Mindeord over Peter Michélsen
Hent hele artiklen som PDF her
Køletasken var allerede pakket, lidt vin, vand og et par øl, men på falderebet røg der lige en ekstra øl med. Turen gik til Rindby Strand denne smukke søndag, og det kunne jo være, at Peter kom forbi. Det gjorde han ikke, og det gør han aldrig mere. Peter Michélsen er død – alt, alt for tidligt.
Det er ikke til at begribe, og det er umådeligt tungt og trist. Tankerne går til hans to døtre Mille og Signe, han altid omtalte varmt og stolt og elskede overalt på jorden. De var det allervigtigste i verden for den kærlige far.
Ren Strand Fanø var et tredje hjertebarn, og Peter viste vejen med jordnær og uselvisk handling. Han kerede sig om havet, miljøet og sin elskede strand og stablede ved egen kraft et projekt på benene, der helt fortjent har givet genlyd i både ind- og udland. Her var ingen fuldfede konsulenter og forkromede workshops, men en mand, der udlevede mottoet, at globale ændringer starter lokalt. Når han sad på sit lille hyggelige kontor i skurvognen ved ”Havfaldsborgen”, kunne ingen miljøsynder i hele verden vide sig sikker. Han samlede deres havfald, sporede det tilbage til kilden og henvendte sig. Venligt, men bestemt som en terrier med skarpe tænder bag smilet. Mon ikke én mand på Fanø har gjort mere gavn for kloden end tusinde konferencegæster med FNs Verdensmål i reverset?
Idéen opstod tilfældigt, men der var ingen tilfældighed over al den energi og det store engagement, der drev tanken fra løs ide til stor succes. Ren Strand Fanø var Peters værk – desværre nu også hans livsværk.
Selv som perifer ven af Peter er det tungt at tænke på og skrive om, at han ikke er mere. Han var et dejligt menneske, og én af dem jeg mindes med størst glæde fra min tid som udgiver af nærværende avis. Altid positiv, altid parat til at hjælpe. Hvad enten det gjaldt datterens avisrute – der var et fælles familieprojekt – eller andre praktiske ting. Eller hvis man dummede sig og sad fast på stranden. Peter stillede bare op – selv hvis man holdt ved Badet, og han lige var trillet ind ved hjemmet i Sønderho.
Som alle store bamser var Peter nem at holde af, meget kærlig – og blød indeni. Som alle rigtige mennesker, der vandrer på denne jord, havde han sikkert også sine fejl. Jeg mødte dem dog aldrig. Bag det robuste ydre bankede et følsomt hjerte, og det er ingen hemmelighed, at skilsmissen for et par år siden var hård ved ham. I den periode var han langt nede og langt ude.
Det er par uger siden, jeg mødte ham sidst – på stranden selvfølgelig. Han sprang glad ud i sandet – på sine bare hobbit-fødder som altid – og vi delte en kande kaffe og fik opfrisket røverhistorier. Det var længe siden sidst, og Peter var i hopla. Han drillede sig selv med, at der var røget et par ekstra kilo på bulb-stævnen og fortalte engageret som altid om arbejdet med Ren Strand Fanø.
Nu har tidevandet taget Peter. Både vi og Havfaldsposerne står alene tilbage på stranden.
Det bedste, vi kan gøre for at ære og mindes ham, er at føre projektet videre. Det bliver svært uden den centrale ildsjæl, men det fortjener at leve videre i hans ånd.
Æret være Peter Michélsens minde.
Kurt Henriksen
