Katrine fra Nordby er Fanøs helt egen skræddermester

På Færgevej 2 i Nordby holder Fanøs helt egen skrædder, Katrine Bach til

Download hele artiklen som PDF her

HÅNDVÆRK – Vi er nogle heldige kartofler, her på Fanø. Vi har næsten ethvert håndværk repræsenteret, og nu har vi også en skrædder, nemlig Katrine Bach på Færgevej 2.
Hun er 44 år, er gift med maskinmesteren Kaare, som hun har Otto på 10 år og Asta på 13 år med.
Hun er uddannet dame­skrædder fra EUC Syd i Sønderborg, en teknisk skole, hvor man i hendes tid også havde egne retninger for modister (hattemagere, red.), herreskræddere og buntmagere, der arbejder med skind og pels.
”Jeg har altid været kreativ, og det kribler altid i fingrene for at lave noget, strikke, sy, lave smykker. Jeg kan ikke holde dem i ro,” fortæller hun, der er i kontorfælleskab med en sikkerhedsekspert og en lege­tøjsopfinder. Der er i øvrigt plads til én mere.
I det daglige arbejder hun mest med tilretninger, reparationer, omforandringer, puder til øens restauranter – alt, der kan sys. Redaktørens alt for lange bukser, der har samlet støv i skabet, skal hun også lægge op.

 Billede: Katrine Bach er dameskrædder og holder til i et kontorfællesskab på Færgevej overfor Café Nord. Den altid smilende Katrine Bach ved sin trofaste industrisymaskine.

Den altid smilende Katrine Bach ved sin trofaste industrisymaskine.

Kan lide genbrug
Det er meget, meget sjældent, der kommer en bestilling på en ny selskabskjole.
”Selvfølgelig er det sjovere at lave en kjole, men det er rart at kunne reparere folks yndlingstøj, at re-designe tøj og være med til, at ikke så meget skal smides ud. Jeg er ikke designer, jeg er håndværker,” slår hun fast. Og tilføjer, at det går godt, og at kundekredsen er stor og voksende.
Inden hun for 10 år siden kom tilbage til Fanø, hvor Kaare stammer fra, og hvor hun også er vokset op, arbejdede hun som modist i fem år i København.
”Men vi ville gerne give børnene den rolige og trygge opvækst, man kan få her på Fanø,” slutter hun.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top