Mads Lindquist (t.v.) fra Ambassaden og Kurt Schmidt fra Aroma lider – ligesom flere andre restauratører – bogstaveligt ikke af brødnid over en food truck ved Realen.
KONKURRENCE – Afslaget på en food truck ved et arrangement på musikstedet Realen sker bl.a. af hensyn til restauratørerne.
Men paradoksalt nok har flere af dem meldt ud, at der ikke er nogen brødnid fra deres side.
“Vi har ingen problemer med den food truck. Jeg har kun problemer med det, hvis det ikke skal koste noget at leje stadepladsen. Jeg vil råbe op og kalde det konkurrenceforvridning, hvis politikerne giver noget bort,” siger Mads Lindquist fra Restaurant Ambassaden i Hovedgaden.
”Men det er jo ikke sådan, de kommer og spørger. Vi har ikke set noget til ENT-udvalget, og de har ikke spurgt – ikke engang uformelt.”
Kurt Schmidt fra Restaurant Aroma ser heller ingen problemer i, at Realen stiller en food truck op.
”Jeg tror, man skal passe på med at tro, at det ødelægger noget for andre. Mere skaber mere, og jeg tror ikke på det der beskyttergen. Realen gør jo ret meget godt og skaber en tilvækst af folk, som ikke ville komme, hvis der ikke var de her arrangementer,” påpeger Kurt Schmidt.
”Det er en ubetinget nødvendighed for en ø som Fanø, at vi lukker os op. Vi kan ikke udvikle os ved at udelukke andre mennesker – det er en helt fatal politik. Og jeg kan ikke forstå, at det skal være sådan – at vi skal køre hinanden ned i stedet for at løfte
hinanden op.”
Men der er jo vedtaget generelle regler for stadepladser?
”Jo, og man må også acceptere, at vi har valgt nogle politikere til det her. Der er jo også delte meninger i byrådet, men jeg mener, at det her et specialarrangement. Det er givetvis et tvivlspørgsmål, som burde komme Realen til gode,” siger Kurt Schmidt.
Også modstandere
Restaurant Rudbecks har også meldt ud, at man ikke ser nogen problemer med en food truck, og endda inviteret Realen til at parkere den på deres grund. Fanø Posten har ikke talt med samtlige restauratører i Nordby, men der er givetvis også nogle, der er modstandere af en tilladelse.
”Jeg kan forholde mig til det, jeg har hørt og set, og jeg vil gerne advare mod enkeltsagspolitik. Jeg vil advokere stærkt for, at Fanø drives ud fra vedtagne regler og retningslinjer,” siger formand for ENT-udvalget, Christian Lorenzen (K).
”Isoleret set – i den konkrete sag – så køber jeg argumentet om, at restauratørerne har nok at lave den aktuelle dag. Men jeg hører masser af kritiske røster, der frygter konkurrenceforvridning. Og hvis man giver lov til food truck ved én koncert, så giver man jo lov til alle. Det her en afvejet, politisk beslutning.”