Professor Jørn Henrik Petersen er ved at lægge sidste hånd på en biografi om Danmarks første kulturminister Julius Bomholt, inden han går i glemmebogen

Hent hele artiklen som PDF her

Jørn Henrik Petersen var ved at gå bagover, da han første gang stod over for arkivet efter Julius Bomholt på Esbjerg Byhistoriske Arkiv. 65 hyldemeter fylder det efterladte materiale, som politikeren, digteren og Danmarks første kulturminister Julius Bomholt (1896-1969) havde testamenteret til Esbjerg Kommune.
”Arhh, det er for stort for en enkelt person, tænkte jeg. Men det var også provokerende, for gu’ kunne jeg så,” siger Jørn Henrik Petersen.

Siden har den 76-årige professor, dr. phil. og lic. oecon samt tidligere leder af Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet i Odense, været igennem arkivet to gange.
Dertil kommer andet skriftligt materiale, deriblandt otte store kasser med breve med mere, der stod på loftet hos Julius Bomholts barnebarn og hendes mand i Nordby på Fanø, avisartikler fra Bomholts tid samt hele hans forfatterskab.

I gang efter opfordring
Det er halvandet år siden, Jørn Henrik Petersen begyndte på opgaven med at skrive en biografi om Julius Bomholt på opfordring fra bestyrelsen for Digterhjemmet i Sønderho på Fanø. Huset, som Julius Bomholt har testamenteret til Esbjerg Kommune, fungerer som legatbolig for nordiske forfattere. I august flyttede Jørn Henrik Petersen og hans hustru, Birgit Klostergaard Petersen, ind i den stråtækte idyl, der er indrettet med en kitchet blanding af almuedøre og moderne kunst af Richard Mortensen, som Bomholt havde en forkærlighed for. Her er han i gang med at lægge sidste hånd på det 400-450 sider store værk, der får titlen ”Julius Bomholt. Fra idé til handling” og udkommer næste år på Gads Forlag.

Bomholts hus i Sønderho udlånes i dag til forfattere, der ønsker ro til at skrive eller forske.

”Jeg havde glædet mig som et lille barn til at komme herover. Nu har jeg siddet i halvandet år og været begravet i Julius, gået i seng med Julius og stået op med Julius. Så er det er pragtfuldt at komme ind i hans hus, og så må ånden jo komme over en. Det har været aldeles vidunderligt og en stor oplevelse at komme herover permanent og gå rundt på de små stier i det frilandsmuseum, som Sønderho i virkeligheden er. Og se bænken ved Børsen nede ved diget, hvor de gamle sømænd sad og kiggede ud over havet, og Julius stod sådan lidt undseeligt, og der så var en, der sagde: ’Slå nu røven i sædet!’. Det er sjovt at se, at nå, det var der, og det var der,” siger Jørn Henrik Petersen.
Der er udkommet biografier om andre ledende socialdemokrater som Hartvig Frisch, K.K. Steincke, Bodil Koch, Hal Koch, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag, men ikke om Julius Bomholt. Og det er på høje tid, mener både Jørn Henrik Petersen og bestyrelsen for Digterhjemmet.

Vil riste en rune
”Jeg er bare kastet ud i det, men som du kan høre, er jeg lidt begejstret for det. I min version er det et forsøg på at riste en rune over en meget spændende politisk skikkelse, inden han går i glemmebogen. I Esbjerg er der kommet en Bomholts Plads, hvor hans buste fra Esbjerg Arbejderhøjskole, hvor han var forstander 1924 til 1929, er blevet flyttet hen. Jeg tror, at hvis man spørger folk under 50 år, hvem busten forestiller, vil ingen ane det. Her i huset er det velkendte fotografi af Julle og Viggo, der står i vand til brystet ud for stranden i Sønderho, hængt op i gangen, fortalte formanden for Digterhjemmet mig, fordi de folk, der kom her i huset, fordi de havde fået et arbejdslegat, ikke anede, hvem ham Bomholt var.”

Jørn Henrik Petersen nyder at arbejde med biografien om Bomholt i hans eget hus og at gå ture i de små gyder i Sønderho.

I Sønderho har Jørn Henrik Petersen mødt og talt med folk, der kendte og kan huske Julius Bomholt og hans kone Anna Marie Bomholt (1904-1970). Det er blandt andet Lis Brink Jensen, der i dag driver ”Uldsnedkeren” i Sønderho. Hun var ung pige i huset hos parret og tog sig af Anna Marie Bomholt, der de sidste 10 år af sit liv var lammet i den venstre side, sad i kørestol og var sengeliggende meget af tiden. Han har også talt med den afdøde tidligere statsminister Viggo Kampmanns døtre, der har sommerhuse i byen.

