Torben Tobiasen er nu formand for øens største forening med 2800 medlemmer. Ønsker at fortsætte linjen med en aktivistisk brugsforening
Hent hele artiklen som PDF her
HANDELSLIV – Det gik godt nok hurtigt. Torben Tobiasen kom ind i bestyrelsen for Fanø Brugsforening i september 2020, blev straks næstformand og er nu efter Hans Mathiasens afgang blevet valgt til ny formand.
Så vi har sat ham stævne ved SuperBrugsen i Nordby for at høre lidt om, hvem han er, og hvad han vil. At han ved samme lejlighed straks skal blive kastet ind i sin første debat med et menigt medlem, det vender vi tilbage til.
”Ja, hvorfor stiller man op? Jeg er mangeårig kunde, så det at være med til at præge øens største private arbejdsplads og foreningen bag med dens 2800 medlemmer er en spændende opgave, synes jeg.”
”Jeg synes godt om, at vi som brugsforening skal tage andre hensyn end de rent forretningsmæssige. Vi vil gerne være med til at understøtte og udvikle øen, som vi gjorde med tankstationen og blomsterbutikken. Vi er også gode til at holde borgermøder. Det kunne kommunen lære noget af. Se med Realen-grunden, det sidste grønne område i Nordby, som nu bebygges. Det kunne vi måske have understøttet bevarelsen af sammen med nogle fonde,” siger han.
I diskussionen om en discountbutik eller ej vil brugsforeningen og de to andre supermarkeder også gerne i dialog med kommunen, påpeger han.
”Jeg går ind for fri konkurrence, men lad os se på behovet og konsekvenserne, så ender vi måske ikke ud i en trolde- eller en realgrundsdebat,” siger han.
Debat om udbringning
Mens vi taler, dukker Birthe Sønderskov op. Hun er nabo til en 82-årig kvinde, der ikke kan handle selv, og hun er ramt af de nye regler om, at det koster 50 kroner at få bragt varer ud, og at man skal købe for mindst 200 kroner.
”I havde rekordresultat. Kunne man da ikke tage særlige hensyn til ældre og sårbare,” spørger hun sin ny formand, der er frisk på en debat.
”Der lægges beslag på mange medarbejdere i butikken og ved udbringningen, og ofte klager modtageren så over, at de har fået de forkerte varer,” forklarer han.
Han peger også på, at den ny service Coop.dk Mad kan lette presset på butikken i højsæsonen ved at gæster kan bestille varer, mens de sidder i færgekøen i Esbjerg og så hente varerne bag brugsen.
Blå bog Torben Tobiasen
- Torben Tobiasen, 47 år, stammer fra Hostrup nord for Hjerting
- Han er uddannet revisor og arbejder i en privat revisionsvirksomhed, Martinsen
Han har også arbejdet som økonomiansvarlig i DHL-koncernen - Han er gift med en ’indfødt’, de har to børn på henholdsvis 14 og 15 år. Familien har boet i Nordby i omkring 20 år
- Han blev medlem af Fanø Brugsforenings bestyrelse i september 2020 og blev da også næstformand med det samme
- I sin fritid har han tidligere været meget aktiv i Esbjerg Taekwondo Klub og danset tango med fruen, nu er det fodbold, badminton, tennis og havkajak, der trækker
Tekst og foto: Finn Arne Hansen