Ny lysbutik giver liv hele året i Fanø Bad

Hanne Thyssen (t.v.)og Gitte Thiesen har et godt greb i Søren Olesen, som åbner Fanø Lys ved Fanø Bad til Kr. Himmelfart.


LYSPUNKT –
 16 måneder efter en fatal vandskade er der nu endelig godt nyt for det tidligere Victorias Palace ved Fanø Bad.

Virksomheden Rømø Lys, der ejes af Søren Olesen fra Skærbæk, åbner en stor butik i de nyrenoverede lokaler, så aflæggeren Fanø Lys vil være klar til at give området helt nyt liv til Kr. Himmelfart.

Dermed rykker endnu en erfaren og driftig erhvervsmand til Fanø Bad som genbo til Kurt Enevold Nielsens fritidskæde Ny Form, og d’herrers butikker er også naboer i Lakolk på Rømø. Kurt Nielsen har da også haft en finger med i spillet for at tiltrække Fanø Lys sammen med ikke mindst Gitte Thiesen og Hanne Thyssen fra Museumsforeningen Fanø Bads Venner, der ejer bygningen.

”Fanø Bad er jo et dejligt sted, og jeg lever godt ude i turistlandet. Det er jo lidt det samme som på Rømø, så jeg vil køre samme koncept her,” fortæller Søren Olesen om baggrunden for at etablere Fanø Lys.

Lav dit eget lys

Butikken på Rømø sælger bl.a. hjemmelavede stearinlys, brugskunst og delikatessevarer som f.eks. øl, honning, chokolade og andre lækkerier, der ikke skal ligge på køl. Det helt specielle ved butikken er dog en ’selvdypper’ afdeling, hvor kunderne kan  lave deres egne lys.

Desuden har butikken på Rømø en kaffeautomat og nogle caféborde, og så er den kendetegnet ved at have åbent hele året. Der prales ligefrem med, at der kun er lukket Juledag – oven i købet kun fordi, det er ejerens fødselsdag.

”Jeg vil også prøve på at holde åbent hele året her, selvom det giver stille måneder fra december til februar,” siger Søren Olesen.

Skal I også have samarbejde med Ny Form eller andre aktører her?

”På Rømø samarbejder vi jo alle sammen i centerforeningen, hvor jeg er formand, og det er Kurt (Nielsen, red.) også en del af. Og vi skal da have samarbejde med alle, der har lyst! Jeg kommer med åbne arme og er meget positiv overfor det. Vi kommer jo for at skabe noget nyt, som jeg fornemmer, at der er brug for. Vi skal selvfølgelig have en forretning ud af det, men det regner jeg også med at få,” siger Søren Olesen.

Vil skabe nyt liv

Kunne det være samarbejde om f.eks. nye aktiviteter her?

”Det kunne man sagtens tænke sig. Her er Kurt i forvejen meget aktiv, og vi har et godt samarbejde. Jeg vil gerne være med til at skabe noget liv, og vi er jo også et godt alternativ på dage med lidt dårligere vejr.”

Hanne Thyssen fra Danibo, som er direktør for museumsforeningens anpartsselskab, der ejer bygningen, er lykkelig over den nye lejer.

”Jeg er også rigtig glad for, at Gitte er kommet videre, for det har været et ret belastende tovtrækkeri med forsikringsselskabet efter vandskaden,” fortæller Hanne Thyssen om ejendommen på omkring 600 kvm.

Med afklaringen er der nu sat endeligt punktum for de tidligere planer om et nyt, ambitiøst museums­center med arkitektoniske hilsener til det gamle Hotel Kongen af Danmark.

Bygningen er til salg, og med en ny lejer på plads, regnes med et snarligt salg.

”Når vi har solgt bygningen, vil vi stå med et positivt provenue, der bliver liggende i foreningen med det formål at understøtte udviklingen i Fanø Bad. Det kunne måske være step 2 af Realdania projektet, og så kan vi måske få taget et endnu større skridt,” siger Hanne Thyssen.

Victorias Palace er videre

Ejeren af Victorias Palace gik så grueligt meget igennem med store vandskader i to omgange, men nu er hun videre.

”Jeg er lettet over, at der stadig kommer til at ske en masse ved Fanø Bad,” siger Gitte Thiesen, der også er formand for Museumsforeningen Fanø Bads Venner.

”Victorias Palace eksisterer stadigvæk – jeg er kommet videre og er landet godt. Der er ikke længere café og museum i min virksomhed, men jeg fortsætter med at sælge nostalgiske genoptryk og produkter  til museimsbutikker i hele landet fra baghuset i Hovedgaden 37 i Nordby – det er et herligt sted.”

 

Relaterede artikler

Top