To års opsparet fest blev udløst

Striens Musik & Gårdhavefest 2022 blev en 12 timer lang kæmpesucces

Hent artiklen som PDF her

FESTIVITAS – Hvor heldig har man lov at være? Sol fra start klokken 12 til solnedgang, veloplagte musikere og et festhungrende publikum, der hyggede, hujede og dansede. Sådan blev den entré-fri Striens Musik & Gårdhavefest 2022.

Der var også plads til en rar hund ved Striens gårdhavefest.

Der var også plads til en rar hund ved Striens gårdhavefest.

Vi hev fat i den ny bestyrelsesformand Lars Düwel og sagde tillykke.
”Tak for det, vi er også meget begejstrede og tilfredse med lørdagens havefest,” lyder det tilbage.
Der blev knoklet. Hvor mange frivillige var der i sving?
”Vi har været i omegnen af 25 frivillige om lørdagen.”
I tjente vel en god skilling?
”Vi har fået et rigtig fint overskud ud af festen, hvilket selvfølgelig skyldes, at der kom så mange gæster, og at de efter to år med aflysning af havefesten var klar på at lave en rigtig god og sjov fest! Og selvfølgelig ej at forglemme de mange musikere, der spillede op til dans, de skal have en kæmpe tak med på vejen.”
Så nu kan I få skiftet de gamle vinduer?
”Produktionen af vinduerne er sat i gang, de skulle egentlig også være sat i her henover sommerferien, men på grund af forsyningskrisen har der været en del leveringsforsinkelse på vinduerne. Planen er lige nu, at de bliver sat op henover de næste par måneder. Vi har fået penge ind fra LAG og fra Norlys’ Vækstpulje, og så har vi fået en anlægskredit i sparekassen, så projektet er sikret økonomisk.”
Deres udsendte var med fra starten klokken 12. To kendte Fanø-ansigter var på scenen, nemlig Tove de Vries og Ole Mouritzen, som mange på øen kan huske fra Sand på gulvet. De mødte et feststemt publikum, flere end normalt ved en start på en havefest. Så de kastede sig bare ud i det og fik hurtigt de første ’på gulvet’ til en sønderhoning eller to.

Snydt af bandnavn

Thors Hammer spillede ikke, som ventet, hård rock.

Thors Hammer spillede ikke, som ventet, hård rock.

Efter en pause kom redaktøren tilbage for at høre en gang god hård rock fra Thors Hammer. Andet kunne det vel ikke være? Men jo, det var Pink Floyd,
The Beatles og mange kendte popnumre, tilhørerne sang med på. Sådan kan bandnavne snyde. Men hyggeligt var det!

Anders Frey fra bandet FAR gav den hele armen, da han skulle tage revanche for den tid, han ikke dansede som ung ude i byen.

Anders Frey fra bandet FAR gav den hele armen, da han skulle tage revanche for den tid, han ikke dansede som ung ude i byen.

På lyttelisten var også FAR med Anders Frey i front. Han var endnu vildere end ved Fanniker-dagene, og der blev i den grad hujet og grinet, da han kastede sig ud iblandt publikum under sin Jeg kan ikke danse-sang. En trådløs mikrofon må være næste julegave fra fruen…

Hvor er min blues, der var et yderst velspillende og godt sammenspillet band med Olav Husted i front, bød herefter op til dans med det ene gode bluesnummer efter det andet. Gulvet var fuldt, efterhånden en sjældenhed i vore blaserte tider.
Tak for festen, siger vi bare!

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tags ,

Relaterede artikler

Top