BUDGETFORHANDLING – Flere børn og flere ældre. En udligningsreform og en lønstigning til kommunens medarbejdere. Det er nogle af grundene til, at Fanø Kommune står over for en række besparelser.
”Vi skal betale mere for de ældre og helt unge på grund af den kommunale medfinansiering og derudover er der en række andre faktorer, der gør, at vi bliver nødt til at lave nogle omfattende ændringer. For ellers så går det galt,” siger Fanøs borgmester, Sofie Valbjørn.
Udligningsreform
En af grundene er, at den såkaldte udligningsreform rammer Fanø hårdt. Reformen går i al sin enkelhed ud på, at det serviceniveau, som borgere over hele landet oplever, ikke må afhænge af, hvor i landet de bor. Og eftersom borgerne på Fanø ligger ret højt på en række socioøkonomiske forhold – beskæftigelse, uddannelse og den slags ting – så bliver Fanø ramt hårdt på det område.
For Sofie Valbjørn er det afgørende, at man ikke går på kompromis med kvaliteten i kommunen.
”Generelt er min højeste prioritet, at vi kan fastholde kvalitet i vores service til borgerne på bekostning af takster,” siger Sofie Valbjørn.
Dermed rammer hun et af de håndtag, der kan skures på.
”Vi har pt. en meget lav forældrebetaling på dagtilbud. Man betaler ikke meget for en vuggestueplads. Man betaler heller ikke meget for at gå i SFO i forhold til andre kommuner. Og det har været en meget naturlig beslutning, som byrådet har taget som led i en tilflytterstrategi. Men det er så en af de ting, hvor vi har været nødt til at lægge op til, at det har vi ikke råd til, fordi vi samtidig har skrevet ind i vores konstitueringsaftale, at vi vil have høj kvalitet,” siger Sofie Valbjørn.
Hun pointerer samtidig, at betalingen stadig kommer til at ligge lavere end eksempelvis Esbjerg.
På trods af spareknivens kommende indhug er der dog stadig håb forude, mener borgmesteren.
”Hvis man skal se et lille lys i mørket derude, så kan vi se, at udgifter til beskæftigelsesområdet falder, hvilet jo også er en landstendens, fordi der er lavere arbejdsløshed. Der sparer vi nogle penge,” siger Sofie Valbjørn.
Forslaget bekymrer
Mandag den 10. september vil det vise sig, om borgmesterens forslag kan bakkes op af et samlet byråd. Der er dog en række ting, der bekymrer Christian Lorenzen fra Det Konservative Folkeparti.
”Borgmesteren har fremsat et forslag til budget, som hun jo er forpligtet på. Det forslag bekymrer af flere årsager Det Konservative Folkeparti. Vi håber derfor på, at vi i byrådet inden førstebehandlingen på mandag (den 10. september, red.) kan blive enige om et fælles og samlet ændringsforslag til borgmesterens budget. Det vil klart være det bedste for Fanø,” siger Christian Lorenzen og understreger, at han helst ser et samlet byråd melde ud.
”Jeg skal ikke kunne sige, hvordan andre ser på det. Men for vi konservatives vedkommende er det et meget stort ønske, at et samlet byråd kan lande et ansvarligt og langsigtet budget. Det er det, vi arbejder intenst for. Det vil som sagt være langt det bedste for Fanø.”
Borgmesteren har i sinde at fremlægge budgetforslaget ved et borgermøde tirsdag den 11. september klokken 19 på Fanø Skole.