Ildsjæle i oprør mod politikere

EVENTPOLITIK – To sager med flere paralleller har nu fået frivillige ildsjæle på Fanø helt op i det røde felt med hårde beskyldninger mod politikere og trusler om at smide tøjlerne.

Musikstedet Realen har fået afslag på opstilling af en food truck – eller madvogn på godt dansk – til sin årlige sommerfest med sangerinden Lis Sørensen, og Fannikerdagene ser sig tvunget til at flytte arrangementet næste år på grund af nye regler for udendørs musik.

Under de konkrete sager ulmer flere lag af dagsordener med personlige beskyldninger og en frustration hos de frivillige over dét, de ser som manglende politisk anerkendelse.

I sagen om Realens food truck afslog ENT-udvalget den 25. juni med stemmerne 3-2 at give tilladelse.

“I november sidste år vedtog vi jo generelle retningslinjer på området. Punkt ét i dem er, at man generelt ikke giver tilladelse til stadepladser, undtagen til festivaler, events og særlige arrangementer,” forklarer formand for ENT-udvalget, Christian Lorenzen (K) om de konservatives begrundelse for afslaget.

Partiets to medlemmer stemte sammen med SF imod tilladelsen.

“Hvis vi giver efter for stader alle mulige og umulige steder – også i lavsædonen – så kommer det jo til at gå udover restauratørerne. Vi kan jo ikke sige, at det kun er i nogle tilfælde, og derfor har vi taget en principbeslutning, som alle var enige om i november – også Venstre,” påpeger Karen Jespersen (SF).

Venstres to medlemmer af udvalget stemte for en tilladelse. Kernen i sagen er fortolkningen af reglerne.

Forskellig fortolkning

“Vi synes, Realens sommerfest med Lis Sørensen falder ind under begrebet særlige arrangementer. Det er jo en årligt tilbagevendende begivenhed, som nu foregår fjerde år i træk. I år falder det også sammen med Late Night i Nordby, så ingen kan servicere så mange gæster,” forklarer Erik Nørreby (V) om Venstres holdning.

Afslaget har fået kreativ direktør Jeanett Exner til at rette en hård kritik mod politikere og deres motiver.

“På Fanø arbejder nogen politikere ikke med kærlighed til Fanø, som de siger i pressen, men mere med motiver som ofte er fedtet ind i bagved liggende motiver om magt og person-fnidder,” skriver hun bl.a. i et opslag på Realens officielle Facebook-side.

“Vi bliver udsat for chikane og mangler politisk opbakning,” fortsætter hun.

Fanø Posten har været i kontakt med Jeanett Exner for at få uddybet beskyldningerne, der har vakt politisk harme (se side 4). Hun ønsker dog ikke at udtale sig uden særlige betingelser, som strider mod avisens generelle principper og praktiske arbejde.

For Fannikerdagene er situationen den, at nye, generelle regler kræver et sluk for musikken senest kl. 24 på P-pladsen ved færgen, hvor festen afholdes nu.

Ifølge arrangørerne vil det tvinge Fannikerdagene til en flytning for at holde økonomi i festen frem til kl. 02, som var den hidtidige tidsgrænse for løjerne.

“Vi har ingen klager fået fra vores naboer. Efter vi nu siden 2012 har kæmpet for at få Fannikerdagene til at blomstre igen, og til stadighed kæmper for at fastholde det som et tilbud med masser af gratis oplevelser, så er det kort sagt deprimerende,” skriver Trine Buhl fra Fannikerdagenes bestyrelse om de nye regler.

Eventpladsen ved lystbådehavnen er langtfra optimal som ny placering, mener arrangørerne, bl.a. på grund af mindre hygge på den langt større plads og større krav til vindsikring af teltene.

“Det lyder underligt, når Strikkefestivalen og Fanø Vesterland godt kan være derhenne med endnu større telte. Men vi forholder os politisk til det helt overordnede – hvor skal den slags aktiviteter være,” siger Christian Lorenzen.

Et samlet byråd stod bag de nye retningslinjer, men måske er der lidt opblødning.

“Nu har vi jo brugt ret mange penge på eventpladsen, og når den bliver færdig er den jo forberedt med både el- og kloakforsyning. Så skal den jo gerne bruges af så mange som overhovedet muligt,” siger Erik Nørreby.

“Der er jo ikke noget, der er umuligt at ændre på, men vi mangler måske lidt at høre alle brugerne, inden vi vedtager sådanne retningslinjer. Hvis de ligefrem vil droppe Fannikeredagen ved flytning, så må vi jo tage en diskussion med dem – og det skulle vi jo nok have gjort inden da.”

 

Læs også leder: Fast food eller faste regler?

Relaterede artikler

Top