Nye affaldsspande så småt på vej rundt

AFFALDSSORTERING – Hvis det skal være skidt, før det bliver godt, så gælder det vel i særlig grad for affald. Og efter nogen forsinkelse og en hel del debat skulle de første nye affaldsspande til bioaffald være på vej ud i indkørslerne, når denne avis rammer postkassen.

Den nye affaldsordning betyder, at alle får en ny, ekstra beholder til bioaffald – dvs. organisk affald som f.eks. madrester, kartoffelskræller og kaffegrums. Sommerhusene får desuden en ny plastbeholder på hjul til restaffald i stedet for den eksisterende pose, og helårshusene skal fremover bruge den gamle beholder til restaffald.

Derfor skal Nordby Renovation nu i gang med den store opgave at køre omkring 8.000 nye beholdere ud i år, og man starter med helårshusene i Nordby og Sønderho.

”Vi havde den udfordring, at leverandøren af beholdere ikke kunne levere i det tempo, vi ønskede. Og vi politikere har sat forvaltningen ekstra under pres, fordi udlejningsbureauerne havde peget på forskellige andre løsninger, der skulle undersøges først,” erkender Christian Lorenzen (K), der er ny formand for ENT-udvalget.

Debatten har bl.a. gået på, at biobeholderne er for store for nogle borgere. Og hvis man ønsker at dele den med naboerne, skal man også dele den almindelige spand til restaffald.

Faste regler i starten

”Præmissen er jo, at vi i 2020 skal være oppe på 50 pct. genanvendelse, så hvis vi starter nu, giver vi os selv to år til at luge børnesygdommene ud. Men det betyder også, at vi er lidt faste i kødet som kommune her i starten,” forklarer Christian Lorenzen.

”Der ligger jo nogle analyser til grund, bl.a. af det med delespande. Kildesortering foregår dér, hvor spandene står, og erfaringen er, at hvis der står en biospand et stykke væk, så ryger der meget bioaffald i den nærmeste spand til restaffald. Derfor holder vi på her i starten, at de spande skal følges ad. Og derfor skal man deles om det hele, hvis man vil dele med sin nabo.”

Christian Lorenzen minder også om, at eksperterne oprindeligt havde anbefalet hele fire beholdere per husstand, men det ville ikke just være optimalt i de gamle bymiljøer.

”Der er en hel masse praktiske og lovmæssige ting, der skal gå op i en højere enhed. Er det perfekt? Nej! Er det et godt udgangspunkt? Ja, helt sikkert,” mener Christian Lorenzen.

Forvaltningen oplyser, at borgerne senere får adgang til ændre størrelse på beholderne.

”Hvis man finder ud af, at der er behov for en anden størrelse, så finder vi ud af det. Vi indfører et system, så man online kan  gå ind og ændre på sin beholderstørrelse. Det er i hvert fald målet, så vi får så lidt administration som muligt,” siger ingeniør Mads P. H. Sørensen fra Plan og Byg-afdelingen.

Relaterede artikler

Top