Nordea-fonden har doneret hele 579.000 kroner til Sønderho-forening
Download hele artiklen som PDF her
BOSÆTNING – Foreningen for bosætning af børnefamilier i Sønderho eller i daglig tale bare Sønderholiv er blevet bevilget et stort tilskud på hele 579.000 kroner fra Nordea Fondens Her bor vi-pulje, fortæller en af initiativtagerne, Gertrud Exner.
”Pengene skal bruges til at købe et specialsyet telt til byen med dansegulv samt borde og bænke. Derudover skal de bruges for forskellige kulturelle begivenheder som er rettet især mod børnefamilier, men alle er velkomne. På den måde ønsker vi at samarbejde med eksisterende traditioner som Sønderhodag, pinsefestival, fælles spisninger, baller med mere, men vi vil også udvikle på den eksisterede kulturarv, og rette den endnu mere mod børnehøjde. Derfor tænker vi også i retning af teaterfestivaler, koncerter, billedkunst og så videre,” fortæller Gertrud Exner.
Søndag den 22. november klokken 19 til 21 holdes der offentligt idémøde i Sønderho Forsamlingshus om, hvad der kan sættes i gang i kraft af den store donation. Der er plads til 60 personer, der skal sidde med afstand.
-fina