Leder: Lad bringe en drosche

Alting var bedre i gamle dage. Posten kom til tiden, selvom der var også var tid til snak og en kop kaffe. Togene kom til tiden, og man kunne købe en rigtig billet hos et rigtigt menneske. Selv børnene kom, når man kaldte, og der kom en taxa, når man ringede efter én. Uanset hvor og hvornår, man kaldte.

Det var bare bedre dengang, og man kunne filosofere længe over, hvordan og hvorfor vi egentlig har mistet de go’e gamle dage.

Der kan være tid til det, mens man venter på den nye telebus. Den er dog bedre end sit rygte, hvis man spørger borgmesteren. Spørger man de mest kritiske røster i erhvervslivet, er den i praksis ubrugelig.

Sandheden ligger nok et sted imellem, og alle kan blive enige om, at det optimale ville være en ganske almindelig, fleksibel taxa uden så mange dikkedarer.

Telebussen er og bliver en lappeløsning, syet ovenpå en anden løsning, der blev besluttet i en tredje tid. Da Fanø i sin tid sagde farvel til Sydtrafik, havde man jo almindelig taxakørsel på øen.

Man må selvfølgelig gå ud fra, at alle involverede har truffet de rigtige beslutninger på det tidspunkt, de blev taget. Men set i bakspejlet er det jo nemmere at vide, hvad man i stedet burde have gjort.

Her og nu gælder det om at se fremad og kigge helt overordnet på det bedste for Fanø. Politikerne må glemme, hvad der måtte være investeret af politisk prestige i den ene eller anden holdning, og alle de kloge folk på sidelinjen må komme ind på banen.

Hvis en taxaforretning på Fanø kan løbe rundt – også nu om dage og med brugbare åbningstider – så træd an, hvem der kan og vil. Og hvis løsningen ser både realistisk og kompetent ud, så få fjernet de politiske og administrative sten på vejen – selvom det måske koster dyrt at trække den visiterede kørsel hjem til en lokal pakkeløsning.

Taxalovgivningen er stadig alt for virkelighedfjern til yderområderne, men måske kan Fanø få lov at være politisk laboratorium for en ny måde at gøre det på? Det ville passe perfekt til borgmesterens ambitioner om at gøre netop den slags her på øen. Det er snart Jul, så man har vel lov at ønske.

Mens vi venter på taxaen, må vi huske at kigge indad og stille samme spørgsmål som til dem, der forventer lokalt handelsliv: Husker du selv at handle i butikken?

Relaterede artikler

Top