Udvikling eller afvikling

2020 har i sandhed været et turbulent år for Fanø Kommune. Møgsag på møgsag er fulgt efter hinanden, stort set alle topchefer i forvaltningen er blevet udskiftet, kommunaldirektøren er gået på pension, og flere medlemmer af byrådet skændes offentligt, både på byrådsmøderne og i vores udmærkede kollega-avis, Fanø Ugeblad.
Det har også været tilfældet med den verserende byggesag om et stort boligbyggeri på grunden ved siden af Realen. Og ikke alene skader det Fanøs omdømme, det betyder også, at investorer, der vil bygge eller på anden måde vil investere i Fanøs udvikling, tænker sig om en ekstra gang eller to.
Vi skal have ro på, hvis vi vil have Fanø til at udvikle sig og ikke afvikle sig. Borgerne må informeres og inddrages bedre, når der for eksempel udarbejdes lokalplaner. Og det skal ske i et sprog, som borgerne forstår. Folk på Fanø er heldigvis meget interesserede i deres ø og det nærområde, de bor i. Og ja, mange er imod forandring, men nogle gange må man bare forklare, illustrere, holde borgermøder og lade være med at slås indbyrdes for at score hurtige point. Så vil borgerne lytte.
Den dårlige tone skader også demokratiet. Hvem har lyst til at gå ind i byrådet, når tonen er så hård, personlig og uforsonlig fra begge sider af spektret?
Der er et år til kommunalvalget. Man kan nok ikke sende et helt byråd i parterapi, men lad os få et år uden ballade, så flere nye kandidater får mod på at stille op.

Tak.

Top