlplanen,” understreger salgs- og marketingchef Lindy Kjøller, der forventer at øge antallet afgange med de store færger i 2017.

”Vi er meget opmærksomme på de udfordringer væksten i personbiler og cykler har givet. Det er en vækst vi naturligvis gerne vil fastholde i 2017 og frem, hvorfor vi i øjeblikket arbejder på, at skabe endnu bedre oplevelser for alle,” fortæller Lindy Kjøller.

”Vi indarbejder ca. 1.000 flere afgange med bilfærgerne i næste års sejlplan. Både ekstraafgange og som afløsning for Sønderho. Vi skal have fundet en ny balance,” påpeger Lindy Kjøller.

For et par uger siden meddelte Skat pludselig Færgen, at der skulle betales moms af en del af tilskuddet til nedsættelse af færgepriserne.

Fanø Kommune rettede straks henvendelse til en række ministerier og politiske partier.

Det er borgmester Erik Nørreby klare forventning, at der vil blive fundet en løsning, så de nye lavere priser uden for højsæsonen kan fortsætte uændret.

 

26 pct. vækst i september

Alene for september måned 2016 er personbilstrafikken til Fanø eksploderet med 35.980 overførsler. Det er en stigning på 7.484 eller 26,3 pct. i forhold til september 2015.

Der hersker ingen tvivl om, at halveringen af færgeprisen har haft sin store effekt. Og hertil kommer også det gode sensommervejr.

”Vi har slået alle rekorder i september,” siger salgs- og marketingchef hos færgen Lindy Kjøller.

Samme rekord tendens ses også på antal cykler, hvor der ifølge færgen på enkelte dage er registreret op til 800 cykler. Vurderingen er, at der en stigning på 35-40 pct. på overførte cykler til og fra Fanø, efter de blev gratis den 1. september.

At der er kommet væsentligt flere cyklende endagsturister er også vurderingen hos Dagli’Brugsen i Sønderho.

”Vi har haft en salgsfremgang på mere end 30 pct. i september 2016 i forhold til september 2015,” fortæller uddeler Lars Nissen.

”Det er den største vækst for en enkelt måned, og vi har haft rigtig mange små ekspeditioner.

Cyklisterne skal lige proviantere drikkevarer og kager, inden de skal retur til Nordby og færgen,” konstaterer uddeleren.

Udlejningsbureauerne har endnu ikke registreret en vækst i korte ophold.

”Vi har haft et godt år med en vækst på over fem pct.,” fortæller Kent Nymark fra Fanøhus.

”Med de lavere færgepriser vil der helt sikkert komme en vækst i weekendudlejningen i for- og efter sæson 2017 ,” forventer Kent Nymark.

 

Er der plads til flere?

 Er Fanø ved at nå et mætningspunkt for antal gæster ’hele året’?

Hvis succesen fra september fortsætter i for- og eftersæsonen i 2017, vil det medføre et stort pres på øgede åbningstider, hvor butikker og spisesteder må tilpasse sig væksten.

I højsæsonen er overnatningskapaciteten fuldt udnyttet gennem udlejningsbureauernes ca. 1.300 huse og de øvrige ca. 1.500 sommerhuse er beboet af ejerne og deres gæster.

Vil flere endagsturister og flere weekendophold holde andre attraktive gæster væk?

Det er det generelle indtryk, at der er plads til vækst i for- og eftersæson, hvor antallet af sommerhuse udlejet gennem bureauerne kan øges betydeligt.

Hvis forslaget om et større skattefradrag, når sommerhuset er udlejet gennem et bureau, bliver vedtaget, må der forventes adgang til en øget kapacitet i for- og eftersæson.

Igennem mange år har byråd, erhvervsdrivende og borgere peget på, at vækst kan skabes gennem billigere færgebilletter. Nu er der dokumentation for, at det virker. Ønsket er nu fra flere sider, at de billige færgebilletter kan tilbydes hele året.

Har Fanø infrastrukturen og serviceapparatet på plads til at have højsæson fra 16. marts til 30. november hvert år? Vil utilfredsheden med endnu flere færgekøer medføre en negativ udvikling både for turismen og bosætningen?

”Vi skal også tænke bæredygtighed bredt ind – den er udfordret,” påpeger naturvejleder Marco Brodde, der tænker på klima og miljø som vigtige elementer for Fanøs fremtid.

Kommunen undgår måske ’dummebøde´ for skattehop

 

 

SKATTESTIGNING – ’Dummebøden’ til Fanø Kommune i form af en strafafgift til staten på ca. 2,5 mio. kr. i 2017 for skattestigningen og samlet næsten syv mio. kr. over de næste fire år kan måske undgås.

Det sker, hvis andre kommuner nedsætter deres skatteindtægter med et tilsvarende beløb eller mere. Ved redaktionens slutning vides ikke om regnestykket går op til Fanøs fordel.

Venstre, Fanø Lokalliste, Miljølisten, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti serverer en cocktail bestående af en mindre skattestigning og besparelser for borgerne i 2017.

Skatten stiger med 0,6 procentpoint, så kommuneskatten i 2017 vil være 24,9 pct. svarende til en merindtægt på 3,4 mio. kr. årligt.

Men som følge af aftalen mellem regeringen og KL får Fanø Kommune som udgangspunkt kun lov til at beholde 25 pct. af skattestigningen i 2017. Samlet reduceres det kommunale budget med lidt over 5 mio. kr., og indtægterne øges med 850.000 kr.

Det Konservative Folkeparti stemte imod budgettet  på grund af skattestigningen og strafafgiften til staten.

Merforbruget i 2016 dækkes ind, og en række områder, der vurderes at være en forudsætning for en øget bosætning, friholdes.

”Vi har bevidst ønsket at begrænse besparelserne på kernevelfærdsområderne. I stedet reduceres de tilbud, det har været rare at have, men ikke behøves betalt med kommunale kroner,” fremgår det af budgetaftalens tekst.

Udfordringen for byrådet var at finde 6 mio. kr., og det lykkedes.

Blandt de vedtagne besparelser er forældrebetaling for skolefritidsordningen, der øges med 250.000 kr. årligt, svarende til en øget forældrebetaling stigning på 230 kr. om måneden pr. barn i gennemsnit.

Tilskud til foreningskørsel reduceres, så der kun gives tilskud til færgebilletten. Derved er øens foreninger fortsat sidestillet med foreninger på fastlandet. Tilskuddet på 130.000 kr. til lystbådehavnen bortfalder.

Puljerne til kultur, markedsføring, udvikling og naturpleje reduceres samlet med 700.000 kr.

Offentlig transport skal nytænkes under hensyntagen til, at offentlig transport mellem Nordby og Sønderho bibeholdes. Besparelse 300.000 kr.

Administrationen reduceres med 500.000 kr., der forventes gennemført ved naturlig afgang. Herudover spares 250.000 ved ikke at ansætte en frivillighedskoordinator. En servicefunktion som ’de frivillige’ heller ikke ønskede.

I høringsperioden har der kun været få bemærkninger fra borgerne.

Lavere grundskyld spøger fra 2020

Hvis regeringens udspil om nye ejendomsskatter ender med et loft over grundskylden på 30 promille mod de nuværende 34, skal Fanø Kommune finde yderligere 7 mio. kr. fra 2020.

 

Top