Bomholts ensomhed
”Det har været nyttigt, når man skal danne sig et billede af, hvordan den mand var som menneske. Jeg har også læst hans dagbøger, og der begynder du at træffe på mennesket. Og når du så får lejlighed til at tale med nogle af de få, der husker ham, begynder du også at få den menneskelige dimension ind. Og der blev jeg lidt forbavset. Da jeg læste, at han i dagbøgerne skrev, ”jeg er ensom”, skrev jeg i en kommentar, at det kom han da godt nok ud af. Men det er jeg ikke sikker på, at han gjorde. Jeg kender det så godt, for jeg elsker også folk, men helst på afstand. Derfor kan jeg nikke meget genkendende til, at han også har haft den der lidt på en arms afstand. Og det har forbavset mig, for det stemmer ikke med det officielle billede, der er tegnet af Julius Bomholt.”
”Han var en lidt underlig snegl. Allerede i hans tidlige ungdom ser man, at han taler om sin ensomhed. Det har noget at gøre med, og det tror jeg godt, man kan tillade sig at sige, at manden var lidt socialt handicappet. Det lyder mærkeligt om en mand, der i den grad har offentlige fremtrædender. Men der er forskel på at være den, der træder frem i offentligheden og repræsenterer et eller andet og så være den, der kommer i umiddelbar kontakt med omverdenen. Så selv om han er meget i Sønderho, hvor parret fra 1941 havde en sommerbolig nede ved Digevej, indtil de i 1968 flyttede hertil, var det hustruen, der etablerede kontakterne rundt omkring.”

Jørn Henrik Petersen har ikke manglet materiale til sin biografi om Julius Bomholt.

Kunne gå på vandet
”Julius går rundt med sig selv og udvikler med tiden en selvbevidsthed tangerende til selvtilstrækkelighed. Han bliver en stor mand. Han bliver radiorådsformand, undervisningsminister, socialminister, kulturminister og folketingsformand. Han har nok i virkeligheden følt, at han kunne gå på vandet. Godt nok gør han sig meget til af sin folkelighed, men er i virkeligheden nok lidt fjernt fra ’det almindelige menneske’. Som jeg kan fornemme her, så var det ’ministeren’, der var her, men han blev aldrig ’en af vor egne’.”
”Jeg fornemmer i højere grad, at Kampmann, hvis anden kone var en Brinch med ch og dermed havde rødder her, groede ind i byen. Det var ham, der gik til slagteren og købmanden. Det kunne Julius aldrig drømme om at gøre. Når han kom til sommerboligen på Digevej, satte han sig op i gavlværelset, der har en pragtfuld udsigt over Vadehavet. Der sidder han isoleret og skriver, og jeg tror, at det er gået hele vejen op igennem hans liv, at det, han i første omgang kalder for ensomhed, er en tendens til at isolere sig og have svært ved at etablere en umiddelbar kontakt, hvis det ikke er på officielt plan. Der er han til gengæld en mester til at være ambassadør, minister og fanden og hans pumpestok – der snor han sig som en ål i vandet.”

Ville noget stort
Biografien om Julius Bomholt er en udviklingshistorie om en politiker, der ville noget stort, og som stod bag reformer inden for socialpolitikken og var med til at udtænke det første danske ministerium for kulturelle anliggender, som han også blev minister for og idémand bag Statens Kunstfond. Men han var også præget af indre kampe, som introduceres i det første kapitel i biografien med overskriften ”Julius – en spændingernes mand”.
”Hele hans liv var spændingsfyldt. I barndomsårene er det den grundlæggende spænding mellem på den ene side almuekultur, som er ved at bryde ned, og den modernitet, som er under udvikling og den gryende socialistiske bevægelse. Det fællesskab, som han oplevede i sit barndomshjem og med sine bedsteforældre, og som prægede ham, det viger. Hvordan bygger vi et nyt fællesskab på modernitetens vilkår? Det er et grundproblem, som følger ham hele vejen op. Forholdet mellem det individuelle og det kollektive, forholdet mellem arbejdsklassen og folk. Det bliver også en spænding i hans sind, hvor han altid var splittet mellem, hvad vil jeg, vil jeg være politiker, vil jeg være digter? Og burde jeg ikke skrive en disputats?”.

Store forventninger
Jørn Henrik Petersen lægger i biografien ikke skjul på, at der var en mindre flatterende side af Julius Bomholt. Han og hustruen måtte gennemleve fem personlige tragedier i form af aborter, dødsfødsler og et enkelt barn, der blev født og levede i fire uger. Da de endelig fik en søn, der på et hængende hår overlevede, havde Julius Bomholt store forventninger til ham – måske også for store. Det bliver også antydet, at hans måde at omgås sin handicappede kone på ikke var for god.
”Jeg har skrevet om de fem tragedier mit vorsicht – med forsigtighed. Og jeg prøver ikke at skjule, at der er en side, der ikke er så flatterende, men jeg prøver at holde det nede på et plan, hvor det ikke bliver snagen og sensationelt.”

Læste teologi
Tilbage i ungdommen gjorde en lærer på Th. Langs Gymnasium i Silkeborg Julius Bomholt interesseret i begrebet livsanskuelse, og det var baggrunden for, at han begyndte at læse teologi.
Men da han i 1921 stod med det fine eksamensbevis, lagde han det ned i en skuffe, for præst ville han ikke være.
”Når Julius ikke vil være præst, er det fordi, der er for meget snak og for lidt handling. Kristendom bliver for ham noget, der skal forløses i en menneskelig dimension på en måde, som også teologen og filosoffen K.E. Løgstrup formulerede det. Julius åbner døren fra den humanistiske stue til den kristne humanisme, og det er sådan, jeg forstår ham og hele hans gøren og laden. Det er ligesom, når han sagde, at socialpolitik er kulturpolitik, og kulturpolitik er socialpolitik.”

Forstod de skabende
”Hele hans gerning er båret af tre små ord: For de andre. Jeg gør ikke det her for at vinde magt, jeg gør det sådan set for de andre. En anden formulering er: Kræv mere. Dermed siger han, at I skal ikke stille jer tilfreds med brød og skuespil. I skal forlange, at uddannelsessystemet skal give jer en forståelse af, at verden er større, end I tror. De to udsagn er meget karakteristiske for ham, og det er det, der gør, at jeg synes, han er helt speciel som politiker.

Jørn Henrik Petersen ved siden af det kendte billede af Bomholt og Kampmann i vandet.

”Når man har siddet og arbejdet med sådan en som ham, er der godt nok tale om et åndeligt forfald i dag. Han holdt nogle taler af en beskaffenhed, hvor du kan spørge dig selv om, hvilken politiker anno 2020, der kan det. Han havde evnen til at få folk til at lytte. Han var en tænkende politiker,” siger Jørn Henrik Petersen og tilføjer:
”Jeg tror, at de fleste erkender, at Kulturministeriet var et ministerium, der ville noget i Bomholts tid. Derfor er det klart, at mange i kunstnerkredse i dag ser tilbage på en mand som Bomholt som en, der havde forståelse for den skabende del af kulturen og kom den i møde. Når kulturministeren i foråret sagde, at vi ikke kan tale om kultur, når der er corona, ville Bomholt have sagt, at han ville blæse på corona. Det er, fordi der i krisetider er et skrigende behov for åndeligt gods. Og det var han sig meget bevidst.”

Blå bog, Jørn Henrik Petersen

Født 1944 i Nørresundby i Nordjylland.
Kandidat i nationaløkonomi fra Aarhus Universitet 1968. Ph.d./lic. oecon. ved daværende Odense Universitet 1971. Professor i socialvidenskab 1974. Dr. phil. i historie 1985.
Prorektor for Syddansk Universitet 2002. Leder af Center for Journalistik ved Syddansk Universitet 1998-2004. Leder af Center for Velfærdsstatsforskning samme sted fra 2004-18.
Formand for TV 2’s bestyrelse 1988-94, formand for Fyens Stiftstidende bestyrelse 1980-86 og fra 2001 medlem af Menighedsrådet i Odense Domsogn. Har været medlem af flere offentlige kommissioner, deriblandt Socialkommissionen og Velfærdskommissionen.
Har skrevet en lang række bøger om samfund og velfærdsstat.
Gift med Birgit Klostergaard Petersen. Parret, der bor i Odense, har to voksne børn og fire børnebørn.

Blå bog, Julius Bomholt

Foto: Photography department Israel Government Press Office.

Født i Alderslyst ved Silkeborg 1886 og
død i Esbjerg 1969
Cand. theol. 1921 og forstander for Esbjerg Arbejderhøjskole 1924-29.
Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet 1929-1968. Formand for Radiorådet 1940-53. Undervisningsminister i 1950 og 1953-57. Socialminister 1957-61. Danmarks første kulturminister 1961-64 og idémand bag Statens Kunstfond. Formand for Folketinget 1945-50 og 1964-68.
Hans skønlitterære forfatterskab omfatter skuespil, digte, romaner og erindringer.
Julius Bomholt var gift med Anna Marie Bomholt (1904-1970), og parret, der fik en søn og adopterede en datter, boede i henholdsvis Esbjerg, Roskilde og Sønderho på Fanø.

Tekst: Dorte Remar
Foto: Keld Nissen
Layout af avisartiklen: Tina Foldager
Redaktion af web-artiklen: Finn Arne Hansen

Artiklen blev første gang bragt i Kristeligt Dagblad den 19. september 2020.